Død stille.

Dato: 3. okt.
Tid: 23:00 ca.
Sted:I et tog.
Omgivelser: I en rimlig tom vogn.
Vejr: roligt, lidt blæst, Køligt.

Romy var på vej hjem fra en lang arbejds dag og sad og døsede lidt i toget. Hun så ud af vinduet og havde benene krydset hen over hinanden. Hun havde en hvid skjorte på og en sort nederdel og et par net strømpebukser på, samt nogle pæne højhælede og nogle armbånd.
Hun havde hænderne i sit skød og sin modetaske på sædet ved siden af. Hun kom med et lille og halv træt suk. Men holdte sig dog vågen, for hun ville ikke ende med at ende på den forkerte station. Hun lyttede til lyden af toget der rumlede afsted, for ellers var her helt stille i den dødstille kupe.

Xander sad i den anden ende af toget, men kunne se direkte hen på en fremmed kvinde. Han smugkiggede lidt på hende, mens han samtidigt prøvede at læse en artikel færdig i sin avis, men det var faktisk lige før hun var alt for spænende til at læse på noget kedelig sport, og hun lod iøvrigt til at være alt for træt til overhoved at lægge mærke til at han var der, og at hans blik skiftevist var på hende og på bladet.
Dog havde han ikke tænkt sig at tale med hende, da det ikke var noget man bare gjorde. Xander var ikke genert, men bare ikke ligeså åben som mange andre væsner. Desuden var hun et menneske, så den skulle man går stille ved dørene med. Hvorfor vidste han ikke, men han tænkte, at det nok var bedst at holde på den regel.

Romy blev stiv i kroppen da der pludseligt farede et modsat tog forbi, hendes hjerne slog klik og alt blev sort for hende. Hendes krop begyndte at ryste og gå i kramper. Hun væltede ned på gulvet, men slog heldighvis ikke hovedet på vejen. Hendes blik var tomt, hendes sko var røget af og hendes vejrtræk var hektisk og ude af kontrol. Lige nu var hun bogstavligt talt ikke til stede mentalt. Hendes Epilipsi var gået i gang da toget var kørt forbi pga. de blinkende effekter lyset fra toget gav.

Xander så chokkeret på hende da hun ligepludselig mistede besindelse og tabte sin avis. Han følte sig selv lam i kroppen i forsøget på at rejse sig op og gøre noget, men han kom på benene og skyndte sig hen til hende og tog fat i hende. "Hey, er du okay!?" Spurgte han forskrækker for at se om hun overhoved var istand til at svare ham. Han kunne nogenlunde regne ud, at det var et af de der epilepsianfald, men havde dog ikke regnet med at han nogensinde ville nå at opleve et og havde aldrig rigtig arbejdet med det.
Han vendte hende på siden og begyndte at knappe hendes stramme jakke op. Han var ikke sikker på at det hjalp, men hun så ud til at være kvalt i det.

Romy lå sådan i to-tre minutters tid, som hurtigt var ovre. Hun lå pludseligt stille, hun var små forpustet bagefter og trak vejret lidt hektisk. Hendes krop føltes helt svag og træt. Hun havde ikke overskud til at åbne øjnene og se hvem der var kommet hen til hende. Faktisk havde hun ikke en gang overskud til at bevæge sig for at give signal om at hun var okay. Hun vidste godt at hun lige havde fået et anfald og var glad for at der ikke havde været så mange i kupeen, hun havde troet at der faktisk ikke der var nogen.

Xander så ned på hende. Pludselig lignede det faktiskat han holdt om hende, men han han havde virkelig ikke vidst hvad han skulle gøre. Mon hun var okay? Og mon han skulle stige af ved næste station og ringe efter en ambulance?
Han rodede rundt i sin lomme efter sin mobil og tastede hurtigt 112 ind. Dette havde han dog prøvet før. "Kom med en ambulance til La Sunisha station. En kvinde har lige haft et epilepsi anfald" Sagde han hastigt. Han fik af vide at de var på vej, og lukkede så telefonen i og så ned på kvinden.
Han kunne høre at toget var på vej til at stoppe og tog fat under hende og løftede hende op i sine arme. Hun var ikke så tung.
Han tog hendes taske samt sin egen og gik hen til dørene og ventede på at toget ville holde.

Romy mærkede at hun forsvandt fra jorden "hvor .. går du hen" sagde hun hæst og lavede kort et ansigts udtryk. Men var ellers helt stille, hun håbede ikke han havde ringet efter en abulance, selvom hun et eller andet sted ikke bebrejdede personen. Men hun vidste selv at hun ikke behøvede Abulance, men tænkte lidt, var hun kommet til skade. Hun kunne ikke mærke smerte, men nogen gange kunne man jo ikke altid mærke hvis der var sket noget. Måske havde hun hul i hovedet?

Xander så ned på hende da hun talte. Han blev temmelig lettet da hun talte, for det var jo et tegn på at hun så småt var ved at komme til sig selv igen. "Der kommer en ambulance og henter dig" Sagde han. Han kunne ikke vide, at hun ikke just behøvede en ambulance, men havde kun set det som den eneste rigtige løsning. Han kunne jo ikke bare efterlade hende? Hun kunne jo bare smides af på et hospital og så kunne han fortsætte hjemad. Han boede alligevel ikke langt fra hospitalet. Og så længe det var i La Sunisha havde han intet imod at hjælpe hende derhen.
Dørene gik op og han trådte ud. Han kunne se ambulancefolkene holde udenfor stationen og de trak allerede en båre ud. Han skyndte sig at gå imod dem, med kvinden i armene.

Romy åbnede øjnene og så op på den fremmede mand. Hun kunne se abulance folkende uden abulancelys, fordi det ville kunne fremkalde flere anfald. Abulance mændende kom hen til dem og så på hende. De lagde hende på båren og tjekkede hende hurtigt "Årh hun har det fint" sagde de så og så om på Xander "Bare roligt hun er ikke i fare, hun er hverken kommet til skade eller ligende" sagde en af Abulance mændende Imens den anden prøvede at snakke med Romy og fik lidt information ud af hende. Den anden Abulancemand kom hen til dem " Hun bor ikke så langt væk, så hvis den rare unge herre har tid, kan han jo køre hende hjem?" sagde han så og så på Xander.

Xander så undrende på dem. Var det normalt for dem at tage det hele så roligt?Han var småtræt og gad ikke engang spekulere. "Jo, det kan jeg godt klare. Min bil holder her på stationen, så det er intet problem" Han så hen på Romy før han bevægede sig tættere på "Skal jeg eskortere dig hjem frøken?"
Han studerede hende lidt i det sekund. Hun var et eller andet sted utroligt smuk, når hun var træt og svag, og pludselig gik det op for ham, at han faktisk skulle køre hende hjem. Altså... Han fik hendes adresse?

Romy så op på manden og var egentlig ikke sikker på om han var Abulancemand eller bare en fremmed. Men nikkede bare svagt og ville aller helst bare hjem og sove. Hun hadet at få de her anfald. Faktisk fik hun dem mest hvis hun var træt, ellers skete det kun ved Blitz eller voldsome blink. Abulancemændende fortalte ham hendes adresse og fortalte ham hurtigt i hvad for nogle situationer han skulle ringe til Abulancen i, i næste gang.

Xander nikkede lidt. Blidt og han fat i hendes skulder og hjalp hende op at sidde. "Skal du støttes eller bæres?" Spurgte han. Han ville ikke bare løfte hende op ligesom før nu hvor hun faktisk var i vågen tilstand. Stadig fandt han det ret så mærkeligt, at han skulle køre hende hjem, da det jo var ambulancefolkenes job, men på den anden side havde de måske en travl dag, og havde ikke tid til at køre en rask patient til hospitalet. Måske var der engod mening med dette.

Romy rejste sig op, dog svajede hun lidt og følte sig lidt svimmel "ah støt mig" sagde hun da hun havde det som om at hun faldt. Hun tog fat i hans arm og stod fast igen. Hun blinkede kort med øjnene og så på ham "Hvor er det pinligt" mumlede hun så og vidste godt det ikke var hendes egen skyld, men synes nu alligevel det var lidt pinligt, især fordi hun først nu havde lagt mærke til hvor pæn en fyr manden var "Hvad hedder du?" spurgte hun så, da det var lidt mere betryggende og kende hans navn, nu hvor han skulle køre hende hjem.

"Jah" Nikkede han og fik hende med sig og begyndte at gå hen mod sin bil, der holdt lidt væk ude på stationens parkeringsplads. Han kunne godt se hvad hun mente med det, og ville ikke selv bryde sig om tanken om at være afhængig af nogen, fordi man ikke kunne gå ordenligt. "Det okay..." Svarede han "Og mit navn er Xander". Han smilte roligt nedtil hende, i tilfælde af at hun skulle se op på ham.

Romy fulgte med ham og var begyndt at komme lidt til sig selv, men var stadig ekstremt træt, men kunne godt lige gå. Dog var hun lidt svimmel. Hun fjernede noget hår fra sit ansigt og gabte lydløst. Heldigt for hende skulle hun ikke på arbejde de næste to dage, så kunne hun slappe af, men altså hun var ret vendt til at skulle gå træt på arbejdet, hun skjulte det bare somregl.

Xander hjalp hende ind i bilen og gav hende sele på. Det mindede stortset fuldkommen om de mange fulde teenagere fra The reggie club, som han tilbød at køre hjem. De kunne dårligt noget selv. Han smilte afslappet til hende i ren venlighed "Så... nu kører jeg dig hjem..." Sagde han og fandt selv til rette bag rettet og tænde bilen.