Lille pige - Privat april.

Sted:Gæt.
Tid: 18.30.
Dato: 26 december.
Pålædning: en lang hvid trøje, med et halvt hjerte, en jakke i sort,
mens hun har blå stramme bukser på og så hendes lyserøde converse.
Omgivelser: hvad der er i en by.
Vejr: solen skinder, mens isen smelter langsomt.


Det var lidt over aftensmad tid og Samilla kom gående fra sin lejlighed, hun havde smagen af millonbøf i munden, hun manglede kartofler til maden og gik så ned for at finde en døgnkiosk. Som der var en del af længre nede af byen. Samilla havde det sjovt med at være ene beboer i sin lejlighed, for ingen kærste ingen andre end hende selv til at beskytte sig. Børn er jo ikke lige sådan noget man selv har lyst til at føde, for når ens forældre forklare hvordan det gjorde ondt har man jo ikke slev lyst til at få et. SÅ da hun endelig nåde ned til kiosken fandt hun hvad hun skulle have og gik op i baren.

April gik surmulende ned af den glatte gade. Hun var godt og grundig sur på al den sne, det gjorde det helt forfærdeligt besværligt at være fem år alene udenfor, uden nogen mor og far at tage hjem til. Nu var det jo så heller ikke såddan at hun ikke havde nogle forældre at tage hjem til. Det havde hun jo. Hun nægtede bare at gøre. Nægtede at tage hjem i varmen til dem. Hun var i sandhed en stædig lille dame, der tog sagerne i egen hånd. Også måtte det jo gå som det bedst kunne. Hun var som sædvanligt klædt i en hvid sommerkjole samt cardigan og strømpebukser i samme purpurrøde farve. Og så selvfølgelig de postkasserøde gummistøvler. Da April gik lige udeforan en kiosk smuttede den ene lille fod, og hun landede på røven på det smattede fortorv. Store varme tårer banede sig vej frem til de store øjne, og begyndte at glide ned af de røde runde kinder, mens hun snøftende kom op og stå igen. Nej, nu var det her altså ikke sjovt længere!