Vi ses i hegnet!

Zakramir sad på et hegn der skilte engen og vejen. Tom i blikket sad han og tænkte over... Ting. Ting som der skete for tiden, folk han mødte. Han havde ikke lavet noget i to uger. Han var ved at være flad. Han havde ikke fundet noget som der bare var tæt på at være interessere ham. Han gad ikke leve et liv som en lus. En lus som bare gjorde hvad der blev sagt. Han burde rejse hjem. De havde alt der. Han kunne blive den præst efter sin storebror, hvis han da døde på et tidspunkt. Han kløede det højre lange øre ved øreringen. Han var sgu ikke sine forældres drøm. Han havde dog holdt sig til at gå i den traditionelle robe. Den var mørkeblå, og lignede nærmest sort i mørket. Præget med sort stof i enderne, som kunne skiftes ud hvis det blev slidt. Gamle militær støvler på fødderne. Det var sgu nogle sko der levede op til forventningerne. Han kiggede op i luften *Skulle jeg finde noget mad?* tænke han kort. Han tacklede cigaretten han havde i hånden med tommelfingeren for at få det yderste lag aske væk. Nej, han var ikke hvad hans familie ville have ham til. Men han var ligeglad "Jeg må stoppe med at ryge" mumlede han. Han gloede stadigvæk ned i vejkanten foran ham. Han lagde ikke mærke til omgivelserne. Kun hans øre var på vagt for ham.

Et par grønne øjne så betaget ud over engen som hun var kommet fra.. skumringen var faldet over øen og hun kunne ikke lade være med at synes natten var smuk selvom hun havde set den så mange gange.
Hun var klædt i et par leggins og en lang T-shirt der nåede hende til midt på lårene begge holdt i grå farver og noget uglet rødt hår lå om hendes smalle ansigt med de bløde træk. Hendes skridt var næsten lydløse og hun gik rundt som en skygge. Ved nærmere eftertanke havde hun været en skygge de sidste 300 hundrede år. En slags lydløs betragter af livet rundt omkring hende, og det plejede hun ellers ikke at have noget imod, men lige i dag kunne hun ikke holde det ud. Derfor var hun ikke klædt i mørke farver som hun plejede.

En let nynnen ville kunne høres fra hende og hun virkede lidt fraværende, faktisk så fraværende at hun ikke så skikkelsen der sad op ad hegnet. Normalt ville hun have bemærket hjertets slag men i dag var hun væk i tankerne..
med en afstand på to meter til hegnet satte hun af og landede oppe på hegnet med et fraværende grin. Det var der hun bemærkede det.. hjerteslaget... og det mindede hende om at det var alt for lang tid siden at hun havde slukket sin tørst..
"hey.."
hendes stemme var lys og det var tydeligt at den tilhørte en ung kvinde. Hun græmmede sig da hun hørte sin stemme. Hun lød som en ung flirtende teenager.. hun kunne have slået sig selv, men det måtte vente til der var en væg i nærheden.

Zakramir havde hørt de små skridt igennem græsset på hendes få meter fra vejen til hegnet, men havde ikke tænkt yderligere over det. Han hoppede i forskrækkelse, og kom til at aske på sin robe så den fik en hvid plet. Han pustede hurtigt asken væk. "Hej" sagde han med en tone af varme i stemmen. Han huskede ikke pigens ansigt, og gik dermed ud fra at han ikke havde mødt hende før.
At dømme ud fra pigens ansigt og hendes krops bygning så var hun nogle år yngre end ham. Nok 16 eller 15 år gammel. Han gav hende et skævt smil. og strøg det halvlange hår som der alligevel ikke dækkede hans lange øre om bag det.
Han kiggede ikke på hende med begær i nogen form, også selvom hun lød som en flirtende pige. Det var på ingen måde det han var ude efter. Sex var på ingen måde en skam, men en af verdenens goder. Smukt.

"Undskyld at jeg forskrækkede dig.. Du er svær at se.. usædvanlig svær faktisk.."
Det sidste var mest en mumlen som vist mest var til hende selv som en slags lille note og hendes grønne øjne kiggede nysgerrigt på ham, det var sjældent at hun ikke lagde mærke til folk, men lagde så mærke til de spidse ører.
hun nikkede eftertænksomt og en lille tør latter hørtes fra hende, mest fordi at det var lige før at man faldt over alle de magiske væsner på denne her ø.. bogstaveligt talt.
"Det burde jeg nok have gættet.."
En elver, selvfølgelig.. De er jo nærmest verdenskendt for at være gode til at gemme sig så det burde hun nok have tænkt over, men en elver med en smøg.. den var ny, ikke lige hvad hun havde forventet af en der siges at elske naturen.. ikke lige denne elver specielt, men sådan mere generelt.. Nå ja folk sagde jo også at vampyerer var blodsugende monstre.. Men var det ikke også lidt sand?
hun rystede tankerne ud af hovedet og så på ham med stadigt nysgerrige øjne, mens hun overvejede om hun skulle fortælle ham hvad hun var.. På en eller anden måde var det vel retfærdigt når hun vidste hvad han var, men måske ville han blive nervøs?
Det måtte vente lidt..

Han vidste godt hvad hun tænkte på. Han fulgte hendes blik. Han havde et godt nattesyn. *Pff, hun tænker det samme. Det samme som alle de andre, hver og en. Ynkeligt. Alle er som hinanden, opdraget af verden omkring dem og bliver ikke unikke som folk burde ha' været* selvom de negative tanker gik rundt i hans hoved, så ændrede hans attitude eller hans ansigt sig ikke det mindste. Zakramir var jo vant til at have negative tanker om andre. Han var en vaske ægte hater. Det var jo ikke fordi der var noget specielt over tøsen her. Hun lignede godt nok et menneske, men hun var bleg. Det kunne jo være at hun var en dæmon eller en vampyr. Men hvad skulle de lave her? Han rystede kort på hoved og slog blikket ned. Han var ikke specielt venlig gik det lige op for ham. Men det overraskede ham jo ikke. "Du skal være velkommen" sagde han angående det med at skræmme ham. Han spillede kortene som han nu gjorde. Spillede lidt et fjols da han ikke kendte hende "Og hvad burde du helt præcist ha' gættet?" spurgte han interesseret. Han kunne jo høre at det var noget om ham selv. Jo mere han vidste hvad andre vidste om ham, jo bedre. Hendes grin misbehagede ham da han ikke fandt noget sjovt.

"At du er en elver, selvfølgeligt.."
Hun gik rundt oven på hegnet ved siden af ham, stadigt overvejende om hun skulle fortælle hvad hun var.. Det kunne hun vel lige så godt, han skulle jo nok finde ud af det alligevel på et eller andet tidspunkt..
"Jeg tror næsten at jeg blev mere overrasket end dig.. Jeg burde kunne have hørt dig længe før... dit hjerteslag, altså.. Det plejer jeg.."
Hun trak på skuldrene som om at det var det mest naturlige i verden at kunne høre et andet væsens hjerteslag, det var det jo også for hende.. for andre ville det nok virke lidt creepy men for hende var det det samme som at høre skridt på en gade.. Helt naturligt..
"jeg er Wilith, vampyr.."
tvivlen gnavede stadigt efter at hun havde fortalt det men hun bed den i sig og håbede at han ikke ville blive mere vred end han allerede virkede. Folk i løbet af tiden havde reageret meget forskelligt når hun sagde det til dem, nogle med latter og spøg.. de der troede hende og som ikke var dæmon eller vampyr oftest med afsky.. eller nervøsitet..
På en eller anden måde var det vel forståeligt. det var jo ikke fordi at hendes artsfæller gjorde noget for at forbedre racens ry.. snarere det modsatte..

Zakramir havde jo næsten spået at hun var Vampyr allerede, så tungt kunne man ikke sige han tog det. "Det havde jeg regnet ud" sagde han, røg en sidste gang og knipsede skodet ud på vejen hvor det langsomt døde, og en stille røg sivet ud i luften af. Let mod øst gik den. "Det med hjerteslag afslørede dig" fortsatte han. Det var jo ikke alle vampyrer som der hørte hjerteslag. Ikke så vidt han vidste. Han havde godt nok mødt nogle som hende. Han håbede ikke hun mente de skulle give hånd eller noget. Frem for alt så var han jo en elver. En race af de fineste, og hævede over alle andre i denne verden. Han viste det aldrig, og man ville ikke tro han følte sig sådan. Andre racer var svage. De hørte ikke til hvor han var.
På trods af at hun var vampyr var han helt roligt. Hun kunne vel ikke gøre ham det store. På trods af at hun ikke virkede specielt gavet i kamp eller offensiv på nogen måde, siden hun var gået tæt på ham. Han regnede ikke med hun ville angribe ham. Han stolte ikke på hende. Det var helt klart. Han stolte ikke på nogen. Ikke andre end sin egen familie.
"Og Wilith" hans udtale af hendes navn var perfekt. Han holdt en kunstpause. "Hvad bringer dig så på disse kanter?" spurgte han. Han snakkede både af interesse, men også fordi han gerne ville undgå en pludselig akavet stilhed.

"Det er også de færreste ikke blodsugere der kan høre folks hjerteslag.. Som nyfødt kunne jeg ikke høre det.. der var alt andet for intenst.. men nu.. det er begyndt at blive tydeligere.. Men hvad er dit navn, elver?"
Hun så ud over engen bag hende der var dækket af dug og som glimtede i månens lys.. der var smukt, men nogle gange ville hun hellere end gerne bytte nattens sølvglinsende lys for solens varme.. Det var bare umuligt. Den ville hun ikke se mere til i resten af hendes levetid med mindre at hun eller nogen andre tog livet af hende ved hjælp af solens stråler. Det var næsten trist at tænke over..
"Jeg har svært ved at holde mig inde om dagen, så når det er nat så er jeg ude igen så snart at solen ikke brænder mig.. Og i nat faldt mit valg på engen her.. Den plejer at være lige det jeg mangler til mit arbejde. Hvad laver du selv her?"
han virkede meget anderledes end mange af de andre overnaturlige væsner af det køn som hun havde mødt.. Overraskende nok virkede han koldere end vampyrerne og dæmonerne.. Igen ikke lige hvad man forventede af en elver, og bare det gjorde ham interessant..
"Du er koldere end de andre.. hvorfor?"

Han var jo ikke direkte vild med at give sit navn ud til folk han ikke kendte. De kunne jo ikke bruge det til noget. At have en andens navn var en magt-faktor. Du kunne identificere personen og opspore personen hvis det var. Men på den anden side, pigen her, hun virkede harmløs. Det virkede også sådan. Hun var ærlig. Det var sjældent man fandt sådan en vampyr.
"Zakramir" sagde han og kiggede hende kort ind i øjnene. Han fjernede sit blik igen, og slog det op igen på hendes øjenlåg så det lignede han kiggede hende i øjnene. Generelt kiggede han ikke folk i øjnene. Det var ikke noget han var vild med, siden han før var blevet hypnotiserede. Ikke den bedste oplevelse. "Vampyr..." tænkte han og lod tanken liggende.
Der var dog de to værste racer i dette rige: Menneskene og varulvene.
Varulvene var lette at sige noget til. For brutale. Dumme. Ubrugelige. Hvis ikke det var fordi de avlede som kaniner var de uddøde for længst.
Menneskene var bare for uvidne. Troede på sønnen og faderen. Der var meget få mennesker der var vært at snakke med.
"Kold er jo en hård ting at sige" sagde han med et lille grin. Han vidste godt han var anderledes . "Jeg er bare anderledes. Nytænkende og mere intelligent end de fleste. Det er jo også begrænset hvor mange kloge hoveder vi har i vores tidsregning" sagde han og bevarede den gode attitude, med et fortsat blik på hendes øjenlåg.

Hans øjne var kort fokuseret på hende og flyttede sig så lidt, men det var hun ikke så optaget af, et stort smil fik bare hendes ansigt til at lyse op. Uden at tage tilløb hoppede hun ud i luften og endte et godt stykke væk fra hegnet, men hendes fødder rørte ikke jorden. Det så ud som om at hun næsten ikke lagde mærke til det men hun havde vænnet sig til at tage af for fald og lignende i den sidste tid for en sikkerheds skyld og hun var blevet ret god til det.. Hun satte sig ned lige over det dugvåde græs og så interesseret på ham.. Af en eller anden grund kunne hun godt lide den selvsikre, kolde unge mand..
"Verden er et hårdt sted.."
Et drilsk smil blev sendt retur, mens at hun kørte hænderne igennem græsset. duggen satte sig på hendes fingre mens at hun fascineret så på den som vandet var som en gennemsigtig sølvhandske.. Hendes latter var blevet varmere da hun lo igen..
"Jeg ville sikkert ikke blive talt med som klog, nok snarere som skør.. Jeg er maler.. vi er ofte lidt skøre.."
Som hun løftede hovedet imod himlen fik hun pludselig lyst til at se det hele oppefra, og hun sænkede blikket til elveren. Ideen ville han nok ikke være glad for, men måske kunne hun overtale ham..
"Har du prøvet at flyve?"
Efter den udtalelse ville de fleste nok klassificere hende som skør med det samme, de havde da også ret i det.. Hun var nok lidt skør, men hvorfor skulle hun have noget imod det? Det var ofte de skøreste der havde det sjovest

Zakramir kløede sig i baghoved. Så hun var maler. Han var ved at sige han selv var urtemager, men hun behøvede jo ikke at vide mere om ham end nødvendigt. Så kom der et spørgsmål om han havde prøvede at flyve. Ja, det havde han vel. "Nu har jeg prøvet det meste på trods af min unge alder. At teleportere, blive båret rundt af engle, blevet skudt igennem luften i høj fart. Og til og med at falde i frit fald fra seks kilometers højde uden faldskærm" men det var jo så en længere historie som han ikke ville komme ind på "Men direkte at flyve er noget jeg ikke har oplevede endnu." Han gav et kig omkring sig. Det var blevet mørkt. For mørkt. Men der var aldrig noget der afskrækkede ham. Han havde det fint som han havde det lige nu. Han kendte området han var i, så hvis der skulle ske noget der ikke var tilpas for ham, så kunne han forsvinde i den blå luft. Han fulgte hende med blikket rundt. Hun havde vel en mærkelig evne som så mange andre. Slev hans egen evne, var bare praktisk. Det var vel ærgerligt at han ikke kunne bruge den til egen gavn, men han var taknemmelig for at folk ikke lå og rodede rundt i hans sind uden hans tilladelse.

(Det bliver sidste svar her i aften du ;) Skal på arbejde imorgen)

"Englenes vinger er virkeligt flotte.. jeg får desværre jo kun lejlighed når øhm.. ligegyldigt.. jeg kan hjælpe dig med at flyve?"
da hun rejste sig op igen, løftede hun den ene arm opad hvorefter at elveren hævede sig omkring 10 cm over jorden.. Det var ikke meget men hun ville ikke løfte ham mere hvis han ikke ville have det. Det måtte være hans egen beslutning hvorvidt han ville med op. Selv hævede hun sig længere op og rakte ned efter ham. Man kunne godt se at hun var køn, men rødt skulderlangt hår og klare grønne øjne, men var de fleste vampyrer ikke.. Modsat mange andre vampyrer var hun mere irriteret end glad for sit udseende.. At være 300 år og ligne en 16 årig er ikke altid lige praktisk..
"Men hvad arbejder du med? Du render vel ikke bare rundt og keder dig?"
Hun så lidt opfordrende og nysgerrigt på ham, uden nogen speciel bagtanke med spørgsmålene. de var mest af alt bare for at stille hendes nysgerrighed, hendes evige følgesvend.. den var i hvert fald ikke forsvundet endnu, og det ville den forhåbentligt aldrig.

//vi skrives bare imorgen så^^//

Han blev relativt overraskede. Sådan lige at blive hævet fra sin plads. Det var en underlig følelse, meget underlig. Han svingede lidt frem og tilbage. Han havde svært ved at balancere og finde sit tyngdepunkt. Han svarede ikke på det med at få hjælp med at flyve. Han tog det som givet. En oplevelse rigere var en oplevelse klogere. Han kiggede ned af. Det var også en uhyggelig følelse. Det var som om at hoppe og aldrig komme ned igen. Hun begyndte at spørge om hvad han lavede. "Jeg arbejder ikke" sagde han, og mistede så sit tyngdepunkt da han havde været fokuserede på at snakke, så der kom en tale pause hvor han lavede nogle underlige bevægelser med armen for at kunne finde hoved og hale på det hele. Efter en rum tid fortsatte han "Jeg løser bare opgaver. Opgaver til eget formål" han vidste godt hvor egocentreret det lød, men det var jo bare sandheden "Man skal vel lave noget man godt kan lide, ellers er der ikke meget ved at arbejde. Så det meste af min fritid bruger jeg på at skabe relationer som kan hjælpe mig senere hen". Han stod stadigvæk og viftede med armene. Han havde efterhånden fået lidt styr på at stå der i luften, og vendte sig lige så stille ud i mod marken i luften og kiggede på hende.

Han var sådan en person der ikke ville have hjælp hvis han på nogen måde kunne undgå det og vampyren sukkede opgivende.. Det var han jo desværre ikke ene om, men Wilith havde altid meget svært ved at lade være med at hjælpe, det var der bare en stemme der sagde at hun burde..
"Javel, og hvad er så det for nogle opgaver? Blive venner med folk? kan jeg godt forstille kunne skabe nogle problemer så direkte som du er, med nogle af dem der er mindre tolerante end jeg er.."
Selv stod hun knap en meter oppe, og havde sat sig på knæ så hendes ansigt var næsten lige ude for hans. Hun var jo med garanti ikke så høj som han var så at svæve var den eneste mulighed hun havde for at blive lige så høj som ham.
Hun løftede hånden lidt mere så han begyndte at svæve opad, mens hun så på hans anstrengelser for at holde balancen med et smil. Da hun fandt ud af at hun kunne flyve tog det også hende noget tid at finde balancen.

Endelig fik Zakramir styr på hvad han lavede, og fik langsomt stillet sig helt til rette der i luften. Han kiggede igen, som altid på hendes øjenlåg. Det var jo svært at forklare hvad han lavede. Det kunne være lige fra at sætte falske justitsmord op, sætte ild til en kirke eller pleje en urtehave. Han holde lige et par sekunder hvor han bare kiggede på hende for at drage spændingen ud "Jeg skaber balance" sagde han så. Ikke et direkte forventede svar. "Jeg sørger for at verden går sin gang, ved at pille i fundamenten ved forskellige ting". Det var faktisk et meget konkret svar. Han 'hjalp' verden med af fungere ved at udføre opgaver som ikke burde blive udført. I sidste ende hjalp det kun ham selv, og alle andre tabte på det. Men det var folk for dumme til at indse. Og han nød det.
"Det er ikke til at forklare hvis ikke du selv er inde i det. Der er, heldigvis kun få af min slags, så der er ikke så mange der forstår det" sagde han.
Han glemte kort hvor han var, og tog et skridt uden om hende, for at bevæge sig lidt. Resultatet var totalt balance svigt, hvor han landede med en fin kolbøtte, hvorefter han rejste sig igen og børstede sit tøj af. Det så perfekt ud, som om det var planlagt. Men på den anden side, hvem ville faile på den måde ?

"Så du piller ved fundamentet.. Bare du så ved at huset falder sammen en dag.."
Alt i alt var sætningen meget logisk og let at forstå og hun så ikke så muntert på ham mere. Der var for en gangs skyld alvor at se på hendes ansigt og hun vurderede ham køligt. At han pillede ved fundamenterne på ting, okay det var til at leve med.. Men hvorfor? Det var mere det der interesserede hende. Mens hun opsummerede hvad hun vidste om ham sørgede hun for at holde ham og hende selv i luften og hun begyndte at gå ind over marken igen, med en eller anden forventning om at han fulgte med.

*Lad os se, drengen er selvsikker, kold i røven, og er ikke en person der hjælper uden at få noget igen? hvorfor skulle han pille i fundamenterne? Magt? Nej, ham virker ligeglad.. penge? Højest sandsynligt ikke. Han virkede ikke som typen.. En bestemt person? nej, for kold.. Han gør det måske for ham selv? Måske var det så enkelt.. for sjov? ja han var typen.. hoven, arrogant, med verden som sin legeplads.*
Imens hun tænkte hævede de sig igen og var nu nået op på omkring 15 meter over jorden og hun virkede til at være godt tilpas. under dem lå engen stille og badet i månens kolde lys, hvor kun vinden lavede andre lyde end deres stemmer.
"opfører du dig altid så perfekt?"
Hun havde løftet det ene øjenbryn, imod ham og stod med siden imod ham og virkede lige så sikker som havde de stået på jorden.. Faktisk virkede hun nok mere sikker, og mere magtfuld. Det var ikke noget hun selv lagde mærke til men hendes øjne var begyndt at blive mørkere som natten begyndte at gå..

Fundamentet ville aldrig falde ned over ham. Istedet for at pille ved det, så udfyldte han hullerne med hvad han kunne bruge. Det var jo smart. Ikke bare lidt smart, men utrolig smart. Det eneste problem med det var nu her, hvor han ikke havde noget at lave. Så var han på samme tid flad. Men sådan var livet.
Han kløede sig i skægstubbene der var groet ud i løbet af dagen. Da de var nået de godt og vel 15 meter op i luften mumlede han noget i stil med "Bare stop her, det er fint". Han kunne mærke en omgang uro inde i hans indre. Han brød sig ikke om det her. De var lidt for højt oppe. Selvfølgelig ville han sagtens kunne overleve hvis han kunne få landet ordentligt efter de 15 meter, og nok helt uden skader. Men hun virkede nu ikke som en der havde lyst til at skade ham, eller teste ham. Det burde hun heller ikke. Han var på langt højere plan end hende. Mente han ihvertfald selv. Men det her med at hun kunne løfte ham, og sikkert også andre ting, det gjorde ham ikke så tryg.
Så kom hendes spørgsmål. Det var nok noget af det dummeste han havde hørt længe. Og på samme tid, havde han fået en beundre. "Du kan aldrig blive god nok" citerede han. Han havde fået fortalt det så mange gange dethjemme, hvor at han kom fra. Fra sine forfædre, fra læremestre og andet gøjl. Og han blev heller aldrig god nok, hvis han var god nok, så havde han været hvad folk ville kalde en såkaldt gud. Han troede jo ikke på en direkte gud, men på Dahan. Kræften der levede i verden og formede sig til det han havde brug for.

Vampyren løftede knap et øjenbryn over hans uvilje imod at komme højere op og vendte sig i stedet imod engen og stod dermed med ryggen til ham. Det var dog for hende ingen speciel gestus for hun følte sig rimeligt sikker. Elveren havde sikkert en evne som alle andre på denne her skøre ø, men hun var rimeligt sikker på at hun ville kunne undgå den.. ellers kunne hun jo selvfølgelig bare suge ilten ud af den luft han indåndede.. Det ville sikre hende overtaget for et kort stykke tid..
"Som du vil.. Her er smukt, men jeg savner dagens lys.. Det er som at savne en gammel ven.."
Han så ikke udtrykket af træthed der fløj over hendes ansigt, eller det håbede hun i hvert fald ikke. Hun vendte sig først om da han svarede på hendes spørgsmål.
"Til at undgå vampyrjægere.. Du har helt ret.. Men ellers er jeg meget tilfreds med hvad jeg er.."
Hun fortsatte hans sætning uden at bekymre sig om hvad han ville sige til det. Det måtte være hans problem, og hvis hun havde ret med hensyn til ham ville han ikke brokke sig, bare blive sur uden at sige noget..
Tilgengæld var den læresætning nok noget han levede efter, sådan virkede det.. så den kunne nok bruges til et eller andet på et tidspunkt.

Han satte sig let på hug. Hans hænder hvilede sig på hans lår, klar til en perfekt landing hvis der skulle ske noget. "Vampyr jægere er dristige. De ved kun ting om vampyrer. De tager kun højde for de basale vampyr evner, deres væremåde og deres evner. Hvis du ser ud over kanterne så kan du nemt undgå at komme til skade. Desværre er det jo ikke så ligetil at slå en vampyr ihjel. I er jo klogere væsner end som så. Det er bare de færreste der har indset det" sagde han. Han kiggede ned på jorden. Sidst han var ved denne højde i fri luft havde det været med lidt over 200 kilometer i timen, stødt imod jorden. Han havde heldigvis ikke været alene, så han havde ikke haft et problem. Det mente han heller ikke han havde nu. Pigen virkede jo ikke offensiv, og han havde ingen intentioner. Der var absolut ingen pointe i at angribe hende. Hun var jo fredelig. På trods af at hun var vampyr. Men hun havde jo også et formål her i verdenen.
"Hvis vi ser bort fra at du stiller alle spørgsmålene her, er der så noget du har lyst til at fortælle?" spurgte han så, kiggede kort på hende, hvorefter han igen kiggede mod jorden. Hans arme som stadigvæk var i hvile på hans lår søgte lidt mere sammen. Hans hænder follede sig, og hans tommelfingre søgte ned under hans hage, så han kunne slappe lidt af i nakken. En behagelig position.

"Problemet er at de har fat i en meget vigtig del af vores eksistens.. Blodet. Det er der intet at gøre ved, men ofte er vi ikke opmærksomme lige der..Men ja selvom vi blev overraskede lige der ville vi nok overleve..."
Hun så grundene på ham, der havde sat sig på hug selvom hun ikke var helt sikker på hvorfor. Det virkede som om at han var bange for at falde, men det ville han ikke medmindre at han ikke havde noget at gøre heroppe længere.. Og som han opførte sig nu så hun ikke nogen grund til at lade ham falde.
"Hvad vil du vide om mig? Jeg er født for 300 år siden, i Europa. jeg er lige kommet hertil og mener mest at alt at øen her minder om et stort cirkus.."
Hun så roligt på ham, ikke helt sikker på hvad hun skulle fortælle ham, det hun havde fortalt der var bare standart viden og ikke noget der ville gøre hende mere sårbar end hun var i forvejen hvis drengen viste sig at være fjendelig. Det var han måske ikke nu, men Wilith var ofte lidt mistænksom..

Egentligt lyttede han ikke efter overhoved. Han vidste godt at han ikke ville få noget ud af at stille det spørgsmål. Den eneste information han kunne bruge var at hun var 307. Så hun var stadigvæk ung. Hun ville aldrig opfatte han ikke lyttede efter. Det var jo ikke noget man kunne se på hans øre, og siden han sad på hug kunne hun ikke se det fraværende i hans blik.
Han gloede bare ned på engen. Det frodige græs der minglede sig med hinanden. Det var et skønt syn. Han faldt ikke i staver, men observeret hvad der skete. Alle de små detaljer. Græshopper, dansemyg. Hvordan vinden var blevet kraftigere end da han kom tidligere i dag. *Det er Dahan* tænkte han. Dahan var kræften i alting. Ham der fik dyrene til at leve, ham der skabte lyset når jorden var i nød.
Pludselig kiggede han op på månen, *Fuck man! Hvad er klokken?* tænkte han. Hans øjne blev store. *Så den er omkring 18:50. Jeg skulle havde været gået 18:48. Så hvis nu jeg løber med to kilometer i timen hurtigere, sænker farten ved den store bakke, og som det ser ud nu.. Så har jeg vinden i ryggen*. Han regnede hele turen ud.
"Jeg beklager Wilith, men jeg bliver nødt til at gå nu. Jeg har en vigtig aftale. Vil De være venlig at sænke mig ned til jorden?" spurgte han ydmygt. Det var jo sådan man fik fremskridt. Selvfølgelig kunne han bare springe væk fra den vind hun kontrollerede, men hellere intet besvær end lidt. Han rejste sig op igen. Han kløede sig på højre side af hoved med sin højre hånd. Han var aldrig den bedste til det med tiden.

"hvis du vil.."
Hun transporterede dem hurtigt ned til jorden og så undrende på ham. Det virkede til at der var et eller andet vigtigt han skulle nå, men hendes nysgerrighed var allerede begyndt at røre på sig og hun ville vide hvad han skulle om hun så skulle liste sig efter ham.
Det var ikke første gang at hun skyggede folk, man oplevede jo så mange ting på så mange år og hun var rimeligt sikker på at hun kunne undgå at blive set, også selvom han var en elver.
Åbenlyst nysgerrig så hun på ham men spurgte for en gangs skyld ikke om noget, for hvis det var vigtigt så ville han nok ikke fortælle noget vigtigt om hvad end han skulle.
nede på jorden slap hun vinden begyndte at gå væk fra ham med ordene:
"Rart at møde sig Zakramir, vi ses jo nok igen.."
*måske før du aner* Hun ville dog nok blive i området og så ville hun kunne lytte sig frem til hvor han skulle hen og kunne følge efter i sikker afstand.. måske ville det virke..

Han nikkede. Han vidste ikke om det var rart at måde hende. Han var jo blevet en oplevelse klogere, men han havde ikke fået noget ud af det. Han bøjede sig let forover, og strammede sine snørebånd i sine støvler. Han kiggede ikke på hende "Muligvis ses vi igen" mumlede han. Så stak han afsted. Han løb hurtigt. Det var klart at se at det ikke var evner han havde, men ren træning. Han var fuldstændig adræt bygget med sine muskler. Han hoppede over hegnet på en ret voldsom måde. Hvis man tænkte over det, så var hans måde at bevæge sig på lige nu, ligesom at se en varulv i sin menneske form. Hurtig og brutal. Han så ikke nær så let og elegant ud som han plejede, selvom han måske var det. Det var også svært at være perfekt når man skulle bevæge sig så hurtigt. Han kunne mærke da han allerede var et godt stykke nede af vejen, at sveden begyndte at pible frem. Men det var også varmt at løbe i en robe der var lavet at akryl. Han kontrollerede sin vejrtrækning til fulde. Han forsvandt til sidst i mørket som en mafia boss på Cuba. Det eneste der var tilbage af ham var noget nedtrådt græs og den svage lyd af løb der forsvandt lige så langsomt.

//Out.