Killing me, killing you

( Fortsat fra )

Lyset skiftede langsomt. Solen brugte de dyrebare timer den havde på en vinterhimmel der gjorde dens lys skarpt og nådesløst. Det gyldne lys badede skikkelsen på sengen. Kun de små ryk der ind i mellem var af bevægelse under de lukkede øjenlåg afslørede der endnu var liv at finde i kroppen. Huden virkede bleg på en sygelig måde. Procellas ellers nærmest olivenfarvede hud havde fået en usund overkulør. Hendes læber virkede for blege. De havde en svag blålig kulør, som en der havde taget et lidt for langt havbad og var blevet gennemkold. Som modvægt lå et let perlende lag sved langs hendes hårgrænse. Små svage tegn på den kamp der foregik i hendes krop.

Solen steg på himlen. Fortsatte en bane der var så gammel som tiden selv. Hvad der foregik af drama under den kunne ikke påvirke dens fastlagte og skæbnebestemte distination. Himlen begyndte at brænde i et fyrværkeri af orange og røde flammer da solen gjorde et sidste forsøg på at erobre en vinterhimmel der allerede tilhørte natten. I modsatte horisont var et par tidlige stjerne allerede begyndt at flimre svagt frem. Det gav et løfte om frostgrader. En skyfri nat var en kold nat.

Hvide vægge. Alting var så skærende hvidt. Et bryst. Navneskiltet. "Henderson"
- Hold her down!
- SHIT she is biter! Damnit!
- Put a biting mask on her! Now!
- What the hell is going on?! She is insane!

De rasende dyriske skrig. Gjorde de hende fortræd?

Procellas dødsafslappede ansigt begyndte at få en smule farve i læberne. Det rykkede i de pergamentsagtige øjenlåg. En lille lyd undslap hende. En svag protest

Smerte. Læderstropper der blev spændt brutalt.
- Got her!

Mænd. Duften af mennesker. Lyden af forpustede åndedræt.

- What the hell where you thinking? You dont let her go outside! You NEVER let her go outside! The fullmoon makes her more fucked up than all the psyc-ward combined! Give her the drugs you idiot!

- Nooo...please...ill be a good girl now...ill be a moon-child...i wanner see my sister...dont...ill be good...promise...i promise...

Varme tåre gled ned af tindingerne og ned i det sorte hår

- Im sorry Michelle. Its too late for that. You bit Henderson. We cant have that. You know the drill

Gråd. Skarp smerte i den højre arm

- The sun and moon...we are supposed to switch...we are sup..posed to...i want my mummy...

En hånd strøg gennem det tykke hår.

- I know you do sweetheart...go to sleep. Dont fight it. Sccchhh...

Frygt. Rædsel. Indespærring

Procellas øjne gik op med et ryk og hun trak vejret så hårdt ned i sine lunger at hendes krop krummede sig sammen i protest. Hun begyndte at hoste. Så tør i halsen som Sahara. Hvor var hun? Uden genkendelse så hun sig om. Blikket faldt på hendes hånd. En lille blå skinne med velcro var klistret om hendes finger. Hun rynkede sine bryn forvirret. Hvornår var den kommet på? Hun skubbede sig halvt op at sidde og så sig rundt. Ned af sig selv. Hun var iklædt en skjorte. Den duftede kraftigt af Wick. Egyptisk bomuld?

"...what is going on here..."

Mumlede hun groggy og forvirret. Hun lod sig udmattet glide tilbage på sengen igen og lukkede øjnene. Rummet sejlede for hendes blik. Samtidig meldte nogle meget menneskelige behov sig. Trangen til mad og behovet for at lette sig. Det var ved at være et døgn siden hun havde spist, og det var ikke blevet til mere end en sølle forret. Hendes mave rumlede. Hun rullede tungt om på maven og trak sig ud af sengen. Hun gispede da hendes hud føltes som om den eksploderede i flammer da den berørte gulvet. Wick strømmede stadig rundt i blodet på hende. Som en fuld sejlede hun mod badeværelset. Hun var lige ved at dratte om på gulvet i stedet for at ramme toilettet da hun satte sig. Hun støttede albuerne på knæende og lagde den svedige pande i sine håndflader

"God...kill me...what did you do to me..."

Hun vaklede til håndvasken og rensede sine hænder. Alting var sløret for hendes blik. Hun formede den ene hånd som en skål og begyndte i store slurke at skovle vand i sin smertende hals. Havde hun skreget? Hun så kort op på sit spejlbillede, og nåede kun lige at fange sit eget blik, før hendes krop begyndte at sende vandet tilbage op igen

Am i dying? Did he actually go to far this time?

Hun hulkede halvt og holdt rystende sin vægt på armene ind over vasken

"Wick...where the hell are you...dont leave me like this...

Hun gylpede mere vand op og opgav til sidst at holde sig oppe, men lod sig bare glide ned på badeværelsesgulvet med et slapt klask. Hendes hud brændte. Hun krøllede sig sammen på det kølige stengulv, rystende imens giften brændte igennem hende.

Wicked sad stille i det mørkeste hjørne af soveværelset. Han havde siddet i den samme stilling i flere timer, en ubevægelig statue. Det eneste der gav en indikation om intelligent liv, var de mørke øjne over de foldede hænder foran den nederste del af hans ansigt. De gav genskær, som et rovdyr, når en lysstråle fra tid til anden fandt en refleksiv overflade og sendte et svagt skær i hans retning. Øjnene var fastlåst på Procella.

Det havde ikke været nødvendigt at rejse sig for at tage hendes puls. Hans sanser var så intenst rettet imod hende, at han kunne høre blodet løbe igennem hendes blodårer. Til at starte med, havde han siddet på kanten af sengen, men tætheden kombineret med de sanser han brugte til at følge hendes tilstand, var for tæt på fornemmelsen under en jagt. Efter et stykke tid var han flyttet et par meter væk, bedre i stand til at kontrollere instinkterne på afstand. Bytte der ikke bevægede sig var ikke en udfordring. Så længe hun lå stille, var hun ikke en lige så stor fristelse. De eneste gang han forlød sin plads, var for at bedøve hende igen når hendes vejtrækning blev mere overfladisk og advarede imod, at hun var ved at vågne. Et strejf af en finger var nok til at holde hende i den koma-lignende tilstand indtil solen gik ned.

De mørke øjne glimtede, da hun rørte på sig efter mørkets frembrud og fulgte hende da hun stod ud af sengen og tumlede imod badeværelse. Han var på benene uden at lade hende slippe ud af syne, fulgte hende lydløst på de bare tæer. Det havde taget ham få sekunder, efter han havde lagt skinnen på hendes finger, at kaste et par mørke slacks og en sort t-shirt på. Tøj var ikke en stor bekymring for ham, men mennesker virkede til at være føle sig utilpasse uden.

Wicked lænede sig imod dørkarmen ind til badeværelset, det hvid-blonde hår den eneste indikation om hans tilstedeværelse i det tunge tusmørke.

"I'm here. Relax. It's only a side effect. It'll pass when the last of the drugs leave your body. You shouldn't have stood up so quickly after waking."

Sagde han lavmælt, med den monotone stemme der virkede hypnotiserende, men som syntes at indikere, at han enten skjulte sine følelser - eller ikke ulejligede sig med at udtrykke dem. Et sekund efter var han på knæ ved siden af hende, skubbede det uglede hår ud af hendes ansigt og fangede hendes blik, før han løftede hende fra gulvet.

"I didn't know how your body would respond. The mixed blood made it.. difficult, and I've never used it on someone I .. "

.. intended to keep alive.

Det usagte hang i luften. Han tøvede, overvejede en passende afslutning, ignorerede det. Han bar hende forsigtigt tilbage til soveværelset og lagde hende på sengen igen, forsvandt tilbage på badeværelset uden at besvære sig med, at bevæge sig i en fart hun kunne følge. Hans vægt bevægede madrassen let, en kold klud på hendes pande. Som om hun havde blinket og manglede en del af billederne.

"Do you remember what happened?"

Han lænede sig indover hende, plukkede forsigtigt de våde hårlokker væk fra hendes ansigt mens han betragtede hende.

Procellas blik var udmattet og en smule panisk. Hun hadede at hun ikke havde kontrol over sin egen krop.

"Stop scolding me...."

Mumlede hun omtåget da han løftede hende så let som ingenting. Hendes hoved rullede slapt ind mod hans skulder. Samtidig med at angsten og vreden rullede gennem hende, blev hun grebet af en usigelig lettelse. Han havde ikke ladt hende alene. Da Wick lagde hende på sengen og trak sig bort stønnede hun svagt. Det føltes som om hendes mave var igang med at prøve at vende vrangen udad.

Dont leave me!

Skreg hun...men kun i tankerne. Det eneste der afslørede hendes taknemmelighed over kluden var den rystende hånd der rakte op og lagde sig om hans håndled, på den hånd der holdt kluden blidt mod hendes hud. Hendes ansigt fortrak sig svagt da hans fjerlette berøring sved hende

"I...uhm..."

Var det lettere at lyve? det begyndte at stikke i hendes øjne og hun vendte hovedet bort fra ham. Hun havde ikke overskud til det

"Everything...i cant believe she would...do that...to me..."

En rullende bevægelse i hendes mellemgulv fik hende til at skubbe hans hænder bort. Procella prøvede at kæmpe sig ud af sengen

...oh god...

Der var ikke mere i hendes mave. Tyk ætsende galde var det eneste der gled op i hendes mund

Wicked rynkede let på næsen af den sure lugt. Han havde ikke den samme modvilje overfor de affaldsstoffer, der forlod en menneskelig krop, som racen selv syntes at have, men han havde heller ikke nogen erfaring med dem selv, og fandt hele funktionen frastødende. Han var stivnet midt i at læne sig ind over hende, uden at vide hvad han skulle gøre.

Det var en sjælden situation for ham.

"Good."

Ordet var hårdt, hans stemme bestemt. At hun huskede, betød at han ikke ville behøve at forklare hvorfor han havde valgt at gøre som han gjorde. Procella kunne være fuldstændig urimelig når det kom til søsteren. Hans hånd tøvedet et øjeblik i luften, før han rakte ud og holdt hendes hår tilbage fra hendes ansigt, reddede den kolde klud fra at følge strømmen fra hendes mund.

"You'd be better off without her."

Sætningen var tydeligt mere for hans egen skyld end hendes, hans tone bekræftende, som om han havde overvejet situationen mens hun sov, og nu var nået frem til løsningen.

Procella kneb sine øjne hårdt sammen i stønnede gurglende. Gud hvor var det pinligt at ligge som en slatten nuddel foran ham på den her måde.

"Good?Please...enlighten me then. Good she...broke my fucking finger...or good she locked me inside my...own head?"

Procella gurglede igen og prøvede at sætte sig op. Alting sejlede stadig. Det holdt hende dog ikke fra at snerre rasende af ham og slå ud efter hans ansigt. Da hendes håndflade fik svidende kontakt med hans kind, overraskede det hende lige så meget som det rystede hende, men raseriet havde overtaget.

"Stop it! You dont say stuff like that! Not About her! She is my responsibility! Its all my fault! She is a monster because of me! I deserve what she gives me! You can say that!"

Hulkende rev i hendes bryst uden at hun egentlig registrerede det. Hvis hun nu bare kunne slå ham længe nok til at han holdt op med at tale. Hendes hænder slog ud efter hans ansigt og bryst, men kraften var allerede gået af, og overraskelsesmonomentet var ikke længere på hendes side. Det var en desperat sorgfuld handling uden koordination

"Good, because you need to remember what she did."

Wicked rakte automatisk ud for at støtte hende, da hun gjorde mine til at sætte sig op, lænede sig en anelse tættere på.

Ligegyldigt om han havde forventet det pludselige udfald, eller det lykkedes hende at overraske ham, tog han slaget uden at blinke. Klasket var ikke så højt, som hvis hun havde ramt et menneske, men lyden var alligevel chokerende i det stille soveværelse. Hendes hånd efterlod et aftryk, selv om hans hud virkede til at springe over rødme-stadiet og direkte til mærke. Huden hvor hun havde ramt ham antog en svagt grålig nuance. De mørke øjne betragtede hende neutralt mens hun rasede, uden at han gjorde mine til at forsvare sig. Den dybe stemme var derimod som et slag, da han talt

"I can and I will, because you need to hear it."

Wicked greb hendes hænder, stoppede endelig det formålsløse spild af energi og pressede hende blidt, men bestemt, ind imod hans brystkasse. Hans stemme var stadig rolig, vejrtrækningen der skubbede hans bryst imod hendes ansigt regelmæssig, på trods af 'kampen'.

"She is a leech and she is slowly draining what remnant of life exists in you. Sooner or later she'll take it all. I will not allow her to kill you, merely because you feel guilty."

Han ventede et øjeblik længere, bedømte hvor meget kamp der var tilbage i hende, før han slap sit greb om hendes arme og i stedet strøg hende beroligende ned af ryggen.

Der skulle ikke meget til at bremse hendes angreb. Procellas blik var stadig svømmende, hendes hud brændte, hendes blod kogte, og hun havde en søsyg fornemmelse i hele kroppen. Hun græd stille ind mod Wick. Træt langt ind i sjælen.

"I cant leave her...please dont ask that of me...she is my sister...i love her..."

Hun pressede sit ansigt mod ham. Det sved som en solskoldning, men hun var ligeglad.

"she hates you...so bad...she is so afraid...she is scared of you...she thinks youll take me...she feels you stole me...she wants me...i cant explain it...she is under my skin..."

Det komiske i hendes ordvalg var ikke gået op for hende. Micha var under hendes hud i overført forstand. Wick var det fysisk. Hendes sind, kærlighed og krop var blevet en kampplads mellem hendes tvilling og hendes...hvad? Havde han sagt det? Havde han sagt det med de små ting han ikke sagde?

I love you...just...say it...its not gonna kill you...only if he laughs...you can allways say it was the poison talking...just get it out there...one of you have to start...

Procella trak ansigtet en håndsbredte bort fra hans bryst så hun kunne se op på hans ansigt med svømmende øjne. Hun trak vejret dybt

"Wick...I...I...."

Ordende stak i hendes hals og ville ikke give slip.

...come on...let go...do it...

Wickeds ansigt lukkede sig, hans udtryk så blankt og neutralt, at det virkede som om han distancerede sig fysisk fra hende på samme tid.

"I won't ask you to do anything about your sister."

Tonen var neutral, sætningen underligt tom uden hans normale betoning af ordene. På trods af det afvisende udtryk, strøg hans hånd blidt igennem hendes hår.

"She should be. The only one who belongs under your skin is me."

Wickeds ansigt lyste op i hans drillende smil. Han kastede hele stivheden af sig med emne-skiftet og fulgte ordene op ved at læne sig fremover og ligge læberne imod hendes hals, drak duften af ham selv på hendes hud ind.

"Just like this."

Ordene var let utydelige, en mumlen imod hendes hals. Han trak sig en smule tilbage, så afventende på hende mens hun fumlede med ordene. Et sted længere fremme i lejligheden lød en fin kimen fra en dørklokke. Wicked rynkede panden, vendte hovedet og så ud af døren ind til soveværelset, før blikket igen lå på Procella.

"Stay still. I'll be back in a moment."

Han gled lydløst af sengen, den stille hvislen af stof det eneste der afslørede ham, da han bevægede sig igennem lejligheden. Et øjeblik efter var han ude af syne, selvom lavmælte stemmer drev ind fra et sted nær fordøren.



Den lille mobil brummede imod natbordet ved siden af sengen. Ordene 'Incoming Call' blinkede på displayet. Nedenunder, med mindre bogstaver, dukkede 'Unknown Caller' frem.

Procella smilede fordrukkent. Lige nu havde hun ikke noget imod hans lette arrogance. Hun ville gerne have ham der. Hun sukkede overgivent under hans mund. Hun løb fingrene løbe let gennem hans hår. Det stak let i huden, som når en sovende kropsdel prikkede smertende når blodet vendte tilbage.

Da han pludselig forlod hende sukkede hun og lod sig falde tilbage i sengen igen.

"...love you...i love you..."

Hviskede hun for sig selv og rystede svagt på hovedet. Hun gned sig hen over øjnene. Det gippede let i hende da mobilen begyndte at brumme. Hun prøvede at tyde bogstaverne. Ukendt? Hun skævede mod døren. Skulle hun kalde på ham?

Famlende rakte hun ud efter telefonen. Vibratoren summede op gennem hendes hånd og mod den lille skinne på hendes finger. Var det at overskride en grænse? Hvad hvis det var vigtigt? Tøvende holdt hun sin finger over udløseren der ville folde den ud. Hun skævede mod døren igen. Trykkede ind.

"Yeah?"

Hviskede hun lavmælt med den let hæse stemme

I need something to drink...and i want to stop puking like a teenager on a pubcrawl

Med telefonen mod øret arbejdede hun sig mod sengens kant så hun kunne give telefonen videre med det samme

Stemmen i den anden ende af røret var kortfattet, sætningerne i ryk og underligt betonede, som om personen var uvant med at tale på engelsk. Eller uvant med at tale i det hele taget.

"Michelle McManus. Arrangements made. An accidental drowning in the shower within 12 hours. You have until 9 to change the order. After that, it's out of my hands."

Der blev lagt. Mobilen blinkede en enkelt gang, før lyset på displayet gik ud.

Fem minutter var langsomt tikket forbi, før Wicked snoede sig igennem den lejligheden. Han havde ikke brug for lys, for at undgå møblerne, selvom hans tanker var distraherede. Kroppen styrede automatisk udenom alle forhindringer og gav ham tid til at overveje den besked der var ankommet. En dusørjæger mere. Det virkede som om Procella ikke var den eneste, der var blevet tiltrukket af - eller beordret - til øen.

What will you do, brother?

Wicked trak let på skuldrene og trådte ind i soveværelset. Hans primære interesse lige nu lå ved Procella. Når først søsteren var skaffet af vejen, kunne han bedre overlade hende til sig selv, fri for bekymringen om hvad Micha ville gøre. Måske ville han undersøge rygtet. Måske ikke.

Procella stirrede tomt ud i luften. Ordende ville ikke synke ind. Hun forstod dem, men meningen med dem nægtede at bundfælde sig. En kvalme der intet havde at gøre med giften i hendes blod meldte sig. Hendes øjne var store og tomme. Så intet omkring sig da Wick trådte ind igen. Hendes ansigt var voksblegt og mobilen gled ud mellem hendes fingre.

...he is gonna kill her...

Tanken var sløv. Uden passion. Chocket sad i hendes krop og ansigt. Som et traffikoffer i en ulykke der ikke kan rumme de rædsler der var blevet påtvunget. Granatchock ville man kalde det hos en soldat måske. Hendes øjne virkede for store til hendes ansigt. For mørke i forhold til den voksblege hud.

Procellas overtrækning var blevet let og overfladisk.

She is gonna be no more...and its my fault...he never loved me...he is punishing me...

Hun vaklede hen over gulvet. Mobilen lå på gulvet bag hende, stadig åben

I have to...save her...

Hendes tanker var træge og tunge som overkogt havregrød. Hun kunne ikke rumme den konsekvens der lå i de få ord der var blevet ytret.

Wicked standsede ved synet af hendes ansigt. De mørke øjne gled fra hende, til mobilen, og opfangede situationen på et øjeblik.

You should have brought it with you. Already forgetting yourself around her.

Wicked skar tænder af kommentaren og blokerede Procella's vej. De store hænder greb fat om hendes overarme, som tidligere, tvang hende til at se op i hans ansigt.

"You're hyperventilating. Breathe, Lauren, before you pass out."

Hans stemme var indtrængende og bydende. De mørke øjne ulmede ned imod hende, forsøgte at overføre hans egen overbevisning til hende, mens han fortsatte.

"It needs to be done. She is like a rabid dog, snatching her teeth at her own kind. Rabid dogs are put down, Lauren, before they can hurt others."

Selvom han tydeligt gjorde en indsats for at gøre stemmen blødere, mere menneskelig, var der en undertone af simpel rationalitet. I hans øjne var der ikke meget forskel imellem et menneske og en hund. Micha var muligvis et halvt trin højere end normale mennesker, men der var ingen anger eller tvivl i hans stemme. Det er svært at føle anger, når man ikke havde en samvittighed.

Øjnene der så dødt op på ham, så ham egentlig ikke

"Dont touch me..."

Mumlede hun sløvt og vendte hovedet bort fra ham. Manglen på reaktion skreg til himlen, højere end noget raseri anfald ville have gjort det.

"You dont know...anything...dont...understand...if you kill her...you kill me..."

Hun forsøgte sløvt at trække sig bort fra ham

"...you should just have taken my life...you didnt need to be cruel...didnt need to..."

...unless...unless he is freeing her...they imprison her in her mind...if he kills her...will she take me? For good? Does he...want her?

En enkelt distanceret tåre gled ned over hendes kind

"...what have you done?"

Hviskede hun, med en begyndende gru i stemmen

Wicked slap sit greb, lod armene falde ned langs siden og forsøgte at tyde hendes ansigtsudtryk et langt øjeblik, før han trådte udenom hende, bøjede sig for at samle mobilen op.

"I didn't intend for you to know. The news would have been of an unfortunate accident. An inattentive nurse. If you hadn't picked up the phone, you would have never known."

Han rettede sig med mobilen i hånden, vendte sig imod hendes ryg og hævede den anden hånd. De lilla årer pulserede svagt i det mørke rum.

"Now that you do.. It's best for you to go back to sleep, Lauren."

Hånden rakte langsomt ud efter hendes skulder.

Procella vendte sig ikke da han slap hende. Hendes arme hang tungt ned og hendes blik stirrede ud i intetheden

"...youll free her...they cant trap her in a body thats dead...she is gonna take me...and you let her do it..."

Situationens grusomhed var langsomt ved at gry for hende

Y-you...killed me...i loved you...and you killed me..."

Hendes ben gav efter under hende da hendes hjerte et sted dybt i hendes bryst begyndte at briste. Smerten da hendes knæ ramte gulvet var ikke noget hun registrerede bevidst. Fysisk smerte betød så lidt i sammenligningen...

Wicked greb hende, da hendes knæ gav efter, lod hende hvile ind imod sig et øjeblik før han forsigtigt overlod hende til sengen. Et svagt smil spillede henover hans læber. Han bøjede sig frem og kyssede blidt hendes pande.

"I love you too, Princess. But you're wrong. What keeps her alive is you. If she can't reach you, she'll have nowhere to go."

Such a waste, brother. You have yet to discover the full potential that lies in the connection.

Wicked strøg en finger ned af Procella's kind.

"She's more important than old legends and nursery-tales."

Sentimental, brother. You will need to break the bond. I've never seen one that runs this deep broken successfully before.

"I have. But she won't take a call."

Han hævede blikket, spejdede efter de digitale tal og rejste sig. De mørke øjne betragtede hende overvejende, mens hans sanser bedømte hendes krop indtil han var tilfreds. Døren til soveværelset lukkede sig stille bag ham og en nøgle drejede i låsen.

Procellas vejrtrækninger var dybe igen. Kroppen der lå på sengen brændte af den gift der atter engang skyllede gennem blodbaner. Berøvet sin bevidsthed, søgte hun de dybe minder, uvidende om sine omgivelser. En muskelspænding gik gennem kroppen da en langsom udløsning af hcg gled sammen med den specielle kemiske sammensætning af gift i hendes blod.

Procella flyttede uroligt på sig i sengen. Selv på et ubevidst plan reagerede hun på forandringen. Det var ikke en forandring man kunne tage og føle på, men den var kraftig nok til at ændre på alt. Skjorten begyndte at klistre til hende da hun begyndte at kæmpe. Blodårene lagde sig som reb under huden langs hendes hals.

Da nøglen blev sat i låsen igen og døren gled op var det noget af et syn der mødte øjet. Det så mildest talt ud som om nogen havde prøvet at flå penthouselejligheden fra hinanden. Der var dybe mærker i træet omkring karmen hvor noget havde prøvet at flå sig vej ud. Sofaen var strimlet lamper lå smadret mod gulvet.

Et tungt knurrende åndedræt et sted omme fra køkkenet. Gemt i mørket. der var mørkt som i graven. Nattemørket var tæt og herskede.

Wicked standsede i døråbningen, fik et glimt af ødelæggelsen. Chok løb ned af hans ryggrad, da hans sanser satte igang. De mørke øjne søgte hen imod soveværelset.

Procella.

Han vinklede automatisk kroppen, tænkte næsten tanken der ville bringe ham ind i soveværelset på et øjeblik.

Self-preservation, brother.

Tanken standsede brat, da Wicked indså det fornuftige i rådet - og samtidigt, at når det kom til Procella blev århundreders vaner og reglen der galdt for næsten alle af hans race, selvet først, lagt til side. Han lod øjenlågene glide ned over de mørke øjne og tog en dyb vejrtrækning. Mennesker forlod sig på deres syn alt for ofte. Wicked havde andre sanser, han stolede mere på.

Det knurrende åndedræt var torden i stilheden.

There, brother.

Quiet. I smell no blood, but that is her scent on.. Werewolf? No, the stench isn't pungent enough.

Wicked åbnede øjnene igen, ændrede retning så han stirrede ind i det mørke køkkenhjørne.

"Come out. If she is damaged, you will regret it."

Der var ikke den mindste tvivl i den kolde tone.

En bevægelse i mørket. En refleksglans i rovdyrguleøjne. Blottede tænder. Den tunge snerren ved hvert åndedræt

"...i cant..."

Den underlige blanding af latter over en evig snerren

"She wont let me...the moon-child is protecting herself...and she dosnt even know why"

Latter igen. Skikkelsen gled ud af mørket fra køkkenet. Håret lå pusket omkring hovedet. Nogle stumper af sofaen indmad sad i det. Tøjet var flået, men huden havde ikke en rift. Ikke nogle nye i hvert fald. Ingen som Wick ikke havde skænket hende i en nat af passion.

"Oh its too rich...you dont smell it? I am gonna be here...forever...you gave her a gift demon...but im gonna take it from her..."

Procella fniste lavmælt og trådte længere ud i rummet imens hendes hænder skånsomt gned det faste maveskin. Det groteske ved situationen var at ved berøringen eksploderede hun i en rasende snerren

"You won the first round. I cant take her...but im gonna take your child"

Hun lagde hovedet let på skrå

"If your spawn dosnt kill the moon-child first...really...poisoning a pregnant Vicky? You are a bad bad boy..."

En belærende finger blev holdt op og vrikket let fra side til side. Procella vaklede pludselig et par skridt fremefter. Et irriteret udtryk gled over hendes ansigt da han greb ud og støttede sig til kogeøen med den tykke marmorplade. Hendes fingre krummede sig langsomt om kanten og blev ved med at strammes. Blodårene begyndte at svulme op under huden igen da Procella kæmpede i sin egen krop. Den skurende lyd af sten der knækkede og blev knust. Hun knuste ikke marmorpladen. Den var for kraftig for hende. Til gengæld var hun igang med at flå de nærmest usynlige limninger fra hinanden. Pludselig kunne man måske forstå hvad der lå bag de massive ødelæggelser i penthouselejligheden. Det var en mental kamp mellem to mastodonter og ingen var parat til at give op over for den anden. Procella havde bare så meget mere at kæmpe for.

Der gik et næsten umærkeligt ryk igennem Wicked, en stor reaktion fra hans side, ved den dæmpede latter. Han trådte to hurtige skridt tættere på, hævede en hånd hvor blodårene allerede glødede lilla.

"I suppose I should have expected you. How unfortunate, but it won't change anything. In fact, I think I'd rather enjoy being able to look into your eyes, as you fade out of existence. If I'd had the time, I would have put you down myself."

Et ubehageligt fraværende smil krøb henover hans læber, strakte ansigtet, mens en del af hans tanker forestillede sig de par timers underholdning han kunne have fået ud af hende.

De mørke øjne fokuserede på hende igen, da hun fortsatte, fulgte hånden der gled nedover hendes hud med distanceret udtryk, der svagt mindede om kedsomhed.

"Pathetic lies to save yourself. That wouldn't be poss-"

Selv mens han talte, rakte han sine sanser ud imod hendes bløde midterliv. De mørke øjne udvidede sig, i samme øjeblik som en storm af stemmer hævede sig i hans tanker.

Blasphemy, brother! With a human?! You must-

"Quiet!"

Wicked snerrede ondskabsfuldt og kastede afvisende hovedet til siden, som om bevægelsen ville ramme stemmen. Selvom kommentaren ville have passet ind, var det tydeligt at han ikke talte til hende. De mørke øjne så ud i horisonten gennem det store vindue bag hende.

You have already proven how far you are willing to go for this human, brother. You can not be trusted. We will-

"I will deal with this as I see fit. You do not command me, Mephet!"

Ordene faldt som en salve af skud, hans ansigt en maske af raseri. Atmosfæren i lejligheden fortættedes, gjorde det svært at trække vejret. Små gnister skød igennem mørket, uden at have noget udganspunkt, som om en miniature-tordensky havde samlet sig i køkkenet. Wickeds næsebor udvidede sig og hans menneskelighed foldede sig væk lag for lag, mens han barrikaderede den lydløse stemme, lukkede af for den ellers konstante kontakt. Ingen fornemmelse af andre i hans hoved, ingen indtryk fra andre liv, han altid svagt fornemmede som en skygge bag sit eget.

Stilheden var øredøvende.

De mørke øjne fokusere på Procella med en frygtindgydende intensitet. For et normalt menneske ville opmærksomheden være for stort et pres. En lyd der mindede om negle på en tavle, eller fjerne skrig lød fra hjørnerne i køkkenet. Et fjernt sted i den indviklede hjerne, vidste Wicked at han burde kontrollere sig selv bedre, før den dæmoniske indflydelse hans vrede havde sluppet løs i lejligheden drev Procella til vanvid.

Før han nåede at gøre alvor af tanken, fik hendes næste ord de fjerne skrig til at stige, den ubevidste reaktion nok til at skubbe ham udover hensyn til hendes menneskelighed.

"What makes you believe that I would allow that?"

Bevægelsen var for hurtig. Han nåede ikke at tænke, før hans hånd skød imod hendes hals, løftede hende fra gulvet i strakt arm.

"Fool. If you had left, your plan might have worked. Instead you stayed to gloat? If all that stands between me and your death is a mere spawn, then that is easily solved."

Wicked hævede den fri hånd, blodårene sorte linjer under huden, og rakte den frem imod Procella's mave.

Procella havde set forvirret ud et øjeblik.

"Who the hell is Mephet?"

De rovdyrgule øjne flakkede nervøst, da luften blev tung og ladet. Øjnene der brændte sig ind i hendes fik hende til at tage et skridt tilbage. Micha var uden frygt. En dødsforagt der nærmede sig hovmod. Men hun var klog. Uden samvitighed eller fysisk kontakt til verden omkring hende, vidste hun stadig at hun havde brug for andre. Hun havde brug for en vært, og det ville være ulogisk at lade den skade med vilje.

En lugt blandede sig med den ladede atmosfære. Den sprøde og skarpe duft af frygt. Den kom fra Procella, men ikke Micha.

Who do you fear more sister-dear? His anger on me? Or me in the life you carry?

Micha havde for travlt med at svide sind omkring sig, til at nå at reagere på dæmonens udfald. Hun greb desperat om hans arm og håndled med begge hænder da han løftede hende fra gulvet. Iltmanglen satte hurtigt ind

"No! Dont!"

Kvækkede hun

"The sun and moon! You wanner know about it! I can tell you about the moon-child...the pretty child. Dont hurt us!"

Procella kæmpede vildt for at komme fri. Hendes krop vred sig i umenneskelige stillinger. Som et dyr fanget i en snare. Parat til at gøre hvad som helst før det gav op.

Wickeds hånd standsede få centimeter fra den bare hud. De mørke øjne kneb sig sammen, kastede et blik ned på armen imellem dem. Det havde ikke været hans mening at standse. Det voksende yngel under huden var en pestilens og det generede ham ikke at skulle skaffe sig af med det. Han pressede hårdere, men armen adlød ikke. Hånden dirrede i luften, ikke fordi han var træt af at holde den udstrakt, men som om den stødte imod en usynlig barriere.

Wicked så fra sin hånd til Procella's mave. Hvad holdt ham tilbage? Lige så snart han havde dræbt barnet-

Barnet?

Wicked gav brat slip, lod hende falde tilbage imod gulvet og vendte sig væk, trak sig længere ind i mørket og lod de fjerne skrig omslutte ham. Han var ikke et menneske. Det var en umulighed at han skulle have de fjerneste følelser for en tilfældighed som den der voksede i Procella's krop. Der måtte være en forklaring der gav mening. En form for beskyttelse? Han tvivlede stærkt på, at en engel ville blande sig i en halvdæmons skæbne. En halv-engel ville muligvis ikke udvise den samme modstand, men det var ikke en tilfredsstillende forklaring.

De mørke øjne betragtede Procella overvejende, mens lejlighedens konturer langsomt trak sig ud af skyggerne. Fornemmelsen af, at umenneskelige skabninger gemte sig i mørket fortog sig, selvom ekkoet af skrigene syntes at blive hængende meget længere.

"Speak."

Det ene ord var for kort til at tyde hans humør, selvom der lå både utålmodighed, vrede og et svagt glimt af noget andet i tonen.

Procella faldt sammen som en sæk kartofler og hostede krampagtigt. Hun slugte luften i store mundfulde, begærlige og dybe mundfulde. Så lød en stille latter atter gennem mørket. Lugten af frygt blev skarpere.

"The sun and moon are sitting in a tree...k-i-s-s-i-n-g. First comes love, and then comes marriage, then comes the baby in the baby-carriage..."

Micha satte sig op og begyndte at stryge den flade veltrænede mave

"You really never understood did you? You have her...you have the moon-child...and you are dancing"

Micha rejste sig op fra gulvet og bredte armene ud til siden. Hun begyndte at dreje rundt om sig selv så det lange hår stod i et brus ud fra hendes krop

"And dancing and dancing and dancing...untill they all fall down!"

Hendes krop faldt til gulvet. Lå stille. Så hævede ansigtet sig langsomt. Tomme for tomme, indtil de dyriske øjne fandt Wicks og låste sig fast

"Tell me you dont know an old soul when you see one. Call me a monster? Call you a lier!"

Hvæsede hun og sprang op fra gulvet i en lang glidende bevægelse, der tilsatte enhver tiltro til menneskelighed. Procella trak sig fnisende mod den endnu åbne dør. Den lave hvisken der trænge sig gennem mørket var det eneste man kunne skelne klart. Ud over de glitrende øjne.

"The sun and moon...sitting in a tree...k-i-s-s..."

Procella gled ud på gangen stadig med blikket låst fast på Wick

"...i-n-g...Dont let the bedbugs bite us..."

Døren blev langsomt skubbet i. Fjerlette dansetrin og en børnelatter hørtes et sted på den anden side af døren. Derpå stilhed.

Wicked stod anspændt i skyggerne, hans krop ude af hans egen kontrol igen. På trods af de spændte muskler, kunne han ikke hæve en hånd for at stoppe hende, uden at hans tanker strejfede barnet. Den mærkværdige fornemmelse af bekymring, for et tilfældigt yngels velfærd, lammede ham mere end Procella's ord. Hans øjne reflekterede lyset, da hans blik fulgte hendes vej imod døren.

I lang tid, efter lyden af hendes skridt havde fortonet sig, stod han forstenet i mørket af den ødelagte lejlighed.

Wicked rakte langsomt en hånd ned imod en lomme, hev den slanke mobil frem og tastede et nummer med omhyggelige bevægelser. Da røret blev taget, talte han uden at vente på et svar.

"Call it off. Yes. No, there's no need."

Hans blik strejfede den lukkede dør.

"I know more than I care for already."

Han klappede mobilen sammen igen og tog et par skridt hen til de store vinduer, kiggede stille udover den oplyste by.

[To Be Continued]