mørket fra stranden - Mijana

sted: ved stranden
tid: kl 23:30
årstid: sommer
vejr: blæser så bøljerne er store
omgivelser: masser af vand men ingen væsner eller noget at se nogle steder


der var mørkt og stille ved stranden bøljerne var blevet store af selve blæsten og det så ud til at trække op til storm men ellers var der ingen alle der var ude havde skyndede sig at komme i ly fra den storm der kom afsted.

Der var stille på stranden på nær larmen fra de brusende bøljer og blæsten der susede gennem græsset længere væk fra stranden. Men helt nede ved stranden stod en person og stirede ud på vandet og månen der hang over det. Hendes lange sorte krøllede hår piskede, og legede i blæsten, og der var et skær i det efter månens belysning, ingen andre var at se på stranden for alle søgte ly, på en aften/nat som denne.

sakref kom gående ned af stranden da han godt kunne lide at gå nogle ture på stranden duften af vandet gjorde ham på en måde glad og pludslig opdagede han hende og gik hen imod hende

Pigen stod med tomme klarer meget lyseblå øjne og stirrede ud på bøljerne, som hun elskede at gøre på stormfulde aftener som denne. De fleste ville nok syntes den pige var en sær en, men det var pigen vandt til.
Den unge pige som stod der ved vand kanten med det storm pikede hår var Mijana, hun var en vampyr, men ikke som alle andre vampyrer, for hun kunne ikke lide at dræbe eller drikke blod.

han gik hen til hende og spurgte "hvad laver en sådan en flot pige som dig ude ved den her tid?" spurgte han undrene "og hvad laver du når det er ved at blive storm vejr?" spurgte han bagefter meget undrene.

Mijana vendte sig om og så roligt ind i hans øjne, "Jeg studere vandet, og så elsker jeg at være på stranden når det er storm vejr" sagde hun roligt med en trance agtig stemme. "Men hvad laver en dreng som dog herude? Det er da ikke så normalt, at folk er her" spurgte hun med en halv uhyggelig glad stemme, og sendte et lille blidt smil.

"jeg kan også godt lide havet og stranden når det nærmer sig en storm" sagde han med en venlig stemme.

"Kan du?" lød hun meget forundret, lidt mere forundret end hun ville lyde, men hun syntes på en ller anden der var noget ved denne dreng, noget mystiskk hun meget gerne ville finde ud af, men hun var ikke sikker på hans personlighed nok endnu til at vide sig sikker på ham.

"ja jeg synes der er noget beroligende og dejligt ved at man kan høre vandet bruse og vinden suse om ens øre" sagde han med et venligt smil.

"Ja" sagde hun uden helt at vide hvad hun egentlig svarede på. Mijana hørte efter hans rolige stemme blev båret med vinden og syntes det lød som hvis en fønix sang. Mijana gik stille hen mod vandet og stak den første fod i, så den anden, så gik hun stille ned i vandet så det begyndte at gå hende midt på skinde benet.
Var det sikkert for mijana at gå ned i vandet? Hvis det var, hvofor? Hvad på stranden kunne der være at frygte?

"hvor skal du hen?" spurgte han lidt undrene da han kunne mærke at det begyndte at blæse mere og mere.

"Ned i vandet, hvor ellers kan du ikke hører det kalder?" Sagde Mijana med en stemme i det samme tonefald, og spærrede så øjnene op og kiggede i et par sekunder på ham. Da hun havde kigget på ham i lang tid vendte hun sig om og vadede videre ud i det kolde mørke stormfyldte vand.

"jeg hører intet kalde kun vinden der slår vandet og vandet der bruser af vrede, og himlen slår med store brag imod en tromme af krig og død, så pas på så du ikke bliver ramt af vandets vrede" sagde han som om hvis han kom med en forudsigelse af undergangen.