Krig eller hvad? (Sara)

D: Irl.
T: Tusmørke.
O: Ingen mennesker på engen.
V: Stille, med en let blæst.

en ung kvinde med sort hår kom afslappet gående ind på engen, men så sig dog først lige vagtsomt for før hun gik ud i det åbne, for hun havde hørt om konflikten mellem vampyrer og dæmoner, og havde ikke lyst til at blive fanget i den. igen i syne, kunne hun konstatere og trådte ud på engen, mens hun med langsomme og elegante bevægelser kom nærmere og nærmere midten af marken.
Azair, som kvinden plejede at blive kaldt boede knap 5 minutter i langsomt tempo herfra og hun havde besluttet at tage ud og prøve at slappe lidt af ude på marken, på trods af alle rygterne om krig.. meget om den sag vidste hun ikke, for hun havde passet sine egne saget i et par måneder, og havde holdt sig lidt væk fra byen for det meste, men at der var noget under opsejling kunne hun ikke undgå at opfange..

Nu spekulerede hun bare over hvordan det var kommet så vidt.. hvad kunne få vampyrer og dæmoner til at fare i hovedet, og i halsen, på hinanden? hun vidste det ikke, men havde tænkt sig at finde ud af det.
Mange dæmoner havde hun ikke mødt her omkring, kun Zean som hun nærmest ville betegne som en ven.. der var noget underligt ved ham, men hun kunne nu meget godt lide ham alligevel.
Med hænderne i lommen stillede hun sig ude midt på marken, og stirrede op på himlen, mens hendes øjne så bekymret rundt en gang i mellem.. der kunne jo komme en dæmon?

De brune øjne var som klistret til jorden foran den unge pige. En let rynke havde taget form på hendes ellers så glatte pande. Hun var klædt i matchende hue, halstørklæde og vanter, der tydeligvis var hjemme strikket. Og så en stor dynejakke, samt et par gode, varme støvler. Egentlig boede hun i Sheria, men denne aften havde hun taget bussen til La Sunisha, og var derefter gået ud til engen. Tidligere kom hun der ofte. Det havde været hendes fristed. Som en lille oase af fred, som hun kunne tage til hvornår det skulle være. Sådan var det desværre ikke rigtigt længere. Hun burde slet ikke være der nu. Et svagt, lettere bittert smil bugtede sig kort over hendes læber, ved tanken om hvordan hendes fædre ville reagere, når de opdagede at hun ikke lå hjemme i sin seng. De var altid så bekymrede for hende. - Ikke at der var noget galt i det, de havde jo deres grunde. Men det kunne simpelthen blive så uendeligt trættende! Normalt var Sara ikke typen der brokkede sig. Det kunne hun ikke tillade sig, mente hun.
Hun sukkede let, og løftede blikket. Stoppede så op af ren og skær overraskelse. Der var andre på engen, på det her tidspunkt? Det havde hun ikke regnet med at der ville være... Sara fik med det samme blot lyst til at vende om og tage hjem igen. Hun havde ikke den største lyst til at være sammen med andre lige nu, hvilket jo også var grunden til at hun i første omgang var taget afsted. Måske burde hun slet ikke være taget afsted. Måske burde hun bare være blevet derhjemme, og have givet sig til at læse. Det var en anden måde, en lettere måde, at finde sig er fristed på. Men det her var jo den mest rigtige måde. Det her virkede bedst. Det med at tage så langt væk hjemmefra, som man overhovedet kunne. Eller... Næsten i hvert fald. Man kunne selvfølgelig sagtens komme længere væk, men dette var så langt væk som man umiddelbart kunne komme uden at skulle bruge den halve nat på transport...

Azair hørte pigens skridt og vendte sig hurtigt om, med hendes meget lyse øjne klæbet til pigen. de var så tæt på hvide som de kunne komme, og lyste næsten op i det tiltagernde mørke. de var tydeligtvis ikke menneskelige, men Azair drejede snart hovedet væk, og håbede på at menneskepigen, som hun regnede med at det var, bare ville glemme de øjne..
der var ingen summen i luften omkring hende, intet skær af magi, intet tegn på at hun ikke skulle være menneske så det var det som vampyren regnede med.

hun stak hænderne i lommen, lod skuldrene sænke sig lidt og håbede på at hun også helt ville glemme hende.. hun var ikke hunmør til at blive set.. ikke når situationen var som den var.. det ville være for farligt, og hun var alvorligt i tvivl om hvor vidt hun ville have noget at gøre med krigen.. indtil videre ville hun ikke.. det lød som en af de sævanlige magtkampe.. magtkampe som hun havde holdt sig ude af siden hendes død. og hun havde ikke tænkt sig at blive involveret i en nu!

pokkers paranoia! hun tjekkede skovbrynet og himlen endnu en gang.. hun følte sig bestemt ikke sikker herude i det åbne.. der var alt for.. jah, åbent!