Old Acquaintances [Procella]

I have something you want.
Saturday, 8. A car will pick you up.

PS. Wear something pretty.

Noten var skrevet med kaligraferede bogstaver, bukket på midten og efterladt under vinduesviskeren på Procella's bil. Ingen underskrift, intet hint imod afsender. Det kunne have været en dårlig joke, hvis ikke den blank-polerede, sorte limousine trak op til fortovet præcis klokken 20.00. En mand i fuld uniform - tydeligt en hyret chauffør - steg ud og holdt høfligt døren åben.

the dress

Flabetheden havde vakt hendes nysgerrighed. Eller dødsforagt? Et par gange havde hun overvejet at flå noten i stykker, men der var noget over den. Noget der gjorde at hun ikke kunne feje tanken bort. Hendes flirten med tanker var blevet et usagt behov for at give den her smartass et par sandheder med på vejen. Hvem kendte hende her?

*Ripper keep track please, i dont know what im getting into*

Tekstbeskeden blev sendt afsted da hun kastede et sidste blik på sig i spejlet. For en kvinde der ikke normalt gik med makeup eller kjoler var det vel ikke en katastrofe. Hun havde sin egen særegne form for sensualitet. Som en leopard. Lange glidende bevægelser der var i balance. Hvis man blev tiltrukket af styrke og elegance på hendes facon var hun yderst tiltrækkende - men hun blev aldrig et lille fotomodel-nips, eller en skrøbelig kvinde a la damsel in distress.

Hun purede let op i håret og trak ned i kjolen så underdelen smøg sig bedre omkring hendes hofter. Det føltes meget underligt at have noget så stramt på. Hun rettede let på bæltet der delte den tofarvede kjole og prøvede at se kritisk på sin skikkelse. Well...

"I got boobs..."

Hun smilede til sig selv i spejlet så de dybe smilehuller trådte frem i hendes kinder, og faktisk gjorde hende fantastisk køn...det var bare så sjældent de fik lov at komme frem.

"Oh what the hell..."

Brummede hun til sidst en smule irriteret, trak den korte jakke udover og spejdede ud af døren. Hoveder ville rulle hvis det her var en joke. Alligevel studsede hun over limoen og måtte sluge sin befippelse ved at blinke et par gange. Hun sendte chaufføren et skarpt blik. Hendes hånd knugede let om den lille håndtaske hvori pistolen med lyddæmper lå gemt sammen med nogle løse sedler og hendes mobil. Der var ingen grund til at være dum omkring det. Folk havde prøvet at slå hende ihjel på kreative måder før.

Hun holdt pænt knæende samlet imens hun steg ind. Der skulle ikke være en Paris Hilton historie på hendes bekostning. Hun så sig lidt om, stadig en smule overrasket over hvor mange penge *nogen* havde brugt på...hvad? At slå hende ihjel? At gøre hende til grin? Hvad gik det her ud på? Hun måtte synke en begyndende knurren dybt i halsen da døren blev lukket og hun pludselig følte sig spærret inde. Havde det her været en frygtelig fejltagelse?

Chaufføren nikkede let og lukkede døren for hende, uden at lade sig friste til at lade blikket synke ned til hendes kavalergang. Indersiden af limousinen var omtrent lige så imponerende, som udseendet havde lovet. Vintage-stil med tunge, mørke træ-paneler og guld-belæg. To mørke lædersofaer vendte imod hinanden, den ene i kørselsretning, den anden op imod fører-kabinen, der var afskærmet med en tonet rude.

Henover det bagerste sæde lå en buket langstilkede roser, bundet med et hvidt fløjlsbånd.

Limousinen trak væk fra kantstenen og flød langsomt med trafikken igennem byen og ud på hovedvejen. Da gadelamperne først var bag dem, sneg farten sig højere og limousinen skød igennem landskabet, selvom den præcise fart var svær at bestemme ud fra motorens lavmælte spinden og mørket uden for ruden. Retningen var imidlertid en god indikation og det varede ikke længe før limousinen sneglede sig igennem La Sunisha's gader, for at gøre ophold uden for 'Le Chat Noir', en af byens mere stilfulde og populære restauranter, når det kom til det konservative jetset.

En dørmand sprang til og åbnede for hende med et smil der balancerede perfekt imellem høflig interesse og værdsættelse af hendes udseende. Med et let buk indikerede han, at hun kunne fortsætte ind igennem dobbeltdørene, til en smagfuldt europæisk-indrettet modtagelse, hvor restaurantens vært modtog hende med endnu et smil.

"Godaften Frk. Velkommen til 'Le Chat Noir'. Har De en reservation?"

Procella så sig omkring. I et let kærtegn strakte hun ud og lod fingerspidserne glide let over træpanelerne. Det duftede...dyrt. Der var heller ikke tale om fake leather. Den tunge duft af dyr hang hende i næsen. Men det var en god duft. En...lækker...duft. Der var så meget at kigge på at hun først ikke bed mærke i blomsterne, ikke før hun fangede det hvide bånd ud af øjenkrogen. Så lignede hun til genmgæld en der havde fået en baghånd hen over ansigtet. Blomster?! havde hun nogensinde fået blomster i hele sit liv? Hva gjorde man med sådan nogle? Det var jo ikke ligefrem fordi hun havde en vase gemt i sin håndtaske...eller bil...

Der var nu alligevel noget smigrende over det, og hun rakte ud og trak buketten til sig, med en mine som forventede hun at den ville vende sig i hånden på hende og bide hende. Hun snuste eftertænksomt til roserne imens hun skulede af den tonede rude. Med så meget hemmelighedskræmmeri kunne hun lige så godt droppe at udfritte sin chauffør. Hvis han var en familiar af en art ville han hellere dø end at afsløre noget...og nu havde hun jo gjort sig besværet med at hive i en kjole...så kunne man vel lige så godt udnytte det...hun kunne altid skyde ham senere...hvis det var nødvendigt.

Da døren blev åbnet så hun vagtsomt på dørmanden, og atter med samlede knæ steg ud - denne gang bevæbnet med en buket blomster.

..what the hell am i doing here...this is...fancy...

Hun blinkede et par gange og mærkede nervøsiteten melde sig.

"Uhm...reservation?"

Gentog hun en smule panisk og så sig lidt søgende om. Hvad fanden skulle hun nu gøre? Trangen til at snerre arrigt begyndte at boble i hendes mave. Det var da i hvert fald en raffineret måde at ydmyge hende på hvis hun skulle vade hele vejen hjem herfra på høje hæle og i lårkort kjole. Hun bed tænderne sammen og prøvede at trække vejret dybt og finde et eller andet zen-punkt, men det synes at være i en helt anden verden lige nu. Hun var så meget uden for sin comfortzone som det var hende menneskeligt muligt, uden at bede hende trække vejret under vand eller flyve til månen.

Maître d'en betragtede hende tålmodigt, selvom det lille smil blev en smule tyndere ved hendes uforstående ansigtsudtryk. Hans øjne flakkede kortvarigt op og ned af hende, uden at overse den mindste løse tråd eller vilde hårlok. Efter det gennemtrængende blik, fokuserede øjnene på buketten, derefter kortvarigt over hendes skulder til limousinen foran. Det høflige smil blev en grad varmere, da han tilsyneladende stykkede brikkerne sammen.

"Ah, De må være den unge dame der er ventet. Nu skal jeg lede dem hen til Deres bord. Hvis De vil følge med?"

Manden gjorde sig umagen af, at træde ud bagfra den lille skranke og række den ene arm om bag hendes ryg uden at røre hende direkte, mens den anden strakte sig for at indikere den vej hun skulle gå. Restauranten var indrettet som en lavt-loftet balsal. Tunge, røde fløjls-gardiner hang i guirlander under stukken, et stænk af farve på de ellers hvide vægge. Store krystal-lysekroner hang for højt til at give meget lys, men føjede til den grandiøse fornemmelse af lokalet.

Maître d'en ledte hende imellem borde optagede af kvinder i deres fineste og behængt med diamanter, mænd i klassisk sort-og-hvidt. Nogle få overraskede og interesserede sideblikke gav indtrykket, at det ikke var often den lille mand forlod sin post for en gæst. Bordet han ledte hende til var i en lille alkove, med et godt udsyn udover resten af lokalet, men tilbagetrukket og en anelse mere privat. Han trak høfligt stolen der vendte med ryggen til lokalet ud for hende og ventede tålmodigt på, at hun skulle sætte sig.

__________

De tunge gardiner og det dæmpede lys var mere end nok som skjulested. Han regnede med, at den overvældende lugt af varme menneske-kroppe og mad ville sløre hans egen fært. Hendes, derimod, blev båret ind fra forværelset af trækket fra dørene.

Wicked drak duften ind, rullede den i munden som en kostbar vin, nød genkendelsen og den halvt ignorerede viden, at end ikke hans overlegne sanser havde kunnet genkalde sig hendes duft i alle dens detaljer.

Han modstod fristelsen til at trække gardinet væk og træde hende i møde.

Patience, patience. Let her sit down first. There's no rush. The sooner you step forward, the sooner she leaves.

Et svagt smil spillede henover hans læber. Det kunne selvfølgelig ende anderledes. Der var engang hvor det ikke nødvendigvis lå i kortene, at han ville komme til at betragte hendes ryg når hun forlod ham.

Be realistic, brother. That was many years ago.

Wicked sukkede let, tillod sig selv endnu et øjeblik til at nyde den svage lugt af læder, maskinolie, en mere påtrængende floral duft (en ny parfume? Nej, for svag. En overførsel fra en anden, muligvis) og under alt det, en fært der mindede ham om mørk chokolade; saftig og tør på samme tid, men med et strejf af bitterhed, der stod imod sødmen.

Duften af Procella.

Luften skiftede svagt. Wicked åbnede øjnene og så tilbage imod forværelset, fandt tjeneren tilbage på sin plads. Det var på tide at forlade skjulestedet. Han rakte en hånd ud, nød fornemmelsen af fløjlet imod huden og blev endnu engang mindet om kvinden der ventede. Om hendes hud imod hans. Han vejede stoffet imod mindet og foretrak mindet.

Wicked trådte lydløst igennem lokalet, holdt sig til de mere skyggefulde områder for ikke at tiltrække de andre gæsters opmærksomhed. Hans egne øjne hvilede på hendes hænder, udsatte øjeblikket hvor han kunne tage hele hendes udseende ind, med et enkelt omfattende blik af de mørke øjne.

Han var ikke skuffet.

"You look beautiful. I was afraid you might be stubborn, show up in that old duster of yours. Of course, you're charming either way. Did you like the flowers?"

Han smilede, charmerende, flirtende og farligt.

Dazed and confused. Det var nok de rette termer at bruge om Procellas sindstilstand. Hun måtte tage sig i ikke at stirre rundt med store øjne, og guderne skulle vide der var nok at suge til sig, ikke kun med stedets udsmykning, men så sandelig også kvinderne der glimtede som kostbare påfugle i kjoler der glitrede om kap med smykker og sikkert kostede mere end hun nogensinde ville kunne drømme om at gøre sig forhåbninger om der ville stå på hendes konti.

Procella trak vejret dybt og prøvede at finde lidt ro da hun satte sig og lagde blomsterne på bordet ved sin side. Elefant i en glasbutik. Hun følte sig som en gråspurv ved siden af de glitrende påfugle, og var faktisk en smule taknemmelig over at alkoven gav en falsk følelse af privatliv. Hun kørte hånden gennem det lange hår i det en skikkelse skilte sig ud fra skyggerne og kom hende i møde. Så stivnede hun let.

Skiftet var ikke føleligt, men alligevel var der ingen tvivl da det indtrådte. Nervøsiteten forsvandt, erstattet af en kropsholdning der lå et sted mellem "fight or flight" stadiet. Procella rankede sig, lod skuldrende falde ned på plads. Musklerne omkring hendes øjne blev spændt en anelse, og pupillerne udvidede sig i et ryk

"...you have GOT to be kidding..."

Det var ikke et råb. Faktisk var det noget nær en hvisken. Men der var en tydelig ætsen i kanten af den. Uden at fjerne blikket fra den høje og bredskuldrede skikkelse, famlede hendes hånd ud efter håndtasken imens hun gjorde mine til at springe op fra sit sæde - men ikke helt sikker på om det var flugt eller angreb. Så langt var hun ikke med mentalt endnu, grundet rent chock.

Hans hals snørede sammen og hans pupiller udvidede sig. Han drak hendes reaktion med øjnene, som han tidligere drak hendes duft med andre sanser. Frygt, en appetitvækker til ethvert måltid, blandet med hendes helt specielle duft var næsten mere end han kunne bære. Specielt kampen på hendes ansigt, imellem at springe op for at rive hans hals ud eller at få bragt sig selv så langt væk fra ham som muligt, fik ham næsten til at klappe i hænderne som et lille, ophidset barn. Hans medrevne ansigtsudtryk ville have passet bedre hvis hun var iført lingeri - eller muligvis hvis han havde været et rovdyr der stod overfor et nedlagt byttedyr: Ekstatisk af jagten og forventningsfuld efter den første bid.

Et menneske ville have set væk, sænket blikket og gjort alt for at skjule de følelser der kæmpede i dem. Hans mørke øjne hvilede på hende et langt øjeblik før han blinkede og sulten sank om bag et fornøjet smil. Han løftede langsomt en pegefinger og bevægede den fra side til side i en gestus der burde virke bekendt, men fremstod fremmed med ham.

"Hush, hush. We don't want to frighten the nice people. Your kind won't be happy if you draw your gun in the middle of a crowded restaurant. Besides, they would be perfect shields for me, and you know I'm more than practical enough to use them for my benefit."

Han kastede et sidste, åbenlyst beundrende og besidderisk, blik ned af hendes skikkelse, og smilede beklagende for sig selv, da han gled ned på stolen overfor hende. Bevægelsen var uden de ryk en person ville gøre, som om han havde muskler steder normale mennesker ikke har. Han samlede omhyggeligt hænderne og hvilede albuerne på bordet, så hun kunne se de knyttede hænder hele tiden og betragtede hende. Det virkede måske afventende. I virkeligheden nød han bare, at kunne se hende i det tydeligere skær fra stearinlysene på bordet.

Procella stivnede midt i sin oprejsende bevægelse og hendes blik flakkede hurtigt ud over de intetanende mennesker i restauranten. Hendes blik gled tilbage til hendes - noget uvelkomne - selskab. Havde hun været en kat, havde der ikke været tvivl om at hun ville have haft lagt ørene fladt ind til hovedet og hvæst af ham, med en hale piskende vildt bag sig. Hun trak vejret dybt og dirrende og fandt et eller andet sted et reserve der tillod hende at glide ned på stolen - en smule stivrygget.

"Fine...what do you want..."

Hendes stemme skælvede let af knapkontrolerbar arigskab. Den gjorde ondt at sluge. Men han havde trods alt en valid pointe. Det ville være mere end uheldigt hvis han gik amok herinde. Eller hun gjorde. Hun fugtede let de malede læber og stirrede ham direkte ind i de mørke øjne. Det var muligt hun ikke kunne tage sin vrede ud over ham, men han skulle ikke få lov at kue hende. Hun knejsede en smule med nakken og blikket var koldt af vrede. Hun følte sig manipuleret med, men der var ingen vej udenom. Hun havde spillet sig nydeligt ind i hans lille leg...hvad den så end gik ud på. Og hun hadede hvert sekund af det. Hun var ikke vant til at spille på andres præmisser.

Selvom hun var gal i skralden var der alligevel en behagelig rislen der løb ned af ryggen på hende. Pain and pleasure. Selvom hun ville elske at tage hans liv, så havde der været engang hvor hans berøring havde kaldt...andre ting...frem i hende. En del af hendes hjerne registrerede med velbehag hvordan jakkesættet smøg sig om hans skikkelse, og fremhævede de helt rigtige steder. En lille bitte forædderisk del begyndte at spinde dovent. Han havde gjort sig store anstrengelser for at få hende ud af sit skjul og ud af duster og læderbukser. Og det var bestemt ikke fordi han var en æstetisk torn i øjet. Hvilket irriterede hende grænseløst.

Hun lænede sig umærkeligt frem mod lyset og ham, så hendes hud blev badet i det gyldne skær og spillede i de mystiske ravfarvede øjne.

"You start talking, or I start walking..."

Hun forsøgte af al magt at trække vejret gennem munden for at sløve sin lugtesans.

Wicked smilede sardonisk, vidste han havde vundet før hun sænkede sig tilbage på sædet og nød den vrede hun forgæves forsøgte at skjule for ham. Hun kunne sætte nok så mange masker op - han kendte hende og han havde spillet sin hånd perfekt.

"I couldn't just want to see you? Do you think I'm devious enough to always 'want' something?"

Et såret udtryk spillede kort henover de markerede træk, men han lagde ikke den store umage i at være overbevisende. Det dovne smil var tilbage efter få sekunder, det hastige skift i udtryk en smule forstyrrende. Han løsnede langsomt fingrene fra grebet, sænkede hænderne til bordet og kærtegnede den broderede dugs mønster.

"The outfit is delicious. I wish I'd lured you into a skirt before."

Han lagde vægt på beskrivelsen, gav det en anden og mere intim betoning, selvom den tirrende tone tabte lidt af sin pust da hun lænede sig frem. Fingeren holdt op med at følge mønstrerne på dugen et langt øjeblik, et åndedrag fanget i hans hals igen. De mørke øjne ulmede, mens han værdsatte linjen af hendes hals og den måde lyset spillede henover hendes hud. Et menneske ville have slikket sine læber. Wicked lod tungen glide henover de let spidse, hvide tænder.

Wicked slog let med hovedet, kastede fortryllelsen af sig.

"So cold, even after all the trouble I went through to find you. Haven't you missed me?"

Han tiltede hovedet let. Stearinlysene oplyste det hvid-blonde hår, da han trak vejret dybt, indåndede hendes duft igen.

Han tirrede hende. Han sad åbenlyst og tirrede hende og der var intet hun kunne sige eller gøre uden det ville virke enormt barnligt eller patetisk.

"Like hell...you always want something...i just havent figured out what it is yet"

Halvhvæste hun af ham og hendes ravgyldne øjne flammede op da hans drejning og leg med ordende ikke var spildt på hende. Hun skar tænder, og tabte så tråden kort. Noget rørte svagt på sig bag de gyldne øjne og fik hende til at flå blikket til sig som havde synet af ham brændt hende fysisk

...pretty...flowers...

Stemmen var mumlende og nærmest drukken. Hendes vrede havde kaldt den frem. Hun snappede let efter vejret.

Please..go back to sleep....

Procella skælvede kort og sank krampagtigt

"Not at all..."

Stødte hun ud mellem tænderne og tvang blikket tilbage. Endnu en skælven gik gennem hende. Den ufrivillige vejrtrækning havde bombarderet hendes sanser med hans duft. Hun følte hvordan det nærmest fyldte hende ud og lagde sig som et ekstra lag fint hud på hende.

...oh crap...

Hun fugtede læberne igen. Kom der ikke snart nogen med noget at drikke? Bare vand i det mindste? Hun ville med glæde have druknet sig i nærmeste håndvask hvis det havde kunne befrie hendes sanser for den berusende duft af moskus, behageligt krydret med en kant af plejeprodukter, tekstiler, og underenden...skygger. Kølighed. Hendes tanker gled til lugtbilledet af hvordan et køligt silkelagen føltes mod huden.

En smule nytteløst lænede hun sig bagud i stolen, som gjorde de få centimeter en forskel

Wicked spredte hænderne og trak på skulderen, ikke det mindste flov over hende bedømmelse af hans karakter. Hans slags ændrede sig sjældent. Der var ikke behov for det. De var allerede overlegne skabninger, i deres egen forstand. Desuden havde hun ret. Han gjorde meget sjældent noget, uden at have et mål med det.

Hans mørke øjne betragtede hende, missede ikke det pludselige ryk eller den lette skælven. Den bitter-søde duft af frygt forstærkedes, føjede et dybere lag til hendes fært, men den var ikke rettet imod ham. En let rynke formede sig på hans pande.

"Come out, come out.."

Nynnede han lavmælt, men fulgte så hendes eksempel og lænede sig en smule tilbage. Det ville ikke være gavnligt for nogle af dem at tirre hende mere. En tjener snoede sig ind og ud imellem bordene og nåede frem til dem.

"Ønsker De noget at drikke før de bestiller?"

"There should be a bottle of Romanée Conti breathing for us."

Tjenerens øjne udvidede sig synligt.

"Bring some water as well."

Hans øjne hvilede på Procella, selvom ordene var rettet imod tjeneren. Det tog den unge mand et langt øjeblik at ryste chokket af sig og opfange stemningen ved bordet og fortrække, knap så godmodig som han var ankommet.

Wicked lod stilheden vokse, faldt hen i den og hendes selskab et langt øjeblik før han talte igen.

"I was worried about you."

Procellas smil til tjeneren var en smule anstrengt, og meget halvhjertet. Hends blik på Wick var skarpt og samtidig halvt advarende og halvt bedende

"Dont..."

Før der kunne blive dvælet for længe ved blottelsen der egentlig havde været mere åbenhjertig end hun havde haft lyst til - lagde hun en smule beskyttende armene over kors under brystet og fik en let rynke mellem sine bryn

"...Worried...about me? Thats i first guess...why?"

Hun tænkte ikke rigtigt over det med vinen. For at være ærlig så var hendes erfaring med vin ikke meget større end hvad man kunne finde i de fleste døgnåbne butikker, så navne sagde hende ikke det store. Tjenerens reaktion vidste hun dog ikke helt hvad hun skulle mene om.

Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede ham mere indgående. Sugede hans mimik til sig og udtrykket i de mørke øjne. Hvad var hans end-game? Hun var begyndt at blive en kende mere nysgerrig end vred. Det var alligevel ret meget arbejde hvis han bare ville slå hende ihjel. For det første ville det ligne ham utroligt dårligt at slutte af på en så antiklimatisk måde efter den opbygning, og for det andet så var det bare ikke hans stil. Jo måske hvis der var knust glas i maden og han havde et par uger til at betragte hvordan hun langsomt døde af det. Ikke fordi han var sadistisk på en tortur-agtig måde, men nok mere fordi han ville finde hendes reaktioner interessante. Ikke menneskers generelt. Hendes.

Han nikkede af spørgsmålet - som om det gav mening at spørge hvorfor i alverden han skulle bekymre sig om hende - men skar alligevel en grimasse af hendes tilføjelse. Det mørke øjenbryn hævede sig irriteret. Han var en dæmon, ikke en babysitter. Det lå ikke i hans natur at være 'beskyttende' på samme måde som mennesker.

Men det havde ikke holdt ham fra at følge hende fra skyggerne og sørge for at adskillige ubehagelige situationer blev afledt. Lige indtil han fandt ud af, at hun havde besluttet sig for at slå sig ned i det mest overnaturligt omstridte territorie på den vestlige sfære.

Wicked lod stilheden være svar nok, før han langsomt hævede hånden, forsigtig med at signalere sine bevægelser, da han rakte ind i inderlommen af jakkesættet. De muskuløse fingre trak et lille stykke stift papir frem og lod det glide henover bordet imod hende, med forsiden opad.

Det ville ikke være svært at genkende billedet.

"This came to me through an associate of mine, along with several very dangerous questions."

Irritationen ved den udsatte situation, både hans og hendes, fik endelig brudt nydelsen ved at være så tæt på hende, efter flere års adskillelse. De mørke øjne spejdede udover restauranten, betragtede sløvt mennesker han ikke bekymrede sig det mindste om.

Hvordan kunne det være, at han var han så besat af kvinden på den anden side af bordet?

"I hate this island. Why are you here?"

Det pludselige udbrud afslørede hvor anspændt han var, stemmen irriteret. Hans udtryk formørkedes, næsten barnligt fornærmet og krævende. Tjeneren var på vej tilbage igennem mængden med deres drikkevarer, men nåede knap at sætte dem på bordet før Wicked snerrede af ham. Mandens ansigt blev kridhvidt og han tumlede tilbage uden at hælde op i deres glas. Wicked surmulede - selvom det var svært at bruge det udtryk om en fuldblodsdæmon - og rakte ud efter vinen.

Procella slugte det lille smil der havde truet med at dirre i hendes mundvig. Hun begyndte at slappe mere af i kroppen. At Wick begyndte at lade sit kropssprog tale for sig betød at uanset hvor arrogant eller overlegent han førte sig, at der alligevel foregik noget bag de mørke øjne.

Dont fool yourself by thinking he have a heart

Tænkte en lille del en smule tørt. Hun vidste han havde været et sted uden for hendes synsvide nogle gange. Lige langt nok til at han ikke havde haft berøring med hendes sager direkte, men nok til at hun kunne fornemme ekkoet af hans duft. Det havde gjort hende vred og nysgerrig på samme tid. Hun havde ikke kunne finde ud af om hun bare havde været flavour of the week, men efterhånden som årene var gået havde den lidt modsagt sig selv.

Procella blinkede let over det pludselige emneskift og præsentationen af billedet. En række følelser spillede hen over hendes ansigt. Chock, raseri, opgivelse. Et sted inde i hende havde lyst til at le højt. Et billede. Hun stirrede på det, lidt blind for omverdenen og det lille drama mellem Wick og tjeneren. Billedet var meget uheldigt. Procella havde været halvt på vej ud af døren. Indendørslyset havde glimtet let i krystallaget på de ravgyldne øjne, der på billedet var flammet op i klar rovdyrgul. De havde en let katte-genspejlingsrefleks, og så meget langt fra menneskelige ud.

Procella bankede let en pegefinger ned i billedet og trak det langsomt tilbage mod sig. Hendes blik var klistret til sit eget ansigt. Hun begyndte at dirre let. Det her var problemer. Det var ikke bare problemer. Det var store problemer. Noget rørte igen på sig bag hendes store chokerede øjne.

kill...the flower...flowerchild...moonchild...

Procella krympede sig da den sløve stemme brød igennem i hendes hoved.

"I-i hate it too...i was sent...people are getting killed every night...we cant...I cant...i have to try..."

Hun lukkede øjnene for at lukke stemmen ude. For at lukke *ham* ude.

Sleep...it will be better in the morning...no fullmoon...sleep...please...

Det var hendes natur. Hun kunne ikke vende ryggen til når folk døde. Det var måske et nytteløst arbejde hun lavede. Det var vel som at være betjent og se hvordan kriminaliteten steg overalt og vide at man løste så uendeligt lidt. At ens spor på stranden hele tiden blev vasket bort af de konstante bølger. Betød det at man opgav at gå? At man skulle vente på at havet til sidst steg nok til at man selv blev trukket med ud?

"...So....thats why im here? Wait..."

Procella så skarpt op på Wick

"does she...does she work for...you?!"

Hvæste hun lavmælt

"Humans die all the time. Why should that concern you?"

Wicked var igen afslappet, intenst fokuseret på hende mens det lille charmerende smil spillede, selvom de mørke øjne betragtede hende med et glimt af uforståenhed. Hans tone var derimod fuldstændigt alvorlig og flad, som om emnet kedede ham. Menneskeliv havde ikke nogen værdi og de var kortvarige nok til ikke at være værd at bekymre sig om. Han viftede med hånden, som om han kunne børste hendes uforståelige bekymring for mennesker væk.

"Tell your people to send you somewhere else. This isn't a good place for you."

Den lille håndbevægelse havde en anden funktion og tjeneren kom springende med det samme. Wicked hævede et mørkt øjenbryn og tjeneren frøs midt i en bevægelse.

Wicked rystede på hovedet og vinkede med en finger, som tegn på at det var i orden at nærme sig. Han betalte altid en større sum penge, end hvad der var nødvendigt. Han klikkede med tungen (tjeneren sprang et par centimeter op i luften ved lyden, tydeligt utilpas ved den mærkværdige gæst) og forsøgte at komme i tanke om et udtryk han havde samlet op. 'Vende et blindt øje til'? Han smilede sarkastisk (tjeneren blegnede ved synet af de hvide, let spidse tænder). Wicked ignorerede ham.

Mennesker. Han ville aldrig lære at forstå dem og havde ingen intentioner om at gøre forsøget. I det hele taget lagde han for det meste ingen umage i at opføre sig menneskeligt. De eneste mennesker han fattede den mindste interesse for, var dusørjægere - og det udelukkende fra det synspunkt, at lære hvordan han lettest kunne dræbe dem.

"Order something. You must be hungry. I remember you as having quite the appetite."

Han lagde igen en smule vægt på den tvetydige kommentar og ventede tålmodigt mens hun bestilte. Da tjeneren vendte sig imod ham, bad han om det samme, med mindre interesse end hvis en flue var summet rundt om bordet. Han havde ingen intention om at røre maden alligevel. Da først manden var flygtet tilbage imod køkkenet med deres ordre, lænede han sig en smule frem.

"Does she work for me? No, not directly. I do have some pull with the paper she works for, but this message-.."

Han vinkede en hånd imod billedet.

"- this reached me by other channels. I have very little to do with Miss Blaise. I don't play human well enough to escape her attention, if I were to meet her."

Procella så lidt efter tjeneren. Hun havde ingen anelse om hvad fanden hun lige have bestilt. Alt havde været på fransk. Det eneste der hjalp lidt på det var at hun i ren trods havde bestilt hvad der så ud til at være stedet særlige sammensatte menu i dagens anledning, og det var dyrt. Ikke at Wick ville græde salte tåre over det. Bare de nu ikke kom med noget klamt. Frikaseret kalvetunge eller sådan noget. Hun rakte ud og tog sit vinglas. Hun nippede let til den mørke drik. Hendes tunge eksploderede med det samme i en sanserus, der rullede op i næsen. Hun opfattede så meget mere end blot vinen, der var smagen af det reen krystal den blev serveret i, et minde om det træ vinen havde modnet i, og en svag duft af det muld som vinstokkende havde spredt deres rødder i, imens de havde strukket sig mod solen over dem. Der var ikke spildt penge på billig garvesyre.

"Because if i dont care, no one cares. And i care. This is not a good place for anyone"

Hun stillede forsigtigt glasset fra sig og rensede munden med et nip af vandet.

"So did you...just not for food...why the charade? Why the wine, and the dress? If you wanted to balckmail me, why not just find me in my car?"

Hun var startet vredt på sætningen. Anklagende og angribende. Den tabte vejr undervejs. Til sidst var den træt og hun så ikke på ham imens hun lod en fingerspids følge foden på vandglasset. Hun hævede blikket og så lidt trist på ham. Blikket virkede sørgmodigt og uendeligt træt.

"And dont do that...dont try to rub it of on the humans. If you want attention you get it. You should suit up more...looks good on you..."

Hun sendte ham et lille stille smil. Det var ikke en indrømmelse der gjorde ondt. Det var bare fakta. Han så helt fantastisk ud. Det vidste han godt selv.

"Foolish.."

Wicked rystede på hovedet. Det var en gammel diskussion, en han mindedes at have haft med hende før, men han holdt de skarpe bemærkninger om hendes tåbelighed tilbage. Ideen om at tilbringe den aftenen, han havde planlagt som en skak-mester, med at diskutere mennesker, fik ham til at rynke på næsen og i stedet rette sin opmærksomhed imod indholdet af glasset. I den dæmpede belysning kunne han næsten overbevise sig selv om, at væsken var blod, hvilket ikke ville have været den store fornærmelse overfor enhver anden rødvin. Romanée Conti'en fortjente imidlertid bedre og han bevægede hånden let, sendte væsken rundt i glasset og nød aromaen der steg op.

"I wanted to see you. How would you have reacted if I had approached you in any other way?"

Han hævede sigende et øjenbryn, mødte de ravfarvede øjne og tvang hende til at overveje præcist hvad hun ville have gjort.

"Besides, I would have missed your lovely dress. From what I've been hearing, you've spent a great deal of your time on the island covered in less delicate things."

Hans næsebor udspilede sig en smule. Smilet strakte en smule for bredt over ansigtet og blev rovdyrsagtigt. Tanken om hende dækket af blod, og andre mere faste ting, var i særdeleshed ophidsende for ham. Han åbnede munden, usikker på hvad han ville have sagt i den retning, men fangede et glimt af sort på vej imod deres bord. Tjeneren var på vej tilbage, belæsset med tallerkener fulde af dampende mad.

Wicked lænede sig lidt frem, hvilede hagen på de samlede hænder og besvarede hendes lille smil med et af hans egne, selvom den tidligere fantasi gav hans ansigt et lidt for intimt udtryk. Han besværede sig ikke med at svare. De vidste begge at han ikke bekymrede sig om menneskers mening. 'Kostumet' var for hendes skyld.

Wicked lod tjeneren servere i stilhed, kastede knap et blik ned på, hvad der tilsyneladende var krydrede kæmperejer i en eller anden hvid sauce. Tjeneren forklarede hurtigt retten som 'Gambas croustillante aux épices, Piémontaise d’avocat, tuile au maïs', og bukkede let da han trak sig tilbage.

Procella skulede hen over sin tallerken. Tanken om den pinlige tur i containeren var stadig ydmygende. Det fik blodet til at rulle op i hendes kinder, og det faktum at hun faktisk sad og rødmede over at hun havde dummet sig, gjorde hende halvsur på en børnefornærmet måde.

"Great...my own personal stalker...lucky me..."

Mumlede hun syrligt og spidede en reje unødvendigt hårdt på sin gaffel og puttede den i munden. Hun så bort fra ham med flammende øjne, og kinder.

"Could you at least pretend to eat, for my sake? And stop staring...its rude..."

Hun vidste godt hun var lidt grinagtig lige nu. At sidde og skælde ud på en dæmon over bordmanere virkede...meget humoristisk på et far-mor-børn-plan der var langt ude over det normale. Hvis han vovede at grine af hende ville hun dog ikke have så fine fornemmelser at hun ville tilbageholde sig fra at forsøge at give ham et velplaceret spark over skinnebenet under bordet

Hvad ville hun have gjort? Svaret der umiddelbart faldt hende ind var naturligvis at slå ham ihjel. Hun skævede til ham og sank sin mundfuld. Ville hun? Have slået ham ihjel? Hvis hun kunne? Hun vidste ikke hvor hun skulle starte og slutte. Bare synet af ham fik lydminder og lugtminder til at vælte ind fra det lille sted i hjernen hvor hun havde gemt dem. Havde hun værnet om dem?

"Wick...come on...just play pretend...for me?"

Sukkede hun. Det havde egentlig ikke været meningen at sige hans navn. Det lå behageligt på hendes læber.

...this is to much...so much to taste, to look at, to smell...

Procella rakte ud efter vinglasset som havde hun været en druknende sømand og glasset hendes rednignsplanke. Uden tanke for de dyre dråber skyllede hun glassets indhold ned i nogle dybe slurke

"I keep an eye on you for your own sake."

Hans krop var efterhånden viklet om stolen på en meget umenneskelig måde, der indikerede at han ikke nødvendigvis behøvedet at tage hensyn til småting som knogler og muskler. Den ene arm var slynget tilbage over sædet, i en vinkel der burde betyde, at den var gået af led. Den anden hånd balancerede vin-glasset mellem to fingre. Spørgsmålet fik ham til at hæve et mørkt øjenbryn, betragte hende indgående - på trods af hendes protest - et langt øjeblik, før han skiftede blikket til bordet. Han rettede sig stift på stolen, selvom det lille sardoniske smil tydeligt meddelte, at det var en indsats for ham at følge hendes pludselige indskydelse.

"You need only ask."

Wicked samlede bestikket op, omhyggelig med at bevæge sig langsomt og stift, det blege ansigt mere animeret og normalt. Han udvalgte en reje, satte gaflen i det lyse kød og skar forsigtigt med kniven, uden at den mindste lyd af metal imod porcelæn undslap. Tydeligt underholdt af den mærkværdige menneskelige tradition, gjorde han sig umage med at føre den lille bid op til munden og tyggede overvejende på den. Hvis han havde været mere menneskelig, ville han have sammenlignet udvekslingen imellem tallerkenen og hans egen krop, med et menneske der spiste jord. Det var muligt, men var der nogle der havde lyst til det, andet end for syns skyld?

Wicked lagde forsigtigt gaflen og kniven i den rette position på tallerkenen og rakte ud efter vin-glasset. Der var et svagt skær af stolthed i blikket han sendte imod Procella, som om han forventede ros for sin præstation.

"Should we have polite dinner-conversation, now? I believe I once had a very civil dinner back in the 18th century. I might be able to recall a few things."

På trods af morskaben i hans stemme, var der en undertone af alvor der indikerede, at han sikkert fortalte sandheden. Da hun tømte sit glas, rakte han ud og hævede flasken, fyldte det igen med de underligt forsigtige og stive menneskelige bevægelser.

Procella stirrde på ham et par lange sekunder og begyndte så at le stille. både over at han havde været så stolt over at spise en stump reje, og over at sidde og skulle have middagssamtale med en dæmon. Der gik omtrendt et minuts tid før hun fik hold på sig selv igen. Så fugtede hun læberne og trak vejret dybt. Smilet svandt.

"So...this was it? You just wanted my attention? Tell me to go home? Dont you know me at all by now?"

Hun strøg en hånd gennem håret og rystede det på plads på ryggen. Hun følte sig dum. Snydt.

"This is your game huh? Make me dress up? I did. Make me throw away my dignity? Out it went. Make a bloody fool of myself? Call me entertainment. Make me remember what i want to forget? I do..."

Hun rakte ud efter det nyfyldte vinglas

"Can i please just go home now? I dont wanner play games. I dont wanner play your games Wick."

Blikket hun sendte hen over krystalglasset var mørkt. Men der var samtidig en længsel i det. Pain and pleasure...

Hendes pludselige toneskift fik ham til at læne sig tilbage på stolen igen, det menneskelige skuespil droppet, nu da hun ikke virkede til at værdsætte det længere. Han rakte ud efter glasset igen og kiggede ned i den mørke væske, forsøgte at finde et svar på hendes spørgsmål. Han havde planlagt alt, op til samtalen, så forsigtigt, uden at tænke videre over hvorfor han gjorde det. Den lille bevægelse med hovedet, håret der faldt på plads ned af hendes ryg, var så velkendt, at han et øjeblik var overvældet af tidligere situationer. Det lille pust af luft sendte en ny bølge af hendes fært imod ham og forstærkede mindet.

Wicked sukkede, snurrede vin-glassets stilk med fingrene.

"It was worth a try."

Svarede han, stemmen mørk og - bekymret? Et halvt sekund var de markante træk fyldt af de samme følelser, før de forsvandt med et blink, erstattet af det charmerende, med et hint af uartig, smil.

"You used to enjoy my games."

De mørke øjne ulmede igen imod hende, bevægede sig langsomt henover hendes hud, med mere interesse end nogle af dem havde udvist overfor maden foran dem - hvilket ikke gik ubemærket forbi. Tjeneren stod pludselig ved bordet, spurgte ind til om de var færdige med forretten. Tallerkenerne blev fjernet og erstattet med 'Médaillon de lotte rôtie, bouillon à la citronnelle, azukis et chou chinois en vinaigrette' og tjeneren fortrak igen. Wickeds øjne flakkede ligegyldigt ned på fisken, før de vendte tilbage til Procella. Der var ikke noget i hans ansigt eller krop til at advare om, hvad han havde tænkt sig at gøre.

Bevægelsen var ikke maskeret med den menneskelige sløvhed, da hans fingre bevægede sig med overmenneskelig fart og hvilede let imod oversiden af hendes hånd. Blodårerne under huden farvedes mørke, spredte sig hastigt fra hans fingre, da giften løb fra ham ind i hende, for så at vende om, trække sig tilbage og efterlade hendes hånd som den havde været. Øjeblikket varede mindre end et sekund.

Wicked lænede sig tilbage i stolen, hans ansigtsudtryk splittet og overvejende.

"I should kill you. I don't know why I keep changing my mind."

Delte han, overraskelse i hans stemme over at han overhovedet indlod sig på, at forklare sine handlinger over for hende.

Procella åbnede munden for at svare ham og stivnede da han bevægede sig. Hun var ikke bange for ham. Ikke rigtigt. For længe siden havde hun forliget sig med tanken om at hvis Wick en dag tog hendes liv ville det være en bedre død end så meget andet hun kunne have bedt om. Havde hun været forberedt på hans bevægelse havde hun nok også prøvet at undgå berøringen. Den lette berøring var kraftigere end nogen vin.

Et næsten lydløst gisp undslap hendes læber da det kort svimlede for hende. Hendes blod føltes som om det brændte, men ikke på en måde der fik hende til at ønske sig bort. Tværtimod. Det var det der var det farlige ved ham.

Procella så ikke på maden. Mad var så uendelig ligegyldigt lige nu. Med en bevægelse der var hurtigere end et menneskes, vendte hun hånden og greb ud efter ham. Hun flettede sine fingre løst ind i hans. Hendes blik var på deres hænder.

"And i you...and i know that...so why dont you...why dont i...it would be so much...easier...would you? If i begged you? If i wanted you to?"

Hendes stemme var stille og eftertænksom. Hun hævede blikket fra deres hænder på bordet og prøvede at fange hans blik. Verden var forsvundet. Ligegyldigt virkede mad og mennesker. Lydende trængte sig ikke ind længere. Alkoven var blevet hendes eksistens.

En dyb tilfredshed over, at hun ikke havde bevæget sig, på trods af hans eget bratte udfald, varede kun indtil hun greb efter ham. Det overraskede ham - en sjældenhed - at hun var villig til at røre ved ham friviligt. Deres sidste møde var ikke endt særligt godt. Wicked havde stadig ar. Han havde bevæget sig hurtigere end hvad normale mennesker kunne reagere på, for at undgå at hun gav ham flere. Hovedsagligt for hendes egen skyld. Han vidste hun ville fortryde det, lige så snart hun huskede hvor de var.

Almindelige mennesker rev ikke deres ledsagere til blods, og på trods af hendes opvækst, opførsel og beskæftigelse, havde han altid haft en mistanke om, at det var hvad hun i al hemmelighed ønskede sig: at være ganske normal.

Wicked arbejdede ikke normalt i sfæren 'at ønske sig' tingene anderledes, men det var kun en mindre anstrengelse for ham, at tage hendes menneskelige renommé ind i sine overvejelser.

Hånden under hendes fingre stivnede, overfladen blødere end normal hud. En smule voks-agtig, men behagelig at røre ved på en distanceret måde.

Wicked sad fuldstændigt stille. Mennesker bevægede sig altid. Blinkede, flyttede vægten fra ben til ben, trak vejret. Der var en mangel på animation ved Wicked i det øjeblik, der var mere afslørende end noget andet. Blikket i de mørke øjne var langt fra menneskeligt.

"Maybe, but I wouldn't enjoy it. You take all the fun out of killing people."

Svarede han lavmælt, overvejende, ordene en mørk hvisken der skulle have haft en drillende undertone. Men hun hævede øjnene fra deres hænder i samme øjeblik, og han trak vejret ind i et lille gisp.

Procella følte sig mere nøgen end hun nogensinde havde gjort det. Hun vidste godt at hun red med på den korte bølge han havde sendt igennem hende. Sandheden var at hun elskede at hade ham. Hun vidste hvad hun havde med at gøre. Hendes fingre strammede let deres greb om hans fingre. Ikke hårdt, hun var ikke ude på at gøre ham ondt. Ikke at hun ville være i stand til at gøre meget uden våben. Hendes lette stramning var som en omfavnelse, overført til deres fingres lette berøring. Hun havde...

"...missed you..."

Hendes blik var alvorligt. Nøgen i sin ærlighed.

would you enjoy me? Would you want me? If i offered...

Hendes intense blik der ikke slap hans mørke afspejlede det usagte spørgsmål. Hun længtes. Hvad de havde sammen. Hvad de havde haft. Den konstante kamp. Han var hendes fjende...men han var også så meget mere end det. Langsomt rakte hun den anden hånd frem. Hendes hænder lukkede sig om hans ene. Den ene med fingrene flettet ind i hans, den anden med en let berøring der gled op af håndledet. Procellas hjerte begyndte at slå hurtigere i hendes bryst.

Hvis det var en leg var den farlig. Det var muligt Wick var i en menneskelig indpakning, men hun havde danset med ham nok gange til at vide man ikke skulle lade sig nare. Hun var ikke dum. Men hun var stadig kvinde. Bordet mellem dem kunne lige så godt have været berlinmuren.

"...Wick..."

Hviskede hun. Hun hørte langt væk sin egen stemme. Den var halvt bedende. Hvad bad hun om? Det hele? Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere og hun trak vejret i lette overfladiske stød. Hvorfor havde hun pludselig svært ved at få vejret? Det var ikke ham. Eller...det var ikke ham...men det var det.

Wicked sænkede langsomt øjnene, betragtede deres hænder med et overvejende udtryk. Hans ansigt syntes at være frosset i de træk han sidst havde gjort sig besværet med at vise, og nu glemte at ændre til at følge de tanker der strømmede igennem hans hoved. Han burde have vidst bedre, have forberedt sig på ikke at kunne kende forskel på flirten og følelser. Var det ikke sådan han var endt med de det dybe ar henover brystet?

Det lille klem af hendes hånd sendte en puls igennem ham, et stød der fik ham til at snappe efter vejret, mens det arbejdede sig op af hans arm og ned af ryggen. Med åndedraget kom den overvældende fært af hende, så meget kraftigere nu hvor de sad tættere sammen og hans sanser var fokuseret på hende.

Alt for fokuseret på hende. Flere århundreder gammel og en jæger kunne have stået bag ham, gennemboret hans krop, og han ville have været glad for, at det sidste han så var hendes ravfarvede øjne, de sidste ord han hørte de små syndige 'missed you'..

Wicked hævede blikket til hendes ansigt, tabte sig selv i ravfarvede øjne og det udtryk på hendes ansigt, som han havde set før.

She's like a drug, brother. Intoxicating - but dangerous.

Han hævede langsomt den fri hånd, rakte ud og lod den glide let langs hendes kind.

I know what she is. I'll never have her, but for now, at least let me pretend a while.

Wicked sukkede, spredte fingrene omkring hendes kind og ned langs den slanke hals. Han vidste der var en lille del af hende, der aldrig ville kunne acceptere ham udover det øjeblik de var sammen. Der var en fysisk tiltrækning han aldrig havde forstået og som langsomt havde vokset sig til dyb fascination og undren fra hans side, over de følelser hun vækkede i ham.

"I've been wanting to hear you say my name with that tone again for so long.."

Hans tommelfinger fandt hendes læber, gled kærtegnende henover dem.