Altanen

Zakramir stod ude på altanen på 8. sal. Ironisk nok stod han og røg. Selvfølgelig var det ikke naturligt fra en elvers side, men han kunne vel være ligeglad. Det var jo en smuk udsigt med solnedgangen ud over byen der stadig var i fuld gang. Han hadede at komme her ved hospitalet. Der var for mange mennesker. Han havde det ikke for godt med det. Mange mennesker betød problemer. Selv havde han været inde og besøge en ven. En ven var måske meget at kalde det, men det var nu bare en person som han var bekendt med. Han havde haft nogle urter med til ham, han havde fundet i skoven. Selvfølgelig var det jo ikke bare "Hey buddy, snup nogen urter". Det var jo nogen det gerne skulle få ham til at få lidt bedre. *Min slægt kender jo bedre metoder end de moderne hospitaler*" tænkte han. Urter virkede på helbredet, det var videnskabelig bevist.
Han var jo ikke kommet til skade ham den bekendte. Han var bare syg. Alvorlig syg. Men det meste kunne man jo redes ud fra. Zakramir tænkte lidt på første gang han mødte ham. Længe siden. Dusørjæger vel og mærke. Han havde hjulpet ham med at jage nogle engle. Ikke nemme at få fat i med de vinger. Han smilede lidt ved tanken.
Han gik et par små skridt til siden. Han kom i tanke om at det ikke var så pænt at ryge på et hospital, og siden han stod lige foran en glasdør kunne han lige rykke sig. Altanen var vel ikke mere end 4-5 kvadrat meter. Han stod med ryggen op af muren. Han plejede ikke at være her på hospitalet. Han lukkede øjnene og tog et ordentligt hvæs af cigaretten. Han åbnede øjnene og stirede til siden da han kunne høre døren blev åbnet. Og ud af døren kom...

Påklædning:


Tessa havde været på hospitalet tidligere på dagen, da hun havde fulgt hendes far derhen efter at han næsten, havde skåret en finger af med en af hans mange dumme knive. Tessa vidste at faren var mere paranoid en godt var, og hans mange våben skadede ham selv oftere end de skadede andre. Hun vidste dog at i hans unge dage havde han været en fabelagtig dusørjæger, men det var længe siden nu.Han var ikke så gammel, han havde næsten lige rundet de 49 år, men efter hendes mors død blev han mere underlig for hver dag.
Han havde været ude på en altan og åbenbart glemt en lighter, som han havde fået af hendes mor. Selvfølgelig havde Tessa ikke kunnet sige nej til ham, da han pænt havde spurgt om hun ville tage ind og hente den.
Med hurtige skridt skyndte Tessa sig gennem de hvide gange, hun ville bare hurtigt have det overstået. Det lange sorte hår svingede fra side til side for hvert skridt, og de lyseblå øjne var hele tiden rettet fremad. Hun så hverken glad eller vred ud, hun havde det med at være neutral i ansigtet det meste af tiden. Hun var sjældent videre glad og sjældent videre vred, så hendes ansigt viste ikke rigtig noget humør.
Hun nåede til altanen, hendes blik faldt på drengen som stod på den anden side af glasdøren. Hun trak vejret roligt og lod ikke til at være påvirket af det. Lige så stille skubbede hun døren op og trådte ud på altanen.

Han kiggede på hende. Bare kort. Gav hende et kort anerkendende nik. Alle væsner kom her på stedet, men han kunne ikke bestemme hvad pigen her var. Hun var stille i sin væremåde i den meget korte tid han havde set hende. Han havde faktisk set hende før. Hvor? *Det må ha' været tidligere* tænkte han og kiggede kort op af imens han tænkte sig om. Tog et hvæs. og lod armen hvile ned langs muren sammen med ryggen. Han kiggede igen ud over byen, og så tilbage på hende.
Normalt ville han ikke ha' givet hende det nik, men siden de var på et hospital var han respekt højere for alle andre end det var normalt. Det var ligesom et helligt sted. Ligesom et tempel. Der var så meget energi i luften på et hospital. Fødsler, død, smerte, sorg, glæde. Alt var der. Det var et af de eneste jobs der ville ha' været værd at læse til. Læge. At hjælpe andre på den måde. *Men livet er for kort* tænkte han.
Så tog han endelig sig selv i at stå og tænkte. Folk havde jo før fået hår hud i lænker imens han bare havde tænkt over et par ting han havde tænkt sig at ændre. "Hej" sagde han med sit nordlige accent. Han brød tavsheden. På den anden side lignede pigen ikke direkte en der havde tænkt sig at snakke, siden hun ud fra sit åndedræt at dømme, havde bevægede sig hurtigt. Ellers havde hun måske bare brug for at komme udenfor? Han sagde ikke mere. Han havde heller ikke sagt det i en glad tone eller i en trist en. Man skulle passe på hvordan man behandlede folk på et hospital.

Tessa lod kort blikket glide hen over ham, hun var ikke godt til det med at gætte racer. Hun havde aldrig vist det nogen stor interesse, da hendes far havde forsøgt at lære hende lidt om at være en dusørjæger. Hun vidste hvad hun var, det var rigeligt. Hun havde ikke lyst til at blive blandet alt for meget ind i den verden, da det var den verden som havde taget hendes mor fra hende for nogle år tilbage.
"Hej" Hilste hun med en tydelig amerikansk accent. Hendes stemme var blød og venlig, men havde alligevel en hård kant, som om hun forsøgte at være hård samtidig. Men sådan var hendes stemme bare. Hun kastede et hurtigt blik rundt i jagten efter lighteren, hun kunne ikke sådan lige få øje på den. Var der mon andre altaner som han havde været ude på for at ryge, en dum vane efter hendes mening, men hun var dog egentlig ligeglad med om folk røg. Hun syntes ikke at det smagte godt og havde derfor valgt ikke at ryge.
"Undskyld, men har du set en lighter her ude?" Tessa spurgte meget venligt drengen til hjælps. Den lighter var sikkert blevet fundet af en eller anden, så sandsynligheden for at hun fandt var nok ikke stor, da det var omkring fire timer siden hendes far havde røget på hospitalet. Hun strøg sit pandehår til siden da det var svinget ud foran hendes øjne da hun lidt for hurtigt have drejet hovedet.

Hans trætte øjne kiggede hurtigt rundt. Hans øjne var lettere kvæstet. Han havde haft en lang nat, men han skulle vel også sove lidt længere i dag kunne han gætte sig til. Spørgsmålet var bare hvor han skulle finde stedet.
Men den tid den sorg. Det gik op for ham han slet ikke ledte på trods af at han kiggede efter den. Han var mere fokuserede på sine egne tanker. Han løftede sin taske der stod på den anden side af døren for at se om lighteren lå der. Og ganske rigtigt, den lå lige under tasken. han kastede tasken over i et hjørne af altanen i et snuptag, så den ikke lå og flød. Det hele så meget flydende ud, nærmest som om at det var planlagt. Men sådan var det jo med ham. Han tænkte flere skridt frem.
Han samlede lighteren op, og rakte den til hende i åben hånd og strakt arm. Han gav hende et lettede smil. "Hej" sagde han endelig så. Han studerede hende kort igen. Havde han set hende før? Han lænede sig tilbage, så det nederste af ryggen blev støttet imod rækværket på hegnet. Hans håndflader støttede sig også på rækværket, så han var sikker på ikke at falde ned. "Jeg har set dig før.." startede han. Han vidste godt at det lød fjollet, men han vidste også at sådan en sætning fangede hendes opmærksomhed. Han kiggede efter specielle detaljer ved hende. Det var ikke rigtig andet end de smukke øjne og den gule frakke. "Har du været her tidligere?"

Antydningen af et lille smil spillede på hendes læber, som i dag havde en lys hudfarvet farve, men ikke lige så lys som hendes hud. Hun var glad for at bruge make-up, noget sort om øjnene og noget på læberne som gjorde dem mere lys, end den normale let rødlige farve de ellers havde.
Hun så på ham da det så ud til at han så efter lighteren, måske lod han bare som om han ledte efter den. Det så i hvert fald ud til at hans tanker var nogle andre steder end omkring at finde lighteren. Men dog, det lod til at han havde været hjælpsom. da han løftede tasken fik hun øje på den. Inden hun nåede at gå frem for selv at tage den, bukkede han sig efter den. Hun trådte tilbage, da han rettede sig op med den i hånden og rakte den frem mod hende. "Tak" sagde hun venligt til ham, da hun forsigtig tog lighteren fra hans åbne hånd uden at røre hans hud.
Tessa lagde hovedet let på skrå, så det sorte lange hår svingede ned over højre skulder. Hun mente ikke at have set ham før, og undrede sig over hvad han mente med det, men hun ventede med at svare i et par sekunder og det alder sidste han spurgte om fik hende til at tro at han selvfølgelig havde ment på hospitalet, det kunne jo ikke have mødtes andre steder, det ville hun havde husket. "Jeg var her tidligere i dag" svarede hun venligt, men havde igen fået det neutrale udtryk i ansigtet.

Zakramir var glad for hun ikke havde rørt ved ham. Det var ikke lige det han var inde for. Han var bedre end hende. Han var generelt bedre end de fleste, selvom de ejede det meste. Men det var cool nok. De kunne jo ikke gøre for han var bedrevidende end de fleste andre. Han tog sig selv i at stå og glo hende i øjnene. Normalt kiggede han på folks øjenlåg, da han vidste at folk havde evner. Han havde før hørt om hypnose. Godt nok vidste han at ingen endnu havde trængt igennem hans mentale forsvar, men man vidste jo aldrig hvad man kom ud for på disse kanter. Han slog hurtigt øjnene op på hendes øjenlåg istedet for. "Jeg kunne genkende dine øjne, de er.." han stoppede med at snakke. En lille kunstpause "bemærkelsesværdige". Han valgte sit ord med omhu. Han kunne ha' sagt flotte, smukke og andet gøjl, men han ville ikke virke påtrængende. Eller flirtende. Det var ikke hans intentioner. Jakken var også meget genkendelig. Han kiggede kort ned af sig selv. Han havde jo fint tøj på i dag, nu hvor han skulle færdes offentligt. Et par røde fløjlsbukser og en stribet langærmet skjorte. Han var jo ikke direkte traditionel lige nu. De gamle rober vakte bare for meget opmærksomhed på offentlige steder, og han hadet opmærksomhed.
Det gik op for ham han ikke havde svaret på hendes tak. Men hans ry gik jo heller ikke for han var den høfligste mand i byen, så han lod det ligge. Han vippede lidt frem så han bare stod stille, med hænderne foldet på ryggen, så han ikke stod og lænede sig op af rækværket *Ingen ved jo hvor gammelt det er* tænkte han for sig selv.

Tessa så ham i øjnene da han så hende i øjnene. Hun havde ikke noget i mod at se andre i øjnene mens hun talte med dem, det var jo rent høflighed og selvom hun måske ikke så ud som den sødeste pige i verden, så var hun i hvert fald ikke uopdragen. Hendes mor havde gået meget op i det, da hun var lille og efter morens død havde hun ikke ændret så meget på hendes adfærd. Måske lige det at hun sjældent vidste følelser eller hvilket humør hun var i.
Da han var i gang med at snakke om hendes øjne, fik han et minus. Hun brød sig ikke om at få at vide at hun havde flotte øjne eller hvad folk efterhånden havde fundet på. Hun kunne i det hele taget ikke rigtig lide at få komplimenter. Dog fik han et plus, som annullerede det tidligere minus da han fandt på noget nyt som ikke rigtig kunne forbindes med flirt.
"Tak[i]"Hun vidste hun bare for et øjeblik havde brugt det ord, men hvad skulle hun ellers sige til det? Skulle hun give komplimenter, når hun ikke engang kunne lide at få dem? Desuden plejede hun at vente med at dele ud af de sjældne komplimenter, til hun kendte personen godt og den person vidste at den ikke behøvede at sige noget igen.
Tessa lod lighteren glide ned i en lomme på hendes orange/gule jakke og lod hånden følge med ned i den. Hvorfor hun blev stående i stedet for med det samme at sige farvel, vidste hun ikke. Men hun flyttede i hvert fald ikke på sig.

Han var lidt forundret over at hun ikke havde taget en cigaret frem og tændt den. Det var ikke hver dag man fandt en lighter for en person som der ikke skulle bruges.
Selv var han en synder. Han røg, og han var elver. Mange så forkert på det. Det gjorde han ikke. Tobak var en plante, og planter hjælper levende væsner. Han røg den plante fordi det var en af naturens goder. At den så formindskede hans levetid var noget andet. Men han havde før hørt om magiske kræfter der gjorde folk i stand til at leve længere. Og mon ikke han kunne finde sådan en ?
*Men tilbage til virkeligheden* tænkte han så. Hvad lavede han. Han stod på en altan, han havde en halvdød cigaret i hånden, han havde mødt en pige som ikke røg, havde ledt efter en lighter, var tilbage holden da hun ikke ville røre ved ham, men alligevel var for nysgerrig over ham til at hun var på vej væk igen. Han knipsede skodet ud fra altanen. Han var god til det med at skyde ting afsted med fingrene. Det var ikke fordi han øvede sig på sådan nogle triste ting. Han var bare god til det. Det fløj, og det sidste han så til det var at det blev taget af den stærke vind og blæste bort som en retfærdighedkæmper i Chile.
Han satte sig op på rækværket, let foroverbøjet. Hans fødder lænkede sig fast til rækværket. Han var sikker på han ikke ville falde ned, men han var urolig for at pigen ville tro at han måske ville. Han ville jo nødigt skræmme hende. "Så.. Hvad er grunden til du er her? Hvis vi ser bort fra lighteren" sagde han med et spørgende blik og et opmuntrende smil. Ikke fordi hun var nede, men fordi det passede ind. Han hentydede til hospitalet.