Naiv...

Årstid: Efterår
Dato: 28/10
Dag: Torsdag
Tid: 20.00
Sted: Den fredfyldte skov
Vejr: Mørkt og koldt. Skyfrit
Omgivelser: Farverige blade på både jorden, og i træerne.

Eliaz gik med lettere dansende skridt rundt i skoven. Hun nød følelsen af den bløde hud under hendes tæer mod de kolde, fugtige blade. Hun var iført en let, lyseblå kjole, der stod godt til de tindrende bå øjne, men tydeligvis hørte til i sommerens varme. Et let, ubekymret smil hvilede på de velformede læber, og der var ikke antydningen af utryghed at spore i de store øjne. Hun nynnede svagt for sig selv. Mest fordi hun savnede musikken. Musik havde været en naturlig del af hendes hverdag, da hun stadig boede i den store villa, hvor hun var vokset op.

Alec havde fulgt efter pigen i et stykke tid.
Hun havde sættet oppe i et træ, da hun kom forbi. Og da Alec ikke havde noget at lade besluttede hun at følge efter pigen.
Pigen virkede mærkeligt glad. Ja, nærmest lykkelig. Alec fantaserede om at det var hende, der levede et helt normalt liv. Et liv, der kun drejede sig om, hvad hun havde på og hvornår drengene så ud.
Alec smilede for sig selv.

Eliaz stoppede op efter lidt tid, og skulle åbenbart lige have pusten. Hun var bestemt ikke vant til at rende rundt på den måde. Et bredt smil hvilede på de velformede læber, da hun førte en unaturligt bleg hånd op til ansigtet, for at fjerne en lok af det kastanjebrune hår fra ansigtet. Så fortsatte hun sin gang denne gang mere roligt. En let letter undslap hendes læber. HUn fandt det helt fantastisk at få lov til at bevæge sig omkring udendørs på denne måde. Det var ikke noget hun var vandt til fra sit liv indtil nu. Hvis blot Mema havde vidst hvad hun lavede lige nu, så ville hun have fået et føl på tværs. Mema havde altid forbudt hende at bevæge sig uden for. Et forbud Mr. Jenkins - den gamle mand der havde holdt øje med hende og taget sig af hende siden hun var ganske lille - havde sat ganske højt. Egentlig havde Mema forbudt hende utroligt meget... Også selvom hun ganske sjældent havde været sammen med Eliaz.

Det ville være en fornøjelse, at dræbe, måske pine, pigen.
Eller hvad? Ville hun dræbe bare fordi hun var jalou(staves)? Hun vidste ikke lige nu.
Men hun skulle nok finde ud af det.
Måske skulle hun gå hen og snakke med pigen?
Indtil videre ville hun bare fortsætte med at forfølge hende.

Langsomt bemærkede Eliaz følelsen af at blive observeret. Hun stoppede op, og et øjeblik stirrede hun bare frem for sig, uden at bevæge sig. Så vendte hun sig brat om. Var der virkeligt nogen? Eller var det bare hendes fantasi der spillede hende et pus? Det kunne vel sagtens være tilfældet. Hun havde jo aldrig været ude, hverken i natur, eller blandt forsamlinger af mennesker. Så denne pludselige omvæltning kunne vel sagtens være grund til et pludseligt angstanfald?... Eller måske midlertidig paranoia? Eliaz nikkede kort for sig selv, og besluttede sig for at det nok var det der var galt. Alligevel blev hun stående et lille øjeblik, før hun igen begyndte at gå, og smilet vendte tilbage til hendes ansigt.

Alec begyndte så småt at kede. HUn besluttede at snakke med pigen.
Hun hoppede ned fra træet og landede med et blædt dump. Først efter hun var hoppet, blev hun usikker. Måske ville pigen ikke engang snakke? Alec var jo også lige hoppet ned fra fem meters højte. *Whatever....* tænkte hun "Øhm... hej?" hun smilede lidt.

Endnu engang drejede Eliaz brat om på hælen, og stoppede så op. Så var hun altså ikke paranoid alligevel? Der var faktisk nogen der var fulgt efter hende?... Mærkeligt.. Pigen der nu stod overfor hende, så ud til at være mindst lige så bleg som Eliaz selv var det. Sjovt, hun havde aldrig før set andre, der var lige så blege som hende selv... "Hvor kom du fra?" spurgte hun undrende, og så på hende, med et undersøgende blik. Egentlig var hun bare nysgerrig. Hun var altid nysgerrig. Men særligt efter at hun var begyndt at være udenfor. Det havde lært hende at der var en utrolig masse hun ikke anede noget som helst om...

Alev følte sig utrolig lettet over spørgsmålet; det betyd at pigen ikke havde set springet.
Hun smilede genert til pigen og så hende i øjnene. "Jeg... kom bare... derovre fra" hun trak på skuldrene og blev ved med at spille genert. Det plejede at virke.
"Jeg har ikke været her i lang tid, jeg tænkte jeg bare ville hilse..." hun foldede sine hænder og begyndte at vride dem, mens hun smilede svagt.

Eliaz nikkede let. Hun kendte ikke skik og brug, så hun kunne jo egentlig ikke rigtigt vide hvordan folk plejede at opføre sig i sådanne situationer, selvom hun efterhånde havde dannet sig en ide om det. "Hvem er du?" spurgte hun, uden at tage sig den mindste smule af genertheden. Det var hun alt fr nysgerrig til. Hun betragtede let pigen, og lod de tindrende blå øjne hvile på hende. Et svagt, nysgerrigt smil hvilede på hendes læber, og interessen nærmest lyste ud af øjnene på hende...

Alec smilede lidt til pigen. "Jeg hedder Alec og bor i Werclare" hun gik nogle skridt nærmere og rakte hånden.
Hun huskede at det var måske ikke nogen god idé, at trykke hånd med nogen da hun var meget kold. *Skidt pyt... Hun opdager det nok alligevel* hun smilede igen.

Eliaz nikkede kort, og tog lettere tøvende hånden. Smilte så let. "Mit navn er Eliaz." sagde hun, og trak så hånden til sig igen. Pigens hånd havde været meget kold, i modsætning til Eliaz' varme, bløde fingre. Men på den anden side, det kunne jo også bare være fordi at de befandt sig uden for i kulden. Eliaz tilskrev det i hvert fald ikke større betydning, og kommenterede heller ikke. Det var jo ikke nødvendigt, Alec vidste det nok også i for vejen, selv om Eliaz ikke gjorde opmærksom på det...

Alec smilede og blev usikker på hvad hun skulle gøre. Hun vred lidt sine, kolde fingre.
Skoven var helt stille. Ikke en lyd om, der fra den. Måske holdt den vejret.
Alec smilede og tænkte på, hvad Eliaz ville tænke hvis hun vidste at hun var vampyr.

Eliaz blev usikker ved stilheden. Brød sig ikke om den. "Hvor gammel er du, Alec?" spurgte hun derfor, for at bryde stilheden. De blå øjne flakkede kort rundt i skoven, men endte så igen på pigen overfor hende. Der var altså et eller andet ved hende. Eliaz kunne ikke rigtigt vænne sig til at denne pige var lige så ligbleg som hun selv var det. Hun var jo vokset op med at alle andre var langt mere farvet end hende...

Alec kiggede på Eliaz og smilede svagt "Jeg er 15... Dig?". *Og plus lidt mere...* tilføjede Alec i tankerne.
Hun flyttede vægten over på det andet ben. Ikke for fordi det var nødvendigt, men bare at gøre noget.
En fugl sang et sted.

Eliaz nikkede let, da Alec fortalte sin alder. "Jeg er sytten år." svarede hun på spørgsmålet, og smilede let. Sådan var Eliaz... Alt så ubekymret, glad og smilende. Uskyldig som et barn... På mange måder var hun faktisk ikke mere end et barn. Hun var ikke rigtigt i stand til at klare sig selv, hun var aldrig blevet forbedret på hvad verdenen udenfor havde at byde på, var kun vokset op i et gammelt, støvet hus, fyldt med betryggende mørke. Andre ville måske anse den opvækst for rædselsvækkende. Tænk sig aldrig at have set dagens lys? Aldrig at have mørket solens blide kærtegn en sommer dag ved stranden?

Alec havde savnet så mange ting ved mennesket livet, osm pigen overfor hende havde. Hvad hu klar over heldig hun var? Hun kunne mærke solens varme stråler mod sin hud, hun kunne spise og drikke... Hun var varm, kunne føle kulde... Blive syg...
Alt, også det dårlige, ved mennskerlivet ønskde Alec sig inderligt. Hun vidste ikke, hvorfor hun var så vred på Eliaz, msåke fordi hun havde ophobet sin vrede inden i sig, og nu gav den frit løb?
Hun smilede falsk, men det så ægte ud, og trak vejret dybt.