To demoner! // Valentin//

S-Stranden
T- Ca. kl 21
O- Måger, en enlig bænk, og en lygtepæl.
U-En lang sort frakke, en tshirt, Mørkerøde bukser, et par sorte støvler med sølvspænder.
V-Stormer meget, regner lidt.

Jessie gik langs stranden og mærkede bølgerne sprøjte op på hendes ansigt.
Mågerne skreg, mens de blev blæst rundt på må og få og prøvede forgæves at dykke ned efter fisk.
En enlig lygtepæl stod, og flakkede med lyset og under den stod en bænk. Jessie gik stille hen og satte sig på den, mens hun kiggede ud over det brusende hav, mens det hvide skum toppede de vilde bølger.

Valentine gik langs stranden indtil han kom til en lygtepæl han så en kvinde der henne, han kunne se med det samme at det var en demon. Han gik hen til hende og spurgte "Undskyld mig, men hvorfor er du ude så sent?" Han var nysgerrig efter hvorfor en af hans egen race var her...

Jessie så op og så først nu den høje mand stå foran hende.
"Jeg kunne spørge dig om det samme" Sagde Jessie med et drilsk smil, og næsten blodrøde øjne. Hun havde ikke intaget føde i flere dage og hun var efterhånden farlig at komme i nærheden af. Hurtigt gennemsøgte hun hans bevidsthed, og fandt de vigtigste oplysninger.

Valentine betragtede hende. Hun så ud til ikke af have spist i lang tid, han følte det som om hun vidste alt om ham...Han frygtede hun var tankelæser, Han bedte til af hun ikke kiggede for dybt i hans tanker ingen burde se de ting han havde oplevet..."Jeg går bare en stille tur så nu har jeg svaret, kan jeg så få et svar på mit spørgsmål?" Han tænkte af det var bedst af gå før hun læste mere af hans erindringer men alligevel blev han. Mest af nysgerrighed.

"Tjah hvad laver jeg her?..." Jessie smilede stille, og lod blikket falde. Han vidste at hun havde læst lidt af han, men ikke hvor meget. Hun havde ikke læst så meget, kun hvilken race han var og hans navn.
"Valentin er et smukt navn" Udbrød hun og så igen ud over vandet.

"Tak!" svarede han taknemmeligt, han kiggede lidt omkring og tænkte på hvad der her ville føre til. Han har aldrig været god til andre, mest fordi han det meste af sit liv har været alene og ensom. "Men jeg har ikke fortalt dig mit navn..." sagde han spørgende. Han kendte allerede svaret men han spurgte alligevel.

"Nej det har du ikke" Smilede hun varmt, og hendes øjne blev igen helt vandblå som de plejede at være.
"Vil du vide mere om dig selv, eller skal jeg lade din bevidsthed være i fred nu?" spurgte hun så og lo, en stille latter.