Efterår i skoven - Demetri

Årstid: Efterår
Dato: 28/10
Dag: Torsdag
Tid: 20.00
Sted: Den fredfyldte skov
Vejr: Mørkt og koldt. Skyfrit
Omgivelser: Farverige blade på både jorden, og i træerne.

Eliaz gik med lettere dansende skridt rundt i skoven. Hun nød følelsen af den bløde hud under hendes tæer mod de kolde, fugtige blade. Hun var iført en let, lyseblå kjole, der stod godt til de tindrende bå øjne, men tydeligvis hørte til i sommerens varme. Et let, ubekymret smil hvilede på de velformede læber, og der var ikke antydningen af utryghed at spore i de store øjne. Hun nynnede svagt for sig selv. Mest fordi hun savnede musikken. Musik havde været en naturlig del af hendes hverdag, da hun stadig boede i den store villa, hvor hun var vokset op.

I det samme dansede Demetri med hende, han havde taget om hende sådan at de dansede pardans og sådan at hun kun kunne gøre det han ville

Et forskrækket gisp forlod Eliaz' læber, da hun ikke længere dansede rundt alene, men pludselig havde fået selvskab, af en høj, ung mand. Dog gjorde hun ingen tegn til at ville afbryde dansen. "Hvem er du?" spurgte hun lettere forsigtigt, men kunne nu ikke lade være med at smile. Fandt det egentlig morsomt at danse med en fremmed, og samtidig mystisk at han sådan var kommet ud af den blå luft. Hun overvejede lidt, om han mon kunne være et produkt af hendes egen fantasi? Så ville det i hvert fald give mening, at han var dukket op så pludseligt.

"Demetri" sagde han og lod hende falde ned i sin ene armen sådan at hun nærmest lå i hans arme, hvorefter han han rejste hende op igen hvor de dansede videre..
Hans meralliske grå øjne kiggede ind i hendes øjne, hans øjne var kolde og døde, men samtidig mystiske, smukke og dystree.

Eliaz lod ham, denne Demetri, om at føre dansen, mens hun spekulerede på hvor vidt han var virkelig, eller blot hendes fantasi der spillede hende et pus. Det ville faktisk ikke undre hende, hvis det var. Hun havde før været ude for lignende hændelser, hvor hun havde været helt sikker på at der var noge andre børn, der var flyttet ind i hendes mørke verden. Dog var dette som regel blevet ødelagt af Mema, der rasende havde fortalt hende, at der ikke var andre børn end hende. "Findes du?" Spørgsmålet lød dumt, og barnligt, men hun kunne simpelthen ikke lade være med at stille det. Fandtes han?.. Hun var i tvivl. For hvis han virkelig fandtes, og ikke blot var hendes fantasi, hvordan skulle han så være kommet så tæt på hende uden at hun havde bemærket det, før de rent faktisk dansede sammen?...

//Fuck det her er uhyggeligt!! Min mor inde på potterskolen hed også Mema XD Hvor har du navnet fra???//


"Hvad laver et så smukt ungt menneske som dig ude i en skov" sagde han og drejede hende rundt som man gjorder nogen gange når man dansede to, hvor efter han tog hende helt ind til sig og begyndte at danse videre, med elengante og underligt nok perfekte skridt i forholdt til et menneskes kordination.
Hans metalliske øjne stirrede ind i hendes menneske øjne, mennesker bemærkede altid hans øjne som unormale eller lokkedende og forførende i sin egen underlige facon.

//Haha xD Det er vidst lidt en blanding af det slovenske ord for mor, og min fantasi xD//

Eliaz tænkte sig om et øjeblik. Han havde ikke svaret på hendes spørgsmål... Måske var det fordi han faktisk ikke fandtes, eller fordi at han mente at det var for dumt et spørgsmål til at blive besvaret... Hun kunne ikke vide, og det gjorde hende ærlig talt ikke meget klogere...
"Nyder naturen, og den friske luft." svarede hun ærligt, og blot de blå øjne møde hans grå. Efter som hun havde levet et helt liv i isolation var hun ikke rigtigt klar over hvad der var mærkeligt, og hvad der var normalt med hensyn til hår og øjnfarver og den slags. Hvis en med lilla øjne var kommet hen til hende, ville hun havde troet at det var helt igennem normalt... Derfor blev hun ikke rigtigt overrasket over hans øjnfarve, eller fandt den specielt unormal.. Dog fandt hun den utroligt dragende....

Han stoppede nu og og trak hende ud for sig oig bukkede.
Imens han bukkede kiggede han dystert og lymsk op ppå hende i
et svagt sekundt, men rettede sig dernæst op.
Han så ventede på hendes svar ved hans sprøgsmål,

Eliaz kunne ikke undertrykke et let fnis, da han bukkede for hende. "Tak for dansen, Demetri." smilede hun til ham, da en rettede sig op, og gjorde derefter mine til at ville gå uden om ham. Hun havde ikke rigtigt opfanget, at der var noget hun ikke havde svaret på. Hun smilede let for sig selv. Fandt det egentlig meget morsomt. Det med at danse med en vildt fremmed på den måde...

Demetri vente sig ikke om, han havde ikke brug for at se på hende for at vide hvad hun lavede eller hvor hun var.
Entil videre var menneskets hjerte i en rolig stabil banken.
"HVor skal du hen" hviskede han alt imens han bare stirrede