Næsten daggry - Altair

D: Irl
T: knap en halvtime før daggry
V: Meget klart, alt for klart efter en vampyrs mening.. hvad med lidt regenvejr og tunge, tætte skyer?
O: Meget fredeligt som navnet angiver. ingen mennesker, elvere, dæmoner, engle og sådan.. i hvertfald ingen der er til at se.

Den fredfyldte skov var som navnet så diskret antyder, fredelig.. det var snart ved at være daggry og natdyrerne var på vej hjem til deres huler. der lød en kriblen og lyden af poter i underskoven, normale lyde ved daggry i en stor uforstyret skov.. men lyden af hårde hurtige fødder der spurtede igennem underskoven hørte ikke til standartpakken. fødderne der lavede lyden var små og slanke, en kvindes fødder, i et par tætsiddende militærstøvler. Azair havde travlt og hun vidste det.. himmelen var allerede begyndt at blive grå som tegn på daggryets hastige fremmarch. for en gangs skyld havde hun tilladt sig at bruge hvert et minut indtil at det næsten var forsent på jagten og hun var fyldt af menneskeblodet der strømmede i hendes årer, men nu kunne hun se at det havde været en stor risiko at tage.. måske lidt for stor.. hun blev nød til at nå hjem til det forladte hus ellers ville hun dø.. normalt sollys, okay, hvis alt hud er dækket, men daggry.. den ville hun ikke overleve..

Tankerne om hendes muligvis forstående død nr. 2 havde optaget hende så meget at hun ikke så den massive træstamme før at det var for sent.. hun satte hælene i jorden, men hun havde alt for meget fart på.. hun ramte træstammen med voldsom kraft, og det sidste hun nåede at tænke var: *fuck!* meget uklassisk og uelegant, men samtidigt meget beskrivende.. for dette her var sådan noget der ikke måtte ske.. det var grunden til at holde øje med hvor man løb, men det var for sent at tænke over nu.. for vampyren var sunket bevidstløs sammen på jorden, foran træet..

Altair gå gående gennem skoven i sin egen lille verden og ikke tænkte over at han måske ville møde en anden person, på den anden side, hvor mange har lige lyst til at vandre rundt i en skov med mindre de havde et formål med at gøre det? Og så var der os lige at det nærmede sig daggry, så folk lå og sov i deres trykke små senge og havde intet slemt at tænke over. Altair forsatte gennem skoven men stoppede op da hans blik blev opmærksom på noget langt og ikke skov argtig bund, han opdagede ret hurtigt at det var en pige, en smuk ung pige som så ud til at være bevistløs. Altair satte sig på huk og prikkede kort til hendes arm for at se om hun stadig var i live hvilket hun så var, han kunne høre og mærke at der var liv i hende, så han løftede hende op og forsatte længere ind i skoven hvor der var mørke og fik startet et bål.

Bålet brændte flot i skyggerne, solen var ikke helt sået helt op inu, så der var ikke fuldstændig lyst i skoven og der var endnu mere mørkt hvor de befandt sig, Altair begyndte at tjekke om hun havde slået eller brækket noget, hvilket hun ikke havde, hun duftede os af vampyr. Så det var derfor hun ikke var kommet til skade hvad der nu var sket med hende. Hun blev sat op af et træ som stod tæt på bålet, han selv satte sig ned og holdte bålet kørene.

Azair vendte en smule på sig da han prikkede til hende, men der var ingen pulls, burde han kunne mærke.. hun trak ikke engang vejret.. det var en ting som hun joblev nød til at tænke over da hun jo rent faktisk var død..
Hun rørte sig ikke da hun blev løftet op, men lå bare helt stille i armene på ham, mens han bar hende længere ind i skovens mørke.. havde hun været ved bevidsthed ville hun på alle måder have modsat sig at gå nogle steder med en varulv som hun ikke stolede det mindste på.. hun havde jo ikke engang mødt ham endnu..

da bålets varme og den sprøde knitren nåede vampyr kvinden, åbnede hendes hvide øjne sig til to små sprækker og hun så sig lydløst omkring.. hvor var hun? og hvor lang tid var der til daggry!?? ved tanken om solens komme, sprang hun på benene med øjnene panisk hævet imod himlen, og den lysere og lysere himmel. bålet lige foran hende skinnede ind i hendes nattevænte øjne og hun måtte vende hovedet væk.. lyset var for kraftigt, og en svag ubehagelighed, en blanding af det hårde slag imod hendes hovede og det skarpe lys fra bålet.. hun gik, eller rettere vaklede, længere ind i en skygge hvorfra hun endeligt fik rigtigt øje på Altair..
En lugt af våd hund nåede hende og hun rynkede på næsen.. varulv..

Altair reagerede slet ikke på hendes pludselige spring op fra hvor hun havde lægget, han havde siddet og kigget ind i ilden mens han havde holdt den kørende, først lidt efter rejste han sig op og så hen på hende, "nåh du ser vist ud til at være fit for fight" sagde han lidt for sjov og nærmede sig hende lidt med hænderne i frakkelommerne.
"Pas lidt bedre på hvor du går" sagde han og smilte venligt til hende og rakte hånden frem til hende og for give hende hånden. Der var næsten ikke mere glød på bålet, så det begyndte langsomt at gå ud, men solen var os ved at titte frem, dog var der en del mørke hvor de stod, fordi at det var nogle store træer som dækkede for solens lys.

//sry den blev meget kort ._.

vampyren så mistænksomt på ham, da varulven vendte sig mod hende og havde bukket sig lidt sammen i kroppen så hun var klar til at sætte af, for evt. at flyve op imellem træerne.. noget hun så lige kom til at tænke på var at solen var ved at stå op.. eller var den? hvor længe havde hun mon været bevidstløs? var hendes næste tanke.
hun nægtede prompte at tage hans hånd efter at hun havde opfanget lugten af våd hund.. han var en varulv, de var svorne fjender, som racerne altid havde været.
hendes næsten hvide øjne var knebet sammen, og de så mistænksomt på varulven ud igennem sprækkerne, hvorfor skulle hun ikke være det? hun anede ikke hvor han havde slæbt hende hen, hvilken tid det var og om der var andre af hans slags i nærheden.. eller næsten værre, om der var fjendtlige dæmoner i nærheden.

Mens bålet var ved at dø ud, tog solen mere og mere kontrol med morgenhimlen, og den begyndte at sende sine lyse ondskabsfulde ned imod den forvirrede unge vampyr. Azair blev ganske roligt stående inde i skyggen men holdt opmærksomt øje med strålerne ud af øjenkrogen, hun ville helst ikke tæt på dem, til ingens overraskelse.. hun indså hurtigt hvor udsat hun var, hvor meget hun var blevet lokket ud på et sted hvor hun ikke rigtigt kunne bunde..

Altair begyndte lidt at grine over hendes opførelse, "tag det roligt, jeg gør dig ikke noget, du var hårdt såret så jeg fik kigget på om du havde nogle skade hvilket du ikke havde" forklarede han og tog sin hånd til sig og vendte sig om for at sætte sig ned igen ved bålet for at redde det sidste af bålet, "hvorfor kommer du ikke og sætter dig ned ved siden af mig?" Spurgte han uden at vende sig om, hun virkede ret skræmt for solen, vampyre var da ikke som vampyre i film var, vel? Han sad lidt i sine egne tanker og tænkte på om hvilken slags vampyr hun mon var, han røj dog ud af sine egne tanker og rejste sig op igen og så hende i øjne. "hva' hedder du?" Spurgte han af ren venlighed.

"hvordan kan jeg vide det? du lugter af våde hund.. du er en varulv.."
Et rovdyrssmil kom frem på hendes ansigt og men der var et mistænksomt glimt i hendes øjne. han var jo trods alt en varulv og sådan nogle kunne man ikke stole på. der var for mange historier om bedrag og grusomme overfald.. hun skulle ikke nyde noget. og med solen på vej op var hun endnu mere sårbar.
"1. du er en varulv.. 2. der er for meget sol, den er for tæt på.." hun knurrede de to sætninger ud igennem tænderne og så overvågent på ham med store hvide øjne. hun var meget køn nu hvor at hun var vågen og stod med ret ryg inde i skyggen. hendes sorte hår stod vildt om hendes ansigt og hendes hvide øjne var livlige, men agtpågivende. hendes hud var hvid som alabastar og fejlfri som alle vampyrers og hun lignede den slags vampyrer som mindede om dukker, men alligevel var der noget i hendes øjne som fortalte at hun godt kunne være farlig..

Altair kiggede på solen og tilbage på pigen, "Jamen det da godt opsaveret, så hvorfor der er for meget sol, så tør du ikke give mig en hilsen??" svarede han lidt i en drilisk tone. "Så fordi du har hørt rygter og folks fortællinger om varulve så vil du tro hundrede procent på det?" Spurgte han med et undersøgene blik på hende og krydsede sine arme.
"Jeg har da os hørt de mest for færdelige historier om vampyre, men jeg tror ikke helt hundrede og fast på dem" fortalte han hende med stadig sit rolige men venlige smil. Altair nærmede sig vampyr pigen ved træet og satte sig ned ved træet, tæt på skyggen som hun stod inde i, han sad i skrader stilling med hænderne foran sig som lå og vilede sig på hans lår. Solen skindede dejligt og varmt i skoven, man kunne tydeligt høre at dyrene var ved at komme frem, måske ikke lige hvor de to væsner befandt sig, men Altair kunne lugte deres nærværelse og desuden kunne man høre fuglene rundt omkring.

"en hilsen? tror du virkeligt at det er det er det første jeg tænker på når jeg vågner op, tæt på daggry med en varulv tæt på.. beklager så ubekymret er jeg ikke.."
Hun lød dybt alvorlig, men også lidt irriteret over at han ikke kunne forstå at hvis hun kom ud i solen ville det altså gøre ondt. det måtte han da have hørt om! hun sukkede og prøvede lidt på at få sine anspændte skuldre til at slappe af, mens at hun prøvede at forstå omfanget af varulvens naivitet..
"jeg ved ikke hvor naiv eller med et andet ord, optimistisk du er, men efter hvad jeg har hørt om din slags og jeres transformationer så vil jeg hellere være lidt for forsigtig end at være for uforsigtig og risikere at blive dræbt.. de historier som du har hørt om min slags er sikkert sande, men bare for at få stillet min nysgerrighed.. hvad er det for nogle af de mange historier der går om os?"
Da han trådte tættere på trådte hun tilbage, for at opretholde den afstand der var i mellem dem. det kunne godt være at han virkede venlig, men hvem vidste.. måske var det bare for at opnå hendes tillid?
Hun undgik omhyggeligt solstrålerne da hun udmærket huskede sidste gang hun stak hånden ud i sollyset.. det havde kostet hende en forbrændt hånd og hun sukkede irriteret over mindet.