Incognitum - Ezekiel

Påklædning: En lårkort hvid nederdel, og en matchende blå top, og et par sorte ballerina,.

Ez havde atter forladt sit trygge og dejlige hjem, og begav sig nu rundt i byen, hun kendte disse gader ganske godt så hun tog sig ikke længere af de store smukke huse/lejligheder på hver side af hende, hun var nu også så gammel. at smuk håndværk ikke kunne forundre hende, kun det hun selv havde æren at Lave, hun sukkede let imens hun stak hænderne ned i lommerne på sin nederdel, og traskede videre imens hun smilede for sig selv, hun havde enligt savnet denne del af byen, det var nu et godt stykke tid siden hun havde solgt sin lejlighed og flyttet ud på landet hvor hun boede sammen med joshua, og de få tjeneste folk hun havde fået anskaffet sig, hendes lange blonde hår lå ned langs hendes skulder og ryg, imens hun gik stille og roligt afsted så et lille smil trak sig frem på hendes smilebånd hver gang vinden tog let fat i hendes hår, hun fnes kort, og stoppede kort op i det hun fik øje på en gammel mand, hvilket bare fik hende til at smile mere, dog gik hun bare hen imod ham og betraktede nu den bil han stod og beundrede "En god og dyr bil, men kedelig at køre,"Sagde hun bare med en mild undertone, imens hun rettede sine klare blå øjne imod fyren, og sendte ham et smil nok lignede hun en på 16-17 år, men piger på hendes alder havde skam også brug for et kørekort, utroligt nok!. "Er du faret vild?"Spurgte hun så med sin mest blide undertone hun kunne fremskaffe imens hun smilede venligt og sødt til denne gamle fyr,

Robert var indelukket, men også utrolig glad for mennesker.
dog holdte han sig for det meste for sig selv, da han altid havde
indre samtaler med sig selv omkring livets spørgsmål. Han lagde
sig næsten ned på jorden for at se under den yderst moderne bil,
men blev afbrudt af ung pige. I det han hoppede et lille hop i for-
skrækkelse, lod han sit blik falde på den unge kvinde, dog det
eneste ved hende der fangede ham var hendes hvide nederdel.
Farven hvid, som så ikke var en farve, betog ham meget, og kvinder
i hvid gjorde han meget blød i knæene.
" jamen, nej, den er jo ny " forklarede han og pegede skiftevis på
bilen og fingerspidsen på hans underlæbe. Hans blik havde igen rettet
sig imod bilen, og blikket på den unge pige var meget kort.
Bilen havde firhjulstræk, og det havde Robert aldrig forstået, da han
var van til de gamle veteran biler, samt hestevogne helt fra hans ungdom.
Han smilede, men lod det så forsvinde. Det gentog sig mere og mere, imens
han mumlede forskellige ting til sig selv, i det en diskutation kørte i hans
hovede.

Ez lod bare en hånd glide op til sin mund imens hun holde en latter inde,
"Jamen, den er ikke ny, den blev lavet sidste år hr,"Sagde hun så
venligt, imens hun sendte ham et sødt lille charmerende smil,
Hun kunne selv huske dengang der var hestevogne, og de meget
gamle bliver hun var stadig meget vild med hestevognende det var
vel derfor hun havde så mange heste hjemme på gården, og de var alle
sammen nogle stærke heste der ville kunne trække en vogn en dag
hvis hun havde lystil at leve lidt i sin ungdom, stille lagde hun armende
over kors imens hun stod og studerede den gamle mand, og sagde så venligt
"Kan jeg hjælpe dem med noget?, jeg har aligevel intet at lave, og det er min
ret som et ung menneske, at hjælpe gamle mennesker, der har en stor viden"
hun sendte ham atter et smil imens hun rettede blikket imod bilen igen,
og morede sig over han var så gammel at han blev overrasket over biler..
Hun havde jo haft mange år til at lære tingende igennem
så dette var ikke nyt for hende, da der kom nye ting hver dag hvert år næsten,
Eller det var hvist kun på det seneste der var kommet så mange nye ting
næsten hver dag?, en ny bil mindst 1 gang i ugen, hun sukkede med et smil
på læberne, og savnede de roligt gamle dage, dog ikke de krige der havde
været igennem tiden, hun var ganske glad for folk ikke havde oplevet,
lige så meget ondt som hun havde igennem sin tid,

Robert gik en smule i stå, og stirrede lidt ud i den blå
luft. Men ikke længe efter hendes fine ende på sætningen,
Hr, udstødte han.
" Mitch... Mitch...". Han kiggede tilbage på hende med et
roligt ansigt. og smilede stort da hun tilbød sin hjælp til
ham. Det var flere uger siden han havde været uden for
laboratoriet/arbejdsværelset, og havde haft kontakt til
mennesker. Han kiggede hende dybt i øjnene, og noget
ved hende mindede han om racen engel. Han havde i
flere år studeret de forskellige racer, og ville nu hoppe ud
i et eksperiment omkring at lave en helt ny race ud af alle
de eksisterende.
" Jeg takker, men jeg behøver ej hjælp." Han aede stille
hendes kind, og blev rørt over hvor kært pige barnet var.
Dog var Robert så forstyrret end mand, at han havde svært
ved at koncentrer sig om noget, han ikke selv havde sat gang
i, og omkring menneske tabte han tit tråden.
" Jeg ville gå ud fra du var..." lagde han ud med, og hviskede så
til hendes øre.
" engel". Han udgav et lille genert fnis, og lagde hans ældre hånd
foran hans behårede mund.

Ez kunne ikke lade vær med at smile over det han havde sagt,
og sagde så bare med et venligt smil på læberne,
"Engle findes ikke hr, er de sikker på de ikke vil have hjælp
med at komme hjem?"Hun sendte ham et lille smil men var en
hel del skrækslagende indeni, da han havde regnet ud hvad hun
var men det sagde han vel til alle piger der var så søde at tilbyde
Ham hjælp. men det var jo også muligt at der fandtes mennesker
der vidste at engle fandtes? at alle overnaturlige væsner fandtes..
hun skuppede med det samme tanken fra sig, imens hun rettede
sine blå øjne imod ham igen og smilede en smule skævt,
Hun vidste skam godt nogle menneske ville kunne se
engles dejlige aura de det nærmest lyste ud af dem,
pokkers at være engel men sådan var det jo nu engang?
hun kunne intet gøre ved det, hun var født sådan og ville dø
sådan selvom hun ville give alt for at blive et menneske, eller
bare et andet væsen, hun skuppede atter disse tanker ud
af sit hovede imens hun gned sin hovedebund, og så fjernt væk,

Robert fangede godt at tøsen foran ham, grublede
over et eller andet. Godt nok var han skør, men helt
dum var han dog heller ikke. Han puttede sine svage
hænder ned i sine brune bukse lommer, og kiggede
på hende med sine helt klare øjne.
" Ved du godt det er sundt at tænke? " udstødte han
med sin lille gamle stemme. Når en skabning tænkte
brugte den mange forskellige dele af sin hjerne, og
på en måde fik den renset ud af de dårlige minder.
Det havde han fået at vide af en ældre psykiater, som
han kendte som ung, dog døde han af tuberkulose, og
forklaring på hvorfor, fik han aldrig. Dog vidste han da
han havde studeret hjernen at det var sundt at tænke,
hvis man ikke tænkte, så ville hjernen jo næsten gå i
stå. Han blev helt bleg i hovedet ved tanken. og mumlede
derefter lavt for sig selv.
" Frederich havl.... nej nej..."