Vi er i September, men jeg vil have sne! DX - Rasmus

Dato: Irl
Dag: Irl
Tid: 15.30
Sted: Den lykkelige eng
Omgivelser: Ingen D;
Vejr: Lidt koldt, men ellers fint
Årstid: Efterår

Enya forventede faktisk ikke særlig meget denne her dag, ikke fordi vejret og omgivelserne var som de var lige nu. Men hun savnede duften og følelsen af noget sne, godt nok var de i September, men lige nu ville Enya altså vildt meget gerne have sne lige nu!. Måske fordi hun selv næsten var ligeså hvid som sne, men også fordi hun elskede vinteren meget mere end sommeren, fordi hun hadede at svede og blive blindet af solen. Men hun var dog glad for at hun var så hvid at hun ikke fik farve af solen, fordi så ville hun da helt sikkert forbande sommeren 100 %. Hun elskede at være så hvid og det skulle ingen ændre på. Godt nok troede nogle folk at hun var et omvandrene lig, men det synes Enya bare var sjovt, fordi hun tænkte jo ikke sådan om sig selv til daglig og når så folk endelig sagde det til hende, så kiggede hun bare ned af sig selv og trak lidt på den ene skulder, eller måske dem begge to. Enya sukkede lidt efter at have kommet ud af sine tanker og satte sig ned i græsset, hvor alle blomsterne engang havde været, men de var jo for længst visnet, det var en af de ting som hun var ked over ikke at kunne heale, men det var desværre naturens gang. Hun så sig lidt omkring, men gav sig så derefter til at nynne en lille vuggevise som hang fast i hovedet på hende og lagde sine arme omkring sine ben.

Rasmus elskede at gå ture med sin hund Patrick.
De gik tit ture, det var rart at gå og slappe af og
se på de smukke omgivelser.
Natur elsker var Rasmus osse.
Ham og patrick var denne gang gået ud på engen,
i det smukke hvide sne vejr.
Patrick var vild med sne og hoppede rundt som en
tosse som var på et eller andet.
På rasmus's læber gled et lille smil og han samlede
noget sne med hans bare hænder og skød den hen på
Patrick, men kommer desværre til at ramme en person
som sad i sneen.
Han havde slet ikke lagt mærke til personen.
"Undskyld!" råbte han til personen og gik raskt hen til den.

Engle var som regel meget skrøbelige, men det var ikke sådan så en meget lille berøring ville brække noget på en engel. Men på grund af chokket som ramte Enya, fordi hun blev ramt af en sten, fik smerten til at gøre lidt mere ondt, end hvis hun havde set den blive kastet. Hun tog sig lidt til armen, der hvor stenen havde ramt. *Jeg for helt sikkert et blåt mærke* tænkte Enya og bed sig lidt i læben. Men da hun hørte at der var en som råbte undskyld, vendte hun hovedet imod personen og rejste sig i et hurtigt træk og gik lidt tilbage. Hun havde en ide med at hvis en person kom til at gøre hende noget ved et uheld, så ville det næste ikke være et uheld. " Hvad er dit næste træk så?" spurgte hun nysgerrigt og bed sig lidt i læben. Han så ikke ud til at ville hende noget ondt, men hun skulle først være på den sikre side, før hun lige ville kaste sig i armene på ham og stole på ham.

Rasmus kiggede lidt overraskende på hende.
" spørge om du okay?" svarede han spørgende
og en smule forvirret.
Hun virkede lidt truende i en grad, og det overraskede
Rasmus.
Partrick stod ved siden af dem begge, med et stort
smil. Den legesyge hund.
Dog løb han hurtigt videre da en vind kom og kastede
noget sne op i luften.
Patrick hoppede ivrigt op efter sneen for at fange det.

// logger //

Nu var Enya ikke just den mest fjendtlige type, men når hun mente at nogen ville gøre hende ondt, så kunne hun sagtens rette ryggen og blive meget alvorlig. Men da hun hørte hvad han sagde og da hun så at hans hund var så legesyg og glad, blev hun meget mere afslappet at se på og tog sig til armen igen og lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg har det fint, for nok bare et blåt mærke" sagde hun stille og så ned på sin arm igen og aede den lidt. Hun så derefter på drengen, ellere rettere manden, fordi han så ikke ud til at være omkring hendes alder og gav ham et lille smil. "Folk har det med at overse mig, når der er så hvidt" sagde hun og hentyede til sit hår og sin hud, som næsten var ligblege og smilte lidt igen til ham.

//Fino, skrives//

" du må meget undskylde igen " sagde han og grinte
lidt af sig selv.
Han var en smule flov.
" jeg er rasmus by the way " præsenterede han sig og
smilede venligt og imødekommende.
Patrick var i sin egen verden og drønnede rundt
for at fange snefnugende.

Enya smilte en lille smule, en meget lille smule over at han undskyldte igen og kørte en tot hår af sit næsten helt hvide hår om bag øret og rettede ryggen lidt. Fordi da hun havde set lidt truende på ham, havde hun nemlig stået med bukket ryg i forsvars stilling.
"Jeg overlever, bare rolig, men du behøver ikke undskylde mere" sagde Enya i en rolig og afslappet tone og smilte en anelse mere til ham bagefter og gik lidt tættere på ham.
Hun havde godt hørt at han havde sagt sit navn, men hun blev kort mere optaget af hans hund, men rystede så kort på hovedet og vendte sin opmærksomhed tilbage på manden og smilte sødt. "Hyggeligt at møde dig Rasmus, jeg hedder Enya" præsenterede hun sig høfligt og nikkede lidt.

Rasmus nikkede tilbage og svarede " i lige måde".
Han smilede kort et læbe smil. og rettede syntet mod
Patrick.
"Patrick kom her!" råbte han med bestemt stemme,
men der var ingen sur tone over den.
" hvad laver du her ude?" spurgte han Enya,
da han undrede sig over hvad hun lavede på engen
alene.
Han havde for lidt tid siden, mødt en anden pige derude.
Men, havde ikke hørt fra hende i lang tid.
Han fik lidt flashback, men skyndte sig tilbage til
Enya.