Hvorfor er det så svært at lade et dyr leve (Thalia)

Dag : Lørdag
Vejr : en del skyer på himlen, solen er ved at gå ned.
Sted : Den lykkelige eng
Tid : 18:30
Omgivelser : ingen


Bethany gik stillle, hendes dag havde været meget stille. Hun havde ikke nået ret meget idag, de daglige gøremål havde hun været for træt til at lave og derfor havde hun bestemt sig vandre en tur og var nu endt på den lykkelige eng. Hun trak vejret dybt, imens solen langsomt begyndte den sidste del af sin himmel rejse og malede skyerne i røde og orange nuancer. Hendes blik var rettede imod dette kunstneriske naturfænomen. Bethany begav sig ind i den miderste del engen og satte sig, hun lukkede sine øjne og trak vejret dybt, det var tid til meditere, hvilket hun gjorde tit. Bethany elskede finde sit indre jeg, hun lukkede øjene i lyttede til naturen og dens lyde.
Sometider ville hun ønske at bare kunne løbe rundt sådan nogle åbene områder, men der var ikke mange åben områder tilbage og den plads der var måtte hun nyde.

En køllig vind løftede svagt hendes hår og afslørede de unormale øre, mennesker ville hvis de så dem tro at de var deforme og at hun var en vandskabning derfor havde hun altid sin hætte på jakken trukket god op omkring ørene, men idag havde bestemt sig for at lade være. Hun regnede ikke med at hun ville møde nogen idag og bestemt ikke når klokken var ved være henne imod det menneskene kaldte spisetid. Hun gav sig lytte til hendes åndedræt som hun skiftevis trak ud og ind med nogle få sekunders mellemrum. Efter et stykke tid åbende hun øjnene smilede bredt hun følte sig så afslappet af at være ude i naturen og den var så smuk og det gjorde hende glad at være en del af den. Hun forstod ikke at mennesker kunne tage den forgivet.

Hun åbende øjnene idet hun hørte et skræmt dyr fare hen over engen, det var et dåddyr som var utrolig flot, der var næsten noget majestætisk over dette dyr og helt klart hendes ynglins dyr, men hvad flygtede den fra. Hendes blik søgte forvirret rundt, der var ikke noget at se lige end til at skud skar igemmen luften og det flotte dyr røg til jorden " nej" sagde hun på elvisk og strøg op imod dyret idet en fed mand og hans hund kom til syne. Hun vendte sig vredt om imod ham. Hun var så vred at tårene begyndte trille og hun knyttede hendes hænder. Hun satte i løb og skulle lige til at give ham en lussing, men stoppede idet hunden væltede hende omkuld og slikkede hende i hovedet. Manden kiggede forvirret på hans hund. og rev den i halsbåndet og begyndte gå væk. Det var som han havde glemt dåden. Da de var så langt væk at hun ikke kunne se dem forsatte hun kravlende hen til dåddyret, hun lagde sig ved siden af den imens stille begyndte at græde.

Hvis nogen kom nu ville de sikkert syntes det var mærkligt at hun lå der ved siden af døde dyr og græd, som en baby, men hun var også ung, hun var meget ung tilforhold af dem som hun kendte som var i hendes klan. Hun boede ikke klannen, men hviste godt hun tilhørte den. Hun hulkede stadig ret voldsomt idet hun lagde armen om det døde dyr som som for lidt siden havde været iblandt dem, levende og var del af naturen.

Thalia lå i græsset og slappede af.
Dagen havde ikke været hård for almindelige væsner, men når man var gravid med tvillinger. Ovenikøbet både en elver og en engel, ja så bliver selv de letteste ting til noget besværligt noget, som krævede energi Thalia ikke havde.
Et slud vækkede hende fra hendes blund og hun sattevsig op med et sæt.
Hun tænkte på hvad den havde ramt, den lød så forfærdelig tæt på.
I sidste sekund så hun et smukt, sprimgende dådyr falde til jorden.
En kvinde var på vej derhen, men blev væltet af dådyrets morders hund, den knurrede let og slikkede så kvindem i hovedet.
Thalia fandt det vildt komisk, ligesom i en af de der latterlige tegneserier hvor helten skal hjælpe en kvinde i nød og så lige skal tjekke sine sms'er eller bare ikke bår en taxa i tide.
Et hulk skar gennem Thalias tankegang, kvinden græd over dyret. Enten var hun formand Dyrenes Beskyttelse eller også var hun... elver?!
Mon hun kendte til det elvermord hun var skyld i.
Thalia rejste sig besværet op og gik let hen impd hende.
"Det er sørgeligt når sådan noget sker?", sagde hun med trist stemme.

Bethany kiggede ikke op på den fremmede som snakkede til hende, hun turdte ikke, men på den anden side kunne måske godt kigge en smul så derfor kunne man lige ane hende øjne som kiggede en smule op fra græsset. Hun fik øje på en pige der gravid hun rejste sig med sæt. Pigen var gravid og det betød at man skulle vise dem respekt. Sådan var det ihvertfald i hendes kultur " du er jo gravid" sagde hun snøftede voldsomt, hun måtte flere gange tage sig selv i ikke at røre hende på maven. Hun vendte igen de grådkvalte øjnene op imod hendes ansigt og tog så to skridt tilbage. Bethany have hørt om mordet på ambasadør som havde været hos menneskene, men hun havde ikke sænket det tanke. Derfor var hun heller bange eller vred på hende som så mange andre var. Hun trådte et skridt fremad igen da hun havde besluttet sig at englen ikke var farlig
Hendes øjne gled hele tiden ned på maven som bulede rundt der var næsten noget sødt over det, men hun skulle ikke selv have nogle børn. Hun kunne risikere at død ved at føde og det havde hun sit liv for kært til. Hun stod lidt og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sig, men så lyste hun op i et endnu bredre smil " mit navn Bethany Athenril" sagde hun rakte tøvende en frem imod hende.

Thalia smilte svagt til hende og plukkede et par græsstrå hun begyndte at flette til en krans.
"Ja, det er jeg.", svarede hun stille. Smilte blev blegnet lidt, men det var stadig at øjne for elveren.
Hun så op fra kransen og kiggede elveren ind i øjnene.
"Gravide kvinder bliver behandlet som kongelige i jeres samfund, ikke?", spurgte hun, vel vidende om at svaret var Ja.
Hun så elveren direkte i øjnene, hendes blik afslørede ikke andre følelser end usikkerhed og nysgerrighed.
"Thalia Aileen Peace.", sagde hun og flyttede blikket ned på kransen igen.
Thalia trak lidt på skuldrene og kastede den smukke krans væk. Thalia lod hendes hvide vinger blive synlige, efter skarppt at have overvåget engen efter tegn på andre væsner eller mennesker.
"Og jeg ved at du er elver, det kan ses tydeligt på den virkning drabet på dyret havde på dig.", hun kiggede med sorgfyldte øjne ned på den døde då.
Hvorfor vidste hun ikke men den mindede hende om elveren hvis død hun var skyld i.
Elvernes ambassadør Dean havde også elsket dådyr og da han døde blev han forvandlet til et dådyr.
"Den hjort...", hviskede hun stille for sig selv.

" ja det gør de, men det er kun fordi der er så høj dødlighed ved fødslen" sagde hun mente ikke att børnene døde, men barnets moder. Hun sukkede svagt Bethany havde aldrig kendt sin mor. Bethanys mor var en af de mange mødre ved barnets fødsel. Hun stod lidt kæmpede med sig selv, men tilsidst røg hende blik ned jorden, hun vidste ikke rigtigt om hun skulle fortælle den fremmede det. Hun kendte jo ikke andet til denne engel end at hun var elver dræber.

Hun vendte igen sit ansigt op imod hende, pigens vinger havde en vis effekt på Bethany hun havde aldrig set nogedt så smukt. Hun glippede svagt med øjnene og følte sig en smule adkavet ved stirre på dem så længe. Hun vendte blikket imod englens ansigt " du kan kalde mig Beth" sagde hun fordi hun havde glemt om præsenteret sig. Hun rakte sin hånd frem imod englen. Hun ville ikke dømme englen på grund af det drab, englen måtte have haft en god grund til dræbe ham og det kom ikke hende ved.

"Det ved jeg... og jeg ved også at du ved hvem jeg er.", Thalia tog en dyb indånding.
Hun vidste lige såvel, som andre at hun var blevet beskyldt for drabet på Dean, elvernes ambassadør.
Hun kiggede på Bethany med tårefyldte øjne.
"Jeg kunne bare ikke elske ham... jeg forklarede det...", hendes stemme knækkede over."Jeg forklarede ham det og kort tid efter lå han bare..."
Thalias øjne der før bare var fyldt med tårer blev nu til et vandfald af salte tårer. Hendes krop rystede, ikke af kulde, men af den sorg der tyngede hende hver dag, hver time, hvert minut, hvert sekund...
Hun foldede armene om sig selv og om den gravide mave. Som et skjold holdt de fast, selv da hele hånden var kridhvid blev grebet blot endnu mere fast. Ikke sådan at hun klemte maven, men sådan at intet i verden kunne få hende til at slippe.
Hun så op på Bethany og sagde så med en svag stemme, nærmest kun en høj hvisken:"Jeg dræbte ham ikke, men det var pågrund af ubrugt kærlighed at han døde, men han gav mig da en forbandelse kan man vel kalde det... han gav mig disse tvillinger, som sikkert vil dræbe mig i sidste ende."
Hen ad vejen i hendes afslutning på historien, var hendes stemme blevet klarere og stærkere.
Hun så Bethany lige ind i øjnene, hvorfor havde hun fortalt det? Hvorfor skulle elveren tro på hende? Thalia havde hverken vidner eller beviser for at det faktisk var det der skete. Men inderst inde havde hun en fornemmelse af at Bethany, eller bare Beth, ville tro på hende.

Først blev hun en smule forskrækket idet englen begyndte græde, Bethany var ung og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre det var ikke fordi hun ikke ville hjælpe, men det faldte hende så unaturligt at skulle trøste nogen. Bethany havde kun været sig selv hun så lang tid efter noget tid hvor havde tænkt gik hun hen for give hendes skulder blidt klem, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle tro. Men ud fra englens måde reagere på, var det vel ikke hende der havde gjort det. Hendes blik blev en smule fjernt. Hun tænkte så det næsten kunne høres. Hun ville gerne tro på hende, men noget fik hende til at holde sig tilbage.

Bethany kunne ikke forstå hvorfor hun så børnene som en forbandelse, de var noget levende og ville blive til noget smukt engang. Hun slap det blide tag fra englens skulder, hgun betragtede englen og ville gerne sige noget som kunne berolige hende, men hendes hjerne var tom. Drog var hendes frygt for denne engel var pist væk. Istedet voksede en medlidemhed for hende og hendes uførdte børn. Hun åbende munden en smule " jeg ved ik hvad jeg skal tro" var det eneste hun fik sagt, hun ville så gerne have sagt noget andet, men hun kunne ikke.