Savn //Demetri//

Tid:20.15
Dag:Irl
Dato:7/1
Vejr:Vindstille, det sner og ingen sol.
Omgivelser:Træer, buske og sne.

En pige kom gående igennem skoven med hastige skrid. Der var noget som fulgte efter hende. Noget som ville hende ondt.
Selv om at det sneede frøs hun ikke særlig meget. Hun havde en lang sort jakke på, et halstørklæde som gik ned til midt på maven og nogle jeans. Ikke fordi at de jeans varmede særlig meget, men det tog hun sig ikke af.
Hun kiggede op på sneen som dalede ned og landede på jorden. Så kom hun til at tænke på hendes hjem, eller der hvor hun boede. Hun savnede på en måde den dysterhed der lå over den triste skov. Mens hun gik kom hun til at tæænke på noget mere. Hendes farmilie, eller det der havde været hendes farmilie. De lå sikkert i et eller andet muderhul et sted, ikke fordi hun havde noget imod det. Det var sket for lang tid siden, men selv om at hun tænkte på dem en gang imellem, så huskede hun sig selv på at det havde været deres egen skyld.
Pigen som gik og tænkte over disse ting, savnede sit hjem, var Akane.

længere forude lå Demetri på en gren, sneen havde dækekt ham til
så han lignte en stor snedrive på grenen han på.
Han havde været i dårligt humør i lang tid nu, ca 3 dage.
Og derfor havde han tilbragt denne dag med at hvile her
i skoven, for et menneske ville mennesket havde været dødt
nu for Demetri fik det ham til at gå i en slags dvale selvfølgelig
også kun hvis han selv bestemte.

Akane var stoppet op, det der jagtede hende var kommet nærmere. Hun kiggede over sin venstre skulder men kunne ikke se noget. Hun vendt hovedet frem af igen og betyndte at gå ind og ud mellem træerne. Da hun var kommet flere meter frem spottede hun noget oppe i et træ. Det lignede en stor snedrive, hun grinede for sig selv og gik nærmere imod træet.
Hun sukkede og kiggede op på snedriven.

Der stak en fod frem fra snedriven og i det Akane var kommet
tæt nok på træet ville hun også kunne se en hånd.
Demetri havde for alng tid siden mærket Akanes tilstedeværelse
men hun var bestemt ingen trussel for man, eller nogen andre i hans familien.
Men vigtigst af alt var hun ikke en trussel for ham.
Under sneen lå Demetri med åbne øjne.

Akane overvejede at kaste en snebold op på snedriven, nu da hun havde fundet ud af at der var nogen under den. Men noget inde i hende sagde, at det måske var en dårlig ide og hun lod være. Istedet klatrede hun op i træet, og satte sig på en gren, lidt under den med snedriven på.
Hun havde glemt alt om den person der fulgte efter hende. Men hun kom i tanke om det igen, da hun opdagede en skikkelse, som listede fra sit skjul omme bag et træ til et andet. Alle hendes sanser var på sit højeste, men personen kom ikke frem igen. *Personen har nok sat sig ned* tænkte hun. *Måske ved personen at du har set ham/hende* overvejede stemmen i hendes hoved. *Ja måske*

I det samme rejste Demetri sig op, eller rettere satte sig op.
Alt sneen endte på AKENE.
Han kiggede ned på Det af Dæmonen han nu kunne se ikke var dækket af se.
"Kan du dufte det" sagde han og smilte nu stort.
Han mund var nærmest stiv af kulde ikkke fordi han frøs men fordi at hans hud var blevet
så gemmen kold.

Akane stak hovedet op igennem snedriven, der var endt på hende. "Snakker du om den person der følger efter mig? eller er det noget andet?" spurgte hun. Hun rystede sig så det meste af sneen faldt af hende. Derefter trådte hun ud af snedriven og rystede sig lidt igen. Hun kiggede nysgerrigt op på vampyren i trået.

Hans prupil dit ud i en spids og lignte en mellem ting med et dæmon øje og et katte øje.
Han kiggede direkte mod træet, og alt imens hans metalliske grå øjne stirrede ligte det at
der var gnister i hans øjne.
Han smilte ikke men med havde et gyldigt og træt udtryk i ansigtet som kun Demetri kunne have.

Akane sukkede og kiggede, bagud efter den person der fulgte efter hende. Hun holdt øje med ham, hun var nysgerrrig efter at vide hvad han ville gøre. Hun havde stadig ikke fundtet ud af om hvad det var han havde hørt eller set.
*Gad vide hvad der er med ham?*

Han skar kort tænder.
Men kiggede så ned på dæmonen.
Hvorefter hans øjne blev sine normale metalliske grå øjne,
der var mystiske, kolde døde, men alligevel smukke, lokkede.
HAn smilte ikke mere overhoved, kigged ebare venede på hende.

"Øhhh, hvad var det du kunne lugte?" spurgte hun endelig, da hun ikke gad vente mere. Selvom hun ikke forventede at han ville svare så var hendes lilla øjne alligevel rettet mod ham.
En gren knækkede bag hende. Hun vende sig forskrækket om, men der var ikke noget. Hvad det end var så havde det gemt sig bag et træ. Hun lagde hovedet på skrå og kiggede, med nysgerrigheden lysene ud af øjnene, efter der hvor lyden var kommet fra.

I det samme sprang Demetri ned på Mennesket som havde
udspioneret dem, "Lækkert" sagde han højt på sådan en måde
at Akane ville forstå at der var mad.
Demetri havde i sit spring knækkede halsen
på Mennesket så der ville kun gå minutter før
at mennesket var helt dødt.

//det her er før krigen husk det!!!//