My darkness shall consume you..

Sted: Stranden.
Tid: 02:00
Vejr: Koldt, sneen daler, det er vindstille.
Omgivelser: Stranden.

Vicente stod nede ved stranden og så udover det iskolde hav og dets mørke vand. Sneen dalede ned fra oven og havde allerede dækket jorden med et tykt lag af den hvide sne. Mange snefnug var landet i hans lange sorte hår, men da hans krops temperatur var omtrent lige så koldt som vejret, hvis ikke koldere, så smeltede snefnuggene ikke, når de landede på ham. Af samme grund gjorde kulden ham intet overhovedet. Han stod her og var alene med sine tanker, den eneste lyd, som brød stilheden, var lyden af havets mørke vand. Hans blodrøde øjne gled kort fra vandet til bredden og tilbage ud på vandet. Han så lettere fraværende ud, men hans sanser var dog på vagt.

Sneen knirkede under de lette skridt. De bare fødder var ligefrem blå af kulde, og de tynde, blege arme var fulde af gåsehud. Den lyseblå kjole varmede ikke meget, men pigen der bar den var sådan set ligeglad. Denne form for kulde var totalt ny for hende, hvilket gjorde den helt fantastisk! Og det bløde, hvide pulver, der dækkede jorden og kildede hendes fødder, gjorde hendes eller meget nye verden komplet anderledes! Hun elskede det! En boblende latter brød frem fra hendes strube, og kunne høres et godt stykke væk.
Før hun var kommet ud i den friske luft var hun begyndt at blive så grå og trist. Var begyndt at ligne et helt spøgelse, en skygge af sig selv. Men nu, da hun var begyndt at se lidt af verdenen udenfor, var hendes energi, og hendes livsglæde blevet fornyet, og hun vandrede på det nærmeste rundt med et evigt smil om de kønne læber.

Noget fangede Vicentes opmærksomhed, det var en latter og lyden af nogen, som gik i sneen. En piges latter, så han gik ud fra, at en pige havde besluttet sig for at gå på opdagelse i natten. Et skummelt smil viste sig kort på Vicentes blege læber. Måske skulle han.. Ja, han ville vise hende den endeløse nat - Give hende vampyrismens gave. En forsvarsløs pige, tanken var utroligt lokkende og det kunne han umuligt modstå. Han vendte sig om og satte kurs i retning af, hvor lyden var kommet fra. Så kunne han samtidig også få stillet sin tørst.

Eliaz vendte blikket op mod himlen, og rakte tungen ud. Dette var jo simpelthen et helt fantastisk vejr! Og bølgernes lavmælte klukken gjorde kun det hele meget bedre! Hun vendte blikket ud mod vandet, og fugtede ort læberne. Smilede så igen. Hvor hun dog nød dette. Hun begyndte igen at gå, og så nu frem for sig. Vent lidt.. Hvad var det? En skikkelse. Der var altså andre ude i dette forunderlige vejr! Sjovt. Hvem mon det var? Mon det var en der var lige så sjv, som den Demetri hun havde mødt i skoven? Ham der havde danse med hende? Hun var stadig ikke sikker på om han blot var hendes fantasi, eller om der rent faktisk havde været den dreng i skoven den nat...

Vicentes blodrøde øjne var rettet imod pigen, hans øjne havde en kraftig farve, den røde farve nærmest glødede let i mørket. Han var tørstig, kunne man se. Hans skarpe, gennemborende blik hvilede på hende og han gik med lange, dog rolige skridt imod hende. "En ung pige som dig.. Hvad laver sådan en ude på denne tid?" Spurgte han roligt, da han var kommet tæt nok på til, at hun ville kunne høre ham. Han stoppede, da han stod et kort stykke fra hende, han havde endnu ikke fjernet blikket fra hende, ikke engang blinket en enkelt gang. Hun havde ikke meget tøj på og så virkede hun også lidt speciel.. Lige, hvad Vicente ledte efter. Specielle mennesker, som han kunne gøre rene ved hjælp af vampyrismen. I Vicentes øjne var mennesker beskidte skadedyr, som fortjente at blive slagtet, kun de specielle lod han få mørkets gave - Vampyrismen.

Eliaz lagde let hovedet på skrå, og så på drengen overfor sig. "Går en tur." svarede hun let, og smilede glad. Det var egentlig underligt.. Eliaz var efterhånden begyndt at tro, at det var ganske normalt at være så bleg som hun var det.. De fleste af de mennesker som hun mødte havde nemlig samme hudfarve som hende.. Var det så Mr. Jenkins, der var unaturligt farvet?... Nej, det kunne ikke være, for hun havde jo også mødt en hel del der var mindst ligeså mørke som ham. Endda nogle der var mørkere! Faktisk var det største delen der var mørkere end hun selv var. Men alligevel! Der var stadig mange der var blege som hende..

Vicente nikkede let. Hun var et normalt menneske, men alligevel var hun mere eller mindre lige så bleg, som han var.. og så var hun ikke den meste smule bange for ham eller noget lignende. Det var ikke hver dag, at han så det, men det gjorde det kun nemmere for ham at komme tæt på hende. Han kunne måske for en gangs skyld sætte tænderne i nogen uden at skulle tæve dem synder og sammen. "Hvad er dit navn?" Spurgte han så og trådte lidt tættere på hende. "Mit er Vicente." Sagde han og stak derefter sin kolde, blege knoklede hånd frem, så hun kunne trykke den.

Eliaz betragtede ham nysgerrigt. Hans øjne var mærkelige... Eller var det normalt at have røde øjne?.. Nej, det var det nok ikke. Måske var han syg, ligesom hun selv var det? Man kunne ganske vidst hverken se, eller mærke det på hende, men egentlig var Eliaz syg. Dødeligt syg endda. Faktisk var det ikke andet end en allergi. Lidt ligesom at folk der var allergiske overfor frugt kunne svulme op, og blive kvalt, så ville Eliaz blev kvalt hvis hun blev udsat for sollys...
"Mit navn er Eliaz." svarede hun med det sædvanlige ubekymrede smil om munden, mens hun let trykede hans fremstrakte hånd.

"Du er meget bleg. Er du syg?" Spurgte han så. Han ville finde noget, som han måske kunne lege lidt med.. Noget han kunne manipulere hende med. Vicente var med årene blevet meget god til at manipulere folk, det var blevet en del af hans natur af forsøge at gøre det. Han havde endnu ikke givet slip på hendes hånd. Han så ind i hendes øjne. Det var helt utroligt, så menneskelig han kunne være, når han manipulerede nogen. Bag det "menneskelige," som han lige nu viste, gemte der sig et monster, et koldblodigt monster, som slog ihjel for sjov og som næsten intet følte.

Eliaz så først overrasket på ham, da han spurgte ind til hendes bleghed. Så nikkede hun let. "Det er jeg, ja. Jeg kan ikke tåle sollys.. Det slår mig ihjel." svarede hun, og så undersøgende på ham. Som om hun prøvede at læse grunden til hans spørgsmål i hans øjne. Hun hev sin hånd til sig igen, da hun ikke brød sig om at han holdt den så længe.. Det var mærkeligt... "Hvorfor spørger du om det?" spurgte hun så, og lagde hovedet en anelse på skrå.

Vicente nikkede let. "Jeg var også syg. Det helt samme som dig, men for mig er det ikke længere en sygdom.. Lad mig fortælle dig om min hemmelighed." Sagde han og trådte helt tæt på hende, hvorefter han placerede sine kolde hænder på hendes skuldre for roligt at vende hende om, så hun var vendt imod havet. "Den evige nat." Sagde han og bevægede hovedet tættere på hendes. Han stod stadig med fronten imod hendes ryg. Han strakte en arm ud imod vandet og den mørke himmel, som forsvandt bag det hav, som så endeløst ud, hans håndflade op imod himlen, som om han viste noget ude der i himlen. "Den evige nat." Gentog han hviskende ind i hendes øre. "Du er ikke alene. Der er folk som mig. Folk der har vendt sygdommen om. Gjort denne evige nat til vores domæne, gjort det til en god ting. Vi kan eje natten.. hvis du bliver som jeg." Hviskede han og lukkede hånden sammen, som om han lukkede den om noget. "Jeg kan gøre sygdommen.. til en gave."

Eliaz skulle til at gøre indvendinger, da han trådte helt tæt på hende. Han blev skræmmende, når han gjorde det. Eliaz brød sig ike om at folk kom alt for tæt på hende. Det var for uvant, for farligt. Dog nåede hun ikke at sige noget, før Vicente havde vendt hende ud mod havet, og var begyndt at snakke til hende igen. Hun lyttede. Blev betaget af de utrolige ord. Kunne man godt det? Kunne man virkeligt tage flugten fra lyset, og vende den om til noget andet, til noget bedre? Tanken om ikke at være alene var både skræmmende, og tiltalende. Hun havde altid været alene. Hun var vokset op alene. Ikke engang Mema, hendes egen mor, havde holdt hende med selskab under opvæksten. Men nu var hun pludselig ikke alene mere? Kunne man godt det? Måtte man godt gøre sådan?
"Hvordan?" spurgte hun lettere tøvende, og vendte de blå, blå øjne mod hans ansigt.

Vicente trak hånden til sig igen og placerede den på hendes højre overarm, stadig med fronten imod hendes ryg. "I den evige nat kan vi gøre lige, hvad vi vil.. Ser du, lyset er en svaghed.. Vi er de stærke, os som lever i den evige nat, os der regerer den! Jeg vil gøre dig rask.. men jeg skal bruge dit blod. Dit er sygt, du skal bruge noget af mit blod, mit blod som ejer Gaven.. Det vil gøre dig rask, det vil videregive Gaven til dig.." Forklarede Vicente og begyndte så let at stryge hendes hår væk fra hendes hals, så den var synlig og Vicente havde plads til at bide hende. "Sådan vil jeg gøre.. Det vil måske stikke lidt, men kun i et split sekund.. Og så vil du blive træt, du får brug for hvile imens Gaven træder i kraft." Tilføjede han så, hvorefter han rettede blikket ned på hendes hals.

Eliaz blev usikker, da han begyndte at snakke om blod. Han skulle bruge hendes blod? Ikke om han skulle, nej! Men... Hvis nu det kunne gøre hende rask?... Men rask.. Han sagde at lyset var en svaghed.. Lyset var jo det der gjorde hende syg, lyset var det der forhindrede hende i at leve et normalt liv. Og når han snakkede om at regere natten, så lød det ærlig talt ikke som om at han havde tænkt sig at gøre hende rask.
Hun trak sig ud af hans favn, og vendte sig med fronten mod ham. Så usikkert op på ham. "Gør det ondt?" spurgte hun tøvende.

Vicente lod hende trække sig væk. "I et split sekund. Ikke længere." Svarede han så og rakte derefter en hånd ud imod hende, så hun kunne lade ham gøre det, når hun var klar. "Når du er klar." Sagde han så og betragtede hende. "Lyset gør os intet godt. Hvad skal vi med et lys, som kun er ude efter at slå os ihjel?" Spurgte han så i et forsøg på at få hende helt overtalt. "Vi er raske uden lyset, vi har det bedst uden det. Dagens larm findes ikke i den evige nat.. Vi er os, som forstår hinanden. Os der holder sammen og lever under den mørke, stille himmel." Tilføjede han. "Lyset gør os syg, men mørket.. Det gør os godt. Det har passet på dig, ligesom det har passet på mig." Sagde han og nikkede let.

Eliaz så stadig tøvende ud. Man døde da uden blod, gjorde man ikke?.. Jo man gjorde så! Og Eliaz mente også, at hun havde læst et eller andet, i en af Mr. Jenkins bøger, om at kroppen kun ville tage imod blod af samme blodtype som det man havde i forvejen. Hvad nu hvis de ikke havde det samme? Hvad ville der så ske?
Hun rynkede panden lidt. "Men hvis lyset stadig gør dig ondt, så er du vel ikke rask?" spurgte hun, og så undrende på ham.

Vicente nikkede til det, som hun sagde. "Jeg er rask og jeg kan gøre dig rask. Lyset gør os syge, ligesom influenza gør andre syge. Selvom det forsvinder, så kan det vende tilbage. Man er rask, så længe man ikke er syg.. Men du er syg, selv i mørket.. Kan du ikke føle det? Kan du ikke føle, hvordan din krop tigger og beder dig om at blive rask? Der er noget i mit blod, som kan gøre dig rask.. Gaven. Resten vil forsvinde, ligesom det blod jeg får fra dig vil forsvinde. Men først skal Gaven kende dit blod og det gør den ved at jeg får noget af det.. Ikke det hele, kun en lille del." Forklarede han og trådte et lille skridt frem imod hende. "Du vil ikke føle spor, så snart stikket er overstået. Tag imod Gaven, følg med mig under den evige nat." Sagde han og betragtede hende fortsat.

Eliaz så tænkende på ham. Det med blodet virkede stadig farligt... Hun sagde ikke noget til at han kom tættere på hende igen. Sagde i det hele taget ikke rigtigt noget. Hvis nu det kunne gøre hende rask... Var det så ikke værd, at lade ham tage en smule af hendes blod?.. Hun ville jo også få noget af hans, så på den måde ville de vel være kvit?.. Ville de ikke? Eliaz gumlede svagt på sin læbe, og hørte straks Mr. Jenkins' gamle, rustne stemme i sit hoved: "Lad være med at bide i din læbe, pige! Det er ikke pænt!"
"Er det virkeligt så let at blive rask?" spurgte hun så, som om det først nu gik op for hende, at han tilbød hende, at slippe af med den sygdom, der havde tvunget hende til et liv i isolation, uden at hun egentlig behøvede at gøre noget for det.

Vicente nikkede. "Der er dog enkelte regler, som skal følges. Ligesom når du er blevet rask for influenza. Du kan blive syg igen, hvis du ikke følger dem. Lyset kan gøre dig syg igen, derfor skal du holde dig under den evige nat. Bare hold dig til mig, så vil du ikke have nogen problemer overhovedet. Det kan jeg love dig. Det er ikke første gang, at jeg giver nogen Gaven." Sagde han og havde stadig sin hånd rakt ud imod hende, så hun kunne komme helt tæt på ham, så han kunne tage hende blod. Indtil videre gik det godt, han havde ikke brugt denne manipulative teknik i mange år. Han måtte lige genopfriske det hele.

Eliaz nikkede svagt, og lagde så forsigtigt sin hånd i hans. Løftede blikket en anelse, og så ind i hans øjne igen. De var altså mærkelige.. Men måske var det fordi at han selv havde brudt reglerne? Eller fordi han var rask? Måske denne 'evige nat' gjorde ens øjne røde som hans?... "Er det derfor dine øjne er røde? Fordi du ie har fulgt reglerne?" spurgte hun, og et glimt af nysgerrighed kunne ses i de blå, troskyldige øjne. Når man så Eliaz i øjnene kunne det på mange måde være ligesom at se et barn i øjnene. Det var den samme uskyldighed, den samme nysgerrighed og naivitet der skinnede igennem.

Vicente gav hendes hånd et let klem, hvorefter han så langsomt trak hende hen imod sig. "Jeg brød engang reglerne.. Men det gjorde ikke mine øjne røde.. Det kostede mig min familie." Sagde han og så ind i hendes øjne. Ikke ét eneste spor af anger, var der at spore i Vicente, når han snakkede om sin familie, som han for alle de år siden, selv slog ihjel, men dog var det sandt det han sagde. Han havde brudt reglerne, han havde ikke drukket blod og han var så gået amok af ren blodtørst. "Den evige nat har gjort mine øjne røde." Forklarede han så og nikkede let. Det var vist vidt forskelligt, hvilken farve ens øjne fik. Han havde i hvert fald set andre vampyrer, som havde en anden farve øjne end rød.

Eliaz rynkede svagt panden, da han nævnte sin familie. "Tog lyset dem?" Hun kunne ikke lade være med at spørge. - Det var jo sådan at det hang sammen i hendes hoved. Når Mema en sjælden gang kom og besøgte hende i det store hus, hvor hun var vokset op, så var hun altd gået når lyset var begyndt at komme. Hun var blevet taget af lyset...
Godtroende som hun var lod Eliaz sig trække hen til ham igen. Han havde jo lovet hende, at han ville gøre hende rask. Og ikke nok med det, han havde også lovet hende at det ikke ville gøre ondt... Eliaz var ikke bare bange for smerte. Hun var direkte rædselsslagen for det. Lige som et barn forbandt hun smerte med noget ondt, noget farligt. Og den eneste rigtige 'fare' hun nogensinde havde kendt var dagens lys, så derfor var smerte automatisk blevet noget der var livsfarligt, ligesom lyset.

Vicente svarede i første omgang ikke på hendes spørgsmål, men trak hende bare helt hen til sig, hvorefter han så roligt vendte hende om, så hun havde ryggen imod ham. Han begyndte let at stryge hendes hår væk fra den ene side af hendes hals, så han havde fri adgang til at bide hende. Han placerede den ene hånd på hendes ene skulder og den anden på hendes ene arm. "Det fortæller jeg dig om en anden gang.." Svarede han så og nikkede let, hvorefter han bukkede sig let ned imod hende, så han var klar til at bide. "Du vil føle et stik, men det vil ikke gøre ondt i mere end et split sekund.. Bare slap af." Lød hans stemme, hvorefter han så åbnede munden og borede de sylespidse hjørnetænder i halsen på hende. Hun burde ikke kunne føle det i mere end et par enkelte sekunder, før hun så ville begynde at blive døsig og føle sig træt, som han drak hendes blod.. og så skulle han selvfølgelig få hende til at drikke hans, men det blev vel næppe noget problem.

Eliaz rynkede svagt panden, da hun blev vendt så hun havde ryggen mod ham igen. Der var et eller andet der ikke føltes helt rigtigt.. Et eller andet hun ikke brød sig om. Hun skulle lige til at åbne munden for at sige fra, da hans tænder borede sig ned i halsen på hende, og de protesterende ord blev ikke til andet end en lille utilfreds lyd. Først blev hun svimmel, da al blodet i hendes krop løb op mod hendes hals, på vej mod hovedet, og alligevel forsvandt fra hovedet. Som det næste der skete begyndte hendes øjenlåg at blive så forfærdeligt tunge. Hendes åndedrag blev mere og mere roligt, mere tungt. Ligesom når man var ved at falde i søvn. Og det flittige hjerte sænkede farten, og blev mere afslappet. Ligesom om det også skulle til at sove, som om det var blevet træt, og søvnig. Hun åbnede munden, som skulle hun til at sige noget, kun for at lukke den igen kort efter. Kunne stadig ikke slippe denne følelse af at noget ikke var som det burde være. De blå øjne hvilede på havet foran dem, på bølgernes rolige rullen ind mod land. Og lidt efter lidt blev det barnagtigt tænkende hoved lullet til ro, i takt med at kroppen blev tømt for blod.

Vicente stoppede, da han kunne føle hvordan hendes hjerte snart ville stoppe, hvis han blev ved. Han trak sine tænder ud ad hendes hendes hals og gav så slip på hende med sin ene hånd, men havde dog stadig fat i hende med sin anden. Han bevægede sin hånd op til sin mund og bed let hul i sit håndled ved hjælp af sine spidse hjørnetænder, hvorefter han sætte sit håndled imod hendes mund, så hun kunne drikke hans blod. Så ville hun blive som ham, en vampyr. "Drik." Sagde han og betragtede hendes ansigt. Hans øjne havde ikke længere den kraftige røde farve, men en mere mat en nu. Hans tørst var blevet stillet, men han var langt fra færdig med denne pige. Det hele var først lige begyndt. Hun ville blive nødt til at tilbringe meget tid sammen med Vicente, hvis hun ville overleve.