Solen - Zean

Sted: Den lykkelige end
Tid: 14:00
Omgivelser: Hva dder nu er på en eng
Vejr: Usædvanligt lunt
__

Arane trådte forsigtigt mellem bladende i skoven. Da hun så lyset mellem bladende blev hun stående et øjeblik. Så trådte hun ud mellem bladene og så hvad hun mente var den smukkeste eng hun havde set længe. "Wow" hviskede hun til sig selv. Græsset var smukt og grønt. Alverdens blomster i alverdens farver tittede op fra det lange græs og solen fik stedet til at lyse op. Faktisk var der lunt. Hun smed sin slidte brune frakke og spredte armene ud. Hendes snavsede hvide kjole dansede i den lette vind og hun nød solens varme stråler mod hendes blege hud.

//sorry, en smule krea svigt.//

//det går nok, men emnerne skal foregå i samme årstid som IRL;)//

Zean gik på en typisk grussti som gik mellem to dele af engen. På begge sider af ham lå græsset som en dyne ned over jorden, en blanding mellem stadig grønt, gult og brunt. DEt var staidg vådt efter det regn de havde haft efter vinteren var forsvundet.
Han havde nogle mørke bukser på, en mørkegrå T-shirt og en sort jakke som var åbne. Nogle tilfældige sko. Hans mørkebrune hår strittede let. Hans mørke , hemmelighedsfulde øjne gled kedsommeligt rundt p åomgivelserne.
Han havde kun været her...en gang? To gange? Han huskede det ikke og kunne lige så godt sige aldrig. Steder med ordet lykkelig tiltrak ham ikke.

//Der er også derfor der står "usædvanligt" jo. ;) //

Hun hørte noget grus blive betrædet. Hun vendte sig om og så en dreng/mand med strittende mørkt hår. Han var høj og flot. På en måde så han søgende ud - han kiggede rundt omkring på engen med sine mørke øjne. Det løb koldt ned af ryggen på hende. Hun så op mod solen. Den var nu gemt bag en sky og den lune vind blev køligere. Vinden hvislede i træernes blade og græsset vendte sig. Arane kiggede efter drengen, men vendte blikket hurtigt igen.

Han trak vejret dybt et par gange, på en måde var det dejligt at slippe for byens forurening og trække vejret i frisk luft. Han fornemmede noget levende der bevægede sig og drejede hovedet og fik øje på...Et menneske? Det var hans første tanke i hvert fald.
Han stoppede op og så lidt mod hende, gad han skræmme hende lidt? Måske ligefrem snakke med hende? Hvad havde han ellers at spilde sin tid på?
Han lod blikket glide op mod himlen.

Arane sukkede og satte sig ned i det dugvåde græs. Hendes ben var trætte efter en lang vandren. Vinden fik hendes hår til at vugge frem og tilbage og hun lod som ingenting da den nyankomne mand lod sit blik hvile på hende. Hun overvejede at sige hej til ham, men stilheden var for hellig for hende. Hun turde ikke at bryde den med ord. Så hun nynnede sin yndlingsmelodi og rokkede frem og tilbage med lukkede øjne. Melodien var en gammel vuggevise hun ikke anede hvor hun huskede den fra, men hun huskede den. Hun elskede at lade som om at hendes mor havde sunget den for hende inden hun efterlod Arane ved børnehjemmet.