Why drink and drive, when you can smoke and fly?

Tidspunkt: 12:45
Sted: Receptionen på Hospitalet
Vejret udenfor: Regnvejr! Køligt og vådt.

Peyton sad i hospitalets hvide stole. De der typiske stole som altid var kolde, ligemeget hvor lang tid du havde siddet i dem. Han havde siddet der i knap en time, og ventet på at få lov til at smutte. Han kiggede rundt i rummet. Forskellige væsner gik rundt, skadet, de fleste af dem. Han orkede ikke at være her. Han ønskede ikke at folk skulle bekymre sig om ham. Han kiggede ned på sin hånd. Om håndleddet havde han et hvidt hospitals armbånd. Han gøs ved tanken. Han skulle da godt nok ikke tilbage hertil. Han hadede hospitalets kolde atmosfære. Egentlig var det ikke fordi han var blevet handicappet over natten, at han var her. Egentlig var det slet ikke noget slemt. Han havde før være meget mere skadet, det var vel blevet hverdagskost for ham, som fulderik. Koncerten igår havde været lidt for vild. Eller måske bare lige til pas? Toxic Vomit, fyrede den af på scenen med deres nyeste punk/metal toner, der blæste hjernerne ud på det aggressive publikum. Circle pits, Mosh pits... Endda to gange havde de formodet at udføre perfekte wall of death's. Han havde rent ud sagt haft de fedeste aften nogensinde. Sprut, vold, musik. Så blev livet ikke bedre.
Desværre var det ikke alle der var lige gode til Mosh pits. Okay, måske havde Peyton selv skubbet en smule hårdt til fyren, det ville han nok gerne indrømme... Men derfor behøvede han jo ikke blive flabet.
Peyton var, ude af stand til at bruge sin evne pga alkohol, blevet kastet rundt med, og til sidst fik han knaldet hovedet ned i scenekanten. Det efterlod et hak i hans pandebrusk. Ikke noget slemt, han kunne ikke rigtig mærke det. Måske pga alkoholen?
Han rejste sig fra stolen og gik udenfor. Han vidste at kvinden i receptionen holdte øje med, at han ikke smuttede for langt væk, han havde jo teknisk set ikke fået lov at gå endnu.
Han stillede sig ved siden af glasdøren foran hospitalet, og tændte en smøg....

Da Peyton kom udenfor, så lagde han nok mærke til noget. En høj flot blond kvinde slingrede ned af gaden. Hun havde stramt tætsiddende sort militær tøj på, og han kunne lugte lugten af varulv. Lige pludselig faldt hun ned på jorden på maven, men hun grinte bare fordi hun var oppe og tripper på stoffer. Hvis nogen kendte Ancilla og så hende nu, ville de ikke kende hende ikke det mindste. Men Ancilla i jagt efter et væsen havde vedkommende stukket en pil i nakken på hende, med nogle meget specielle hårde stoffer. Ancilla vendte sig om på ryggen og kiggede op imod himlen, for hendes blik var skyerne blevet lyserrøde, og hun følte at hun kunne gribe efter dem. Men så havde hun lyst til at rejse sig op, så det gjorde hun med besvær. Folk der gik på gaden, gik en pæn bue omkring hende. Det var ikke til at vide om hun var farlig eller ej. Hun rette ryggen op og kunne holde balancen. Det hele var lykkeligt og godt for Ancilla, hun havde aldrig haft det så godt som nu. Hun så hen på en flot ung mand henne ved hospitalet. Selvom hun tydelig kunne lugte at han var dæmon, var der ingen alarmklokke der ringede inde i hende. Hun havde heller ikke lyst til at nedlægge ham, som hun eller plejer at gøre ved alle væsner undtagen engler. Hun gik flere skridt imod ham og der kunne hun holde balancen, men lige pludselig kunne hun ikke længere og begyndte at slingre igen.