Langs stranden - Katrine

Tid:Aftentid.
Sted:Langs strandkanten.
Omgivelser: Måger, ingen mennesker at se.
Vejr: Overskyet, koldt, en smule blæst.

Solen var ikke til at se, den var langt væk, gemt væk bag gråskyer. Der gik han, fordybet i sine tanker. Det var lang tid siden at han havde følt sig ensom, han var altid omringet af nogen. Det lod til at blive regn, så han havde ikke engang taget sin guitar med. Det var en skam, fordi tonerne ville i det mindste have holdt ham med en smule selskab. Vinden trak i hans brune hår. Bølgerne slog ind over stranden, ramte næsten Mathiases sko. Hans stribede, uld cardigan var knappet hele vejen op, den sad tæt om hans slanke figur. Hans stramme, sorte bukser fik ham til at se umådelig dyster ud. Også den måde hans hænder var i lommerne på, og hans skuldre der var let ludende, og så selvfølgelig de sløve skridt. Men han havde brug for luft. Også selvom vejret var mere elendigt end nogensinde.

hun så sig om med et smil det var længe siden hun havde været på stranden, hun smilede stille og kiggede rundt hun grinede stille hun sad stille og kiggede sig om og smilte. *hvorfor for skulle jeg dog være her mon der er nogle der ville snakke eller noget* tænkte hun for sig selv med et smil på sine smukke læber.

Der var noget der fangede hans blik. En ung pige sad ved stranden. Ikke langt fra hvor han gik. Hans ene øjenbryn hævede sig en smule, en stank af vareulv nåede ham. Let trak han på skuldrene og begav sig over til pigen. Han stoppede op foran hende og sendte hende et lidt anstrengt smil. "Hallo," hilste han stilfærdigt, imens han betragtede hende med et grundende blik.

hun så på ham emd et smil på sine læber og kiggede på ham. ''hejsa'' sagde huns tille og så ham i øjnene med et smil på sine store smukke øjne og kiggede på ham,

Han satte sig ned ved siden af hende på sandet. "Forfærdeligt vejr, hva?" spurgte han og grinede stille.

hun så på ham og viste ikke hvad han ville men virkede høflig over for ham. ''ja det må du nok sige'' sagde hun stille med et smil. hun vite ikke hvad hun endelig lavede på stranden hun så på ham bare med et lille smil på sine læber og kiggede på ham.

En lav klukken lød fra ham. "Hvorfor er du ude i sådan et vejr?" spurgte han brat, pludseligt. Selv vidste han godt hvad han lavede. Samlede tanker, og desuden boede han ret langt væk fra her. Han foldede hænderne over knæene. "Jeg kan godt gå, hvis du vil lades være i fred," sagde han højt og tydeligt, en smule munterhed var der over hans tone.

hun så på ham og smilede lidt, ''nej det fint jeg har været nok i fred her på det sidste'' sagde hun stille og kiggede på ham med et kort smil.

//sorry kreasvigt//