A Clear Message [Åben/Procella]

En tynd stribe lys krøb igennem døren og oplyste to meter ridset linoleums-gulv og en del af en hospitals-seng, før det nåede væggen i den anden ende af lokalet. En sygeplejerske trissede forbi på gangen foran stuen, på vej ud på sin natterunde, og de komfortable sko slæbte langs gulvet med en afslappende 'sht-sht-sht'-lyd i stilheden. Lugten af desinficerene sæbe og industri-vaskepulver hang tungt i lokalet. Uret på væggen tikkede højlydt endnu et minut af natten forbi. Skikkelsen under tæpperne bevægede let på sig og vendte søgende hovedet væk fra mørket, som om personen fornemmede den svage forstyrrelse i luften, da en fremmed gled frem fra skyggerne.

"Ireland."

Det ene ord rungede i stilheden på den stille stue, selvom stemmen var afdæmpet. Wicked lænede sig frem fra mørket og striben af lys faldt på de voksagtige træk, de mørke øjne glødende dybe huller i det hvide ansigt.

"The one place you know I can't go to. The one place I can't protect you. And where do you go to?"

Det svævende ansigt stirrede stift på Procella, mens ordene flød langsomt og uendeligt præcist fra hans mund.

Procella trak vejret så forsigtigt hun kunne. Hver åndedræt jog igennem hendes ribben. Hun fugtede de let sprukne læber og måtte forsøge et par gange før der kom noget brugbart ud af munden på hende, der ikke bare lød som en tør kvækken.

"..sorry...i didnt plan for this to happen...she was so fast..."

Typisk. I stedet for at være bekymret for hende, og omsorgsfuld, skældte han hende ud.

"and i feel like shit...thanks for asking..."

Mumlede hun spydigt. Hun havde et blodunderløbent mærke langs den ene kind og hudafskrabninger over det hele. Det værste var de brækkede ribben. Hun vidste godt at hun nok ville have været død hvis ikke Victoria havde grebet ind, og tanken sved et eller andet sted. Hun havde sin stolthed. Den var blevet revet rundt og urineret på og efterladt et sted på de smaragdgrønne kyststrækninger.

Hun huskede ikke sin tur tilbage. Alt hun kunne huske var at hun var faldet sammen i lufthavnen da hun endelig kom tilbage. Næste gang hun vågnede havde været på skadestuen

"I didnt loose it...it was close...but...we are fine...i have been banged up worse than this...you dont have to pretend to care Wick. I can get by. i always did"

Wicked lænede sig tilbage i skyggerne og lod mørket indkapsle sig.

"I can see how well you get by, Princess."

Ordene var konstaterende og nærmere sørgmodige end sarkastiske. Når man ikke havde det udtryksløse ansigt at se på, var det nemmere at høre følelser i Wickeds stemme.

"Perhaps I should start a trust fund specifically for your hospital-visits. It seems to be the only place I can rely on finding you."

Begyndende vrede, sarkasme. Wicked lænede sig en smule frem og lyset fangede de mørke øjne.

"You disappear out of my door in the middle of the night, controlled by that sister of yours - who would rather kill you than see you with me, by the way. When I look for you, all I hear are rumors about you being dragged off by Aza'Gul's monkeys. And then nothing. Not a single word for three weeks."

Vreden voksede langsomt, som om der var gået hul på en dæmning og vandet langsomt åd mere af blokeringen væk. Wicked standsede med et ryk af overkroppen, fnyste og lod lydløst sine fødder glide ned på gulvet. Han bevægede sig rastløst igennem det lille lokale, standsede og lænede sig imod vindueskarmen.

"Excuse me while I 'pretend' to care a little more for the safety of you and our child."

Ordene skulle have været dybt sarkastiske, men faldt flade, ligegyldige, som om han mistede pusten halvvejs igennem.

Procellas øjne der havde været trætte og tomme af distancering og opgivelse blev pludselig nærværende. Da han udtalte det lille kælenavn han ind i mellem brugte til hende, begyndte hendes hjerte at slå hurtigt i hendes bryst. Den forræderiske pulsmåler slog ud på displayet og begyndte at vise nogle hidsige stigninger.

Hun krympede sig en smule under hans vrede. Et eller andet sted var den berettiget, men...

"Well i do apologize sincerely for being a freaking puppet for my wack-job family, it sounds like something i really have to work on, to NOT offend you"

Halvhvæste hun sarkastisk, og prøvede uden at tænke sig om, at sætte sig op. Med en dyb jamren stivnede hun i bevægelsen og prøvede at slappe af i kroppen. Hun kneb hårdt øjnene sammen og det prikkede i bag hendes låg, både af fysisk smerte, men også over den smerte hun havde påført Wick. Havde situationen været omvendt havde hun nok splittet byen ad for at finde ham. Hvis hun havde hørt at han var...

"I'm sorry. I'm SORRY! I didnt know! I just found out! I would never have left if I knew! I was not sure! Not before i starting puking my guts out and..."

Procella åbnede øjnene. Forpinte tåre begyndte at løbe ned af hendes kinder

"I dont know what to do. Are they gonna kill me? The hunters? What about your kind? and come on. Its my problem. I cant ask you to be a part os this"

Procella tørrede kinderne så godt hun kunne komme til det for droppet i håndryggen

"you singing happy bithday in a freaking apron, baking strawberrycupcakes? Not gonna happen Wick. Its not you. Hell its not me...i dont know what the fuck this is"

Hun bankede hænderne ned i madrassen på hver side af sin mave, der unaturligt hurtigt havde fået en ganske blid runding. Ikke noget man ville ligge mærke til. Ikke engang nok til en håndfuld. Men Procella kunne se forandringen. Nu hvor hun var opmærksom på det kunne hun se det. Det svarede til en lidt for god december måned. Lige et par ekstra kilo der skulle smides. Problemet var bare at den her overvægt nok ikke ville være så let at komme af med igen.

"Wick i dont know what is in there. Human...demon...something new...i dont know...and i dont know what to do...im sorry...im so sorry"

Hun kvalte et hulk dybt i halsen

"And i HATE you for doing this to me! Just LEAVE! Leave us alone! Ill handle this! I dont need you! Go away!"

Hun kunne ikke ligge sig om på siden. Det ville gøre for ondt. I stedet måtte hun nøjes med at dreje hovedet bort fra ham og se rasende ud af døren. Sygeplejesken bag skranken så, alarmeret af lyden, mod værelset med let rynkede bryn, men lignede en der ikke kunne beslute sig til om hun skulle blande sig eller lade parret ordne deres problemer på egen hånd

Ved den første jamren var han ved siden af hende. De hvide fingre var som stål-beslag der skubbede hende tilbage imod sengen. Hans fri hånd løftede ugenert op i hospitals-kjolen og undersøgte hendes skader, først med øjnene og derefter med de kølige fingre. Efter et øjeblik bukkede han sig over hende og lod tungen løbe langs en hudafskrabning ved hendes kraveben. En svag rød nuance bredte sig fra midten af hans pupiller, mens hans tunge fortsatte fra sår til sår, ned langs hendes krop. Han standsede over hendes mave, holdt hovedet et par centimeter fra hendes hud og trak vejret dybt ind. Den spidse tunge trak sig tilbage og rullede smagen af hendes blod rundt i hans mund, øjne opadvendt under de halvt sænkede øjenlåg. Et langt øjeblik lignede han en der var blevet bedøvet, før han vendte hovedet en smule, det ene øre imod den lettet runding af hendes mave, og rullede de mørke øjne op til hendes ansigt.

"Calm down."

Wickeds øjne så forbi hende, fulgte monitorens spring med et sært udtryk på det voksblege ansigt. De mørke øjne flakkede ned til hendes mave igen med en koncentreret mine, som om han havde tunet ind til en svag radiostation og forsøgte at tyde signalet.

"Shh."

Wickeds fingre strøg let henover hendes hud, kærtegnede den lille bule. Hans ansigsudtryk var en mærkelig blanding af forundring, spekulation og forbavselse, som om hånden havde bevæget sig af sig selv og uden hans samtykke.

"Micha knew. She was quite devious at using that little piece of information for her own benefit."

Sagde han dæmpet, som om der var en sovende person i lokalet. Hans blik fandt hendes ansigt igen.

"Birthday? Yes, you celebrate that, don't you. On the day of birth, I suppose. I don't know the words."

Han så overvejende på hendes mave, syntes at vende tanken.

Procella gav sig let da Wicks kølige fingre vandrede over hendes hud. Et eller andet sted havde hun mest af alt lyst til at skubbe ham bort. Der var noget pinligt over at blive inspiceret på den måde. På den anden side kunne hun for det første ikke bevæge sig ret meget uden at fremprovokere smerte igen, og for det andet var der nok ikke mange situationer Wick ikke havde set hende i. Så i det store og hele betød det vel ikke så meget. Det generede hende dog stadig at hun var så svag under hans berøringer. Som om det ikke var slemt nok at hun var menneske og han dæmon. Nu var hun halvvejs en overkogt grøntsag. Sygeplejesken havde vendt blikket bort da de høje stemmer stoppede igen.

"What are you doing?"

Mumlede hun forvirret da hun mærkede den varme kildrende tunge. Det sved svagt i hendes sår. Wick var i hendes blod. Det lille hjerte der bankede derinde var med sikkerhed af hans skabelse. Ikke nødvendigvis hans æt, men uden tvivl hans skabelse. Den runde smag af svag berusende gift, der dog ikke syntes at skade barnets mor, rullede igennem begge ved Procellas efterhånden beroligede hjerteslag.

Procella rakte en langsom hånd ned. Hun havde ikke skræmt ham væk? Tanken var foruroligende, forvirrende, og gav hende et spinkelt håb som hendes tanker end ikke turde formulere til noget håndgribeligt. Fingrende gled ind i det blonde hår og hun sukkede.

"She has been silent...they put her on so many drugs i can hardly hear her. I feel...naked...without her..."

Mumlede hun sørgmodigt

Døren ind til sygestuen blev hevet op af en teenager klædt i jeans og en hættetrøje, som med grønne øjne hurtigt skannede stuen. På trods af at det var tydeligt hun havde forstyrret en privat samtale blev hun ikke det mindste usikker og hun gik bestemt hen imod sengen. Lugten af dæmon lå tydeligt om manden ved sengen, men hendes eneste reaktion var at løfte et øjenbryn, måske var kvinden ikke lige så fjendlig over for væsner som hun havde givet udtryk for. Jægeren sad med fingrene flettet ind i hans hår og han sad og så på hendes mave. En forstyrrende tanke summede rundt bagerst i hendes hoved for de to lignede altså et par lige meget hvor underligt det var.

Vampyren nåede med få bestemte skridt hen til sengen og hendes grønne øjne var blevet skarpe som hun så på halvmennesket i hospitalssengen. Det glædede hende at kvinden var ved at komme sig og at hun tilsyneladende var kommet uproblematisk til hospitalet efter Wilith havde sendt hende afsted for at vampyren ikke fik fat i hende. Men apropos vampyren så var der derfor hun var her. Hun blev nød til at vide om hun havde set rigtigt, for selvom hun havde set hende helt klart så kunne det da ikke være...
”Jæger, jeg ved at dette nok er et dårligt tidspunkt men jeg bliver nød til at vide om du ved hvem det var der angreb dig?”

Hun knugede enden af sengen men blev nød til at slippe da hun indså at hun var begyndt at sætte mærker i metallet fordi at hun havde så godt fast i det. Hun måtte vide om det virkeligt var Gwynnet og i så fald hvorfor hun så havde angrebet kvinden.
Hendes røde hår havde ikke dets sædvanlige glans og det var tydeligt at hun havde haft travlt, så travlt at hun ikke havde hvilet eller givet sig tid til at spise ordenligt. Hvis hendes skaber levede så ville jægeren ikke være i sikkerhed, for Gwynnet havde ikke i sinde at give op. Det havde hun aldrig.
Så der var mange ting der skulle bringes i orden, folk der skulle tales med og meddelere som skulle sættes ind i hvad de skulle lede efter.

De rød-tonede øjne gjorde hans ansigtstræk mere fremmede og umenneskelige, da han fokuserede på hendes ansigt igen. De spidse, hvide tænder var mørk-plettede af hendes blod. Hans tunge begyndte omhyggeligt at rense hver enkelt tand. En noget foruroligende gestus i betragtning af, at han fortsat så på hende, som en rovfugl ville holde øje med et byttedyr.

"You taste like my kind."

Wickeds blik gled ned til de åbne sår, sult og længsel tydelig tydelig i hans ansigt, før han tvang sin opmærksomhed tilbage til hendes mave. Han lagde igen hovedet på skrå, lyttede til hvad end han syntes at have fundet i hendes krop, og ansigtet lyste igen op i en ukarakteristisk blanding af følelser. Han syntes knap at bemærke hendes ord, berøring eller den fjerne lyd af hastige skridt imod stuen. Det eneste der viste, at han lagde mærke til vampyrens ankomst, var den pludselige bortviskning af de afslørende ansigtsudtryk.

"You are trespassing, vampire."

De mørke øjne, med det røde center, drejede sig langsomt op til Wilith. De voksblege træk og den dybe stemme ustrålede indignation over hendes ankomst, men ingen åbenlys fjendtlighed. Hans hænder gled op og ned af Procella, lod natkjolen falde tilbage over hendes krop, rettede tæppet omkring hende, uden at tage blikket fra Wilith. Da alt var på plads igen, lagde hans hænder sig roligt til rette over tæppet, og mørket skjulte de sorte blodårer der trak giftige spor under huden.

Wicked så ned på metallet under hendes hænder ved den skærende lyd.

"Control yourself better or leave. I have no patience when it comes to Laura's safety today."

Procellas blik flakkede uroligt

Stop looking at me like you are going to eat me!

Per refleks blottede hun tænderne lidt nytteløst af ham til forsvar.

"I...do? What does that mean?"

Hendes stemme var tydeligt nervøs. Det gav et lille sæt i hende da Victoria pludselig kom ind på værelset, og hun skar ansigt da smerten sved i hendes brystkasse. En smule febrilsk gled hendes blik fra pigen, ned til Wick, og tilbage igen. De blottede tænder blev fulgt af en let snerren.

"How the fuck should i know? I was the one being beaten up. I didnt have time to ask her about her name"

Ubevidst rakte Procella en hånd ud efter Wicks arm som for at berolige ham, eller holde ham tilbage. Hun kunne ikke helt overskue konsekvensen af hvis de to overnaturlige væsner besluttede sig til at flyve i hovedet på hinanden.

Procella blegnede og lukkede øjnene

Damnit...you idiot...you just gave her my name...great...thanks a lot...

"McRian...im not in the mood to argue. You saved me. Not the other way around. I think you got a better look at that blackeyed bitch than i did. Stop destroying my bed. im the one that has to pay for this shit"

Snerrede hun træt og opgivende. Hvad kunne hun gøre hvis de fløj på hinanden? Var Wick provokeret nok? Var Victoria arrig nok? Hun kunne vel egentlig bare ligge puden over hovedet og håbe at ingen landede på hende imens de fik ordnet paragrafferne.

"Play nice! Both of you! If stuff starts flying around, im the first one to break, and then im gonna be pissed of!"

Snerrede hun syrligt og så fra den ene til den anden.

Hun så køligt over på dæmonen lidt irriteret over hans velkomst, men hvad havde hun forventet.
"Du burde være glad for at jeg bekymrer mig for mennesket for uden mig ville hun være død."
Hans mening var ikke så vigtig for hende lige nu, bortset fra at han kunne beskytte mennesket når hun ikke selv kunne, altså om dagen nu hvor Gwyn havde bevist at hun ikke var bange for dagslyset.
"Jeg havde bare håbet at du kunne afkræfte hvad jeg frygtede.. men åbenbart ikke. Den vampyr der kommer efter dig er 800 år gammel, det vil sige 5 gange stærkere end mig. Hun..."
Vampyren sukkede dybt og så træt på jægeren, på forhånd usikker på at fortælle kvinden om hendes forhold til vampyren der kom efter hende. Men hvad, kvinden kendte så meget til hende i forvejen så hun kunne vel lige så godt også fortælle det.. Hendes største grund til at tøve var dæmonen ved sengekanten.
"Hun er min skaber, hvilket gør vores bånd lidt specielt. Det navn jeg kender hende under er Gwynnet, men hun plejede at kalde sig Laetitia Morales i forretningsverdenen."

Hun smilede bistert og huskede de mange gange hvor hun havde græmmedes over at bruge Gwynnets blodpenge, dem hun fik for diamanterne og så på den hvide væg med en sammenbidt udtryk. Hun ville ikke kunne beskytte kvinden så godt som hun ellers ville have kunne på grund af deres skaber-skabning relation og det ærgrede hende. Normalt havde hun ikke noget imod at tage livet af sine egen slags hvis det var det der skulle til, men denne her gang var hun hverken stærk nok eller bestemt nok. Det ville være som at dræbe en del af sig selv, en monsteragtig og ondskabsfuld del, men dog en del.
"Jeg betaler dit ophold, for det var mig der bragte dig her. Hun prøvede at få fat i dig samme aften igen og så blev jeg nød til at sende dig afsted."
Hun fortalte ikke at hun havde sendt en af hendes skabninger med kvinden, for hun var rimeligt sikker på at det ikke ville falde i god jord, men han ville i det mindste være i stand til at sørge for at hun kom sikkert frem. Gwyn ville uden anstrengelse kunne dræbe ham, men han var alligevel langt bedre end et menneske.
"Hendes sikkerhed er grunden til at jeg er her."
Hun så koldt på ham, noterede sig navnet og så igen over på kvinden med et sigende blik på hendes mave og derefter op på hende for at vise at hun havde regnet ud at Laura eller hvad hun nu hed var gravid.

"So you're the one who saved her life, but if it hadn't been for your creator, she wouldn't have been injured to begin with. A touching story."

Wicked hævede et øjenbryn og tiltede hovedet i en imitation af høflig interesse. Blikket han sendte Procella var derimod hovent, som om han aldrig havde haft den mindste intention om at starte et slagsmål og fandt det underholdende, at tanken overhovedet faldt hende ind. Han viftede afværgrende en hånd af hendes skarpe tone og rettede sig en smule på stolen, et let overrasket udtryk på hans ansigt.

"Gwynnet? You were beget by Gwynnet?"

En lav rumlen spredte sig i det lille lokale. Wickeds brystkasse vibrerede ved den indestængte latter, selvom de mørke øjne gled bedømmende over Wilith, med en mere åbenlys interesse end tidligere.

"Well, well. I suppose I should be grateful that her own child was there, then. I've never known Gwynnet to give up on anything she's set her eyes on."

De mørke øjne fulgte hendes sigende blik.

"But don't forget your manners. Even from a child of Gwynnet, I expect some measure of politeness, if you wish to have this continue as a civilized conversation. "

En dyrisk vildskab vred hans ansigt et sekund til fordel for Wilith, lod hende se den anden side af det velpolerede ydre og det stivede tøj - den del der engang havde nydt slagmarken og følelsen af at trække andre væsner fra hinanden med de bare næver. Udtrykket varede mindre en et sekund, før han igen smilede høfligt, den svimlende hastighed hvormed udtrykkende skiftedes, en lige så stærk indikation af det umenneskelige sind bag de menneskelige træk, som den barbariske maske havde været.

"The human? Oh thanks a lot. Now i feel like a million bucks"

Mumlede Procella en smule børnefornærmet for sig selv. Hun var overvældende klar over sin menneskelighed i det selskab hun førte sig lige nu.

"And i dont CARE how old she is! Im still gonna kill her!"

Procella var ved at blive rigtig godt og grundigt sur, men tabte hele den opbyggede stemning på gulvet da Wick begyndte at le

"Oh thats just fucking fantastic! You are BFF with the bitch who tried to kill me? Talk about a difference in interests..."

Stønnede hun. Hun kunne lige så godt bare ligge sig til at dø et eller andet sted så. Hun så appelerende på Victoria, og fangede hendes blik på sin mave. Rummet blev flænget af lyden af en tung snerren da Procella på sekundet gik fra halvt mæglende til fuld defensiv. Da Wick sekundet efter reagerede fik det Procella til at gispe højt. Forvandlingen, Hvor end kort den havde været, gav ekko i hende.

Procellas blik blev sløret og hendes hoved gled bedøvet tilbage i puden da en gift indefra reagerede kraftigt på den sande form af sit fædrende ophav. Procella sukkede dybt og lukkede øjnene halvt. Det brændte svagt i hende. En lokken og kalden. En hvisken der endnu ikke var tydelig nok til at hun kunne fornemme det tydelige ønske bag den.

"Could we all just...stop fighting..."

Mumlede hun sløvt, uden egentlig at henvende det til nogen bestemt.

"Jeg er ikke ansvarlig for min skabers fejl."
Hvor ofte havde hun ikke ryddet op efter Gwyn da de havde rejst sammen og tilsyneladende endte det altid sådan når hun var i nærheden. Det var ret trættende i længden at have en skaber så vant til at få sin vilje som Gwyn, hun fik hvad hun pegede på og sådan var det altid. Hun var ligeglad med hvordan hun fik det, bare at hun fik sin vilje.
"Du kender Gwyn? Så ved du at hun ikke lader sit bytte ude af syne.."
Et kort øjeblik så hun interesseret på dæmonen men vendte så sin opmærksomhed imod jægeren i sengen igen. Hun lænede sig forsigtigt op ad metallet igen, for ikke at komme til at ødelægge det yderligere.
"Og Laura du må gerne prøve, men jeg bliver nok desværre nød til at ligge mig i mellem. Hun er ikke et rart væsen, men hun er min skaber... hendes blod har skabt mig og jeg er forbundet til hende."
Hun så næsten beklagende på kvinden der lå på hospitalet på grund af hende. Lauras sikkerhed ville hun gerne kunne sørge for men båndet til Gwyn gjorde det næsten umuligt for hende at dræbe vampyren selv. Hun kunne beskytte mennesket men hun ville ikke kunne gøre det endegyldigt af med den anden vampyr. Hun måtte bare få fat i Gwyn for hun nåede at få fat i Laura.

Vampyren stivnede over den åbenlyse vrede i dæmonens ansigt, for han virkede som en ret gammel dæmon og derfor også en stærk en.. kort sagt ikke en hun ville komme på tværs af, men hun bakkede ikke væk. Det var en del af Gwyns opdragelse så at sige der skinnede igennem. Hun var lige så stædig som sin skaber og stod med hænderne i lommerne og så på dæmonen med kolde øjne, men der var et glimt af et grin i dem. At få dæmonen her til at miste besindelsen havde bekræftet hendes anelse om at barnet var hans og hun havde lidt ondt af kvinden. Et dæmonbarn ville ikke være let, men hun virkede til at være glad for sin dæmon så fred være med det.
Alt i alt så vampyren rimeligt fredelig ud og hun sendte også mennesket et blik der tydeligt viste at hun egentligt ikke gad slås.
"Jeg er her ikke for at slås men nogen, eller for at fornærme nogen.. Det var ikke hvad jeg kom for. Den eneste grund til at jeg er her er for at se om Laura klarer sig og advare hende om hvad der er efter hende."

"Do not sound so indignant, Princess. There are only so many creatures over a millennium old. Gwynnet is close to that - and has made enough of a stir of herself that it would be strange if I did not know her name."

Wicked klikkede med tungen.

"Though she is not a close acquaintance. Gwynnet does not believe in having something as human as 'friends'. Rather, she covets and the things that she does not covet can not be very important and thus matters little to her. At least, that is the picture I have gained. Am I correct?"

Han hævede et mørkt øjenbryn op imod Wilith.

"It has been some time since I last dealt with her."

Wicked lagde hovedet på skrå ved den sløve kommentar og så ned på Procella's mave med rynket pande, på samme måde som man ville gøre hvis man lyttede til en utydelig stemme, før han strakte den fri hånd ud og lagde den på tæppet over den lille bule. Den lette vægt havde en omgående dæmpende indflydelse. De voksblege træk mørknedes og han vendte ryggen halvt til Wilith for at have front imod Procella.

"This is inconvenient. I have matters to discuss with you, though I admit that my .. annoyance at your disappearance made me forget myself. Are you quite attached to this creature?"

Wickeds øjne søgte op til Wilith's ansigt, det overvejende blik ikke svært at tyde. Ville Gwynnet muligvis blive distraheret nok, hvis han leverede hendes afkom bagbundet og åbningsklar?

"I suppose I could kill you. Would that enrage our lovely Gwynnet to come charging, so that I may deal with this quickly? Or perhaps merely wait for her to surface on her own, though that would put my fair Laura in jeopardy."

Ordene kom overvejende. Det var tydeligt en irritation for ham, men ikke videre end en mand der pludselig stod med et fladt dæk og skulle beslutte sig for, om han ville ringe efter Falck eller kaste sig ud i at skifte dækket selv. En ting var i hvert fald tydeligt - Wilith's eksistens betød ingenting for ham, udover som en brik i et spil.

"Or perhaps, since I am asked so nicely to stop fighting, you would like to avoid the loss of your creator and arrange a meeting between myself and her?"

Wicked klappede let Procellas mave, som om ideen i sig selv havde været så langt fra, hvad han selv ville have tænkt på, at genialiteten havde overrasket ham.

Procella skar irriteret ansigt, men det var sløvt og nærmest fordrukkent

"Stop saying that name. You dont get to...say that...only he does. And dont get cocky. If you protect her will not be able to stop me again...i wont let her..."

Mumlede hun slørret. Procella brummede i halsen da Wick lagde sin hånd over hendes mave, og det lille væsen i hendes liv faldt til ro igen. Hun blinkede en smule groggy og bed så tænderne sammen. Havde hun lige talt om sin søster til Victoria?

This is not okay. He told her my name, and now i babble on like an idiot. What the hell?! Why dont i just broadcat myself on fucking youtube! The hunter formally known as Reaper, now with daily video-diaries. Fuck me!

Procella fugtede sine let tørre læber og gned sig i ansigtet.

"Do whatever little manipulation games you want to Wick. The fact is that she saved my ass, and your offspring"

Hun sendte Victoria et skarpt og klart advarende blik. Hun skulle ikke begynde at kommentere på det.

"And no matter how much it would be easier to kill her, i have a dept to pay. Please dont make me owe the black-eyed bitch because the boon goes to her."

Hun så lidt irriteret fra sin mave og op på Wick, hun var ikke en hund. Hvorfor klappede han hende på den måde? Så sukkede hun og så insisterende op for at fange hans øjne. Der var et halvt bedende udtryk i de ravfarvede øjne. De havde fået en blød og dyb honningfarve. Uden at fjerne blikket fra Wick svarede hun den unge pige.

"Thanks Victoria. But it dosnt really help to know what is going to kill me. She is apparently still gonna try from what you both say. But i appreciate the thought, though... "

Hun hørte hvad laura sagde, fandt ingen grund til at kommentere på det. Hun anede ikke hvem ”hun” var, men bed dog mærke i det til senere brug, så i stedet koncentrerede hun sig om dæmonen. Han virkede til at kende nok til Gwynnet til at vide hvordan hun var og hvordan man håndterede hende. Det kunne godt blive et problem men Gwyn vidste hvordan hun skulle håndtere sig selv og forhåbentligt blev der slet ikke brug for Wilith i det der kom. Hun ville helst ikke være i nærheden når de to stødte sammen, men samtidigt vidste hun at hun ikke ville kunne se sig selv i øjnene hvis hun ikke forsøgte at tale hendes skaber fra det.
”Ja, det lyder rigtigt.”

Da han spurgte Laura om hun var ”attached” til vampyren som om at hun bare var et umælende dyr rørte hendes temperament på sig, men hun vidste hun blev nød til at holde det tilbage for alles skyld. Kvindens næste ord bekræftede hende i at det havde været en god ide og det ville slet ikke kunne falde hende ind at kommetere på deres barn, ikke efter det blik Laura sendte hende.
”Du kender ikke Gwynnet ret godt hvis du tror at en af hendes skabninger i fare ville være nok til at få hende til at komme løbende, hun har andre. Hun ville aldrig redde andre hvis det kunne bringe hende selv alvorligt i fare. Sådan er hun ikke. Et bytte er noget af det eneste hun ville sætte sig i fare for.”
På trods af at hun talte om muligheden for at dræbe hende for at få skaberen frem, virkede hun rolig nok, inde i hende rasede en storm af vrede, den storm som hun blev nød til at holde inde for at hun ikke kom til at splitte noget ad.

”Jeg bliver nød til at få fat i hende. Måske kan jeg få hende til at skifte retning, finde sig et andet legetøj. Beklager, men det er sådan hun ser det her.”
Vampyren lukkede træt sine store grønne øjne og trak på skuldrende. Det ville ikke være nemt at finde Gwyn, hun havde mange århundredes øvelse i at holde sig skjult, for slet ikke at tale om at få hende væk fra øen og fra hendes bytte. Der måtte da være noget mere interessant bytte et eller andet sted, en eller anden jæger som hun kunne kaste sig over eller et eller andet! Bare hun kom væk herfra, så ville Wilith egentligt være tilfreds.

Procella's bedende blik lod til at have en større indflydelse på Wickeds tankegang, end Wilith's rolige forklaring af hendes skabers intentioner - selvom talen om hans afkom - eller muligvis ideen om at at skylde vampyren en tjeneste - fik ham til at vride ansigtet i endnu en sekund-grimasse. Han sænkede overvejende hovedet, hævede det igen med et tilbedende smil imod Procella.

"There is that, of course. As a favor to you then, Princess."

Han bukkede underdanigt imod hende, så langt som han kunne siddende ned, med den fri hånd hævet over hjertet. Bevægelsen stank langt væk af en tid der udelukkende eksisterede i historie-bøgerne, og fik pludselig hospitals-senge til at minde om en trone, Wicked selv en trofast ridder. Rustningsklædte krigere kunne have slået døren ind og svunget langsværd, uden at bryde magien. Wicked blinkede skælmsk til Procella og rettede sig med et suk ved Wilith's beklagelser.

"Vampires. A few hundred years worth of genetic fluke, and they always seem to forget their origins."

Wicked viftede et par fingre i luften imellem Wilith og Procella, som en magiker der skal til at udføre et trick. Implikationen lå tykt i den fornøjede stemme. Vampyrerne havde været mennesker engang - ulig Wicked selv. Fornøjelsen havde imidlertid fortonet sig fra hans stemme, da han fortsatte.

"This will hurt. It is perfectly alright to pass out if it becomes too much. You'll wake up in a safe place and I won't leave you side."

Han gav ikke Procella en mulighed for at tænke, før hans arme skød ind imellem hendes krop og madrassen. Han løftede hende på et øjeblik og holdt hende i et blidt greb ind imod sit bryst. De mørke øjne søgte imod Wilith, da han trådte uden om sengen, mens han pakkede tæppet tættere omkring kvinden.

"I would rather not leave her safety to your abilities of persuasion, but you should understand something."

Wicked trådte tættere på Wilith, tæt nok til at hun måtte flytte sig fra hans direkte rute imod døren eller blive stødt ind i.

"I am making her endure this pain, merely because she wishes to pay her debt to you. If not for that.."

Alvoren forsvandt, som om den aldrig havde overtaget hans ansigt og blev erstattet af et bredt og charmerende smil, der strålede imod Wilith.

"I'd have no issue with waiting here, until your maker showed her face, and then rip her apart. Get the door, please?"

"Great...not only am i a chewtoy, now im also just the flavor of the week. Great...i hate vampires. No offence..."

Brummede Procella til den unge pige. Hendes øjne glimtede af irritation. Hvis hun bare havde fået et enkelt slag ind før hun havde ageret menneskeligt surfbræt. Så havde det måske ikke virket så ydmygende på hende. Procella sukkede i tankerne. Én vamoyr ville slå hende ihjel for adspredelse, og en dæmon og en vampyr stod og diskuterede handleplaner, som havde hun været en speciel form for dåsemakrel der ikke passede ind på hylden. Hun var også omtrendt lige så brugbar og nyttig på muværende tidspunkt.

Procellas irritation fordampede dog i det sekund hun var badet i det tilbedende smil. Hendes hjerte begyndte at dunke hårdt i hendes bryst og satte hjertemåleren på overarbejde igen. Procella kunne ikke tilbageholde det langsomme smil der bredte sig tåbeligt om hendes læber og markerede smilehullerne dybt i hendes kinder. Noget som få så, og som mange ville mene var dybt charmerende og forvandlede det ellers hårde ansigt. Smerten og årene med kynisk livsførelse blev nærmest synligt vasket bort.

Procellas honningbløde øjne fik et kort forvirret udtryk. Hun havde ingen anelse om hvor samtalen nu var på vej hen eller hvad Wick havde i sinde.

"What are y..."

Sætningen blev skarpt afbrudt af det halvkvalte klagende skrig, som hun på ingen måde kunne holde tilbage. På et øjeblik sprang koldsveden frem på hendes pande da smerten lynede igennem hende.

Da Wick bevægede sig med hende i armene jamrede hun og lukkede tænderne om overarmen på hans læderjakke for at mufle lyden mest muligt. De skarpe tænder prikkede få steder gennem, men gav så slip da bidet stoppede. Kæben slappedes. En dyb udånding og Procella flygtede endnu engang bort fra smerten, og ned i bevidstløshedens mørke. Det lille liv i hendes bug bevægede sig kort som reaktion på sin mors pludselig stress.

Hun trak, efterhånden godt irriteret, på skuldrene over lauras kommentar. Normalt ville hun ikke have lagt noget særligt i den kommentar men som hun havde det nu rumlede hendes temperament faretruende og hun havde igen planer om at tage flere fornærmelser fra denne arrogante dæmon. Det var ligefør hun ikke engang gad gøre sig nogen anstrengelser for at få fat i hendes skaber for at bede hende forlade øen. Den sorte vrede der lå som en klump i hendes mave fortalte hende i stedet at slutte sig til Gwyn igen og leve livet som hun engang havde gjort.
Modsat dæmonen var hun stadigt præget af menneskelige følelser og med dem kom vrede og irritation, samt hævn, og dæmonen havde lige sparket til dem alle sammen og de kæmpede om at komme til først.
Hun smilede et tydeligt falsk og meget koldt smil til dæmonen mens hendes øjne blev sorte. Laura som ikke var ved bevidsthed ville ellers have kunnet genkende det tegn. Hun ville ikke være stærk nok til at skade ham, på igen måde men hun kunne ikke forhindre vreden i at vælde rundt i hende.

"Hvis du ikke har tænkt dig at dræbe mig så drop truslerne.."
Hun trådte et halvt skridt væk fra ham, men kun på grund af laura der lå i hans arme og så ham genstridigt i øjnene med alt den stædighed hun kunne opbygge. Truslerne var ærligt talt ved at blive trættende at høre på fordi at det gjorde hende mere og mere irriteret over at hun ikke kunne lave denne her dæmon til en hakkebøf.

Døren hamrede op da vampyren gik imod den, uden at hun havde rørt den og hendes sorte øjne gnistrede af vrede mens hun gik ned ad gangen uden at se sig tilbage. De kunne rende hende noget så grusomt. Nattens offer for hendes sult ville nok ikke overleve denne nat for hun var virkeligt ikke i humør til at vise nåde. havde hun kunne havde hun revet hjertet ud af brystet på dæmonen, men hun var langt fra stærk nok. Det måtte blive op til Gwyn.
Wilith vidste at hun burde bede hendes skaber forlade øen for Lauras skyld men monsteret i hende grinede mørk. Det vidste at det nok ikke ville komme til at ske.
Ude i nattemørket igen satte vampyren i et hidsigt løb og var i løbet af få sekunder ude af syne. Hendes irske temperament boblede i hendes årer og hun følte sig vredere, mere fornærmet og mere som Gwyn end hun havde gjort nogensinde før.

//out//

Wicked så efter Wilith og det charmerende udtryk foldede sig tilbage til et lille smil. Hans brystkasse rumlede svagt imod den bevidstløse kvinde i hans arme.

"Vampires. They're always so angry when they're not the biggest and baddest on the block."

Han så ned på Procella, som om han forventede ros for at huske det 'hippe' udtryk, og sukkede langtrukkent da han blev mødt af de lukkede øjne og sporene af savl henover læderjakkens ærme. Wicked løftede hende forsigtigt tættere ind imod sig og trådte igennem døren ud på gangen. Sygeplejersken, der alarmeret havde rejst sig da Wilith stormede forbi, vendte nu panikslagne øjne imod Wicked, før de gled ned til Procella.

"Sir, is something the matter? Please don't move the patient arou-.."

Hun bevægede sig rundt om bordet, mens professionalismen langsomt genformede hendes ansigt i beroligende og alvorlige folder. Da hun rakte ud imod Procella - muligvis for at tjekke hendes puls - strejfede Wicked oversiden af hendes hånd med en finger.

"Sleep."

Kvinden svajede et øjeblik på benene, før hendes øjenlåg gled i. Hun gled langsomt ned i en bunke på gulvet hvor hun stod. Wicked betragtede hende et øjeblik, før han trådte udenom og igen fokuserede på Procella's ansigt.

"Did anyone ever tell you how charming you look when you're maimed and battered? I suppose it's a good thing you're unconscious. There are so many things I've been meaning to tell you. Ah well. Conversation never was our strong suit, was it Princess?"

Wicked bevægede sig ubesværet ned af den stille gang mens han talte og den dybe stemme kunne høres som en svag mumlen, længe efter han drejede om et hjørne.

[End]