Hvad syntes du? (Camelie)

S: stranden
t: aften
v: en kølig vind, klar himmel
o: sand? vand?

Zean gik roligt nede ved vandkanten, lige så vandet ikke kunne nå ham når det slog ind mod stranden i små bølger.
Han havde nogle mørke bukser på, en sort vinterjakke og nogle kondisko på, hans sorte hår strittede lidt som altid og hans mørke, hemmelighedsfulde øjne gled dovent rundt p åomgivelserne.
Ikke mange begav sig ned til stranden på denne årstid, vis de skulle finde på det var det mest om dagen, dog kunne få godt finde p åat gå herned om natten.
hvorfor han var der var der ingen grund til, han havde bare begivet sig ud på en gåtur og var endt ved stranden.
Han så ud over det mørke hav og op mod himlen hvor stjernerne strålede og en måne, halvmåne, lyste og gjorde så han kunne se hvor han gik.
Ud over havets små bølger var der stille.

Vinden pustede hende kælent i nakken men hun reagerede ikke det mindste. Dagen havde været utrolig lang og for at være helt ærlig, så havde hun kedet sig 95% af tiden og nu ventede det lille mirakkel derhjemme i lejligheden.. Hun burde også gå nu. På en sten ca 100meter ude i det mere eller mindre roligevand, stod en skikkelse og strakte sig ligegyldtigt. Hendes hår var langt, bølget, naturligt blond og rørte kun let på sig pga. vinden der engang imellem pustede til det. Hun var iført en lille, kort, stram, sort kjole uden stropper, og... tja intet andet, end hvad der nu end måtte gemme sig inde under den lækre kjole.
Havde der hele tiden været så langt ind?Hun så lidt betuttet ind til breden og sukkede demonstrativt. ååårh skulle hun virkelig svømme ind? måske kunne hun hoppe det meste af vejen. Hun smilte kækt til ingen, og rystede let på hovedet. Åndsvage vand.

Zean stoppede op da han fornemmede noget et sted ude i vandet,månens lys afslørede at det var en person, sjovt nok, med langt bølgede hår i vinden.
Netop som zean stod og så på personen, som mest af alt mindede om en kvinde, vendte hun sig og så ind mod land.
Hvem stod dog derude om aftenen? Vis det var et menneske var det sikkert et menneske med selvmordstanker, dog havde han på fornemmelsen at det ikke var et menneske.
Han gik lidt længere hen af stranden og stoppede op lige ud for personen og kiggede mod hende, desværre blæste vinden den forkerte vej og han kunne ikke lugte hvilken race hun tilhørte. netop op nu gik det op for ham at hun kunne lugte ham...måske?

En mild brise slog hende i andsigtet. Hendes øjne slog op og fæstnede sig med det samme på en skikkelse inde på breden. En.. Dæmon. Hun smilte frækt og med et glimt der fik folk til at tro hun konstant havde en hemmelighed om dem hun mødte. Hvilket hun sandsynligvis også havde, hun kendte alle og holdt sig konstant indformeret, Hendes måde at føle sig sikker. Hvad skulle hun nu gøre? bare hoppe i vandet og svømme så langt væk som overhovedet muligt? hun havde ikke råd til at koomme tilskade de herdage, og indtil videre havde det lykkedes hende at holde sig væk fra alle der kunne få lyst til at springe på hende.. Solen var nede men man oplyste stadigvæk himlen så skyerne blev helt orange og mørk pink. Hun så på ham, stadig smilende, hellere lade ham tro hvad han ville istedet for at tabe masken og lade ham opdage hvor nærvøs hun i virkeligheden var.

Han fornemmede hun bar en kort sort kjole og i det hele taget så ret godt ud som hun stod der, han ville ikke blive overrasket vis hun kunne gå på vandet. Han fornemmede et smil, hun havde lagt mærke til ham og viste sikkert også hvad han var. Han følte sig nysgerrig, næsten draget til hende, normalt var vampyrer lidt mere tiltrækkende end almindelige mennesker eller andre for den sags skyld, men det var første han rigtig oplevede det.
Dog var der også noget nysgerrighed over det, ikke fordi han ville angribe hende lige med samme, han ville se hvad hun kunne først. Han smilte selv om blev bare stående stille hvor han var og så mod hende.

pokkers.. han vendtede på hendes træk. Bølgerne tog til og ramte ligepræcis hendes fødder, næsten som for at lokke. Endnu engang tog hun en dyb indånding og kom til at smile helt af sig selv. Han duftede godt. Ikke normalt, spiseligt, som når blod duftede godt.. men anderledes varmt, mandigt og irriterende tiltrækkende. Med et fik hun en utroligt lyst til at røre ham, bare for at finde ud af om han føltes ligeså godt som han duftede.
Havet steg og hun stod nu oppe på toppen af hendes lille ø. Årh suk.. hun kunne vel ikke rigtig komme uden om det. Elegant satte hun sig ned på hug og satte hårdt fra med sine lange, bare ben.. og landede mere eller mindre let , næsten helt inde ved ham. Vandet brusede højlydt bag hende men hun ænsede det næsten ikke.

Han havde vist det, selvfølgelig kunne hun ikke gå på vandet, men det skuffede han ikke, han havde ikke helt regnet med det, syntes bare det kunne være fedt.
Han lod hænderne glide ned i lommerne for at holde på varmen og så hvor hun forsvandt ned i vandet og kom op igen nær kanten, nær ham.
Han blev pludselig opmærksom på hvor afslappet han var, han vidste jo ikke om hun havde tænkt sig at slås?! Han så på hende og afventede lidt hvad hun mon ville gøre? Men på en måde fornemmede han ikke noget...agrebsagtigt.

Hun betraktede ham splittet og blev stående i vandkanten. Skulle hun hilse, gå, andgribe eller flygte? Det var kun et par dage siden hun sidst var løbet ind i en dæmon, og havde tilbragt en dagstid i hans hotelværelse.. Hvis side var hun overhovedet på i krigen? Hun havde altid slået dæmoner ihjel uden det mindste tegn på skyldfølelse, ligesom hun havde slået alle andre væsner ihjel.. men der var krig nu, og hun havde fra dag et fortalt alle at hun var på sin egen races side. Hvis hun virkelig gik ind for sagen, ville hun så acceptere og være sammen med en dæmon, bare fordi han så ualmindeligt godt ud? Hun så uroligt på ham men med et skiftede hendes holdning som ud af det blå "Godaften?" Hun smilte forførende.. Men hvis han bare gav det mindste tegn til at ville andgribe var hun forduftet.

Han slappede af og gengældte smilet, hun var mere dragende tæt på...mere som nåede man faktisk kunne nå, var virkeligt og ikke en illusion i vandet.
"Er den så god?" svarede han, de normale hilse måder kede ham, dem havde man sagt så mange gange de sidste mange år, så han gad som regl hverken bruge dem eller besvare dem rigtigt.
Han overvejede hvad der nu skulle ske.
"Bare ude og...stå i vandet?" smilte han roligt mens han så på hende, han vidste jo ikke om hun ville snyde ham med sit forførende smil eller hvad hun havde tænkt sig, så det var vel bedst at begynde roligt. Men han havde lyst til at være tæt på hende...

En perlende latter kom fra hendes rosa læber, hvorefter hun rystede let på hovedet så lokkerne hvirvlede om hovedet på hende "Tjaa.." hun smilte let og prøvede på at holde de automatiske dragende øjne på et minimum. Lige meget hvad han fik hende til at føle, ville hun ikke lade ham opdage det. Eller idet mindste prøve. "Lige indtil for at øjeblik siden startede den ud med at være en smule uinterrasant." Hendes smil blev bredere, hvor gammel mon han var? hvis han snød hende.. Hun tog et par skridt hen imod ham og gik en halv cirkel rundt om ham uden at slippe hans øjne med sit blik, der på en eller anden måde havde ignoreret hendes forsøg på at holde tilbage. Da hun så endelig stod bag ham stoppe hun lydløst op, .. nærmede sig.. og pustede ham pirrende i nakken med et kælent glimt i øjet.

"Aha" smilte han og fulgte hende med hoved, til hun var bag ham, han var opmærksom på hende, hvad kunne hun dog finde på.
Han grinte lidt da hun pustede ham i nakken og rystede blidt på hoved.
"Hvad prøver du på?" han vendte sig om mod hende og lod armene falde ned langs siden, han overvejede at spørge hvad hendes vinkel var på krigen, så han vidste om han rigtig skulle forvente noget angreb, selv om han jo ikke kunne vide om hun ville snyde ham. Han var lidt utilfreds med at være så mistænksom, men det havde vist sig at være nødvendigt.
Han blinkede til hende.

Hun smilte atter og lagde hovedet let på skrå som om hun overvejede hans spørgsmål. Hvad hun var ude på? Hun kendte ham ikke, kun set ham to gange før midt i myldret rundt omkring i byen.. Men hvad hun ville ham? Hun blev stående blot en halv meter fra ham og kunne ikke lade være med at elske hvor tæt på han var "Jeg går en tur på stranden. Hvad prøver du på?" Hendes blik var charmerende og sammen med himlen i baggrunden, som hurtigt blev mørkere, så så det næsten ud som om.. Hun flyttede for første gang sine øjne mod noget andet end ham, en smule irriteret på sig selv *..* vinden blæste dovent rundt om hendes glatte ben og pustede op i hans pjuskede hår, bemærkede hun fraværende *..Jeg burde ikke være her* Hun så på ham fra siden og bed sig blidt i læben *Så tag dig dog sammen..! kom nu væk, Hvis han er ældrere end dig, er du færdig*. Uden et ord tog hun tøvende et par skridt bagud med en blandet følelse af at ville kysse ham og have alle sine sanser anspændt til det yderste.. klar til at forsvinde.

Han slog ud med armene.
"Det samme" han så lidt på hende da det var tydeligt nogle tanker kredsede rundt i hendes hoved. Om han var ældre end hende? Oh ja han var!
"Jeg er Zean" sagde han og gik lidt tættere på da han bemærkede hun gik baglæns. Han brød sig ikke om det, var det ikke hende selv der lagde op til det? Hun var tiltrækkende...og nu ville hun så bare trække sig tilbage?
"Jeg havde ikke tænkt mig at angribe dig" sagde han så
"Jeg ved krigen... og at jeg...er dæmon og nok burde, for min race..." han huskede den vampyr han havde mødt nogle gange nu, første gang havde han skånet hendes liv, anden gang tænkte han på om det var hans skæbne at være omgivet af vampyrer...måske for at stoppe krigen? En absurd tanke, det vidste han.
Han trak på skuldrene og gik selv nogle skridt bagud for hun ikke skulle løbe væk...Men han ville helst bare være tæt på hende.

Hun stoppede op og anede ikke om hun overhovedet skulle tro ham. "Så hvis jeg.." hun gik hen til ham igen uden tøven og stoppede først helt tæt på ham, så hendes næsetip kun var en centimeter fra at røre hans "..kom helt tæt på. Så ville du ikke udnytte chancen?" Ordene kunne betyde to ting, men hun ville se hans reaktion, og så bare roligt med halvlukkede øjne, på hans sorte pupiller. Hendes egen reaktion kom lidt bag på hende. Selv om hun holdt vejret havde hun alligevel lyst til at lægge sine hænder bag hans nakke eller noget i den stil. "Jeg er forresten Camelie" hun blinkede til ham og smilte stadig kun få cm. fra ham.

Han så på hende da hun var helt henne ved ham, så han kunne dufte hende...normalt brød han sig ikke om lugten af vampyr, men lige nu gjorde den ikke noget.
Han løftede sin hånd og lod en finger glide ned over hendes kind.
"Chancen for at slå dig?..." smilte han, men det gik op ham hvor nemt det kunne være for ham at bruge sin evne nu, men han følte ikke det var aktuelt.
"...Eller at kysse dig?" han ville se hendes reaktion på det sidste, han havde lyst til at være tæt på hende, bare for i nat, selv om der var krig.

Hun så på ham med et brændende blik og smilte charmerende, idet hun brød det sidste mellemrum imellem dem og pressede begærligt sine bløde læber mod hans. Langsomt, og på samme tid med at hun lod sin tunge køre hen over hans underlæbe, åbnede hun øjnene igen.. Hun ville ha ham. Hans duft på nært hold indhyllede hende hurtigt og gjorde hende helt blød. "Hvem er du?" Stemmen var lav men hun var så inderligt nyhsgerrig, hun kendte hans navn.. men hun blev nød til at vide mere, selvom hun ikke regnede med et direkte svar. Hun ville selv have fortalt ham så lidt som muligt.. Hvis hun overhovedet ville fortælle ham noget. Hun bøjede sig ind imod ham, lagde armene om halsen på ham, og nuldrede sine hvide fingre ind i hans pjuskede hår.

Han gengældte kysset med et overraskende begær som voksede i ham.
Han smilte til hende og lagde armene om hende.
"Er du sikker på du vil vide det?" spurgte han hende lavt nussede hende på ryggen mens han så på hende, han havde fornemmelsen af at hun indeholdt mere end hun lod vise, ikke seksuelt...men følelsesmæssigt, tanker...
Men det var ikke det der betød noget nu, var det? Han var i tvivl, for ham var hun en fremmed, tiltrækkende vampyr...Hans tanker gled pludselig hen på en anden person der betød meget for ham....Hvad havde han gang i? Han vidste det ikke...Og han havde ikke lyst til at trække sig tilbage.
Han kyssede hende igen, nappede hende drillende i underlæben, som hun havde slikket hans.

Hun grindte let og kyssede ham med åbenlys lyst. Roligt bøjede hun sig frem og hviskede lidt fra hans øre i et fristende tonefald "Det går an på hvilken side af dig du vil have jeg skal lære at kende" Næsten samtidig med at hun afsluttede sætningen kyssede hun ham under øret pg fortsatte ned af hans hals, skiftevis med kys, skiftevis med tungen. Da hun kom til hans kraveben stoppe hun op og smilte tilfrds til ham med et ´vildt glimt i øjet. De kunne ikke blive her. Hvis nogen så hende her med en dæmon, .. Hun tog et par skridt bagud imens hun fastholdte hans blik og vinden fik hendes i bevægelse.

Han grinte lidt og gengældte kyssene, han nød da hun kyssede ham ned af halsen og ned til kravebenet. Han så efter hende da hun gik baglæns, hvad havde hun i tankerne?
"Hmm...hvilken side vil du gerne lære og kende?" spurgte han drillende og gik nogle skridt efter hende, han kom pludselig i tanke om hvordan det måtte se ud vis andre racer så dem sådan sammen...Midt i krigen, men p åden anden side...det kunne også være lidt sjovt...Vis det ikke lige havde været ham der så ville løbe rygter om.
Han så ind i hendes tiltrækkende øjne og smilte.

Hun så tilbage og stoppede op. At kæle med en Dæmon på et offentligt sted midt om natten var nok utroligt dumt, .. Men, som hun måtte indrømme for sig selv, utroligt ophidsende. Hendes øjne kørte igen op og ned af ham, og var i et kort sekund tæt på at gå med til det.
Men det gik ikke, hun anede ikke om han havde noget at kæmpe for, ud over sig selv, men det havde hun. Hun ricikerede nok i forvejen. Med et smilte hun bredt igen og bed sig blidt ilæben, stadig med det sigende blik hun sendte ham. Om de var her eller et andet sted var bare en lille detalje. Gid han ville gå hen og være tæt på hende igen, før de gik videre.
Hvorfor kunne hun for en gangs skyld falde over en vampyr lige som 'Sean'? eller også var det hende der bare var mere til Dæmoner end vampyrer. Hvor typisk.. at finde ud af det lige midt i krigen. Hun tog endnu to skridt væk fra ham, og håbede han ville følge efter.

Han så lidt på hende og stod stille og tænkte, ville hun lokke ham med sig? som i en fælde? Havde han i virkeligheden gjort noget dumt? Han måtte jo passe lidt på, han havde ikke længere kun sig selv at tænke på...Han så lidt på hende mens han overvejede hvor stærk hun var vis det skulle ende i en fælde, hvor mange venner havde hun evt. med sig? På den anden side...så kunne han forvandle sig og sikkert nå væk, han var jo selv ret stærk...faktisk en af de stærkeste i området.
Han endte med at gå efter hende, se hvad hun havde i tankerne.

Hun stod med hænderne bag ruggen som var hun hans fange, men smilte kækt aligevel. Det var udelukket at de skulle hjem til hende, han blev nød til at tage hende med sig hvorhen han nu end ville. Om det var et faldefærdigt skur eller et fem stjernet hotelværelse, ragede hende en fjer.

//som du kan se er min krea død.. ellers ville jeg også have svaret for længst C: //

Han så lidt på hende og glædede sig allerede til hvad han forestillede sig denne aften kunne føre med sig.
Han gik roligt efter hende og var næsten helt oppe ved hende.
"Jeg går ud fra et andet sted ville være bedre?" smilte han, han havde faktisk et sted at være, det havde han i alle byer da han gerne var lidt over det hele. Pengene? Tja, de sidste mange år havde han tjent nok til at det ville gå ud over økonomien.
Han smilte udfordrende til hende og begyndte at vise vej, der var ikke så langt. De gik i lidt tid da han krydsede vejen og forsvandt ind i en gyde, snart efter gik han ned af en lille trappe og ind af en dør hvor efter han gik ned af en gang. Hele tiden så han sig om for at se om hun ville med eller om der var en skjult fælde i det hele, men det virkede ikke sådan.
Til sidst stoppede han ude foran an dør som han låste op og trådte indenfor.
Stedet var lille, men stadig beboeligt, i et hjørne stod en dobbeltseng, han foretrak altid at sove i nok plads, med sort betræk, der var et lille vindue, men sorte gardiner var trukket for det, eller var der et lille mini komfur, et lille bord med to stole og en minireol med lidt småting. Der stak en kiste ud under sengen hvor han havde sit tøj.
Han vente sig mod hende.
"Et af mine opholdstedet" smilte han

//sådan kan man jo have det//