Almost alone in the sand - Andy Darling

Tid: 18.15 7/3
Sted: på stranden
Omgivelser: ingenting
Påklædning: En v-udskåret t-shirt, sort jakke(Lidt som på profilbilledet), Lyseblå jeans - tætsiddende og sorte converse

Adam rendte rundt ned på stranden, nynnende og alene. Så alene som han nu kunne være. Den lille hvide og orange kat var fulgt med ham hele vejen fra huset og ned til sandstranden og kredsede nu rundt om sin trygge ejer. Man siger at katte er selvstændige dyr, men denne kat var noget for sig selv. Den vidste hvem der var ejer og at den skulle underkaste sig hans ord. Adam lagde ikke så forfærdelig meget til sin lille kat, da han havde alt muligt andet at tænke på. Han var alt for tit alene hjemme. Helt alene hjemme i det store hus. Der var altid noget at se til. Dog var han ikke helt alene. Missen var der altid, og altid kælen var han. Hvis nogen kunne få Adam i godt humør var det den næsten voksne kat der puttede sig ind til ham når han om aftenen sad foran tv'et og ikke var uge efter mad. Dog var der mange bekymringer for Adam også, da han nu sjældent så sin elskede Andy. Hvorfor var han ikke helt sikker på, men Andy var der i hvert fald sjældent når Adam var der og sikkert også omvendt. Det gik til tider Adam på, da han jo ikke helt vidste hvad der var. Om noget var galt eller om det bare var tilfældigt. Eller om de nu bare var ved at vokse fra hinanden, men den tanke skubbede Adam altid væk hurtigt, for det troede han ikke på. Også selvom det nu næsten var gået et år, og han allerede var gift med en mand han elsker og havde været så lykkelig så længe. Det kunne ikke slutte på kort tid, det kunne ikke lade sig gøre. Det kunne det bare ikke.
Hans stille nynnen var blød og fin, og hans blege hud matchede næsten det hvide sand på stranden. Vinden blæste let i hans hår, som han for en gangs skyld havde prøvet at sætte med et par forskellige produkter der stod på badeværelset. Med sikkerhed noget af Andys.

Andy kunne ikke holde ud at være hjemme og heller ikke ude, han havde ikke lyst til at være nogle steder og det var blot nået af det alkoholen hjalp til med. Hans hjerte var delt op og forvirret var det sgu også, den var usikker på hvem den skulle elske og hvem den ikke skulle. Men det var svært for det at vælge person, når han ikke følte han fik nået kærlighed.. ikke fra Adam eller de venner som havde forladt ham, og endda kom tilbage som om intet var sket. Alle de minder om utroskab han havde gjort, var ved at æde ham op inde i og det fik ham kun til at drikke mere af den sags skyld. Skolen gik han ikke til længere også siden han så endelig ønskede at blive frisør, han havde jo også lovet Mike et job når han åbnede sin frisør. Men når tømmermændene kom, så var det ikke lige skole man havde lyst til. Han havde endda køb sig en ret så gammel båd, for at kunne være et sted når han var fuld og helst ville sove. Ja! livet var virkelig ved at ødelægge den stærke Andy, men det var vel mere kærligheden som han havde så meget brug for som fik ham til at synke så dybt.
Klokken var ikke så mange, og snart skulle nået nyt alkohol ned i hans hals inden han blev skør. Men han måtte lige hjem, hjem og hente nået ret tøj så han ikke gik rundt og lignede nogen som boet på gaden. Han gik bare ned af vejen ved stranden, med sine hænder begravet ned i de beskidte bukser og en smøg i munden og hans hår der strittede ud til alle sider. Han håbede som alle andre gange, at Adam ikke var hjemme da han ikke viste hvad han skulle sige eller gøre.

Adams tanker røg fra den ene til den anden ting imens han gik langs stranden og sparkede til det løse hvide sand, og katten rendende mellem sine ben. Han bed sig let i læben imens han stadig nynnede med en blid stemme der stadig ikke rigtig var blevet dyb. Katten fangede kort hans blik og fik ham til at smile skævt. Han hev kraven på jakken op om ørerne, og greb så ud efter katten og hev den op til sig og nussede den på ryggen. "Det var lige godt satans med dig, lillemis" sagde han med blid stemme og fik et lille grin ud mellem sine læber. Den lille kat spandt forfærdelig meget, og alligevel var det en behagelig lyd for Adam. Der vidste han at han gjorde mindst et væsen glad og tilfreds, den vidunderlige følelse af at kunne give kærligheden til nogen. Det kunne han med sin lille kat. Adam stoppede dog brat op da en næsten velkendt duft ramte hans næsebor. Duften der skabte blå himmel og grønt græs i sit hoved. Duften der fik det til at kilde i maven. Dog blandet med duften af... Noget beskidt. Noget der kunne trænge til et ordentligt bad og kærlig omsorg. Adams blik så sig lidt forvirret rundt. Kunne det virkelig være rigtigt? Var han her? Nu? Da Adams øjne endelig faldt på en velkendt skikkelse kunne han ikke lade være med at smile af bar' refleks. Han lod kort tungen køre hen over underlæben og stod stille lidt tid. *Min skat, kan det passe? Er det dig?* Tænkte han sagte, og turde ikke rigtig råbe eller noget. Han var mere eller mindre rastløs over øjeblikket. Han stirrede på den velkendte skikkelse bagfra kraven der stoppede lige under næsen fordi han strakte halsen en smule. Kunne det nu være sandt?

Andy gik bare i sine egne tanker som han endelig gjorde når han havde sit hoved for sig selv, det var skønt ikke at høre stemmer konstans der inde og var kunne slappe af og høre sine egne. derfor nød han altid denne tid hvor der knap nok var nogen ude på gaden, og man bare kunne høre alt omkring sig. Han stoppede hurtigt op da han hørte nået, der kom inde fra hans hoved og denne stemme kunne han genkende over alt. han så sig langsomt omkring og fik øje på nogen nede på stranden *Adam?* tænkte han og viste han ville kunne høre det, han havde mest lyst til bare at løbe sin vej. men han ville ikke virke som en eller anden svag person, men han kunne heller ikke få sig selv til at gå hen til ham. På grund af sin samvittighed og fordi han var bange, bange for intet kærlighed få og derfor bare skulle drikke mere for at glemme alt. Han blev bare stående der på gaden, med sit blik rettet mod ham og det var som om det gik flere år hvor han bare stod der og så over på ham. Han knyttede sine hænder nede i lommerne og vende langsomt sit blik ned mod jorden, han viste at han elskede ham og derfor gjorde det bare svære at se ham og havde nået på samvittigheden som utroskab.

Adam holdte katten ind til sig der spandt videre uden at opfatte hvad der skete. Adam stirrede over mod Andys skikkelse og blev mere og mere sikker for hvert sekund, og 100 procent sikker var han da Andys tanke fløj ind i hovedet på ham. Han trak en anelse i på smilebåndet i den ene side af læben og lagde så mærke til Andys blik der vendtes nedad igen. Det var også der Adams enkle smil falmede hen og hans eget blik faldt på det hvide sand. Han overvejede kort hvad der ville være bedst for ham selv og for Andy. Ville det bare vare at ignorere ham og lade ham gå, eller ville det være at få snakket med ham. Andy var jo hans ægtefælle, og et eller andet sted burde han ikke lade Andy gå uden sådan lige. I hvert fald ikke uden at vide hvad der skulle til at ske nu. Han lod blikket løfte sig og stirrede hen på Andy igen, og fik nu gang i sine ben. Han kom nu tættete og tættere på Andy, og da han var et par meter fra ham stoppede han kort op. "Andy? Jeg...." Hans stemme var blid, men han vidste ikke hvordan han skulle formulere en passende sætning til Andy. Han ville ikke sige noget forkert eller gøre noget forkert. "... Hvad er der sket? Sådan i det hele taget? Med dig og med os?" Spurgte han så direkte, og lod sit blik hvile blidt på Andys ansigt.

Andy blev bare stående helt som en statue der på gaden og ventede, han kiggede langsomt op på hans ansigt når han hørte skridtene der kom tætter på. Der var ingen tvivl om at han helst ville gå, selv om der var nået der holde ham tilbage i ikke at bare gå sin vej og det var nok den kærlighed han havdet til ham. Spørgsmålet kom ikke som et chok for ham, da han jo selv havde gået med dette spørgsmål inde i hovedet "det som er sket...." sagde han med en ret så hæst og tør stemme, som de fleste nok ikke ville kunne holde ud at have. Som gjorde at han ikke havde sunget i et stykke tid, som ikke var til at holde ud at tænke på og alligevel kom det op være gang han snakkede "jeg ser dig aldrig, jeg kan ikke holde det ud..." sagde han stadig med den samme stemme, han vende sit blik ned mod jorden og kunne ikke se på ham, og sige det han virkelig havde lyst til at sige "jeg føler mig ikke elsket" sagde han næsten lydløst og trak lidt på skulderne og tog et sug af sin smøg "du fortjener bedre,.. og alligevel vil jeg ikke give slip på dig" sagde han i det han pustede røget ud

Adams blik hvilede hele tiden roligt på Andy, selvom hans bevidsthed skreg på svar over hvordan det var sket, hvorfor og hvad han kunne gøre for at forhindre noget værre i at ske. Dog var Andys svar på hans overordnede spørgsmål en smule overvældende. Det føltes som en slags beskyldning i Adams hoved, omkring at Andy ikke følte nok kærlighed fra ham. Også selvom det egentlig ikke var Adams skyld decideret. Han stirrede på Andy indtil han blev færdig med at snakke. Derefter stirrede han bare på Andy og fandt ord for hvad han ville svare. "Undskyld skat... Undskyld jeg ikke har været der nu du havde brug for mig.." Hans stemme var pludselig lille og musseagtig, og hans blik vendtes mod jorden. "Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle finde dig... Du har ikke været hjemme længe" Hans stemme hviskede nærmest, da han nu satte katten ned og den slangede sig om hans ben og derefter rendte over mod Andy og slangede sig om hans ben. "Hvor vil det ende?" Sagde han så lidt usikkert. "Vil du skilles?" Spurgte han så direkte, da det var hans eneste tanke og største frygt. Skilsmisse...

Selv om Adam stod lige foran ham og han viste at kærligheden til hinanden var så stor, så kunne han alligevel ikke lade være med at føle sig så alene i verden. Han havde lyst til at råbe og skrige, men det ville han ikke gøre mod Adam det var jo nok i at han allerede havde gjort det mod Mike. Det var jo ikke nået med at Andy havde haft brug for Adam, da han vel havde mere brug for ham end nogensinde før. Han så hurtigt op på ham når han nævnte skilsmisse, det var jo nået Andy aldrig kunne drømme om at blive. Han havde jo lovet Adam at det kun var døden der kunne skille dem af, og selv mente han jo at man skulle holde de ord "det... det ved du jo godt at jeg aldrig vil" sagde han og havde lyst til at gå hen og lægge sine arme om ham, men han kunne ikke.. han følte sig for skyldig i alt til at han kunne, også ville han helst have nået andet tøj på og været i bad da der jo ikke var nogen tvivl om at han lugtede af andre mænd. han vende kort sit blik ned mod katten, inden han så op på Adam igen "jeg har ikke været hjemme fordi... jeg kan ikke se dig ind i øjnene, uden at havde lyst til at slå mig selv ihjel.. jeg har det forfærdeligt over at jeg har det så svært med at være den mand du fortjener" sagde han og viste ikke hvad han skulle sige, han ville ikke såre Adam og det viste han bare han ville gøre hvis han fortalte om det utroskab han havde gang i.

Adam var på en måde i tvivl om hvor hårdt spørgsmålet om skilsmisse ville slå, men da han så Andys reaktion og hørte hans svar var han så mange måder lettet. Lettet over at Andy jo så stadig elskede ham, lettet over at han ikke skulle være helt alene endnu. Han nikkede så stille og kunne ikke skjule et enkelt lille smil over at han endnu ikke skulle skilles. Han lod så blikket falde lidt da Andy snakkede videre, og hans lyttede efter hvad Andy sagde. Adam fik dog et undrende udtryk i hovedet efter at Andy havde talt færdigt. Hvad mente han med at han ikke ville kunne se ham i øjnene? Ikke kunne se Adam i øjnene uden at have lyst til at slå sig selv ihjel? Hvad havde Adam gjort? Hvad havde Andy gjort? Tavse spørgsmål som sad i kroppen på ham.
"Hvad mener du Andy?" Spurgte han så ligeud. "Hvad har en af os gjort, siden du ikke kan se min i øjnene, eller være hjemme? Hvorfor undgå mig?" Det kunne godt være at Andy ikke decideret undgik ham, men det var sådan det fremstod. At han ikke ville være hjemme fordi han havde det dårligt med noget, Adam ikke vidste, og derfor måtte han vel prøve at undgå Adam. Adam stirrede ned i jorden, men løftede så blikket og kiggede op mod Andys ansigt. Mest fordi han ville være stærk og vise at han ville igennem det med opløftet pande. Så meget han nu kunne

Andy havde sådan en lyst til bare at røre ham en sidste gang, inden han fik en på hovedet da han var næsten sikker på at han ikke slap igennem dette uden at fået råbt nået eller blive slået. Han fortjente det jo også! det mente han selv at han gjorde, så var det ligemeget hvad andre mente om det da det jo var hans mening som talte. Han så bare ned på katten og viste ikke om dette sted var det rigtige sted at fortælle det, men han kunne jo heller ikke holde det tilbage og måtte jo bare komme frem med det. Han vende langsomt sit blik op mod ham igen, han var ikke bange ikke for at komme til skade eller dø da hvis der var nogen der skulle slå ham ihjel så var det den person foran ham. han tog langsomt smøgen ud af sin mund, og kastede den væk fra sig.
"jeg ved ikke hvad jeg skal sige, eller hvordan.." startede han med og så lidt tænkende ud, og viste at dette måske var slutningen på deres forhold. Andy havde jo været ham utro før, men det var jo mere voldtægt i det og denne gang havde han jo været ham utro mange gange og frivilligt endda "je... jeg har været sammen med andre, for at bare føle mig lidt elsket" sagde han næsten lydløst i det, selv om han godt viste at Adam ville kunne høre det "også.. er jeg begynd at drikke igen" tilføjede han og kunne jo lige så godt få det hele ud med det samme