Genial eller gal? Er det ikke det sammen?(Robert Mitch)

Tid: Lidt før eftermiddag.
Sted: Lige ude for byen.
Omgivelser: meget fredelig udkantsby.

En stor sort mystisk bil kørte hen af gaden og kørte i den højeste fart, som var tilladt. De folk der så bilen ville nok blive nervøse over at se denne bil. Den bremsede hurtigt op foran et lille pænt hos, som tilhørte en hvis professor Robert Mitch. En middelalderen mand trådte ud af bilen. Han havde et cool sort jakkesæt, han stod lige og kiggede et øjeblik på huset, og han sukkede for et øjeblik. Hans navn var Jacob, og han har kendt Robert for mange år siden. Desværre ville han ønske, at dette kunne ha været mere en fredelig genforening. Men lige nu var der ikke tid til at lave et hyggelig besøg. Jacob gik med hurtige og faste skridt op imod døren og hævede hånden, men tøvede et øjeblik. Var det nu en god ide, at blande denne søde og venlige professor ind i dette? Hans hånd faldt ned slap langs siden, og han så bare ind i døren og håbede på, at han ville finde svaret i døren. Men et dyt fra den sorte store firhjulstrækker gav ham det endelig svar. Han sukkede og lukkede øjnene et øjeblik og prøvede at forstille sig, hvordan denne mand ville reagere overfor denne tjeneste han havde brug for. Han bankede hårdt tre gange, og håbede på at den gamle mand ikke var blevet døv på hans gamle dage. På sin måde ønskede Jacob, at han ikke var hjemme. Han mumlede lavt for sig selv.
"åbn ikke døren, please åbn den ikke"
Dette ville være noget være rod at blive involveret i, og det var nok ikke noget han lige frem ville syntes om. Men Jacob havde ikke noget andet valg, de havde ingen andre der havde så godt forstand på væsner som ham, så han burde have svaret.

Den gamle læderstol havde altid stået på sin plads,
lige siden at huset blev beboet. Robert lå med nakken
bag over stoleryggen og snorkede højt med lidt rugbrød
rester i hans hvide skæg. Hans små blanke øjne, lod en
tåre eller to falde fra sig, da han var blevet godt gammel.
Dog, var mange forundret over hvor frisk han var i forhold
til hvor gammel han var ved at blive. Fjernsynet stod og
flimrede og var skruet højt op. Men Robert lå med sin hjerne
i blød, og drømte om søde sager og kvinder i hvidt.
Dog da nogle mærkværdige bank lød, vågnede Robert med
et sæt. Han røg ned fra stolen, og på rumpen. Men hurtigt
rejste han sig og kiggede ud mod den lille gang. Han rynkede
det ene bryn, og spirerede sine øjne helt op. Han undrede sig
over hvem det kunne være, da folk ikke mere besøgte ham,
hvorfor havde han ingen anelse, men det gik ham på det punkt
eller ikke på. Robert var en kær lille skør mand, men små piger
kom en gang imellem, da de fandt ham utrolig underholdene,
og hans mærkelige indretning samt ting som hans hus indeholdte.
Robert begav sig ud imod gangen, med listende skridt, og sagde
et par mærkelige lyde på vejen.
" Hvem det er.. ved ikke... ved ikke.." gentog han for sig selv,
men i det han kom til døren, tøvede han ved at lukke den op.
Igennem den gamle 80'er glas dør, anede han en stor sort skikkelse,
og langsomt lod han sin magre hånd falde på håndtaget.
Han åbnede den langsomt, og hans stirrende øjne viste sig lodret med
døren igennem åbningen.

Jacob så det velkendte ansigt komme til syne i døren. Han kunne ikke lade vær med at smile, for Robert lignede sig selv, som Jacob huskede ham. Han tøvede lidt, før han sagde noget.
"Hejsa Robert, jeg ved ikke om du kan huske mig, men jeg er Jacob Smithson"
Den gang havde de ikke kendt hinanden i lang tid, men Jacob kunne tydelig huske ham.
"Men jeg kommer, fordi jeg ville spørge om en tjeneste, om du vil hjælpe os med noget tophemmeligt"
Han så lidt nervøst på ham, især hvis han sagde nej. For hvis regeringen ikke kunne finde andre, så ville de måske tvinge ham.
"Vi har nemlig brug for din hjælp til at undersøge denne nyfundet dyr, vi har fundet"
Selvom Jacob normalt var en meget kølig og rolig mand, følte han sig som et lille barn. Han var især utålmodig, og det sammen var chaufføren i bilen. Han dyttede endnu engang, og Jacob kiggede irriteret bagud.
"Og vi har brug for din hjælp her og nu, og hvis du vil være så venlig at tage med mig."
Sagde han venligt og lidt overtalende. Jacob selv havde ikke set dette væsen, da han nemlig blev ringet op af telefonen til at nå at skaffe en, før den ankom til laboratoriet. Men han fik af vide, at det kunne være en helt ny sidengren til en ny katterace.

Roberts ansigt blev mere og mere klemt sammen i
det han næppe huske den unge mands ansigt. Men
drengens ansigt var dog også meget hårdt, og Robert
var altid lidt bange for store mænd der var klædt i
sort. Han kløede sig lidt på sin arm, og lod armen
falde langsomt ned af siden, men hans prøvede at
koncentrere sig om hvad den besøgende havde at
sige. I det at han stoppede med at fortælle om noget
hemmeligt, ny dyreart, var Robert stadig lidt bag ud
i talen. Han hostede let engang imellem, og havde
stadig sine øjne klemt sammen, mens han blev ved
med at undersøge hans ansigt.
"Næ, nej, jo...nej " mumlede han stille, og lod en
hånd klø på hans hage. Det hvide skæg gav en speciel
lyd da han kradsede med sine halv lange negle, som
han havde glemt at klippe. Han slog øjnene langsomt
op, og glemte hvorfor han stod og stirrede på den yngre
mand. Han rødmede let, men rømmede sig for at virke
stærkere.
" Du beder om en tjeneste? Tophemmeligt? NY DYRE ART!?"
udbrød han og lod sine arme stige til vejrs. Han kiggede
med sine helt hvide og blanke øjne, og havde ingen anelse
om hvad han lige havde svaret, men ordet ny dyreart, undrede
ham meget!

Jacob lod hånden køre igennem hans hår, han var ikke så tryg nu. Især når denne gamle han ellers kendte virkede til at være blevet senil på sine gamle dage. Han vidste især ikke om det var et godt tegn eller et dårligt, når han på den måde viftede med hænderne. Han rømmede sig lige, og så sagde han roligt.
"Hvis de vil være så venlig at komme med os nu i denne bil, du vil så blive ført til et hemmeligt sted, og du vil få stillet et laboratorium til rådighed med alt hvad hjertet begær"
Han håbede på at kunne vedlige holde denne gamle mands opmærksomhed, for han virkede til at være lidt generelt grundforvirret.
"Du vil få mere af vide, når vi tager der hen"
Han viste med hånden imod bilen, for at håbe på at professoren fattede, at de skulle nu køre i den bil. Men alligevel var den gamle mand, som Jacob havde kendt engang ikke forandret sig særlig meget. Han kunne altid huske, at Robert altid havde det man ville kalde en af guds specielle børn. Meget venligt men med et meget anderledes syn på tilværelsen.

Robert bukkede sig en smule ind da den unge herre
fortalte de skulle køre. Han lænede sig til den ene side
og kiggede forbi fyrens ene side for at skue til bilen.
Hans øjne var først knebet sammen, da synet også var
begyndt at drille. Han gøs en smule, og åbnede øjnene
helt, da det var nogle år siden han havde sat sig ind i
en af de slags biler. Plus sådan en moderne og stor en
havde han aldrig bevæget sig ind i eller, styret før. Men
Robert var ikke bange for udfordringer, men det lignede
altid på hans kropssprog at han frygtede.
" Ja ja, Hvor længe skal jeg være væk? " spurgte han
mere selvsikkert, og rettede sin ryg ud. Han kiggede op
på den høje og mafia lignende mand. Han frygtede han
skulle være for lang tid væk, da han elskede sin bolig,
samt han var igang med et eksperiment, og ville nødig
glemme alle facts og lade de forskellige prøve blive for
gamle. Dog, var han jo uddannet fysiker, og havde alt
for at holde tingene på plads, dog var de ikke så moderne
og smarte som de nyeste var, men han havde selv bygget
hvert værktøj næsten, ellers brugte han forskellige midler
som ville ligne det "rigtige".
Robert lod et lille slag komme fra hovedet, og løb hurtigt ind
i hans stue hvorefter han tog sin gamle slidte brunlige læderjakke
der var alt for stor til ham. Han smed et par grålige sko på,
og tog sine ekstra briller med også.

Jacob var normalt en mand, der var meget god til at analysere folk, det var nemlig noget der hørte med til jobbet. Men denne gamle mand var meget svær at analysere. Han nåede ikke at svare, før den gamle var taget efter sine ting. Han åndede let op, da han fandt ud af at Robert ville med.
"ja så bare kom hurtigt med her, vi har travlt"
Sagde han roligt og venligt, virkelig sådan som man talte til gamle mennesker. De kom hen til den store bil, som var virkelig høj. Alle vinduerne undtagen forruden var mørklagte. Chaufføren startede bilen og man hørte motoren brumme højlydt. Det var helt sikkert en stor benzinsluger, men som nok havde virkelig mange hestekræfter. Jacob åbnede døren til professoren og lod ham komme indefor. Han satte selv ind ved siden af chaufføren. Manden der sad bag rattet kunne virkeligt godt ligne en af de robotagent fra Matrix. Da de alle var inde kørte bilen straks i høj fart, men chaufføren var heldigvis en erfaren kører.
"Jeg ved desværre ikke hvor længe du skal være der, for disse oplysninger har jeg ikke fået oplyst"
Bilen kørte derud af, og da de kørte ca 10 min ind mod centrum. Kom de til det meget store højhus, der lå i denne by. De kørte ned imod parkeringskælderen, men inden de kørte helt ned, blev de stoppet af en vagt. Chaufføren viste et ID kort, og de kørte videre ned. Jacob vendte sig om imod professoren.
”Sådan der så er vi her, hvis du så bare følger med os”
Sagde han roligt og køligt, det var tydelig at han havde skiftet attitude nu, hvor han var op af andre. Jacob skulle ikke vise følelser eller noget, for det var ikke en del af hans job. De begge trådte ud af byen, og Jacob gik ventede roligt på at Robert kunne komme ud af bilen.

hejsa :D ja jeg er i gang med at lave en ny person, som er under opbygning, så kan ikke lige frem emne i dette emne længere :) Men jeg vil med glæde senere når min person er færdig :)