På stranden

Dato :: 30/12
Årstid :: Vinter
Dag :: Fredag
Vejr :: Godt, men koldt
Sted :; Stranden
Tid :: 13.30
Omgivelser :: Kun Malicka
Påklædning :: En sort hættetrøje og slidte jeans

Malicka stod og så ud over vandet. Hun nød den kolde luft mod sin hud, og vinden der blæste hendes lange lyse hår væk fra ansigtet. Hun sukkede kort og stak hænderne i lommerne. Hun begyndte at gå ned langs vandet og så ned i det bløde sand. Hun var egentlig ret langt hjemme fra, men hun elskede stranden. Hun havde tit været der som lille, men efter dén nat var hun ikke kommet der længe..

P: militærbukser, resten tjek ava. Desuden to pistoler i bæltet og et svæd på ryggen

Trako stønnede af udmattels. Han løb i fuld spurt langs vandet. Det havde han gjordt noget tid nu. Han var ude og træne. Det var vigtigt med en god kondition når man var jæger. Eller rettere soldat af herrens fold, som han selv kaldte det. Han stoppede op og så på sit ur "30 sekunders pause" stønnede han og tog sig til knæene

Malicka vendte sig om ved lyden af de løbende skridt. Hun 'scannede' ham hurtigt med øjnene. Hun smilede kort, men det falmede hurtigt væk. Hun blev dog ved med at stå med hænderne i lommerne og se på ham. Hun spidsede munden en smule, og så kort id over vandet igen, før hendes blik faldt tilbage på manden.

Trako hev efter vejre mens han instinktivt opfangede hende ud af øjenkrogen. Han var trænet til altid at være på vagt. At spotte potentielle farer de måske var ham nær. Han fnøs for sig selv. Her havde han tydeligt intet at frygte. Og dog. Hvem skulle vide om hun var som ham. Han kastede hurtigt tanken fra sig igen. Han var meget mandchuvinistisk når det kom til det punkt. Han havde altid ment at det eneste rette redskab for en kvinde var køkkenudstyret. Han rettede sig op og rettede let på sin jakke. Han spyttede ned i jorden "Hvad gør du her?" mumlede han så

*Er her bare..* svarede hun ham i tankerne. Hun vidste selvfølgelig godt at han ikke ville kunne høre det, men hun havde for vane at svarer folk i tankerne. Hun viftede lidt med den ene hånd mod stranden, som for at vise at hun ikke rigtig lavede noget specielt. Man behøvede vel ikke altid at lave noget med et bestemt formål. Det mente Malicka i hvertfald ikke.

Eolith fløj over stranden med sine gråhvide vinger. Han så ned mod jorden og spejdede efter den engel han kunne mærke. For ham fandtes der ikke noget bedre selskab end folk af hans egen slags, så han plejede som regelt at opsøge dem selv. Efterhånden som han nærmede sig stranden, forsvandt fornemmelsen. Men han kunne pludselig se to personer længere henne.
Han stillede sig på et klinteskred længere væk og trak sine vinger ind, da han kunne se det var mennesker han havde med at gøre.

Trako så mistænksomt på hende. Han blev mistænksom. Han trak sin ene hånd ind under jakken bare for et tjekkeom han havd husket sine to pistoler. Selfølgelig havde han det. De sad ligeså nypudsede der i bæltet. Hans lange sværd behøvede han ikke mærke efter. Han kunne mærke det presse mod hans ryg under jakken. Han gik tættere hen mod hende og lagde hovedet på skrå "Et ordentligt svar tak" han så med et spørgede blik på hende mens han iagttog hende. Det var kommet ham for vane altid at bedømme en mulig fjende. Man skulle holde sine venner tætte men sine fjender tættere

Malicka vendte irreteret øjne, og trak en lille papirsblok og en kulgepen frem. 'Jeg laver ikke noget her. Jeg er her bare.' skrev hun og ragte papiret mod ham. Hun lagde ikke mærke til Eolith, men hun var jo heller ikke ligefrem den der holdt øje med alt og alle altid.. Eller... Faktisk så betragtede hun altid de folk hun var sammen med, men det var en vane der var kommet med tiden. Når man ikke kunne så forfærdeligt meget, lærte man at underholde sig selv på forskellige måder.

Trako tog papiret og læst det. Han lyste op i et tilfreds blik før han smed papiret fra sig. Han så på hende "Et tøsebarn der ik gider eller måske endda ikke kan tale" begyndte han og grinte så "det er sgu et sjældent syn nu om dage" han så op mod Eolith. Han smilte tilfreds *gæster* tænkte han og trak en cigar frem sammen med en shibu lighter. Han lod en flamme komme frem med et klik og tændte så den halvstore cigar

Malicka så på ham med et isende blik, og havde mest lyst til at smække ham én. Alligevel var hun klog nok til at lade værer. Selvom hun var overraskende stærk - alt taget i betragtning - ville hun ikke have en chance overfor ham. Og det sidste hun havde brug for at da at få tæsk af en voksen mand..

Han så på hende igen med et lumsk smil. Han kune fornemme hvad hun følte. Han trak ud i sin jakke og blottede sin ene pistol med et koldt blik "du prøver ik på noget" sagde han så hårdt og grinte lidt før han stak cigarn ind i sin mund. Det var selfølgelig en havana cigar. Han så op mod himlen før han så på hende igen "Forstået?"

Malicka løftede trodsigt hagen, og lod ikke til at være synderligt skræmt af hans pistol. Hvad kunne den også gører hende? Forkorte hendes i forvejen svindende liv? Han kunne da bare prøve. Hvordan ville han forklarede det? Eller ville han ganske enkelt bare løbe fra gerningsstedet? Sandsynligvis...

Han så med hævet øjenbryn på hende "enten er du meget modig eller også er du bare meget dum" han gik helt hen til hende og lod en røggsky flyve ud i hovedet på hende. Han så hånligt på hende "Hvor må de dog være kedeligt ikke at tale. Ikke at kunne råbe om hjælp.... eller svare igen" han smilte lumsk

*Nej jeg er hverken modig eller dum... Jeg er bare døende...* svarede hun i tankerne. Hun viftede røgskyen væk med hånden, og gav ham et hårdt skub i brystkassen for at få ham væk fra sig. Nej hun kunne måske ikke svare igen eller ligefrem råbe efter hjælp. Men tilgengæld kunne hun pifte meget højt, og på den måde tilkalde hjælp..

Han så med et grin på hende. Han så på sin cigar "har du nogensinde følt en cigaret eller cigar mod sin hud" han så koldt på hende og stak den i munden igen. Han smilte for sig selv. Eller ihvertfald noget der minede om et smil. Han var en jæger. Det var han stolt af. Hans farfar havde været smed og han havde arvet hård hud fra ham. Han havde selfølgelig også selv opnået at gøre det hårdere gennem hans mange jagter

*Nej, men tilgengæld har jeg mærket en vampyrs tænder i minn hals! Tænkte hun vredt. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig ikke det mindste. Han skulle få den tilfredsstilelse at se hende skræmt. Det ville hun simpelthen ikke tillade!

Han så lumsk på hende "kom nu svar mig" drillede han med et ondt blik "Svar mig!" han grinte for sig selv. Han nød at tirre hende. Selvom hun ikke så ud til at være bange så nød han at drille hende. Han ville se hende lide. Selvom hun måske var et menneske så var hun stadig trodsig. Kvinder skulle kende deres plads. Trako var meget kristen på nogle punkter. Han var især religiøs på det punkt at kvinden var skabt af mandens ribben og dermed skabt til at leve i mandens skygge

Malicka tog en dyb indånding, og piftede øresønderrivende højt. Et lille tilfredst smil voksede frem på hendes ansigt, men hendes øjne forblev isende kolde. Han havde jo bedt hende svare, så hun havde eddermame bare svaret ham! Godt nok ikke med ord, men med sit eget sytem af lyde man ikke behøvede at kunne tale for at lave...

Han holdte sig irriteret for ørene "for fanden da kvinden" han så vredt på hende og stak hende en syngende lussing. Han så ondt på hende "ødelæg ikke min hørelse" hvæsede han koldt. Han var vant til at lytte efter lyde. Han havde derfor en god hørelse, noget som nu viste sig at være en dårlig ting i nogle tilfælde

Morgan kom gående ned af gaden han havde en smøg i sin ene hånd, den anden hånd var nede i hans lomme. han tog en dyb indånding og fik færten af Malicka, han gik med elegante skridt ned mod stranden og tog sin smøg ind i munden. han stoppede op da han fik øje på en anden ved hende, han så hen på fyren og kunne ikke lide på den måde han så på hende. han gik med hurtige skridt der hen, men stoppede op nogle få meter der fra. han så skiftevist på dem, han tog sin smøg ud af munden og kastede den hen mod fyren. han vende sit blik mod Malicka og smilte charmerende til hende, hans hår sad som næsten altid i en hestehale. han havde en sort hættetrøje på og hans hætte var over hans hoved, Morgan så at han slog hende og han helt stiv i krop'en. han løb så hurtigt han kunne og slog ham lige i maven, han så koldt på ham

¤tøj :: http://2.bp.blogspot.com/_c3rQgtwrvKU/RrbCdP7hFdI/AAAAAAAAARE/ZWmW_HAwCYA/s400/50.jpg

Malicka tog sig til kinden, og nåede ikke at opfatte hvad der skete. Det ene øjeblik havde hun stået og 'skændtes' med manden, og det næste stod Morgan pludselig imellem dem og slog manden i maven. Hun var lettere fortumlet oven på lussingen, men det var ikke slemt. Hun kunne dog smage blod der hvor hun havde klappet tænderne sammen om tungen i det slaget havde ramt hende

Trako bakkede tilbage og tog sig til manden. Dette havde han ikke set ske. Han greb ind under jakken og trak en pistol frem og pegede den mod manden. Han affyrede hurtigt et skud mens han greb efter den anden pistol under jakken som han rettede mod pigen. Hans hjerte dunkede. Han så ondt mod manden. Han hadede helte. De skulle altid komme på de værste tidspunkter

Morgan så hen mod skydehulet og rystede på hovedet, han gik ind foran Malicka
"du skal ikke prøve på nået" snerrede han af ham
han så bare stift på ham med sine mørkerøde øjne, han træk vejret dybt og hele hans krop viste bare at han ikke ville sige nej til at dræbe ham
"har du ikke lært at man ikke slår på piger" sagde han
og tog sin ene hånd om til Malicka, for at være sikker på at der ikke var sket hende nået. han lag let sit hoved på skrå
"du kan ikke slå mig ihjel på den måde" snerrede han
og lo lidt ondt

Han så koldt på ham og smed pistolen fra sig. Han trak en lille flaske op med noget der lignede vand fra hans lomme. Han tog proppen med sin mund. "så lad os da prøve en anden måde" hvæsede han koldt. Han bar altid en flaske med vievand og en speciel kniv til at dræbe dæmoner med. Han så ondt på ham og havde stadig den anden pistol rettet mod dem "du kender vel vievand?" han lagde hovedet på skrå.

Malicka tog Morgans hånd, og så skiftevis fra den ene til den anden. Det lykkedes hende for en gangs skyld ikke at skjule sin frygt, og hendes blik var tydeligt skræmt. Hun var ikke det mindste bange for Morgan, og egentlig heller ikke for manden, men Denne situation gjorde hende bange. Ligesom dæmoner gjorde det...