Who are you? - Andie [xxx]

Tid: Efter mørkets frembrud.
Sted: Andies bordel, inde på hans værelse.
Vejr: Overskyet og køligt.
Omgivelser: Bordellet? xD
Dato: 24. September, 2011.

Den varme ånde gled usynligt ud imellem de blege læber, der var en del af et endnu blegere ansigt, som engel ejede. Hun sov. Men en svag sitren i øjenlågene brød denne illusion og ganske langsomt blottedes de mosgrønne øjne.

Hvor var hun?

En masse farver sitrede for hendes blik og straks lukkede hun øjnene igen. Farverne glimtede for hendes øjne og gled sammen i et forvirrende billede. En mand med krystalblå øjne og mørkebrunt, gråsprængt hår løftede sin udstrakte hånd og langede den mod hende og billedet forsvandt.
"Er du okay?"
Et nyt billede manifristerede sig for hende: En pige med håret farvet kulsort og alt for meget eyeliner, løftede sin skælvende hånd mod hende. Så trak hun den til sig og var væk, puff, som dug for olen. Farverne gled ud, blev sorte, men mørket begyndte at blive lysere og så var det helt cementgråt. Det gik op for englen at hun befandt sig i en smal, lavloftet gang. Det krøb sammen om hende, sveden piblede frem og tårerne kom og tvang væggene endnu tættere på. Angsten angreb hende bagfra og fik hendes hjerte til at slå hårdt. Og så løb hun. Væggene klemte, gav hende luftbesvær, men hun blev ved med at løbe på sine stærke ben. Så ramte hun væggen og gangen forsvandt.
En kvinde med bekymrede, brune øjne begyndte at tage form for hendes blik. "Såså, skat.." hviskede hun og forsvandt i en kaskade af flammende rødt hår, der blev ædt af mørket.

Et fjernt vindpust hviskede et navn, et navn englen åbenbart ejede. "Christabel.." gentog hun tøvende. "Christabel." sagde hun denne gang med mere styrke. Christabel satte sig langsomt op i den kongeblå seng og lod blikket løbe rundt i værelset. Hun lukkede øjnene og prøvede at huske hvor hun var, men det var bare en sort grød. Hvad hun lavede her? "Jeg ved det ikke.." svarede hun sig selv. Hun kravlede ud af sengen og gjorde gestus til at gå, men hun blev stoppet af den person der sad på den kongeblå seng og studerede hende - troede hun -, og straks gennemsøgte hun sin hukommelse for at finde ud af hvem denne person var, men også dette vidste hun ikke.
Hun stod længe og studerede manden: Han havde mellemblond, krøllet hår og bar en hat. "Christabel.." mumlede hun fjernt. "Jeg - er - Christabel.." Hun rømmede sig og gentog sætningen et par gange, og til sidst kom den sammenhængende ud.
"Hvad laver jeg her?" spurgte hun tøvende og kneb øjnene sammen på en lettere truende måde. "Hvem er du?" spurgte hun langsomt. Stemmen var fløjlsblød, men på samme tid iskold og faretruende. Det hun ikke selv var klar over, var at denne mand havde reddet hendes liv.
Hun rettede ryggen, det korte, røde hår sad uregerligt. Hun var iklædt en sort t-shirt med det karakteristiske "where is the love?"-spørgsmålstegn og ved siden af sengen lå et par ramponerede, sorte converse, som var halvt gemt af en mørkelilla hættetrøje med en masse sorte kranier. De lange, lettere fyldige ben var iklædt et par grønne bukser med sorte tern. Hun havde et par sorte converse-strømper på og begge hendes håndled var beklædt med nittearmbånd af forskelligt udseende og observans. Hendes mosgrønne øjne var omringet af sort, men ingen af de netop beskrevne ting, gav hende en identitet, bortset fra den hun netop havde givet sig selv.

Christabel...

Andie kiggede på pigen der sad i hans seng. Hun var tydeligvis forvirret, eller også havde hun mistet hukommelsen. Han havde fundet hende ude på vejen, helt forkrøblet og kold, så han havde bragt hende med indenfor. Hun virkede ret så omtåget, og hendes svar virkede ikke ærligt i hans øre. Måske vidste hun det bare ikke selv. Hun mindede ham om en eller anden, men han kunne ikke helt placere hende. Det var lidt svært. Jo, hun mindede faktisk lidt om Rosalie af udseende. Ikke meget, men en lille smule.
Han kiggede lidt på hende, lagde en hånd på hendes kind. "Hvorfor lå du derude, og ikke derhjemme hvor du hører til?" Hans stemme var blød og beroligende. Han kiggede hende i øjnene. De var så uskyldige at se på. Den lille pige, hvorfor så hun så uskyldig ud? Han rettede på sin hat, og tog så en smøg frem fra en lomme. Tændte den hurtigt med den billige lighter fra tanken.
Han rettede igen sit blik imod pigen, der bare var der. Han havde reddet hende, så hvad ellers skulle han gøre? Han kunne jo ikke smide hende ud, så bette en tøs. Istedet havde han givet hende et værelse ovenpå. Han manglede bare at vise hende det senere på aftenen. Hun kunne jo evt. arbejde der når hun blev ældre. Det ville passe ham helt fint hvis det blev sådan. Så ville det også gå op. Han gav hende husly, hun arbejdede det af hos ham. Det ville udemærke sig helt fint i hans regnskaber.
Han kiggede lidt bøvet på hende. "Nå? Hvad siger du til at blive her, istedet for at sove ude på vejen?" Han tog endnu et sug på cigaretten. Inhalerede. Pustede ud. Som så tit når han røg en smøg.

Christabels øjne begyndte at blive lettere forvirrede, fraværende og meget, meget tågede. De mosgrønne øjne blev dækket af et vådt lag, som om hun netop havde blinket mens hun havde en tåre i øjet. Okay, han havde ikke svaret på hendes spørgsmål. Var han døv eller sådan noget? Pludselig var hans hånd på hendes kind og hun havde lyst til at daske den væk, men det virkede underligt beroligende på hende. "Mh.." sukkede hun langsomt, men hans stemme afbrød hende: "Hvorfor lå du derude, og ikke derhjemme hvor du hører til?" Stemmen var så blød, så tryg... Den ville hende intet ondt, kun berolige hende og kramme hende og sige at det nok skulle gå... Hun løftede blikket fra hans brystkasse og kiggede direkte ind i hans fantastisk smukke øjne. "Hvor ude?" spurgte hun og lod sig langsomt glide væk fra hans berøring. Hun trådte et skridt bagud. Og han fandt en smøg i sin lomme og tændte den. En gammel lyst tændtes i Christabels bryst, som om hun førhen havde røget. Den stærke lugt af nikotin fyldte hurtigt lokalet.
Og så var hans fantastisk dybe øjne der igen. Men de virkede mere... sådan... mærkelige på hende. Som om de skjulte en med en mindre IQ? Men, okay, han havde ikke svaret på nogle af hendes spørgsmål, så måske var han lidt... mindre intelligent end han udgav sig for. "Nå? Hvad siger du til at blive her, i stedet for at sove ude på vejen?" Og i dét han sagde det, fik Christabel lyst til at fare frem og smække ham en, han skulle ikke bare gøre sådan mod hende! Hun følte sig så mærkeligt underdanig i nærheden af ham, men hvorfor? En dum sort grød. Hun lukkede øjnene i, åndede ind gennem næsen, ud igen. Så gled øjnene op og hun rettede blikket mod tøjet på gulvet, hvorefter øjnene hurtigt flakkede tilbage på ham.
"Hvem er du?" Ikke fordi det vedkom Christabel, men hun ville gerne vide hvis seng hun var vågnet i. Og hvorfor hun overhovedet var vågnet der: "Hvor er jeg?" Alle de spørgsmål der rugede bagerst i hende hoved gad hun ikke stille. Det var spild af ord. Hun rystede igen på hovedet, for ligesom at glide tilbage til dér hvor hun stod nu. "Er det mit tøj?" spurgte hun og pegede på hættetrøjen og de sorte converse, hvor der stod 'Off' på den ene sko og 'spring' på den anden. Hvem var Offspring? Shit...

Han pegede på sig selv, lettere humoristisk. "Mig? Jeg er Andie, og dette sted er La Rosetta, det største bordel i landet." Han smilede. Hver gang han udtalte det navn. Han kom til at tænke på den fineste blomst i hans have. Hans rose. Hans sorte rose. Men nok om hende da, for her stod der et forvirret pigebarn, og spurgte ind til sin position. Han pegede på hendes tøj. "Det der? Jada, du tror da ikke jeg bruger så lille en størrelse?" Han rejste sig i det stive jakkesæt, og stod i sin fulde højde, askede på gulvet. Som om det var hans eget... Vendt, det VAR hans eget.
Han gik hen til pigen, strøj hendes kind. "Nå, kan du så fortælle mig, hvorfor du lå ude på gaden? Du er da for ung til at drikke, eller hvad?" Et varmt smil gled hen over hans læber, oplyste hans ansigt på en spøgelsesagtig, men samtidig ganske levende måde. Lyset gik. Lokalet var mørkt. Han var ikke bange for at vise mennesker sine evner. Hvis hun da var et menneske. Et lyn føj ud fra hans ene håndflade, og endte i lampen i loftet. Den blev tændt igen, med et ordentligt glimt.
Endnu et smil undslap hans læber. "Du har måske set den slags før? Eller var det mere sært end som så?" Hans smil så næsten unaturligt ud. Unaturligt smukt. Og endnu et lyn føj ud af hans håndflade, omsvøbte pigen og forsvandt. En vis varme gled igennem rummet, da det havde bevæget sig rundt. Hans evne. Ufatteligt skræmmende, hvis man var dødelig. Og meget ubehagelig hvis man var udødelig. Han så på hende, med et let fraværende blik. Som var han et andet sted. Han mindedes fortiden. Om alt det han havde gjort og udrettet, alt det han ikke havde gjort rigtigt. Han havde gjort en del både forkert og rigtigt.
Han havde ansat Rosalie. Godt. Han havde planer om at fri til hende. Endnu bedre. Om det ville gå? Han kunne ikke se i fremtidens slørrede spejl. Kun få kunne således. Han havde planer. Planer om at fri til hende, at de skulle giftes. At de skulle være sammen. I lang tid. Og det slog ham nu, at han faktisk havde meget at nå. Men han havde også en evighed. Ikke det slemmeste. Og han havde meget at nå, til når han skulle rejse væk med hende. Til Prag, den gyldne stad. Og sikke en romantisk by. Den slog, ifølge Andie, helt klart Paris. Og at han skulle afsted snart, med sin elskede Rosalie.
Han kunne efterhånden ikke forstå, at der skete så meget om ørene på ham. er var så meget igang. Sikkert også en masse bag hans ryg, som alverdens ludere og så videre planlagde på hans bordel, men han var optaget af andre sager.

Christabels blik gled ned over Andies krop. Hvorfor skulle mænd med succes, gå i tøj, de hverken brød sig om eller syntes var flot? Pludselig gled en flig af menneskelighed ind over hende, som var det et spørgsmål hun havde stillet sig selv tusind gange før. Så lagde hun mærke til at han snakkede, og hun rømmede sig kort, hvorefter stemmen sivede ind til hende og omfavnede hende, fortalte hende hvem han var, og hvor hun var. Så hentydede han til det tøj der lå på gulvet. Et kort sekund, gled en kort grimasse i frygt ind over hende. Hvis han havde taget dét tøj af hende, så kunne han ligeså godt også have taget det andet af hende? Hun forstod ikke helt alle de principper mænd havde med kvinder. En kvinde var ikke nok, nej, der skulle være to, tre, hundreder og atter hundreder! Men det var ikke fordi Christabel havde noget imod det - hun gad ikke kærlighed. Det var en følelse, en følelse var en kemisk reaktion, som hjernen reagerede på og kunne påføre en smerte, som også bare var en følelse. Så hårdt kunne det tegnes op. Det var reaktioner, man reagerer naturligvis på dem, men ikke altid lod hun dem overtage sin krop, hun havde kontrol over sine reflekser, og det vidste hun tydeligt, da han rørte hendes kind. Ingenting gled henover hendes ansigt, hun blev stående, tom og.. tom. Intet andet end det. Så kiggede hun lige op i Andies ansigt, for at bevise hun var tilstedeværende, da han spurgte hende om det med en gade... Hvilken gade?
"Jeg ved det ikke." svarede Christabel iskoldt og trådte endnu et skridt bagud, så hun nu cirka stod i midten af rummet. Så smilede han, varmt og trygt, men det rørte hende ikke. Så sortnedes hendes blik, i det et svagt smæld hørtes, og så mærkede hun hvordan et lysglimt smældede for hendes blik, men hun reagerede ikke det mindste på det. Så spurgte han hende om noget, og hun rettede fraværende blikket mod ham: "Hva'?" spurgte hun og stirrede stadig koldt på ham, da lynet lagde sig om hende som et tæppe. Hun bed ikke mærke i smilet, hun vidste ikke hvad skønhed var, hun vidste ikke hvad ubehag, uskyld, glæde var. Hun vidste ikke hvad en følelse var, udover det var noget materialistisk, man selv tegnede op og valgte at reagere på.
Christabel kiggede op på Andie, så slikkede hun sin underlæbe, den var lettere tør. Hun kiggede på ham, men så gled hendes blik v
æk, hun bevægede sig hen til sit tøj og trak det op i sin farm, skoene holdte hun i højre hånd. "Tak for hjælpen. Må jeg gå nu?" Stemmen var ramt af en monotomitet, ingen pige kunne besidde, på den måde Christabel gjorde. Men det tænkte hun ikke over, hun tænkte bare på hvordan hun skulle komme væk, der var.. noget.. i luften. Vi mennesker ville beskrive det som ubehageligt, men det vidste Christabel ikke hvad var, så hun ville prøve at se, om hvis hun gik, om det så blev bedre.