Saltvand

Dato: 20 december
Dag: Søndag
Tid: 21:51
Vejr: Blæst, saltet luft, koldt, en smule frost.
Sted: Stranden, lige udenfor klipperne.
Omgivelser: Sand, tang, havvand, sten, ingen mennesker.

Eolith så ud i havet. Han sad alene og var for en sjælden gangs skyld ikke ude på jagt. Selvom det var sent, havde han ikke lyst. Han sad bare og betragtede bølgerne, der for ham syndes at blive højere og højere. han sukkede, men uden at rette blikket væk.

Elisabeth hørte det brusende vand, og rynkede svagt brynene. Hun havde gået sig en tur, i de senere aftentimer, og nu forholdte det sig sådan, at hun var havnet ved stranden. Det var alligevel et godt stykke fra hendes hjem, men det generede hende ikke. Elisabeth var klædt i en, hvid lang ærmløs tætsiddende trøje, mørke tætsiddende bukser, og en lang gardigan som stod løst, og gik hende til lidt under røven. På hendes hoved, var der blevet placeret en alpehue, af en slags, og ellers bar hun rundt på en smøg i den venstre hånd.

Eolith bemærkede ikke faren nærme sig, da han ikke fokuserede på sine omgivelser. han så ud i havet, og var nærmest i et med det, fordi han havde stirret på det så længe. Han havde siddet der nogle timer, kun for at tænke og tænke.
han sukkede, før han endelig lukkede øjnene.

Elisabeth sorte støvler, slæbte sig hen af sandet, og den knasende lyd, gav nærmest genlyd i hendes øre. Elisabeth inhalerede roligt, før hun pustede røgen ud af næsen, og så så op. En sær, men behagelig duft, havde fanget hendes opmærksomhed. Hun var stadig rolig, men ivrig efter, at finde ud hvilken engel det var. Måske var det hendes engel. Hendes ven.

Eolith kom af en eller anden grund til at tænke på vampyre midt i sine ellers rolige tanker, og åbnede så øjnene. Han så sig omkring, hvor der var intet at se, og rejse sig op. han børstede sand af tøjet og forsøgte at finde ud af, hvor hans fornemmelse ledte hen. Han gik forsigtigt i rolige skridt, og trak sine vinger ud, i tilfældet af, at der skulle ramme ham et angreb.

Elisabeth gik selv roligt, og måtte ærligt indrømme, at hun var skuffet over duften. Det var ikke englen. Elisabeth inhalerede, og besluttede sig, at hun alligevel godt kunne trænge til lidt selskab. Elisabeth var anderledes end de andre vampyre, hun havde mødt her i byen; Hun holdte sig til dyr, og nægtede, at bide mennesker eller andre væsner. Da Elisabeth så op, efter at have kigget ned i det blide sand et stykke tid, fik hun øje på englen.

Eolith så ud mod intetheden og blev stille. Han kunne altså mærke noget..
Han vendte sig om igen, men stoppede brat op på stedet. Igennem mørket, kunne han se hende stå derovre for sig selv. vampyren. Hun så ikke ud af så meget, men hvad skulle han regne med. det lignede næsten, at hun ville ham noget, og han blev derfor stående, og nærmest ventede på hende.

Elisabeth inhalerede, før hun pustede røgen ud igennem munden, i fine små ringe. Elisabeth rømmede sig derefter, og gik mod englen. Hun ville ham ikke noget ondt, så tanken om, at han måske troede det, havde ikke strejfet hende. "Godaften," sagde hun i et roligt toneleje, før hun sendte ham et kort smil. Lidt efter stillede hun sig en meter eller to fra ham, og betragtede ham.

"Godaften" Svarede han høfligt og kom hænderne i sin korte, brune skinjakke. Han var rimelig overrasket over hendes hilsen selv, men blev da en smule opmundret nu, da han fik selskab. Hvis hun var kommet for at bide ham, gjorde det ikke længere noget, bare så længe det ikke betød, at han ville dø af det. "Her er ret ensomt herude.." Tilføjede han så, og så på hende.

Elisabeth inhalerede roligt, før hun nikkede. Elisabeth begyndte at gå, og forventede egentlig, at han fulgte med hende. "Skal vi gå?" spurgte hun høfligt, før hun vende sig mod ham. "Hvad mener De med ensomt? På grund af mørket eller?" spurgte hun derefter roligt, da de var begyndt at gå. Elisabeth havde ikke tænkt sig, at bide ham, selvom han da duftede særdeles indbydende.

//Undskyld tiden. Min computer gik ned -.-

"Også det.." Svarede han stille, og fulgte hendes skridt. Han så lidt ned, mens han varmede sine hænder i lommerne. Han tænkte stadig på det med Yo, og kunne bestemt ikke få det ud af tankerne, selvom han prøvede.
"Såeh.." mumlede han lavt og så op på hende "Hvorfor går du herude? Det er jo ikke ligefrem fordi der er nogen mennesker herude..?"