Favors Owed (Jackie M./Privat)

Tid: 21.10
Dag: Tirsdag d. 17 januar, 2012
Sted: Tranquility Mansion, på kanten af den fredfyldte skov
Vejr: Stjerneklart, bidende koldt, vindstille
Omgivelser: Skoven - privatejet. Skovsø - privatejet.

Wicked så udover den private sø, fra den anlagte terrassse der var bygget ind i sten-fundamentet, Tranquility Mansion var grundlagt på. Vejret var stadig for køligt, til at være behageligt for mennesker, men den let bidende kulde generede ham ikke. Lyset fra huset bag ham, forstyrrede ikke udsigten over den vindstille sø, hvor stjernerne fra den skyfri himmel ovenover blev reflekteret. Inde bag murene, kunne han fornemme Procella og de fire børn, i det rum der med hast var blevet indrettet til dem. Et sted i under-etagen, nær hoveddøren, ventede Porcelain.

De slanke fingre slyngede fraværende glasset i hans hånd, så vinen snurrede som en lille cyklon i den begrænsede plads. Opkaldet var gået igennem Fletcher, den evigt-tilstedeværende menneskelige repræsentant, han havde hyret til at styre sine forretninger og forbindelser. Stemmen havde været ukendt for ham, men havde nævnt en gammel bekendt og bedt om et møde, for at forklare videre.

Wicked havde ikke villet forlade huset, for at mødes, selvom risikoen ved at bringe en udefrakommende til Tranquility gik ham lige så meget imod. Det eneste lyspunkt var, at gæsten umuligt kunne vide, at resten af den hurtigt voksende 'familie' befandt sig på det samme sted, som dæmonen selv.

Et svagt ryk i tråden, der strakte sig til Porcelain, advarede ham længe før de afdæmpede skridt klang imod terrassens sten. Wicked drejede hovedet halvt og iagttog vampyren indgående. De mørke øjne fangede lyset, på samme måde som den mørke sø fangede lyset fra stjerne og genspejlede det. De blege læber gled tilbage fra hvide, let spidse tænder, i et charmerende smil.

"And what..."

Wicked efterlod sit vinglas på bordet og trådte hen imod sin gæst. Han bukkede let og formfuldent, en noget sær gestus i dette århundrede, og de kølige hænder rakte ud efter hendes, med den tydelige intention at hæve dem til hans læber som hilsen.

"...might the name of this lovely creature be?"

De sorte øjne gled up under mørke øjenbryn og betragtede hende fra den foroverbøjede stilling.

Til at starte med havde hun ikke ønsket, at skulle gøre noget ved problemet, men som dagene begyndte at gå, var det til sidst gået op for hende, at hun blev nød til at handle. Ikke alene havde hun afvist sin Sire, da han havde brug for hende hjælp, men hun havde også ladet ham forsvinde. Der var ingen ord der kunne beskrive, hvor meget hun fortjente at blive straffet for hendes handlinger. En straf i form af døden. Hun håbede dog et sted inde i hende, at dette ville gøre op for hendes handlinger, selvom chancen var lille. Hun var efter egen mening stadig for ung til at dø, men ikke fordi at hun frygtede at miste livet… Nej det var noget helt andet.

Jackie havde rodet igennem Balthasars papirer og noter, i håbet om at kunne finde noget der kunne hjælpe hende. En mindre opdagelses rejse, som havde lært hende at der var andet i denne verden end vampyrer, engle og mennesker. Ikke at det kom som den store overraskelse, men måske mere irritation. Irritation over at hun ikke havde fået noget af vide omkring det. Men alle negative følelser – med undtagelse af følelsen af skyld og den at hun havde forrådt sin Herre – havde forsvundet, da hun havde fundet papirerne omkring en person ved navn ’The Wicked Truth’. Efter vider videre undersøgelse af denne person, havde hun konstateret, at der var en mulighed for at han kunne hjælpe.

Hun befandt sig på grunden til Tranquility Mansion, på vej mod hoved indgangen, for at finde personen hun havde aftalt et møde med. Hun havde noget blandet følelser omkring det her. Hun glædet sig men var alligevel anspændt og utilpas. Glæden var mest fordi, at hun havde en chance for at hjælpe sin Herre. Så alt i alt havde hun det som en elev der blev sendt mod rektors kontor, for at være blevet taget i et eller andet afsindig dumt (hvilke man måtte anerkende at hun havde).

Hun fandt vejen ud til terrassen, for at hendes blik skulle møde det der ikke lignede en særlig gammel herre. Faktisk lignede han mere en, der var på alder med Balthasar. Hvilke på en eller anden måde var utrolig beroligende, – den samme slags ro hun havde fået nær Balthasar - til trods for at han ikke mindede hende om ham overhoved.
Hun tog fejl… Han mindede utrolig meget om ham. Det samme elegante bunk, hånden rakt frem for at udføre en forældet gestus, der var så sær men alligevel stadig charmerende. Men trods charmen virkede hun pludselig meget mere skyld flydt. Men det forhindrede hende ikke at ligge sine hænder i hans, med en ekstrem elegance.

”I am Calliope. Child of Balthasar, and you must be ‘The Wicked Truth’?”

Hun mødte hans blik. Hendes næsten blodrøde øjne tydeligt visende bekymringerne i hendes indre, og de utallige andre ustyrlige følelser en hver newborn havde.

Kølige læber, selvom de måske for hende ville virke varme, strejfede huden på oversiden af hendes hånd, men Wicked lod til at kunne få mere ud af en enkelt berøring, end de fleste mænd kunne gøre sig håb igennem et langt liv. Der var en mørke i de sorte øjne, der betragtede hende, der lovede en uudtalt ekstase.

"Calliope. What a beautiful name."

Gentagelsen af navnet med hans dybe stemme, let hypnotiserende stemme, var en lille tråd, der trak i hendes indre. Et pludselig stød af sult og længsel. Hvis vampyren nogensinde havde hørt rygter om, at der var en magt i, at kende et andet væsens navn, så ville fornemmelsen give mening. Alt ved Wicked lod til at være en kombination af overnaturlige og magiske uskrevne regler.

"That is indeed the name some have given me, though you may call me Wicked, for ease."

De slanke fingre slap let beklagende deres greb om hendes, da han rettede sig op. Wicked vendte sig imod bordet, med en flaske og to glas - det ene tomt - og samlede sig glas op igen. Væsken blev slynget endnu en omgang rundt, før han løftede det til læberne. Den mørke vin sendte en duft en sødlig duft ud i den kølige aftenluft.

"Beget by Balthasar."

De mørke øjne betragtede hende funderende.

"He does seem to enjoy that particular experience. Creating children, such as yourself. I never saw much charm in it myself."

De slanke fingre rakte ud og løftede en støvet-udseende flaske fra bordet. Lyset fra huset spillede henover røde, halv-gotiske bogstaver, "Petrus", med ordet Pomerol nedenunder og årstallet 1982 ovenover. Wicked tippede flasken imod et tomt glas og lod væsken fylde det halvt. Han lod flasken tilbage på bordet og slog tilbydende ud med den ene hånd, da hans blik fandt hende igen, en tydelig opfordring der inviterede hende til at tage glasset.

"Tell me, is he a good Sire? I have never bothered much to understand the details involved."

Intenst lå hendes blik i hans, som måtte hun lide døden hvis hun flyttede det. Selvom det nok mere var for at vise, at hun ikke havde tænkt sig at knække under, for hvad end det var han gjorde ved hende. For ubenægteligt så var han i gang med at rode rundt med hende. Men hendes stædighed holdte hende på stedet, fuldt i gang med at benægte alle lyster han måtte give hende. Hun vidste at det ikke var hendes egne følelser, og deres generelle tilstedeværelse irriterede hende ubeskriveligt.

Hun følte et indædt had ved måden han sagde hendes navn, og hvis ikke hun havde vidst bedre, havde hun slået ud efter ham. Hadet kom i en sær blanding af lyster til at lade sig underkaste, og opleve ting som hun aldrig havde forstillet sig, hvilke i sidste ende mundede ud i en kvalmende følelse. Mange følelser kunne hun håndtere at have, men disse var decideret frastødende. Det stoppede dog ikke hendes krop på at reagere som den så passende. De røde øjne, blev en helt klar blodrød, hendes holdning løsnede lidt, for at vise at den glædeligt ville følge hvad der måtte ske, og hendes hænder skubbede sig længere ind hans, søgende efter berøring. Alt til trods for at hun havde lyst til at rive sine hænder til sig, komme så langt væk som muligt fra ham. Tanken om at han var den eneste der kunne hjælpe, holdt hende dog stående stille.

Blikket i hendes øjne blev langsomt mere kølig, tydeligt visende hendes følelser af ubehag, væmmelse og had over situationen. At sige at øjnene var vejen til sjælen passede ganske godt til en vampyr specielt hos nyfødte, for ikke en følelse kunne gemme sig væk. Deres øje viste hver eneste lille følelse, om de ville have det eller ej.

Hun var lykkelig over at han slap hendes hænder igen, og trak dem mere end glædeligt til sig, for at stikke dem begge i lommerne, for at forhindre yderlig berøring af Wicked. Det var en oplevelse hun sent ville glemme, men indædt ønskede at undgå at prøve igen. Hun brød sig ikke om tanken, om ikke at være i kontrol af hvad hun følte eller tænkte. Så til trods for hans charme, - som på ingen måde kunne benægtes, eller siges ikke at have fået ramt på hende – havde hun ingen sorg over at han flyttede sig fra hende.

”Then Wicked it shall be… A name quit fitting to you…”

Et smalt, tørt smil trak sig over hendes læber ved hans kommentar, og mødte hans blik igen.

”I should know nothing of that…”

Hun havde ingen interesse for om hendes Herre underholdte sig selv, ved at skabe Children.

Hendes blik blev fanget af hans elegante bevægelser, som han tog fat om flasken. Et billede af at hans bevægelser var som en elskovsleg tryllebundet hende, og hun kunne ikke lade vær med at føle den heftige effekt af hans tilstedeværelse igen. For jo mere hun lod sig falde ind i billedet, jo mere fik hun fornemmelsen af at han berørte hende. Hvilke resulterede i, at da hendes blik igen mødte hans, slap hun et tungt nydelses betvunget suk. Det selv samme øjeblik rev hun sit blik væk fra hans, og gøs ved tanken om hendes tanker. Alligevel gik hun tættere på ham, for at tage imod glasset – hun tvivlede at hun kunne drikke indholdet -.

”If he is a good Sire or not, is not what we shall bother us with…”

Hun vendte sig mod ham.

”... No, I came here because I was lead to believe, that you could help me… So the real question is, can you?”

En intens alvor lå I hendes blik, og hun havde ikke tænkt sig at lade hendes gøren ligge for at hygge chatte med Wicked. Bestemt heller ikke for at lade sig fange, af hans charmerende natur.

Brystkassen under den sorte t-shirt han bar, vibrerede af den dæmpet latter, der undslap ham ved hendes reaktioner på hans nærvær. Latteren selv rullede udover terrassen og videre ud i mørket omkring dem, som en håndgribelige bølge af kondenseret forførelse - drillende, med en lille snert af fare og mørke løfter. Wicked bukkede let, som om hendes vurdering af, at navnet passede ham, var en kompliment givet ved hoffet, før de to adelsmænd kæmpede til døden. De mørke øjne forlod ikke hendes ansigt.

"Don't worry, I have no intention of playing games with you. Your kind was never the object of my interests. Though I can do little against the pull you feel, I'm afraid. Newborns are so very sensitive."

Hans læber træk sig tilbage fra de hvide, let spidse tænder, i et ubehageligt smil, der fortalte hende, at det at Wickeds interesse, ikke var noget man ville ønske på sin værste fjende.

Natteluften fortættede sig, med hvert skridt hun tog imod bordet. Der var andre dufte, der blandede sig med den overvældende fært fra dæmonen og lugtene, den kølige vind bragte med sig. En lugt der burde være mere end velkendt for vampyren. Den sødlige, let metalliske duft syntes at stige fra både det glas, der lokkede hende, og fra den halvtomme flaske. Blodet var koldt, men selv i det afkølede stadie var det tydeligt, at det ikke udelukkende var menneskeblod, der fyldte glasset.

"Vampires and their Sires. Do the bonds not weigh you down? Or is it merely that they overrule any sensation of thralldom and replaces it with a desire to serve? I wonder."

Wicked betragtede hende kort, som om hun var en virus i hans laboratorie, han endnu ikke havde forstået. Da hun mødte hans blik, rykkede noget sig bag de mørke øjne - som en søslange der kortvarigt bryder overfladen og lader sig se. Dæmonens natur bag den mennekelige maske viste sig lige så kortvarigt. Det overvejende udtryk skiftede fra det ene sekund til det andet, og det charmerende smil dominerede hans ansigt igen.

"But how right you are. There is no reason to bore you with my idle thoughts. You were rather brief in your explanations over the phone. Please."

Han slog indbydende ud med den ene hånd.

"Enlighten me."

Ordet fik det charmerende smil til at køle en smule, som om udtrykket havde en særlig sarkastisk betydning, han fandt underholdende.

Hun var ikke tilfreds med det faktum, at hans øjne lå på hende, uden så meget som at flytte sig et sekund. Det gav hende en tung følelse af ubehag, der ikke var til at ryste af sig. Men hun havde heller ikke tænkt sig at lade sig knække under den, så hun prøvede blot at børste følelsen af sig. Hendes stædighed tjente hende for en gangs skyld til punkt og prikke, ved at skubbe følelsen tilbage.

”I am glad to hear… I sadly do not have time for games… Even though my newborn sensitivity is childish and wants to…”

Hendes tonefald var lettere køligt, da hun ikke var tilfreds med at han havde pointeret det, I sådan en maner at hun fremstod svag. Men det ville være uklogt at være for spydig over for Wicked, uanset hvor utilfreds hun var, med de vilkår der blev givet. I sidste ende var det ikke hendes valg, og hvis han havde tænkt sig at lege rundt med hende, kunne hun blot lege med. Det havde allerede taget hende dage at finde ud af bare noget, der kunne hjælpe hende. Og hun havde stadig ingen fakta, men blot folks ord. Selvfølgelig hvis Wicked blot havde tænkt sig at lege rundt med hende, og det vidste sig, at han ikke kunne hjælpe, ville spillet på helt andre regler. Selvom hun vidste at spille et spil om liv og død med ham, ville betyde at hun ville tabe.

Den euforiserende duft af blod ramte hende, og hun kunne mærke at kontrollen nær var sluppet fra hende. Det lykkedes hende dog i sidste ende, at holde samling på sig selv, og i en rolig bevægelse løftede hun glasset til læberne, for at smage på indholdet. Hun havde aldrig været super glad for koldt blod, men i sidste ende var blod, blod.

Hun rettede sig lidt op, ved hans spørgsmål omkring båndet, og gav et underholdt smil fra sig, før hun endeligt så mod ham igen. Denne gang med langt mere selvkontrol over sig selv, uden det mindste tegn af frygt for at selvom talte ting skulle blive mistet. Smilet var tilnærmelses vis charmerende, og fik hendes ellers androgyne ansigt til at få en langt mere kvindelig charme. Nu havde hendes tætsiddende tøjvalg nok også noget med det at gøre, for det hjalp med at fremhæve de få former hun havde.

”This bond is strong because I chose it to be, and this so called Thralldom is also my own choice… One I proved that I was certain of… So no… I would not say so. I want to serve My Lord, and may I get killed before I stop to do so… Which mean that I should be dead, but hopefully this will make up for my mistakes, though I doubt it…”

Hun satte glasset fra sig, og gav et næsten anspændt smil fra sig, da hun ikke brød sig om tanken, at nogen betvivlede hende grunde. For hun vidste at hendes bånd med sin Herre, var langt mere end bare ’make-believe’ men det var nok svært for de fleste at forstå. Hendes loyalitet lå hendes personlighed, og det havde den altid gjort. Godt nok havde båndet gjort den stærkere, men det generede hende på ingen måde.

Hans gestus og tonefald faldt ikke i hendes smag, men hun sank sin stolthed, før hun svarede.

”I need someone to help me, not only finding My Lord, but also help him regain his memory. Due to a curse cast by elfs, he can now not recall anything about himself… I know nothing further than this, other than they used this pendant”

Hun fandt halskæden med amuletten hængende i og rakte det frem mod Wicked.

"I am willing to pay any price, and not just money... Name what you want, and I shall try to get it for you..."
Hendes øjne mødte hans, for at vise alvoren i hendes ord. Ikke en dråbe tvivl om, at hun ville gøre alt for at få dette igennem så længe at hun fik noget ud af det.

"So are you able to help me, or am I just waisting time?"

Hun var ikke længere intimideret eller fristet af hans eksistens. Alt hun trak vejret for, og alt hvad hun kunne tænke på, var hendes Herre. Hendes bånd med ham var dybt, og en hver der måtte stille spørgsmålstegn ved det, kendte hende tydeligt ikke.

De mørke øjne betragtede hende indgående mens hun drak blodet, selvom han virkede mere interesseret i hendes ændrede attitude end i hendes køn eller tiltrækkende figur. På trods af den forførende atmosfære der hang omkring Wicked, gengav det let tiltede blonde hoved igen fornemmelsen af, at hun var et forsøgsdyr vis reaktioner han omhyggeligt noterede sig. Hendes ord fik de mørke øjne til at gnistre af interesse, før han sukkede og spredte hænderne, som om hun havde udført et cirkusnummer.

"Fascinating."

Wicked samlede hænderne bag ryggen og noget af den legesyge opførsel gled af hans ansigt.

"Elves. Pesky little things. And you are sure that you do not prefer Balthasar without his memory?"

De blege læber strakte sig i et grin igen, før han lænede sig frem, uden at fjerne hænderne fra deres position bag ryggen, og studerede halskæden nærmere. Det blonde hoved tiltede let, før de mørke øjne så op imod huset. Et øjeblik efter åbnede døren hun tidligere var blevet ledt igennem og Porcelain trådte stilfærdigt nærmere. Wicked ventede til kvinden nåede hen til dem, før han nikkede imod amuletten. Porcelain fulgte hans gestus med de store, grå-blå øjne og rakte høfligt hænderne halvvejs ud imod Calliope.

"Give it to her for the moment."

Wicked trådte et skridt tilbage og så overvejende udover den stjernespækkede sø.

"It is simple magic. The elves have never moved beyond the most basic concepts of magical theory. It requires some preparation, but it is not difficult to undo. I knew that before you came. The price, however.."

Den sorte silkeskjorte hvislede imod huden, da han trak hånligt på skuldrene. Han vendte hovedet halvt og de mørke øjne gled bedømmende henover Calliope.

"I have no need for money and my usual currency is beyond your kind."

Stilheden bredte sig på terrassen, mens han tænkte.

"A favor, perhaps. The promise of a future favor owed."

Fortsatte han overvejende, som om ideen var ny og fascinerende for ham.

Hun hævede svagt et øjenbryn i hans sære gestus, som havde hun lavet et eller andet underholdende. Yderligere spørgeren ind på emne blev der dog ikke. Wicked virkede ikke til, at ville give hende svar, eller også var det hendes manglende spørgsmål der gjorde det. Men når man kom til bunden af sagen, var hun ikke synderlig interesseret i lige præcis det emne. Ikke når det kom til hendes upåvirket mening, der ikke var i gang med at lave sig fornøje og føje i hans tilstedeværelse.

Hans spørgsmål stoppede hende, og hendes blik gled ud over horisonten, og gled der efter ned. Personligt kunne hun ikke komme over sit selviske behov, for at få sin gamle herre tilbage, men hans holdning havde været en anden. En finger lagde sig på kanten af glasset, og løb langsomt rundt. Langsomt fugtede hun sine læber, og lod sig falde tilbage på den gamle vane at trække vejret. Intet i hendes syntes at kunne blive enig, for hver gang hun fandt et argument for at gøre som hun ønskede, var der flere imod.

Men pludselig svarede hun ”Would it be possible to leave out some parts of his memories?” Hendes blik lå stadig på glasset, mens fingeren var i gang med at kærtegne kanten.

Hun stoppede med at trække vejret, og lod fingeren hvile på kanten. Hendes blik søgte langsomt op mod Wicked igen, og et svag stik af sorgmod var til at finde i hendes øjne. Det var ikke et rigtig svar, på det spørgsmål der var givet. Det var dog til at forstå hvis man fangede hendes fortvivlelse. Skyldfølelsen der trak i hende, og blev ved med at minde hende om hvad der var rigtigt at gøre, og hvad hun var i gang med.

Langsomt gled hendes blik op mod kvinden, uden tøven lod hun amuletten dumpe ned i hånden på kvinden, før hun så mod Wicked og så glasset igen.

”As I said… I am willing to pay any price, and if it is a favor you want, it is a favor you shall get. Whatever the favor I will promise to fulfill it…”

Til trods for sandheden I hendes ord, så hun ikke op på ham, for at bekræfte at hun mente det. Situationen virkede pludselig langt mere tvivlsom, end da hun sikker på hvad hun ville, var gået her ind. For hvad med hendes Herre, og hans ønske? Hvad med den loyalitet hun havde svoret til ham, som hun nu ignorerede. Men var det ikke til hans egen bedste? Havde han ikke altid været så hård mod hende, for at hun skulle lære at være stærk? Nu tilbød han hende omsorg og varme.

”Half of his memories would be preferred…”

Hun fandt horisonten, stirrede eftertænksomt ud over den. Langsomt lod hun sine finger fange stilke på glasset, før hun så mod Wicked igen.

”Of course the real deal would come after a successful job…”

...

"Oho? The plot thickens."

Wicked mindede svagt om et rovdyr der fanger lugten af blod i luften. Hendes nedkastede blik, den lette fumlen ved glasset. Skyldfølelsen og sorgen i blikket hun vendte imod ham. De mørke øjne der mødte hendes spillede af morskab over vampyrens moralske dilemma.

"And what, exactly, would you like to leave out?"

Han hævede et øjenbryn spørgende, sank ned på en af stolene og strakte de lange ben ud foran sig, så den muskuløse krop var en lang, fristende linje. Det snirklede smedejern knirkede let under hans vægt. Albuerne hvilede imod armlænene og han samlede de lange, slanke hænderne foran sit ansigt, så fingrene formede en spids der hvilede let imod hans læber. Porcelain tog imod amuletten med et fraværende blik og stillede sig hen ved siden af stolen, lidt bagud i forhold til Wickeds synsvinkel.

"A deal, then. One can never be owed enough favors."

De mørke øjne spillede op imod vampyren, henover de blege hænder. Den ene hånd rev sig fri fra den anden og vippede bagud på håndleddet, så hans åbne håndflade lå udbredt imod Porcelain. Kvinden lagde amuletten ned i hans håndflade uden at blive bedt om det. Wicked løsrev langsomt sit blik fra Calliope med et sidste, lille, forførende smil, før alvoren vendte tilbage og han studerede amuletten.

"You are certain this was done by elves?"

Stemmen nu var langt mere forretningsmæssig, selvom den forførende og underholdte tone syntes at lure i hvert ord, parat til at overtage igen. Han vendte langsomt amuletten, studerede den fra forskellige vinkler, før de slanke fingre krøllede sig sammen i en løs knytnæve og skjulte smykket. De mørke øjne gled i og et pust af den kølige luft bragte en ny lugt med sig - magi.

"And you have no sense as to where he is now?"

Wicked fortsatte uden at åbne øjnene, tilsyneladende tabt i at lokke information ud af amuletten.