Synspunkter andre steder fra /Abaddon/

Melodenia kom gående ned af gangen med en lille blok, for at se hvem hun mangler at se til inden hun kunne gå ind og rappotere vidre. Der var to. Den ene var i koma, og hendes tilstand skulle tjekkes 2-3 gange om dagen, for at sikre at hun ik fik det dårligere, men også får at man muligvis kunne regne ud hvornår hun vågnede. Den anden havde lige været operaret, og han skulle lige kunne stå på benene igen før de lod ham gå.
Hun var ny på hospitalet, og ærlig talt, så forstod hun ik meget ved de maskiner der blev brugt. Hvad skete der med iglerne? Hvorfor kom præstene ik og bad for at de syge blev raske? Alt hvad hun kendte var væk, erstattet med noget nymodens teknologi, og hun fattede det ik. Melodenia prøvede, og at hun ik sov hjalp hende til at studere hurtigt, og nu er hun rimelig meget med, men hun er stadig ik sikker på de dumme maskiner.
*Fandens. Hvad skal man også bruge dem til* tænkte hun. Mange af de ting som de bruger maskiner til at tjekke kunne hun selv høre eller lugte. Når det har noget med blod at gøre, så var hun natur talent.
Hun kom hen til den første dør, hvor manden lå inde. Hun åbnede stille døren, for hun vidste at han sov. Det kunne hun høre på vejrtrækningen og hans hjerte der bankede. Det bankede ik så hurtigt, som hvis han havde været vågen. Hun gik hen tjekkede den monitor der fortalte han blodtryk, og det havde ik ændret sig siden de kiggede sidst lagde hun mærke til. Hun skrev en lille notat og gik så ellers stille ud af døren for at komme vidre.
Da Melodenia kom til damen i koma var hun ik så sikker mere. de monitore hun var sat til var lidt vanskligere at forstå, men hun gik ind, og forsøgte at få et overblik, men hun var blank. Hun gik ud af døren for at bede nogen om hjælp, da hun stødte ind i en mur, eller det troede hun da.

Rafael stod nød smagen af en dejlig plastic kop sort kaffe, den dejlige behagelige følese af overvældene friskhed kørte gennem kroppen på ham, han burde enlig lave noget, men efter aften igår, havde han ikke lyst til så meget, og selvom han syntes hans arbejde var både vigtigt såvel som hyggeligt, havde tankerne om dusørjægeren og Liv overtaget retten til at dominere hans tanker, han bliv dog distraheret da en yderst smuk pige gik forbi ham, han kunne ikke lade være med at bide sig i underlæben, det var okay at se andre an, det havde Domina jo intet imod, så han fuldte hende med øjnene indtil hun gik ind af en dør, han drejet bliket mod vinduet, han sukket lidt veltilfreds, han glædet sig til arbejdsdagen ville få en ende, for han kunne godt bruge Domina i hans arme nu, han fik helt en varm fornemmelsen gennem kroppen ved at tænke på hende, han ville ikke lave politik idag, han ville bare campe sengen med hende, og vise hvor meget han elsket hende. Rafael kigget ned i hans kop, han kunne mærke lysten til en smøg komme snigende ind i hoved på ham, han lagde den frie hånd på din lomme i mandlige sygeplejerske uniform, han bid sig igen i underlæben, denne gang fordi han vidste han ikke måtte ryge indenfor på skadetuen, og han ville ikke miste jobbet, han var glad for det, det behaget ham, så han fjernet hånden, og begyndte at gå ned af gangen, han dejede sig mod muren, da han så en plakat, og han ville lige studere den, da han ikke havde set den før, #den er da.....# længere noget han ikke inden en eller anden idiot havde stødt ind i hans ryg, han fumlede og tabte sin kaffe ned af sig selv, han kunne mærke en indre vrede brede sig i kroppen, men stoppede sig selv i at bliver mere mobset, han havde ikke vendte sig om mod personen endnu, men ha tænkte at hvem end det var, så skulle personen betale ham en ny kaffe.

Melodenia var næsten faldet, og blev kun lige redet af dørenkarmen. Det havde hun aldrig gjort før, bare at gå ind i nogen. Den her verden med al dens elektronik gav hende hovede pine og hun kunne ikke fokusere. Hvis hun dog bare havde LYTTET så havde det her ik sket.
Hvem hun end gik ind i stod stadig med ryggen til hende, og hun var i tvivl om han overhovedet havde følt hende gå ind i ham. Han så meget stor ud, altså muskel mæssigt. Næsten som et omvandrende bjerg.
Men hun havde hørt at han havde tabt en kop med noget drikke i, om det var te, kaffe, vand vidste hun ikke, men hun havde helt sikkert hørt noget flydende falde på gulvet da hun gik ind i ham. Det er da for meget. Her kom hun, ud for at finde hjælp til de skide maskiner, og så går hun ind i måske den eneste der ville hjælpe hende. Det var bare ik hendes dag idag.
Hun kiggede op og ned af gangen for at sikre sig at der ik var nogen ude på gangen, rettede sig op prøvede på at kommeforbi ham. Hun ville vide hvem hun gik ind i, men han fyldte næsten hele døren, og hun kunne ik komme forbi uden at gå ind i ham igen, og hun ville ikke støde ind i ham igen, da hun kunne se på hans muskulatur, at han var arrig, og måske parat til at springe i flæsket på hende.
"Det må du altså undskyld, jeg så dig ik." Sagde hun i en undskyldende tone fald. Mere kunne hun ik komme i tanke om. Hun var så lost for ord, at man kunne tage og føle på tomheden i hendes hovede.
Nope. Det var slet ikke hendes dag.

Rafael sukket i hans hoved, og vidste ikke om han ville begrave personen levende, eller om han ville bede om en ny kop kaffe, men for deres begge skyld, ville han vente med at kigge på idioten før an fandt ud af den beste måde at blive i skindet, men han var ikke i det bedste humør idag, så han ville gerne tage bæltet af for at tæve nogen og vise personen nogen manere ind i personen, men da han hørte det var en kvinde, smed han tankerne væk, han var måske i dårligt humør, og han var måske ikke lige den sødeste person i verden, men ære var noget han satte højt, og han ville ikke være voldlig mod en kvinde, medmindre han var sulten eller de gjore ham noget fysisk, så han bid sig for trejde gang i underlæbern, og vendte sig om mod hende, han prøvet at alle sine kræfter at se ligegald ud, men det var bare en dårlig dag, så det var lidt svært, og han vidste ikke hvor godt det gik, men hans tonefald var som altid fejlfrit, og han sagde med en varm, og venlig stemme "watch out for the little guys" han smilte sarkastisk, og forsatte så roligt "Jeg selv er Rafael, det glæder mig de har et talent for at lave forhold, men min uniform og min kaffe, burde de lade være single" han trådte et skridt tilbage så hun kunne komme ud vis hun ville, og sagde derefter "vil de give mig æren af at få tilladelse, til at spørger om grunden til min kaffe skulle lade livet?, deres yndige øjne kunne vel ikke have overset lille mig, men mindre de havde travlt" Rafael kiggede nysgerrigt på hende.

Melodenia så ham vende sig rundt, og han havde en forfærdelig grimasse på, da det virkede som om han prøvede på at skjule sin vrede, men det lykkedes ik, og hun fik det bare dårligt. Hun kunne fornemme at han ik var menneske eller vampyr, men mere kunne hun ik finde ud af at kigge på ham. Men han var stor, det kunne hun da se.
Han stemme lød helt forkert i forhold til hans ansigt, og Melodenia vidste med det samme at dette var en mand, man ik skulle tirre, da han ville kunne skjule sin irretation virkelig godt. Hun ville have rødmet, hvis hun var levende, da hun følte sig så ydmyget over ik bare at støde ind i ham, men også fik ham til at spilde sin kaffe. Og så den bemærkning med at han var lille, når det var tydeligt, at han var stor.
Hun kiggede op på ham med undskyldene blik, "Det må du undskylde, jeg så dig virkelig ik. Jeg var på vej ud for at finde nogen der kunne hjælpe mig med at læse maskinen. Jeg er ny her så jeg forstår mig ik rigtig på de fleste maskiner, men der er nogle jeg kan læse." Hun lavede en gæstus med hånden ind mod det værelse hvor hun lige var kommet ud fra. "Og det var ik mening at din kaffe skulle.. Lade.. livet.." Sagde hun i en undrende tone. Det udtryk havde hun aldrig hørt før, og hun rystede kort på hovedet for at få den underlige fornemmelse ud af hovedet. "Hvad kan jeg gøre for at gøre det godt igen?"

Rafael vidste ikke helt om hun var menneske, hendes kropsholdning var meget moderet, så hun vikede ikke helt menneskelig, men han var ikke sulten nok til at han kunne lugte det på sjælen, så han måtte vel bare vendte og finde ud af det.
Rafael hørte hende undskylde for anden gang, og begyndte selv at slappe mere af, det var jo et uheld, og hun udviste respekt og betænksomhed, så han kunne ikke tillade sig at være ubehaglig overfor hende, Rafael smilte endnu en gang, og sagde så "De behøver ikke bekymre dem om det...maskinerne...Det kan jeg godt ordne for dem, men hvis de vil betale mig tilbage for min ødelagte kaffe, kunne de give mig æren af at vide hvem jeg snakker med?"
Rafael gik forbi hende før hun svaret, og gik ind til maskinerne, han syntes talene så gode nok ud, altså i forhold til hendes blodtryk var lavt, men ellers ikke det store, han kigget over mod Melodenia, og sagde så "Lavt blodtryk, men ellers går ting som de burde"
Rafael kunne mærke hans hjerte pumpe hurtigere, han viste det var et regn på sult, men han valgte at være ligeglad for nu.

Melodenia blev så lettet at han alligevel ville hjælpe hende, selvom han nu havde en KÆMPE plet fra deres første møde. Hun tænkte at betale for en ny kaffe, det var da det mindste hun kunne gøre, når nu hun havde fået ham til at tabe det hele, og han så bagefter vil hjælpe hende, men hun forstod ik hvad han mente med at han ik vidste hvem hun var.
Da han gik forbi hende og ind på stuen fulgte hun hurtigt efter og da han sagde resultaterne, så skriblede hun dem hurtigt ned. Da var det at hun kom i tanke om at hun ik havde præsenteret sig selv, efter alt det med kaffen og maskinerne, og bare verden i det hele taget.
"Tusind tak for hjælpen. Det har virkelig redet mit job." Hun smilede og rakte roligt hånden frem, "Jeg er forresten Melodenia," sagde hun med et smil.
Hun ville gerne give ham hånden fordi det var høfligt, og han havde været så høflig overfor hende, men på den anden side håbede hun lidt at han ikke ville tage hendes hånd. For hvis han ik kan mærke hendes kolde hud og fast håndtryk, så var der et eller andet galt, og hun ville ik skræmme ham. Han var den første hun kom i snak med på hospitalet.

Rafael nikket anderkendene til hendes navn, han tygget lidt på det i sit sind, han kunne ikke huske nogen have snakket om hende, eller andet han kunne bruge til at skabe sig et indtryk, så han måtte vel bare gøre det på den gammeldags måde, ved at snakke med hende.
Rafael tog hendes udrakte hånd, og sagde derefter venligt "Dejligt at støde ind i dem, navnet er Rafael" han var stadig lidt mobset, men han ville bare glemme det dårlige første hånd indtryk. han kunne mærke blodet ikke stømmede i hendes åre, så hun var nok en vampyr, og det besluttede han sig så for at hun var, så han gav slip på hendes hånd, og sagde roligt "De skal ikke takke, men en ny kaffe kunne være dejligt". Rafael gav tegn til hun skulle blive hvor hun var, hvor efter han gik hen og lukket døren, og sagde venligt "De er ny her, og jeg vil lige forklare dem nogen uskrevne regler for væsner her på stedet, jeg kender ikke deres spise vaner, og jeg vil ikke fornæme dem ved at tro de vil gøre noget det ikke vil, men jeg vil blot sige at de ikke må føde på de indlagte, jeg forstår at det ikke er i mit sted at stille spørgsmål ved deres arbjedes moral, men det er mere ment for at hjælpe dem"
Rafael åbnet døren, og sagde "skulle vi ordne den kaffe" han smilte varmt, og gjore en gestus mod døren.

Melodenia rasede indvendigt over at han havde taget hendes hånd, men oka, hun kunne bare have ladet være med at række den frem. Hun så at han gerne ville have hende til at blive stående, så det gjorde hun.
*Hvad vil han nu gøre* tænkte hun desperat. *Ved han hvad jeg er.* Hendes frygt blev bekræftet da han kom med alle de dumme regler, og hun havde ik engang tid til at forsvare sig, for han åbnede døren lige så snart han var færdig med hans lille tale.
"Ja," sagde hun og kom ud af trancen. hun begyndte at gå hen mod døren, men stoppede foran ham, "jeg synes det er fint med regler, men hvad med at finde ud af det er nødvændigt at nævne dem får du siger noget." Sagde hun i et roligt men dæmpet tone fald. Hun var lidt stødt over at det første han gør, var at beskylde hende for at ville dræbe eller suge blod fra de stakkels patinter inde på hospitalet.
Hun fortsatte gennem døren og stoppede op ude på gangen, da det gik op for hende, at hun ik kendte vejen. Hun drak eller spiste jo ik selv, så hun havde jo ik brug for at vide sådanne ting. Hun vendte sig om mod ham, med et lille uskyldigt smile, "du bliver nød til at vise vej, for jeg ved ik hvor det er." hun vendte sig om og kiggede på gangene ved begge sider og var helt lost. Hun sukkede kort og gik længere ud på gange, Rafael kunne komme forbi hende.