Bloody piece of shit (åbent emne)

Tid: 19:33
Sted: Ved en lille hytte i skoven
Omgivelser: Der er ret stille i skoven, bortset fra en let banden fra hytten.
Vejr: Mørket har sænket sig, det blæser en smule og der er regn i luften.

Døren knagede i protest da hun sparkede bedre til. Hvor var det her frustrerende.. Hun kunne ikke bruge for mange kræfter for så ville den gå i stykker, men hvad var for mange kræfter? Vredt smækkede hun et af hendes malerier ned på gulvet og så vredt på døren. Nu åbnede den altså, ellers så fik den sig en flyvetur! Hurtigt så hun sig bagud inden hun svang benet i en hårdt spark og døren gav efter og ramte væggen med at ret højt brag som fik hende til at dukke sig. Forhåbenligt havde ingen hørt det.. Men hvis der havde været noget i nærheden.. hvordan skulle de så kunne undgå at høre det!?
Hun samlede hurtigt maleriet op og trampede indenfor. Der var iskoldt og gennemtræk, men det kunne ordnes mest for maleriernes skyld. Kulden var ikke et problem for hende, men malerierne måtte ikke tage skade. De var hendes glæde og stolthed så hun måtte vel til at komme i gang.
Omhyggeligt begyndte hun at undersøge hytten, hun gik systematisk til værks for ikke at misse et punkt hvor vinden kunne slippe ind sammen med fugtigheden. samtidig var det sgu heller ikke til at vide hvad der var her i nærheden.. på de her øer begyndte det snart at blive normalt med de der nærdødsoplevelser.. Det ville virkeligt være et scoop for adrenalin-junkier..

Malerierne blev stående ved den åbne dør, mens vampyren forsigtigt begyndte at bevæge sig igennem de få rum i den lille hytte. Den var solid nok, men årene hvor den ikke havde været i brug havde sat sine spor. Efter gwyn og Procellas sidste.. visit havde hun besluttet sig for at forsvinde ud af byen hvor hun ville kunne skyde folk i fred uden at blive anholdt for mordforsøg.. Det lød ret voldsomt at sige sådan noget, men hell.. Kvindemenneskerne gad jo ikke dø alligevel.
I hendes taske som hun havde efterladt tilbage ved døren var der både poser med blod, en smule tøj og em skarpladt pistoler. Det sidste var måske helt smart, men hun var ikke alt for urolig.. det der med at blive skudt efter kunne hun jo i et nødstilfælde bare.. bruge sin evne til at undgå. En pistol sad i hendes buksekant under den puffede læderjakke, bare for en sikkerheds skyld..

Han havde valgt at gå ud til den hytte, han godt vidste hvor lagde. Han havde faktisk nogle nætter mens han havde lagt i sit telt, overvejet at han nok burde have reageret annerledes på situation. Han vidste bare at den gang var han meget dårlig til at tackle tegn på venlighed.

*Hun forsøgte vel bare at hjælpe dig dengang, hun var jo ikke ond, husk det gamle dreng!*

Han gik tættere på døren men huskede godt hvad hun havde sagt med ikke at træde ind i hendes hytte uden tilladelse. Han kunne ikke lade være med, at gerne ville undskylde hende for den ekstremt dårlige behandling han havde givet hende den gang.

*Men hvordan skal du gøre det, har du nogen ide om det gamle dreng?*

Han var lidt i vildrede om det, og det strålede nok ret kraftigt ud af ham. Han var heller ikke helt sikker på om dette faktisk var hendes hytte, men han synes han havde hørt hende råbe, og mens han havde været ud og jage, og han mindes at det var hendes hytte, den hytte han var blevet smidt ud af.

Han gik hen til døråbningen og bankede på dørkarmen, en forsigtig banken, som i at han var meget usikker på det han lavede. Han ventede så bare på at hun hørte det og reagerede på det, han stod med nedslået blik, men resten af sanserne hvilede på hytten.

Den lette banken fik hende til at dreje om på hælen og hun satte i løb så hun pludseligt stod foran døren med sammenknebne øjne. De sidste par dages noget forvirrende, stressende og mere eller mindre sindssyge handlinger havde sat sine spor. Den ene hånd havde godt fat om pistolen på hendes ryg, men hun slap den ikke da hun så hvem der var kommet på besøg. Hans nedslåede blik affødte kun en svag reaktion, et løftet øjenbryn og et vurderende blik var alt den reaktion hans ydmyge udstråling..
"Ulv.."
Hun rettede sig op i et forsøg på at virke større, et tegn på hun ikke følte sig godt tilpas. Sidste gang de havde ses havde han kastet en kniv i skulderen på Procella og det var ikke noget hun kom til at glemme lige forløbig. Første gang hun havde været i kontakt med jægerens.. anden side hvis det var hvad det var.

Mistænksomheden lyste ud af hende, det var ikke kun rettet imod ham, men alle ville blive modtaget. Hun var taget herud for at komme væk fra byen og forstyrrende naboer der blev meget nervøs at man smadrede tre vinduer og affyrede et par skud.. Mennesker var så hysteriske..
Alligevel gik hun tøvende hen imod døren så hun stod med en meters afstand fra ulven. Tættere på ville hun ikke, for han havde jo efterhånden demonstreret hvorfor vampyrer ofte ikke kunne lide varulve.. Voldsom smarte var de jo ikke..
"Hvad vil du her?"

Han stod i første omgang, og kiggede afventene på hende, men kom så i tanke om at det var ham der var der for noget specifikt. Han var bare ikke helt sikke på hvordan han skulle få det sagt, men han regnede med at det bedste vel næsten bare var at sige det ligeud, og ikke noget med at prøve at skjule det for hende. Han var der jo af en årsag så hvorfor ikke bare springe ud i det, med det samme.

"Jeg er her for at undskylde min elendige opførsel ved vores tidligere møder."

Han bukkede ærbødigt for hende, og forventede halvt at hun ville angribe ham. Han vidste jo godt at hun nok ikke brød sig ret meget om ham, men det var han jo også ved at være vant til. Det eneste han absolut ikke var vant til var faktisk det modsatte og at folk, var venligt mod ham kunne virkeligt slå ham ud.

Han vidste ikke hvad han mere skulle gøre for at vise hvor meget han fortrød det, selvom det nok lyste ud af hans øjne, at han var meget ked af at have reageret på den måde, mens han rejste sig op fra bukket. Han vidste godt at det nok ikke ville blive bare sådan at hun tilgav ham, men han var nød til at starte en sted, og så måtte han tage den derfra.

"Det er jo en start.."
Tonen var iskold og det samme var hendes øjne da hun greb sin taske og maleriet for at slæbe det ind i det mest uskadte værelse. Det var ikke rigtigt til at finde ud af hvad i alverden hun skulle gøre med ham. Nu kom han her og så ud som om han oprigtigt undskyldte, men det var svært at stole på en der havde stukket ens veninde ned.. selvom hun jo heldigvis ikke døde af det. med tasken og maleriet gemt af vejen lænede hun sig op ad dørkarmen igen med et vurderende blik på ulven. Procella var jo nok frem for alt den han skyldte en undskyldning, for hun var jo den han havde såret værst.
"Men det er vist ikke kun mig du skylder en undskyldning.."

Hun skubbede fra med skulderen og gik tættere på varulven, stadigt agtpågivende. Et bid fra ham ville kunne dræbe hende, og omvendt.. Kort sagt ville hun ikke inden for rækkevidde af hans tænder. Ironisk nok var vampyrer mere berygtede for deres bid end varulve, når det var ulvenes der var farligt. Når de bed smittede de jo, og når vampyrer bed tog de oftest bare lidt blod. De havde et meget bevidst valg om de ville smite..
"Kan jeg så få dit navn denne gang? Det irriterer mig at skulle kalde dig ulv hele tiden."
Med hånden på ryggen var det tydeligt at hun havde et våben deromme, men at hun ikke havde trukket det betød jo bare at hun ikke var udtalt fjendlig.. bare meget forsigtig. Ingen grunde til at tage chancer.

Han stod og så lidt forvirret ud over det den pige sagde til ham, om en anden han skyldte en undskyldning, mente hun Procella kvinden som han havde kastet en kniv i skulderen. Han mente dog på ingen måde at han skyldte hende en undskyldning han havde jo ikke været efter hende, og hun kunne bare have ladt være med at springe ind i knivens bane og han var derfor lidt i vildrede over hvorfor han skulle sige undskyld, og efter hun havde forsøgt at dræbe ham, og sikkert ville forsøge igen ville han ikke kunne få sig selv til det. Han var derfor også sikker på at hvis de nogensinde mødtes ville de bare komme op at slås med hinanden.

"Skylder jeg hende en undskyldning for at hun selv hoppede ind i kniven, og for at hun har forsøgt at dræbe mig? Jeg skylder til gengæld dig en undskyldning fordi jeg kastede efter dig, og efter at have angrebet dig i dit eget hjem."

Han kiggede på hende, og var ikke bange for hende men han respekterede hende, og nu var han der jo også for at undskylde, men han var bare blevet fuldstændigt overrasket den gang i hytten hvor hun pludselig var så venlig over for ham, og det kunne hans hjerne ikke arbejde med den venlighed var for besværlig alt for mærkelig, at det gik ham på.

"Mit navn jo... Jeg hedder Segovax..."

Han svarede hende, med en stemme der stadig flød med skyldfølelse og skam. Han skammede sig latterligt meget over at han havde behandlet hende sådan over for at hun bare havde været venlig, og det gik ham derfor meget på.

"Du er ikke den eneste.. Jeg får jævnlige dødstrusler af hende ca hver gang vi mødes. Af uvisse grunde virker hun ikke til at ville dræbe mig. Men ja, og jeg godtager din undskyldning."
Et lille skævt smil spillede omkring hendes læber da hun nævnte de mange dødstrusler og hun tog det tydeligvis ikke særligt seriøst. En eller anden dag ville det nok komme så vidt at den ene blev nød til at dræbe den anden, men indtil videre ville hun bare være glad for at hun stadigt havde en ven i den voldelige og ellers hidsige jæger.
Et sådant venskab var dømt til undergang fra starten, men hvad var livet uden en smule risiko. På mange måder var hun stadigt barnlig af sig, og det ville nok ikke ændre sig og derfor hang naiviteten stadig fast. Hendes mistæksomhed var blevet stærkere efter de sidste par dages hændelser, men ikke nok til at tvinge naiviteten på flugt.

"Rart at møde dig, Segovax. Du kender vist mit navn, men du kan bare kalde mig Wil. Det er lidt nemmere. Desuden, jeg ved at det var enormt dumt af hende at hoppe ind foran mig. Hun regenererer trods alt ikke, men det var vist heller ikke en bevidst beslutning. Det håber jeg i hvert fald ikke."
Hun trådte lidt bagud som et tegn på at hun ikke var så offensiv mere og der var kommet et strejf af venlighed i hendes øjne. Af en eller anden grund så de mørke og gamle omgivelser ud til at passe hende, og søgende kiggede hun sig omkring for endnu en gang at tage skaderne i øjensyn.
"Puh.. Jeg skal virkelig have nogen til at kigge på de her vægge.."

Han blev meget overrasket over at hun var blevet angrebet og truet af den sindsyge jæger, men ja hvorfor ikke fordi som han jo selv sagde, var hun jo godt og grundigt syg i hovedet. Det var det eneste han havde brug for at vide om hende. Han havde jo også lært på den hårde måde, at hun enten hadede alle væsner, eller også hadede hun bare ham, eftersom han blev ved med at rende ind i hende.

Han stod og nikkede bare som svar på at hun tog i mod hans undskyldning, mens han smilede taknemmeligt til hende. Det var meget vigtigt for ham, lige på det tidspunkt at få folk til at stole på ham som et godt menneske, og han ville også gerne have slået en streg over meget af det han havde gjort gennem tiden, specielt når han havde skadet folk.

"Også rart at møde dig Wil. Nej hun virker til at hun nogen gange er lidt for spontan, og ikke rigtigt tænker det hele igennem."

Han talte stille og roligt, og blev bare stående i døren, mens han også kom til at tænke på hvor spontan han faktisk selv var for det mest. Han plejede også bare at gøre det der faldt ham ind i stedet for at tænke det hele igennem.

"Ja, de kunne nok bruge en kærlig hånd."