ny her/lige flyttet til-Frost

Tid: Aften
Vejr: Halv mørkt
Omkring: ikke rigtigt nogle
Påklædning: en sort kjole, som går ned over knæerne, en sød hjerteformet rav halskæde som nogle hvide katteøre på en hår bøjle
Sted: Byen i La Sunisha

Zophie var lige flyttet til sammen med sin far, han havde købt et stort palæ til dem, men hun kunne ikke forstå hvorfor de skulle havde sådan et stort hus, der var jo kun hende og ham, når jo og så lige nogle stuepiger og alt det, men hendes far var alligevel ikke særlig meget hjemme, så hun var alene for det meste og så med hendes mor død for 3 år siden, så er hun jo helt alene, hun har godt nok en stuepige selv, men hun gider ikke snakke med hende, det var derfor hun gik rundt udenfor for at komme en lille smule væk hjemmefra, måske kunne hun få nogle venner, dem havde hun hørt skulle være dejlige at havde, men hun havde aldrig haft nogle selv før overhovedet, det havde hendes far sagt at de ikke var gode at havde da de bare kunne såre en meget, men hun havde jo aldrig haft nogle, så hun viste jo ikke om det hendes far havde fortalt hende var rigtigt

Frost var i sit rette element. Solen var på vej ned og luften havde allerede taget sin nattefriskhed til sig. Når først solen var helt forsvundet og tusmørket havde lagts sig solidt ville det være helt perfekt i hans øjne.
Den køligere vind friskedeham op efter en lang dag i ensomhed. Når han flyttede tog han aldrig nogen med. Kun hans bloddoner, der sørgede for at han slap for at bruge tid på at jage eller andre uhumske ting.
Desværre havde hun fundet en uddannelse og en mand, så han var igen alene. Ikke at det gjorde ham noget. Livet var fuld af tab. Især når man levede evigt.

Hans tøj sad stilrigt på ham. Skræddersyet jakkesæt i en mørkeblå farve. Hans yndlings. Ikke mindst fordi den ikke var en der vækkede opsigt, men faldt i med omgivelserne.

At gå rundt blandt de mægtige palæer var noget han yndede at gøre. han satte pris på luksus og godt håndværk. Nogle af dem var også gamle, hvilket gjorde dem endnu mere værdifulde.

hun gik bare stille rundt alene, hun sukkede lidt over at vide hendes far ikke var hjemme igen, hun kunne lige så godt flytte hjemmefra uden han ville ligge mærke til det mere, efter hendes mors død, har hendes far arbejdet hele tiden, hun kiggede lidt på sin halskæde som hun havde fået af sin mor, hun smilede da hun så på den, hun så så op igen, hun gik bare videre, men hun skulle nok se at komme tilbage af, hun var jo lige flyttet til, så hun kende ikke så meget til området, hun begynde så at gå tilbage palæet hun nu boede i

Selv om det var ved at blive mærk og selv om de stadig var langt fra hinanden fangede Frosts jægerblik med det samme en lille pige. Det var ikke så meget hende selv der tog hans opmærksomhed for en kort stund.
han havde vænnet sig til at de unge blev ude længere og længer og fik større og større frihed igennem et samfund der stolede på deres sikkerhed eller igennem fraværende forældre.

Hans fokus gik på hendes hoved og hvad hun havde på det. Dyreører... Der var noget han stadig ikke fattede. Al elegance var gået ud af moden. Nu handlede det mest om at se mærkværdig og småtosset ud. Men han kunne godt forstå at ideen var at se sød ud. Det så nu også meget nuttet ud på trods af at han ikke bifaldt udklædningen.
Åh vel, inden for 20 sekunder ville de formentlig passer hinanden på den tomme gade. Han gik ud fra at hun måtte bo i området. Ingen teenager ville ellers søge ud i disse nabolag for at finde noget spænding.

hun gik bare videre hjem af, hun viste ikke at der var som havde set hende, hun kom til et meget stort og rimelig gammelt men godt veligeholdt, hun skubbede til den store låge så den gik op med en knirkene, hun kunne ikke lide den lyd i, den gav hende kuldegysninger ned af ryggen, hun måtte hellere sige til en den skulle smøres, hun tog en lille blok frem og skrev det ned, der stod også en masse andre ting som skulle laves på eller i palæet, så det var ikke helt iorden, men hendes havde bare givet hende en masse penge så måtte hun klare alle de ting, og hun var jo kun 16 år, det var ikke normalt for en på 16år at lave de ting alle de andre piger på 16 gik i byen, nej hun var der hjemme og kedet sig der

Frost drejede hovedet for at se det hus hun forsvandt ind til, tilfreds med at hans antagelser lod til at være korrekte.
Havelågens knirken havde ingen synlig indflydelse på ham. En sjælden varme gled op af hans ryg, som for at forberede ham på en fare han udemærket godt vidste ikke fandtes. Men det betød ikke at fantasien, hvor uønsket den end var, ikke kunne bilde kroppen noget andet ind.

På fliserne næsten foran lågen opdagede han en lille genstand der lå og lyste op. Han bukkede sig end for at samle den op. Lugten fra den afslørede med det samme at den tilhørte pigen der var gået ind i forhaven til huset. Der var en svag duft af hende i luften. Han så efter hende.
"Undskyld? Tilhører denne her dig?" spurgte han med en klar høj stemme så han var sikker på at hun ville kunne opfatte det. Han holdte den lille genstand op imellem 2 fingre, så hun havde en chance for at se den.

hun var næsten nået hen til døren, da høre en sige noget, hun kigger sig så tilbage og ser en person som spørg hende om noget, gik så tilbage igen, det var først nu hun opdagede hun havde tabt sin halskæde, hun tog den til sig ikke hårdt stille og roligt"mange tak"sagde hun og tog den på, den var meget vigtig for hende, det var hendes eneste minde hun havde tilbage af sin mor, hun skulle til at gå indenfor igen, der var ikke noget lys i huset, dette var tit et tegn på hun var alene hjemme eller bare i det hele taget var alene for det var hun

der var et anerkendende blik fra frost. Hvilket var meget, når man tog hans verdensfjerne personlighed i betragtning. Men hun havde opført sig høfligt, noget han satte pris på. Næsten over alt andet."det var så lidt." svarede han hende.

hun sukkede lidt over at vide hun var alene hjemme denne aften, i et meget sort hus, hun lige var flyttet ind i, hendes far havde lige været der da de flyttede ind, men ellers tog han af sted igen, hun var ikke særlig glad for at være alene, men det var hun jo nød til nu da hendes far ikke var hjemme i det næste år og hun var slet ikke glad, hun havde ikke engang nogle venner som hun kunne snakke med

frost opfangede hurtigt og let hendes nedrykte humør. Det var heller ikke fordi hun forsøgte at skjule det.
"du virker ikke glad?" det var nok mere en konstatering end et spørgsmål. Men han havde forventet lidt større glæde over at hun ikke havde mistet sit smykke. At der skulle lige andet bag kom ikke ham ved.
Det var slet ikke hans problem. Men hun havde den alder hvor han fandt dem, menneskene og andre former for teenagere, mest interessante. Næsten de eneste han bekymrede sig for.

"næh, min far er ude og rejse, min mor er død og jeg har ingen, jeg er helt alene i verden"sagde hun bare, hun var helt alene og boede et stort palæ, det var ikke lige noget som gav mening, man sådan var det jo bare for hende, det var også meget normalt eller sådan havde det været de sidste 3 år det med hendes mor, men med far og venner havde været altid

frost så op hende og kunne ikke skjule en overraskelse over at hun så direkte havde udstillet sine personlige problemer. "en på din alder burde vel også kunne være alene..." det virkede ikke som nok. "jeg kan holde dig med selskab? Hvis du ønsker?"

hun så på ham"vil du gerne det"sagde hun og kiggede på ham, hun var ikke sikker på om det var en god ide, men ellers var hun jo helt alene, hun havde ikke rigtigt nogle at snakke med overhovedet. så det ville da være rart med nogle at snakke med når man kunne det"jeg hedder forresten Zophie"sagde hun, det var noklidt dumt af hende at hun ikke havde sagt sit navn før som hun havde fået lært

frost stod lidt. Var det virkelig hvad han ønskede? At trøste et ensomt menneskebarn. Det lød absolut som noget han var alt for vigtig til.
Han så på hende og smilede tålmodigt. "vi kan starte med at gå ud og købe noget varm kakao. Det er ved at blive koldt." tilbød han hende venligt. "mit navn er frost."

hun gik hen til ham igen"hyggeligt at møde dig Frost"sagde hun med et smil op til ham, hun var en lille del mindre end ham"yay! varm kakao"sagde hun, hun grinede lidt, hun havde det endelig meget bedre nu da hun havde Frost at snakke med, hun begynde at nynne en sang, hun havde hørt et sted fra, men hun kunne ikke rigtigt huske hvor fra, men huhn viste at hun godt kunne lide den og hun kunne den uden ad

frost smilede igen af hende, selv om han var modstander af at smile for meget. Men hans sædvanlige udtrykløshed var hun sikkert for ung til at forstå det fulde af og ikke fejltolke hans kolde ansigt.
"det er også en fornøjelse at møde dig Zophie." sagde han ærbødigt og nikkede kort til hende.
De begyndte at gå ned af vejen mens han skævede til hende fordi hun nynnede højt. Det morede ham fordi det var noget kun teenagere kunne finde på, fordi de ikke altid tog sig selv særlig alvorligt. Han undlod dog selv at nynne med.
Men han var glad for at han kunne gøre hendes aften en smule bedre, og kun ved hjælp af noget at drikke og selskab.
"kan du godt lide at synge?" spurgte han efter lidt tid i stilhed. "siden du nynner."

hun stoppede med at nynne"for 3 år siden, sang jeg altid sammen med min mor, hun var sang lærere"sagde hun med et smil, hun begynde så at synge og det lød meget godt, hun havde lært at synge siden hun var de 4-5 år så hun ekstrem god til det" Even heaven cries Everybody cries It's okay to doubt Yourself sometimes"sang hun bare


// sang: Even heaven cries monrose//

Frosts blik hvilede interesseret på hende, mens hun gik og sang en sang han ikke kendte. Men den lød mere end nydelig og han nød den stille langsomme melodi der kom flydende.
"Du er meget talentfuld. Din familie må være stolte af dig." roste han hende oprigtigt, da hun var færdig med at synge. Selv om det kun havde været en lille bid af sangen havde den været det værd. hvis hun ville kunne hun godt have en chance i musikindustrien... Eller det havde hun måske haft før de begyndte at autotune hele industrien. "Har du tænkt på at gøre det til en karriere? " spurgte han alligevel.

"min far er min familie, men han er aldrig hjemme"sagde hun, hun sukkede lidt"min mor var sang lærere, så jeg lærte at synge da jeg omkring 4-5 år, så jeg har sunget sammen med hende i omkring 8-9 år inden hun døde"sagde hun, hun var endelig ikke så glad for at snakke om sin mor, men hun kunne jo ikke lade være nu når Frost gerne ville vide noget"nej det har jeg ikke, min far siger det er en dårlig karriere at vælge"sagde hun og sukkede endnu en gang

frost nikkede og så frem for sig mens hendes ord slog sig fast. Hun virkede mere alene end først antaget. Han skævede til hende. Ingen burde være så meget alene. Selv han havde dem omkring sig som han holdte af. Han fik helt ondt af hende.
"det er det nok også... Men tag det ikke så tungt. Du er ung og skal have varm kakao."

"min far siger jeg skal følge i hans fodspor eftersom jeg ikke har fået en bror"sagde hun og sukkede, men hun prøvede så at smile op til ham"ja det har du ret i"selvom hun smilede gjorde det ondt inden i, hun viste det bare ikke, men det ville hendes øjne, hendes øjne ville vise alt den smerte der var gemt inden i hende, der var meget der var rigtig meget