Rolig vind og urolig indre.. (åbent emne)

Tid: En sommer dag mellem kl 13-14, en søndag.
Sted: La sunisha skov.
Omkring: træer med grønne kronblade, grønt græs og en lille fredfyldt bæk med klart vand.
Vejr: solrigt.
Tøj: Et par hullede cowboy shorts, en sort top og et par sorte ballarinaer med sølv farvede nitter.

Rosa løb så hurtigt hun kunne gennem den grønne og frodige skov, mens hun kiggede sig tilbage med sine nøddebrune øjne. Hendes lange lyse hår fløj, som et hvidt slør bag hende. Hun spredte sine lange sorte vinger ud i fuld længte, og gjorde klar til at lætte og flyve væk. Hendes hjerte hamrede i hendes bryst, og hun trak vejrt uroligt. Hun hoppede let op i luften, og lættede hurtigt og elegant. Hun kiggede rundt omkring sig, og prøvede på at finde det hun søgte i skoven. Endelig fandt hun det og landede i det bløde græs, og satte sig ned i det. Hun havde endelig fundet den lille klare bæk hun havde ledt efter, og begyndte at smile fredfyldt igen.
Hvorfor havde hun det så underligt i kroppen?
Hvorfor skulle hun have det som om en forfuldte hende?
Var der en der forfuldte hende?
Hun kiggede hurtigt rundt mellem træerne, og op i luften for at være helt sikker, men kunne ikke se nogen...

Påklædning: hvid nederdel og langærmet hvid bluse hvor der med turkis skrift står: AIRM

Hana sad på en stor sten og kastede med sten ned i søen ved siden af Elvernes Vandfald, som menneskene kaldte det.
Denne dag var kedelig og Hana havde ikke meget tilovers for kedelige dage.
Det lange brune hår var bredt ud over ryggen som en vifte og de brune øjne fulgte stenen i dens nedfart mod vandoverfladen og videre ned på bunden af søen.
Vandet eksploderede i et inferno af klare, gennemsigtige dråber, da stenen ramte overfladen. Stenen lod ikke til at bemærke det og fortsatte som en ubåd ned på bunden en meter længere nede.
Sandet hvirvlede op da stenen ramte bunden og lagde sig måske 10 centimeter fra hvor det var kommet.
Hana smilte stille og så sig om efter endnu en sten.
Men efter et splitsekund var det ikke en sten hun så efter, men det sorte der var længere inde i skoven.
Hun hoppede ned af stenen og begyndte at gå lydløst ind i skoven.
Da hun var kommet to meter ind kunne hun se at det sorte var opdelt i fjer og disse fjer sad på en menneske-lignende ryg.
En engel, formentlig en dødsengel at dømme ud efter vingernes farve.
Hana begyndte at gå hen mod personen, at dømme ud efter det lange hår var denne person en pige.
Eller en ung kvinde, ville mange nok kalde det.
Men for Hana blev det for forvirrende at noget hed et og noget noget andet. Hvorfor ikke bare kalde det det samme?
Hun fulgte pigens bevægelser med øjnene,pigen var stoppet med at løbe og havde slået sig end ved siden af en bæk der havde hjemstavn i den sø hun lige havde forladt.
Alle der fandt sådan en bæk ville på et tidspunkt følge den og komme til søen og vandfaldet.
Men for det meste var det kun elvere der fandt sådan en bæk, denne engel måtte være noget særligt eller bare vildt heldig. Eller også var det bare en tilfældighed fra skæbnens side...
Det var ikke til at vide.
Hana gik hen mod englepigen og overvejede hvad hun skulle sige. Pigen sad med ryggen, så Hana kunne ikke se hendes udtryk.
Noget sagde hende dog at det var enten glædeligt eller lettet. Hvad det så i virkeligheden var jo en detalje.
"Hej.", sagde hun efter nøje overvejelser over hvad hun skulle sige.
Hej´et ville sikkert overraske hende eller forskrække hende, men i sidste ende ville hun nok vende sig om.
Nysgerrighed er alle væsners svaghed.

Rosa blev forskrækket da hun hørte en tale til hende, og gjorde klar til at forsvare sig selv hvis det blev nødvendigt for hende. Hun kiggede tilbage for at se hvem det var der havde sagt hej til hende, og fik øje på en pige med langt brunt hår og brune øjne. Rosa pustede lettet ud og smilede blidt til pigen, "Heisa, og undskyld du forsrækkede mig." Sagde hun blidt, og kunne godt se at pigen ikke var ude på at skade hende. "Jeg er Rosa, hyggeligt at møde dig." Sagde hun smilende, og kiggede nysgerrigt på hende med sine nøddebrune øjne.
Hvordan havde hun fundet Rosa her?
Hvordan havde hun overhovedet fundet bækken?
Rosa lagde hovedet let på skrå, og kunne lade vær med at undre sig lidt over det.

Hana lo en lille klar latter. den lød som krystalglas der stødte sammen og blev i luften et par sekunder efter hun havde holdt op med at le.
Hun så på pigen der præsenterede sig som Rosa.
"Mit navn er Hanami, men bare kald mig Hana.", præsenterede hun sig selv.
Træerne raslede lidt i vinden og de grønne blade kærtegnede blidt hendes hår.
Vinden legede også mildt med hendes, lange brune hår der stod om hende som en sky.
Hun så med sine nøddebrune øjne på Rosa der stadig sad ved bækken.
"Og undskyld jeg forskrækkede dig, det var aldrig mine hensigter.", tilføjede hun lidt undskyldende.
Hun mærkede lige efter at hendes ører var skjult af håret.
Et gisp gik i gennem hendes krop og den rystede let. Det ene øre var afdækket, hurtigere end noget menneske skulle være i stand til blev det dækket igen.
Hana så igen på rose og spurgte:"Bor du her?"
Hana vidste godt at det kun var elvere der boede i skoven og at der ikke var mange der turde gå mere end et par meter ind. For faren der var at fare vild, i skovens labyrint af krogede egetræer og friske unge bøgetræer.
Men der var mange der boede tæt ved, pågrund af den flotte natur og de smukke planeter og de sjældne dyr.

Rosa kunne ikke lade vær med at smile, da hun hørte at pigen grinte. Hun lagde hovedet nysgerrigt let på skrå, og fulgte hende med sine nøddebrune øjne.
"hyggeligt at møde dig Hana." Sagde Rosa smilende, og kiggede nysgerrigt på hende.
Hvad var hun for et væsen??
"Det er oki." Sagde hun smilende, da Hana havde undskyldt for at hun forskrækkede Rosa.
Rosa kiggede undrene på hende da hun kunne se at der var noget galt, "Hvad nu?" spurgte hun bekymret, og kiggede rundt.
Rosa rystede let på hovedet, "Nej det gør jeg ikke, jeg elsker bare det her sted." Svarede hun smilende, og kiggede på hende med blide øjene.

Hana kiggede ned på den smilende Rosa, Rosas sorte vinger var stadig synlige.
Hun nikkede mod dem og sagde:"Dine vinger... ikke alle er fjender her i skoven. Ej heller venner. Hvis du vil lytte til et råd; Pak dine vinger ind i dit indre igen."
Hun smilte for at vise at der ikke var overhængende fare for at der var en sortelver i nærheden.
"Bare rolig, du bekymrede rejsende... der er intet.", svarede hun
Hun gik hen imod Rosa og satte sig ned ved bækken, hun plukked en flot, hvid rose og duftede lidt til dens søde duft.
"Her er også skønt, så skønt at jeg for det meste ikke kan lade være med at være her.", hun smilte og tilføjede:"Det er derfor jeg bor her."

((Vent vent - vi kører realtid herinde, så det her skal være en fortidstråd hvis den skal være om sommeren. Så der skal årstal og præcis dato på ))

//Det kan kun Rosa ændre ^^

Rosa kiggede bag sig, da Hana nikkede mod hendes ryg. Rosa lyttede til det hun sagde, og grinte lidt "Tak for rådet, men jeg regner ikke med at du er en fjende. For hvis du var havde du nok allerede angrebet mig." svarede hun grinene, og kiggede på hende med sine blide nøddebrune øjene. Hun pakkede hurtigt sine vinger væk, så de ikke kunne ses mere.
Rosa kunne ikke lade vær med at smile af Hanas tale måde, og synes det lød sødt på en måde. Rosa tænkte på at Hana nok skulle blive en god veninde, hvis det kom så langt. "Oki så." sagde hun smilende, og kiggede ned i vandet igen. Hun betraktede Hana da hun gik hen til hende, og smilte roligt til hende.
Rosa lyttede til det hun sagde, og nikkede for at vise hun var enig. "ja, her er dejlig fred fyldt og smukt. Og man kan være sig selv." Rosa lagde sig ned i det bløde grønne græs, og undrede sig så. "vent, du bor her?" spurgte hun nysgerrigt, og kiggede op på hende.

((Rosa - du skal lave årstal på emnet da det er en fortidstråd))