What's up? (Sjaimon)

tid: 2:59
vejret: Stjerneklar månen skinner over stranden.
omgivelser: Ingen mennesker og ellers bare træer langs den lange brede strand.

Bølgerne slog ind imod strandens kant i den evige gang. Dette sted var fredfyldt for næsten ingen mennesker gik normalt her, især ikke på denne tid. Det var det som tiltrak Crasie. Hun elskede de fredelige steder, hvor mennesker eller andre væsner ude over naturen har været der. Crasie satte sine sko i sandet og lod sine bare fødder mærke den bløde sand. Hendes hættetrøje var trukket godt over hovedet og henlagde hendes ansigt i mørke. Det eneste man kunne se af hendes ansigt var de runde ozzy osbourner briller, som genspejlede alt tilbage. Hun sukkede let og lukkede øjnene for en stund, mens hun havde hænderne i sine lommer. Hun begyndte at gå stille roligt ned af stranden, mens hun var lukket i en form for trance. Hun var ikke særlig opmærksom på sine omgivelser nu, for hun regnede med at ingen ville komme her, hvorfor skulle de også? Når man så hende ville man nok først ligge mærke til en ting, hun var ret lille. Hun var kun de 145 cm høj. Men selvom mange skulle tænke at det var en dårlig ting for hende, var det faktisk godt. For folk ville så tit meget mere undervurdere hende, og det gjorde det så meget lettere at overrumple dem. Hun gik stille ned af stranden mens hun havde sin stok i sin ene hånd. Det var en tynd sort stok, sådan en som gamle magtifulde mænd før hen i tiden gik med. For enden var der også en metalfigur, men den var skjult under hendes hånd.

Sjaimon mærke den bløde sand under hans fødder mens han løber. Han mærker hvordan hans egen puls steg for hver gang han satte farten op. Han mærker krops varme et sted ved stranden. Han sænker farten ned og ser i retningen imod personen som gik længere fremme. Personen gik bare stille og roligt videre, det virkede ikke til at vedkommende var særlig opmærksom på sine omgivelse. Så ligger Sjaimon mærke til en anden ting, personen var ret lav. En tanke røg igennem hans hoved et barn! Han satte farten op igen og hans brune øjne lyste af blodlyst, men så kunne han fornemme at det var en dæmon, og dæmon havde større kræfter. Det måtte betyde en ting, at den var ikke et barn. Han mærkede hvordan skuffelsen kom op i ham. Han havde så meget lyst til at spise nu især et barn, intet var bedre end den sukkersøde smag af et barn. De uskyldige øjne og de uskyldige skrig var en god bonus ved siden af. Han satte farten op igen og løb tættere på hende.

Crasie gik i sin egen verden, men blev vækket op af den ved lyden af fodtrin. Hun vendte sig om og kiggede på den nyankommende. En jogger? På denne tid?? Luften blev fyldt med duften af dæmon. En grimasse skar på hendes ansigt, men heldigvis kunne man ikke se det for hendes ansigt var fuldstændigt mørkt, undtagen hendes briller som genspejlede løberen i et gulligt skær. Hun tog stokken foran sig og lagde begge sine hænder på stokken og så afventende på dæmonen. Hun betragtede også hans udseende, han virkede ret høj. Så han var nok rime selvsikker og ville helt sikkert undervurdere hende. Et smil kom på hendes læber og hendes tænder blev blottet. Hun havde sylespidse tænder og selvom hendes ansigt var mørkt, så lyste hendes tænder alligevel op på hendes ansigt. Hun var nok ikke så venlig stemt som hun plejede at være, for hun var forstyrret i sin fredelige tur. Men det kunne alligevel ende til at blive sjovt, hvem ved? Et ordsprog som Crasie altid sagde til sig selv, var at man ikke skal bedømme en bog på omslaget. Men dog kunne Crasie's anden personlighed Isabella kunne godt lide hvordan denne dæmon så ud, og ville meget gerne komme til men Crasie holdte hende i skak. Det ville ikke være godt at hun blev Isabella, når dæmonen måske viste sig til at være fjendtlig sindet.