Isn't it dark enough? - Christabel {Sex, lol}

Tid: 21:23
Sted: Stranden, lige i vandkanten.
Vejr: Skyfrit, man kan se få stjerner.
Omgivelser: Kun Christoph... Så vidt han ved.
Påklædning: Et par udslidte jeans, en meget stor hættetrøje med en smadret lynlås, som vinden tager fat i.

Lugten af saltvand piskede rundt i vinden, der hylede i de få træer der var. Sandet fløj rundt til alle sider, båret af vinden. Og sandet stoppede næsten i luften. Det bevægede sig langsomt. Og der, midt i det hele, stod han. Drengen, med en krop som en ungdommens gud. En dreng, ved navn Christoph. Hans trøje stod nærmest stille i luften. Kulden omkring ham var unaturlig. Unaturlig og sørgelig. Han kiggede ud over vandet. Solens allersidste stråler, inden de forsvandt ned over horisonten. Og han mærkede luften omrkign sig, hvordan det var som frosset i tiden. Hans evne havde udviklet sig igennem de sidste uger. Han kunne styre det. Det hele. Og han gjorde det godt. Han mærkede et sandkorn på sin kind, efterfulgt af flere.
Og lige så stille, bevægede alting sig igen. Hurtigt. Som altid. Og han nød luften, der piskede ham i ansigtet. Hans trøje, der blæste op. Hans krop, der blev blottet for jorden, så han kunne ses. Hans smukke, yndige krop. Maskulin, men samtidig så fin og yndefuld. Ikke klodset, men blot... Skåret til. Som havde han selv bestemt det. Hvordan han skulle se ud og være som person. Som havde han valgt tid og sted omkring sig, da han blev skabt. Han gik ud i vandet, med en stilhed kun set hos de fineste rovdyr. Og han trådte ned på det fine sand, som var han bange for at ødelægge en smuk mosaik. Han gik ud til knæene, og så stoppede vandet pludselig. Nej, det frøs til. Vandet frøs til under hans fødder. Han gik ovenpå. Han koncentrerede sig.
Evnen til at gå på vandet var sjælden, men ikke i denne form. Han frøs bare overfladen. Det var for ham, lidt blær. Og pludselig kom han løbende. Jack. Drengen, han så tit snakkede med. Drengen, han troede eksisterede. "Hej! Jack, herude!" Jack kiggede imod Christoph, og smilende løb han ud til ham, og kravlede op på isflagen. "Hva' så dér, Christus?" Christoph smilede til drengen, der var på hans alder. Han gav ham hånden, og kiggede ud imod horisonten. Solen var gået ned. "Hva' så selv, Sparrow?"
Christoph havde den indbildning, at kælenavne var noget der skulle have et eller andet med navnet at gøre. Og ærligt talt, så var Sparrow nok det første der faldt ham ind at kalde sin "ven", Jack.