yes! I'll eat you op, boy - Jacob

Dato: Irl. 10/10-11
Dag: Mandag
Tid: Forholdsvis om natten, mellem 00 og 03.
Årstid: Efterår
Vejr: Det blæser, nattehimln er skyfri og månen er hel, tempaturen er lav, som en vinternat.
Sted: Standen i La Sunisha
Omgivesler: En lang stran der rækker længer end øjet kan se, havet er stort og vandet er blåt, der er intet på den anden side, kun hav så langt man nu kan se, bag stranden er der klitter og diverse stiger der går op til forholdsvis private grunde eller bare pakerings pladser til gæster. Længere hende af stranden begynder der at være en del bakker som bliver stejler og stejler, og udvikler sig til klitter og grotter, det foholdsvis også går ud over vandet. nogen steder ligner det lidt der er noget skov oppe på dem, men det ville være umuligt for et menneske at prøve at klatre der op.
______________________________________________________________________________________________________________

Stranden var forladt men lugten af små børn hang stadig i den salige vind der engang imellem blærste ind over stranden og fik de små sandkorn til at løfte sig fra den varme rede, og trille et par centimerter hen over stranden. Bølgerne var forholdsvis store, det var et godt vejr til surfing i hvert fald, men når bølgerne nåede stranden var de mindre og slog blidt ind på sand breden. Stemingen herude var lidt utryk da natten var sort som kul og stranden så stille man kun kunne høre vinden hviske. Her var forladt og ingen mennesker at se så langt øje rakte. Dog ville det trænede øje fryse fast ved en skikkelse der vandrede omkring ved strandbreden, skikkelsen så en del fortabt ud, som om den intet formål havde med at gå rundt denne nat, som havde den før hen skulle noget, men alt synes at kunne gøre lige meget, som om natten var ubrulig på sin egen facon.
Sånden følte han i hvert fald da han lod sit blik glide ud over vandet igen lod det strande lidt der hvor havet og himlen rørte hinanden, han følte sig hverken utryg eller tryg, ved at være til stede denne nat. Mørket var ham lige meget da hans syn var utrolig strækt som et rovdyrs så han bedst i mørke, den kølige vind gjorde ham heller intet den var blid ved ham som en slags kærtegn, hvor den nok ville give et normlat menneske en irreterende forkølelse og en susende for ørene. Alias vendte sig langsomt om i intet heden, han havde intet at gøre her og vidste snart ikke længre hvor han kunne tage hen. Tog han hjem var han mere alene end han var her og meget mere forladt, tog han på jagt ville hans menneskelighed forsvinde.. og nu vhor han lige havde fået den.. vidste han ikke om han var parat til at give den fra sig, da han følte sig ret facinerede af at tænke anderledes, og følelser.. noget han ikke have lagt mærke til han havde haft før, han havde altid været den mest kolde og kyniske person han nu kendte til, men.. jov vidst var han da stadig det.. men.. selv den person der kunne få det aller grimmeste frem i ham, den person havde fået hans øjen op for følelser han ikke anede han havde, og hvad skulle han i det hele taget stille op med dette? Han rystede langsomt på hovedet.. jagt var i det hele taget udelukket.. der var jo ikke andre end ham her ude.. med at være alene.. det brød han sig heller ikke meget om, det gjorde ham klar i hovedet, og han fik for meget tid til at tænke. Han hvæsede stille af sig selv og forsatte hen af strandbreden mod klitterne.. måske kunne han finde ro derinde.. og når solen igen kom frem ville han vare klar til at lokke en af de små buttede brøn ind til sig i mørket.. det var så længe siden han havde smagt børne blod.