På arbejde Aeron

Tid 16:24
Vejr lyst og vindstille.
Sted på café lufa et sted i La Sunisha.
Omgivelser ikke så mange folk på cafén.
Påklædning Sorte jeans, t-shirt. Slidte tennis sko.

Clary plejede altid at møde tidligt på arbejdet, men i dag var det en af de få dage hvor hun kun skulle arbejde i tre timer. og hun havde allerede kun arbejdet i de to af timerne, indtil videre.
Hun smilede for sig selv, i mens hun serverede noget kaffe og kage for et par.
Eller bare for nogle som var på en date eller bare noget lignende. Men hvad vidste hun, hun gik hurtig ud i køkkenet for at tage sig noget vand, inden hun gik tilbage igen for at servere noget mere. Der kom altid spændende mennesker på caféen men altid mest omkring fire tiden, men det gjorde nu heller ikke noget. Man kunne få snakket og hygget sig.
Det blonde hår hang i en fransk fletning ned langs højre skuldre, den daskede lidt i
mens hun gik og serverede mad, kaffe og kage for de forskellige folk som kom til caféen.

Det var en normal dag, på et normalt tidspunkt, da en ung mandsperson, med yderst normalt ydre valgte at træde ind i cafen. Ligeså normalt så han rundt, på de udsædvanlige almindelige mennesker som sad og snakkede. Intet skilte sig ud. Intet så ud til at fange de mørke øjne.
Alt var godt. Alt var normalt.
Ved første øjekast.
For når man, med garvet sind så rundt, lå der alligevel ting, som det normaliserende ydre ikke formåede at skjule til fulde.
Ofte var det øjnene, en bevægelse eller for særpræget aura der fangede de mørke øjne og vakte den unge mands opmærksomhed. I dag var det dog ikke nogle af de tre eksempler der var skyld i mandens interesse, men stemningen.
Selvom der ikke var så mange mennesker til at opretholde en stresset dirren i luften, var der alligevel for mange til denne søvndyssenhed, som der til stede netop nu. En behagelighed, som virkede for unaturlig. For glad og for god.
Og selvom disse tegn i sig selv ikke er dårlige, vidste han, at det alligevel kun betød en ting.
Der var væsner, muligvis kun et, tilstede. Og et væsen, var og blev, et for mange.

Uden at bryde mønsteret af et normalt billede, satte han tavst kursen mod baren(skranken..). Som ville han, normal som øjet så det, blot bestille noget mad eller drikke. Dette var dog ikke hele sandheden..

Clary rettede sig op, da en ung mand trådte ind på caféen, en person hun aldrig rigtig
havde sæt før. "Shea skal jeg?" Spurgte hun en anden servitrice "han kommer vist selv
op og bestiller Clary" sagde Shea kort og kiggede ned på den fremmede. Clary nikkede
blot som et okay, "Clary bord tre og syv har begge bestilt kaffe tre til bord tre og fem til
bord syv" sagde Shea og rakte hende en bakke med kaffe. Brændende varm kaffe, som
Clary nænsomt tog imod. Hun gik roligt forbi den fremmede hvor efter hun havde kurs
ned mod bord tre som altid plejede at lægge nærmest, "her er jeres kaffe" sagde hun
hvor efter hun stillede tre kopper kaffe foran tre, virkelig trænede mænd som bare
brummede som tak. Clary forsatte der næst ned til bord syv for at aflevere det sidste
fem kopper kaffe.

Den mørkhårede strejfede den lyshårede tjener, da de passerede hinanden, så bakken vippede ganske let, og de resterende kopper klirrede.
Personen synes dog ikke at bemærke det, for denne forsatte uforstyrret op, hvor bestillingerne kunne modtages.
Der stod en anden kvinde, som de mørke øjne flygtigt fløj over. Intet af interesse.

"Jeg vil godt bede om noget at drikke.."
Selvom ordene i sig selv var høflige, passede tonen i stemmen ikke til ordvalget. Ikke at de var en hård eller for direkte tone han brugte, den var bare... Ligegyldig. Som om han egentlig ikke havde behov for noget som helst, og bare var endt her. Endestationen han aldrig havde ønsket at nå.
Den unge mand flyttede vægten til den anden fod, i det øjnene atter gled til siden, søgende. Efter et sted at sidde uden tvivl. De endte i hvert fald ikke på tjeneren, Shea.
Tilsidst synes øjnene at have fundet et tilfredsstillende sted, for han henvendte sig atter ligegyldigt til den betjenende.

"Gider du sætte det over til det bord der?"
Den mørkhårede viftede af et bord, der stod mere eller tilfældigt i caféen. Uden svar vendte han sig, og gik atter bort fra baren. Kursen var dog ikke sat mod bordet, denne netop havde udvalgt, men derimod uset sat mod tjeneren med bakken...
hunkønsvæsnet med det lyse hår.

"Værsgo" sagde Clary da hun havde sat det sidste kop kaffe ned på bord syv, men hun forventede ikke lige frem et tak fordi hun havde leveret det de havde bestilt.
Men det var godt det samme, hun smilede for sig selv og tog roligt bakken som hun havde haft kaffen på, hvor efter hun forsatte op mod baren. Hun lagde mærke til den mørkhårede mand, som vist nok kom mod hende? Var det ikke ham hun var stødt lidt ind i på vej der ned?
Det kunne det jo godt være, men det bekymrede hende ikke lige frem.
Det ville mere bekymre hende hvis caféen blev sagsygt for et eller andet, hun elskede jo at arbejde her. Og at være sammen med mennesker var jo noget, hun godt kunne lide.
Det var ikke lige frem fordi hun var et af de mest farlige væsner, i hvert fald vidste chefen ikke en gang hvad hun var. Hellere ikke lige frem Shea vidste det.

Hun havde netop vendt ryggen til bordet. Forladt de varme kopper, i kundernes varetægt og taget bakken med tilbage, da de stod overfor hinanden. Eller, var inden for hinandens rækkevidde. For han stoppede ikke, men forsatte uhindret frem. Øjnene placeret mod gulvet, i en ubrydelig kontakt.
En fod foran den anden, i en glidende gang over det belastede gulv. Uset var hans handlinger. Lette og præcise, og den lyshårede ville da heller ikke bemærke denne handling, før han atter var på den anden side af hende.
Ja, faktisk ville det ikke være sikkert at noget ville røbe ham, muligvis ville hændernes hurtighed ikke være til at mærke. Hvis alt gik godt, ville hun intetanende forsætte frem mod kollegaen.

Men det ville være for nemt. For enkelt. Så selvfølgelig måtte hun lægge mærke til det. Opdage det. Eller i hvert fald have chancen for det.

For manden, den unge mørkhårede person, der absolut ikke havde kendskab til nogle eksistens der befandt sig derinde, tillod sig at lade en lille hårtot falde ned foran øjnene på tøsen. Og hvis, heldet tilsmilede ham, ligge sig på den tomme bakke. Hårtotten ville være blond. Og minde ekstremt meget om tjenerens eget hår.
Og hvis hun så dette, og indså at det netop var noget at hendes eget hår, der sirligt var skåret af uden hun havde bemærket det, ville hun så vende sig om?
Hvis dette ville være tilfældet, ville hun se ryggen af en roligt gående mørkhåret person, gå mod bordet, han før havde udvalgt.
Og i sin venstre hånd, ville resten af hendes afskåret hårtot være. Skinnende til hende, som det smil, hun ikke ville kunne se.