Strålende humør

Dato: 5. December
Årstid: Vinter
Dag: Onsdag
Vejr: Overskyet, mørkt og svagt blæsende
Sted: Den Fredfyldte Skov
Tid: Omkring midnat
Omgivelser: Naturen

Nora gik rundt inde skoven.
Hun drejede rundt om sig selv og
var i strålende humør.
Hun var stadig en smule øm i halsen efter episoden
i kirken, men tog sig ikke af det.
Hun havde sine ravnsorte vinger ude
da hun hadede at have dem inde i ryggen.
Hun smilede stort og nynnede svagt.

Ribanalon sad oppe i et af træernde og kiggede på englen og grinte så svagt.

Nora lagde først mærke til
hende da hun lo.
Hun vendte sig om og kiggede op i træerne.
"Hej?"
sagde hun prøvende
og kunne ikke umidelbart få øje på nogen.

Ribanalon hoppede ned og præsentrede sig for første gang som vampyr over for en anden, hendes øjne var metalliske lige som sin brors altså grå.
Hun smilte og blottede sine tænder, "Jamen halløjsa"

Nora smilte roligt til hende
uden det mindste tegn på frygt.
"Hvad hedder du?"
spurgte hun med rolig stemme
og så afslappet på vampyren.

Hun gik rundt om hende og smilte så stort, "Ja hvem er dU"

"Nora Tiannuan"
svarede hun roligt
med sin stærke kinesiske accent.
"Og hvem er så du?"
spurgte hun og gik rundt om sig selv
så hun hele tiden havde front mod
vampyren.

"Ribanalon" sagde hun ig stoppede så op.

"Jamen så godaften Ribanalon"
sagde hun og smilede roligt.
Hun stod stille med med hænderne
på ryggen og smilede stille til hende.

Hun grinte og sukkede så, "god aften" hun begyndte at gå tilbage, og vendte sig så derefter om og begyndte at gå.

Hun så nysgerrigt efter hende,
men blev stående lidt.
Da hun egentlig ikke havde noget bedere at
tage sig til gik hun med lette
skridt efter Ribanalon

Ribanalon kende høre at englen lige så stille fulgte med hende, utroligt hvor godtroende engle endlig var blevet med tiden.

"Jeg er ikke godtroende!
Jeg frygter bare ikke vampyrer!"
sagde hun og lød næsten fornærmet.
Det passede hvad hun sagde.
Hun var faktisk ikke særligt godtroende

Hun stoppede op og vendte sig mod hende med et smil, "Virkelig"

"Virkelig!" sagde hun
overbevisende
"Jeg ser ingen grund til at
være bange for jer"
tilføjede hun og stoppede
også selv med at gå.

Hun nikkede og så¨så at hendes bror havde efterladt et ar på hendes hals, "og alligevel er du bidt"

"Utallige gange...
Men jeg er alligevel ikke
død endnu"
svarede hun roligt.
Hun gned sig kort på halsen
og så undersøgende
på vampyren.

Hun stod uden nogen form for bevægelse og lod Engelen glo.

Hun smilede lidt,
og så Ribanalon ind i øjnene.
Hun lagde godt mærke til
hvor meget de lignede
Demetri's,
men fortrak ikke en mine,
og bevarede det lette smil.

Hun fjernede ikke blikket fra hende.
"HVad tænker" du sagde hun da hun ikke gad at stå dewr ret meget længere.

"At dine øjne ligner Demetri's"
svarede hun og slog blikket ned.
Hun baskede svagt med vingerne
og så så op igen

Hun begyndte at grine højt.

Hun lagde hovedet på
skrå og så uforstående
på Ribanalon.
"Hvad er det der er så morsomt?"
spurgte hun helt forvirret

"Jeg må smutte" sagde hun da hun var ret træt.

Nora blev blot endnu mere forvirret
over det og glippede
kort med øjnene.
"Men..."
startede hun men gav op.
Hun trak på skuldrende og
begyndte så selv at gå,
i dyb tænksomhed