En nat på den "u"lykkelige eng (Ruby)

Tid: Klokken midnat.
Sted: I midten af en masse blomster.
Omgivelser: Masser af blomster og gras.
Vejr: Klart og lidt køligt.

Fuldmånen skinnede uhindret fra en skyfri himmel, de små stjerner der skinnede omkap med den havde ikke en chance. Hun havde aldrig set så smuk en måne, det hjalp ikke ligefrem på hendes humør. Hendes ansigt blev endnu blegere i månens spøgelseslys. Træt satte hun sig ned i midten af en masse blomster, de kildede hendes bare arme. Vor belastende, irriteret rakte hun efter en af dem. Ligeså snart en af hendes slanke fingre greb fat om den begyndte den at synke hen. Ligeså så stille visnede den foran hendes øjne. Med et ondt glimt i øjet plantede hun sine hænder i de smukke blomster omkring hende. Et stille fnis undslap hende da hun havde lavet en ring af død omkring sig. Luften blev tyk med lugten af død der altid fulgte nå hun rørte noget. Inden længe havde hun lavet en ring af død omkring sig. Endelig kunne hun beskue månen og stjernernes skønhed alene, og uberørt. Med et slag af sine store kulsorte vinger fik hun basket asken væk. Et kort øjeblik dansede skyen omkring hende, hvorefter den begyndte sin rejse udover engen. Den hårde jord var langt mere behagelig end noget græs, hun krydsede sine ben og stirrede på himlen uden at blinke.

Ruby lå i græsset. Gemt for folk der kunne være på engen. Hendes påklædning bestod af en løs kjole der gik til knæene. Hun havde bare tær. Hun lå og beundrede en blomst, da egernet kom hen til hende, det bad om nogle nødder. Hun åbnede sin taske og tog en pose nødder frem, og gav det til egernet, egernet begyndte straks at gnaske på dem. Ruby kiggede til den anden side, hendes bur og pile lå der. Hun gik ikke nogle steder ude i naturen uden dem, bare for en sikkerheds skyld. Stjernerne glimtede smukt i nat, og fuldmånen lyste engen lidt op, ikke så der var alt for lyst, men heller ikke så det var for mørkt. Egernet løb væk igen. Ruby indåndede luften, men ligepludselig duftede den ikke som den skulle. Lugten af død, og aske hang i luften. Ruby tog stille sin bue og pil. *Det er sikkert bare nogle børn der brænder blomsterne, men det skal de ikke! Man skal behandle naturen ordenligt!* tænkte hun vredt. Hun rejse sig langsomt op, hun så en lille askeasky agtig ting. Hun gik over mod den, buen var i hendes strakte arme, pilen var klar til at blive affyret.

Hun sad godt, den sorte plet hun havde lavet på jorden var en sjov kontrast til resten af engen. Hun lukkede øjne og lukkede samtidig nattens skønhed ude, men samtidig blev lydene højere. Lyden af græsset der dansede i den stille vind, og en enkel sen humlebi ude for at hente honning. Idylliske og rolige lyde, men stadig det var lyde. Der var i det mindste ikke nogen fugle, fugle gik hende på nerverne. Dem og deres evindelige sang, altid så glade og muntre.
Der lød en rumsteren i græsset, lidt ligesom en der gik, eller listede hen over de månebelyste strå. Hun åbnede øjne og skannede sin omgivelser efter tegn på liv, men fandt ingen. Det var sikkert bare hende fantasi, den havde det med at drille hende. Ligesom alle de folk hun så, som ingen andre så. Hendes finger begyndte at tegne streger i jorden, uden meningen. Tegning var ikke ligefrem hendes stærke side, men hun nød det alligevel engang imellem. Hun hørte det igen, som om der var nogen der nærmede sig. Hun drejede hovedet, og ganske rigtigt der var en person. En skygge der camouflerede sig forholdsvist på den stille eng. Skyggen virkede truende, som beskyttelse trak hun sin ene vinge op over sit hovede.

Ruby nærmede sig langsomt, og så lydløst som muligt. Hun så noget bevæge sig inde i askeskyen. Hun havde buen parat til at skyde. Da hun var kommet helt derhen så hun en silhuet ligge på jorden, det lignede et menneske, men den havde ekstra kropsdele, det lignede vinger. Det måtte være en engel bekræftede hun, men hvorfor ville en engel ødelægge blomsterne? Vingerne på englen var sorte, ligesom englens hår. *Er engles vinger ikke normalt hvide, eller lyse?* tænkte hun. Det så ud som om englen gomte sig bag den ene vinge. Ruby tog sigte, bare for en sikkerheds skyld, og sagde så: "Hvem og hvad er du?" hun var nemlig ikke sikker på hvilken slags engel det var. Hun blev bare stående og kiggede ned på skikkelsen, og det døde græs omkring hende. *Hvem kunne være så ond?*

Hun tittede frem fra sin vinge, en skikkelse stod ved siden af hende. En pil var rettet mod hende, viftede irriteret med hånden. "Man burde ikke have lov til at spørge en person om deres navn når man peger et våben på dem", sagde hun koldt, "at dele sit navn med nogen er et tegn på tillid". Hun pegede på pilen med sin vinge spids, "det ikke ligefrem tillidsfuldt det der", drillede hun. Hun sænkede langsomt vingen, og foldede den om på ryggen.
"Jeg er en engel selvfølgelig", svarede hun med en død stemme. Var det ikke indlysende? Hendes ryg var prydet med et par enorme vinger for pokker. Skikkelsen virkede vred på hende, hvad havde hun nu gjort. Det måtte være et væsen af en eller form.
"Hvad er du?", hun ville ikke spørge om navnet, hun havde selv lige sagt at det var et symbol på tillid, og hun regnede ikke med at personen stolede på hende, den havde rettet et våben mod hende. Hun vidste ikke om det var en ham eller en hende. Stemmen havde været for vred til at hun kunne identificere. Hun plukkede en blomst der var i udkanten af cirklen, smilede da den visnede i hendes greb og til sidst blev til aske.

*Nå. Så hun vil ikke fortælle mig hendes navn, og jo, jeg havde jo gættet at hun var en engel. Men en normal engel er hun altså ikke.* tænkte ruby stille. "Jeg er Elver," sagde hun koldt, hun kunne ikke lide den måde hun havde dræbt blomsterne og græsset rundt om hende. Hun trak det løse hår bag ørene, så kunne hun hører hvis der kom andre. Hun sænkede stille buen. Egernet kom hoppende, og kravlede op på hendes skulder. Ruby holdt sig for næsen. Englen stank af død, og ondskab, en lugt som Ruby ikke kunne fordrage. Egernet klamrede sig mere til Ruby end det plegede. Hun forstod ikke helt hvorfor. Hun satte sig ned overfor englen. "Hvilken slags engel er du så," spurgte Ruby, med et dræbende blik.

"Hvis du absolut vil vide det er jeg Hunger", falsk morskab forvrængede hendes stemme. det var ikke helt rigtigt. Det var dog det navn hun havde givet sig selv. Det passede til hendes evne. "Jeg er bare en engel.. Er der forskellige slags?", denne gang lød hendes stemme nysgerrig, og en smule bange. Hun ville helst ikke skille sig mere ud end hun allerede gjorde. En busket skikkelse på elverens skulder fangede kort hendes opmærksomhed. Et egeren, var de normalt ikke ret sky? Når ja hun var jo elver. Hun kiggede ængsteligt på pilen, hun skulle komme tæt på for at gøre skade. Buen gjorde det ret besværligt, hun ville have en fin pil gennem hjertet inden hun ville være ende for rækkevide. Nogen gange var livet bare besværligt, og hvad var det for noget vrøvl med flere slags engle?
Hun rejste sig op, og kiggede ned af sig selv, ingen pile, så langt så godt. Hun viftede irriteret med vingerne, sorte fjer faldt fra vingerne. Nye groede dog hurtigt frem, det skete nærmest vær gang hun blev irriteret eller frustreret.
Elvere, hun havde ikke mødt sådan en før. Selvom denne her pegede på hende med en pil var hun dog alligevel nysgerrig. "Hvorfor er der et egern på din skulder?".

*Hun kender da godt nok ikke til meget om hendes egen race..* tænkte Ruby. Hun strøh en hånd gennem sit hår, hun kedede sig. Hun strøg en hånd over egernets ryg. Hun kiggede på englen. "Hunger" mumlede hun lidt for sig selv,hun tænkte lidt over navnet. Det lød ikke særlig rart. "Du ved altså ikke at der er forskellige slags engele?" sagde Ruby med en træt stemme, hun havde næsten ikke overskud til dether. "Altså, nu skal du hører, der er 3 slags engle, der er de normale, så er der skytsengle, og dødsengle. Jeg tror du er dødsengel," sagde hun stift, og sendte et dræbende blik på hende, og kiggede så ed på den afbrændte cirkel omkring hende.

"Dødengel huh?", sagde hun med en tone der matchede elverens, "det passer squ nok meget godt". Tre slags engle, hun havde aldrig hørt om dette. De få engle hun havde mødt havde dog heller ikke været så snaksaglige. Hun hørte elveren elveren mumle hendes navn. " Jeg er Hunger", forklarede hun kort, og sagde det på sådan måde at 'er' blev understreget. Hun grinede svagt da elveren kiggede på ringen af død hun havde lavet. "Undskyld elver-tøs, men alt det der blomster flider-flader gik mig på nerverne", sagde hun stor smilende. Hendes øjne glimtede ondt da hun kiggede på egernet. De irriterede hende grænseløst at elveren vidste mere om hedes egen race end hun gjorde. Bare hun kunne give igen, men hun vidste igenting om elvere. Bare hun gad fjerne den bue, den begyndte at gå hende på nerverne. Hun skulle bare lidt tættere på, hun tog et skridt fremad.

Hun tog buen frem igen da hun begyndte at gå fremad, "Du blir bare hvor du er," sagde Ruby bestemt. Hun kunne se at englen ikke kunne lide at Ruby kendte mere til hendes race en hun selv gjorde, hun grinte ved tanken. Det var godt at der ikke var så meget at vide om elvere. Hun smilede ved tanken. Hun strøg igen en hånd over egernets ryg. Hun kiggede op 'Hunger', hun havde sagt at hun var hunger, noget kunne tyde på det. Hun kiggede ondt på hende, hun hadede når folk var onde ved naturen.

De der onde blikke begyndte at gå hende på nerverne. Kunne hun ikke finde på noget bedre, som.. Ja det vidste hun ikke. Hun overvejede hvad hun skulle gøre, elveren var ikke sjov længere. Hun foldede sine vinger ud, den kvalte lyset fra månen og badede dem i skygger. Hendes øjne glimtede, "farvel, det var knap så hyggeligt at møde dig". Med et slag af de enorme vinger sprang hun op i luften. Græsset blev trykket fladt mod jorden da vingerene pressede luften ned af. Uden et blik tilbage lod hun elveren stå, bare elveren ikke ville skyde efter hende.