Take me as I am - Zoran

Det var ret koldt. Det sneede ikke, det regnede ikke eller blæste. Det var bare koldt. Stilheden gjord det ikke meget bedre, og for ikke at tale om den kedelige himmel. Natten var stille i dag. Ikke så meget som græshoppe lyde, eller ugle tuden. En lang pige kom gående. Igennem den lange sti, med blade omkring sig. Hun opdagede at hun endnu engang var landet i et skov. Eller den her var tydeligvis pænere end den første. Jewel brune hår hoppede stille, mens hun gik. Hun bar knæbukser og en vest med en hvid trøje nedenunder. Hun havde bundet en slags rød sløjfe på hendes ene ankel, og man kunne se det, da hendes kondisko ikke dækkede hele hendes krop. Jewel frøs, men hun orkede ikke at vende snuden hjem. Hun holdte lidt om sig selv, mens hun kastede et blik på den mørke himmel. Mumlede stille, og fugtede derefter sine læber. Hun blev ved med at trave af sted, uden at ane hvor hun var på vej hen.

Zoran bevægede sig gennem skoven. Ikke stille og lydløst, sådan som mange vampyrer yndede, nej han gik så larmende som det overhovedet var ham muligt. Han kede sig. Håbede at larmen ville tiltrække et eller andet - hvad som helst - der kunne udgøre en smule underholdning den aften. En halvfærdig cigarret sad i hans ene mundvig som et vidne om den dårlige vane han havde tillagt sig. Det var ikke sådan at han faktisk var afhængig af den. Af nikotinen. Ikke mere end han var af engleblod. Skønt han elskede engleblod, og på det nærmeste drak det ved hver givne lejlighed, så var han ikke afhængig af det, sådan som nogle vampyrer blev det. Han så det blot som en lille ekstra luksus. Præcis som cigarretterne. De var intet andet end en lille ekstra luksus, som han yndede sig selv. Hvorfor?... Tjo.. Vel fordi han havde råd til det. Fordi han var i stand til det. Sådan var der mange ting med Zoran. Han gjorde kun blot fordi han var istand til det. Nogle ting - for andre naturligvis - mindre sjove end andre. Men det var ham sådan set ret ligegyldigt. Så længe han selv fandt det morsomt var det fint.
Zoran bemærkede lugten af menneske, og smilede let. Var det hans aftenunderholdning? Et menneske? Zoran elskede mennesker. De var morsomme. Men oftest alt for lette at lege med... Han elskede at lege med andre...

Jewel standsede op foran et træ. Lod sin ryg ramme træet, mens hun stille gled ned af den. Hendes øjne var tomme, ligesom hendes sjæl var nu. Pis og papir hvor var det kedeligt. Hun havde troet af den 'nye' verden vil blive pisse skæg, men nej. Den var ligesom den forrige. Kedelig og kedelig. Der var ikke engang nogen her. Måske. Men så var der heller ikke flere. Hun træet sit højre ben op, så hun kunne støtte sin hage imod knæet. Det andet ben lå ligeså lang den var, nede på jorden. Hun kiggede imod et bestemt punkt. Et punkt, hvor en lille lyd kom fra. Hun var nu ikke sikker, men der var åbenbart nogen her. Lugten af røg var desværre ikke til at tage fejl af. Jewel bed sig stille på underlæben, mens hendes hjerte hamrede. Ikke fordi hun var bange, men ivrig. Ivrig efter at se hvem det var. Hendes øjne havde vendt sig til mørket, så hun var bedre kunne se. Hvad nu hvis det var en anden dusørjæger, eller måske en kedelig elver? Hvis det var en dusørjæger havde hun forlængst løbet væk. Hun skulle skam ikke nyde noget af en dusørjæger.

Zoran bekymrede sig ikke spor om at han faktisk varskoede andre væsner om at han var på vej, ved at larme som han gjorde. Han sukkede kort for sig selv, og tog så et hvæs af cigarreten. Pustede lidt efter røgen ud gennem næsen. Så stoppede han op. Der sad hun, hans menneske. Eller, hun var jo selvfølgelig ikke hans - endnu - men det var intet andet end et simpelt spørgsmål om tid, før hun blev det. Hvis hun da var til at lege med. Hvis ikke, hvis hun var for dum, ville han blot lade hende udgøre aftenens måltid. Menneskeblod var - efter hans mening - ganske udemærket. Især hvis det var ungt. Børn var bedst, uden tvivl.
Han stod et øjeblik, og betragtede hende, udenfor hendes synsvidde. Hun ville dog kunne lugte ham, menneske eller ej, på grund af røgen fra cigarretten. Så smilte han skævt, og gik med rolige skridt hen mod hende. "Godaften." sagde han venligt, og holdt en hånd frem mod hende, som for at hjælpe hende op at stå.

Jewel løftede hovedet op. 'Missede' på en måde op til manden der nu stod foran hende. Hun så lidt usikker på ham, da hun var i tvivl om hvad han skulle med den der hånd. ”Godaften herre” sagde hun stille, men alligevel højt nok. Hun satte sig i skrædderstilling, og ignorerede dybt hans ventende hånd. Prikkede faktisk kun til den. Der var skam ingen 'godaften' ved denne her aften. Det hele virkede så tåget. Måske var det fordi røgen? Jewel betragtede manden. Han var i hvert fald ingen dæmon, vampyr måske? Men uanset hvad, så vidste hun at han stod på den sorte liste. ”Vil De være sød at sætte Dem? Jeg bliver så sur, når folk står op” hun lag hovedet på skrå, mens hendes øjne gennemborede hans. Ikke ondt, men mere mildt. Jewel var ikke i stand til noget, så hun kunne ligeså godt lyve, nu da hun var i gang. Hun kørte en hånd igennem hendes brune hår, så det sad som det skulle. Faktisk var Jewel ikke en pige der tog sig af hvad hun havde på eller lignede. Hun havde bar en slags stil, og det var så det.
Jewel tog stille sin kondisko af, mens hun derefter vendte blikket imod manden. "Mit navn er Jewel Magus" sagde hun så, og smilede skævt. Ikke en af hendes smil. Bare et ganske normalt smil, uden så meget som et følelse. Bare et smil..

//Jeg svarer i morgen//

//Ok.. logger også nu//