I need some action - Wilith

Dato : 24 Januar 2012
Årstid : Vinter.
Dag : Tirsdag
Vejr : Skyfrit, men der ligger et lille tyndt lag sne og i på jorden. Der er omkring -3 grader og ingen vind.
Sted : Den øde del af stranden.
Tid : 21:00
Omgivelser : Havet, stranden.

Charles Johnson kom gående langs stranden omkring 5 meter fra havet. Han gik langsomt, nød stilheden og den skyfri himmel. Stjernerne var meget klare og fyldte hele himmelen, de han hans sølv/grå hår til at glimte. Han var glad for at være alene, det var også derfor han havde valgt den mere øde del af stranden. Men han var lidt mere afslappet end normalt, men det var mest fordi at han havde tjekket stranden for andre væsner og skabninger og så vidt han vidste var han alene indtil videre. Dog var der også en anden grund til at han var så afslappet, nemlig whiskyen. Han var ikke beruset, men whiskyen varmede halsen og sindet.

Charles var i ført sit vinter tøj, det lignede ikke noget der var særligt varmt. Men han frøs ikke, for tøjet var vind tæt og holde kulden ude. Han havde en kort jakke på som kun var holdt sammen af et par knapper. Under jakken sad bæltet med de sædvanlige våben som kan dræbe væsner af alle slags. Et af hans principper var at han aldrig måtte gå uden våben, han havde erfaret at det ikke var særlig smart. Han bukser var løse så man nemt kunne bevæge sig i det. Generelt var hans tøj kun praktisk, altså på ingen måde moderigtig. Han lignede mest af alt et udendørsmenneske og ikke en dusørjæger.

Han startede med at nynne en sang, en klassisk melodi som lød lidt som en vuggevise. Han stak hænderne i bukselommerne og standsede så helt for at se sig omkring. Hans øjne flakkede ikke rundt som et almindeligt menneskes, men de gennemsøgte området efter uvelkommene væsner som skulle udslettes. Charles mente ikke at de hørte til på jorden, og han var glad for at menneskeheden ikke kendte til dem.

En let fløjten brød stilheden og en bump afslørede af nogen havde ramt sandet. En masse rødt hår var det første glimt af skikkelsen der kom på benene efter hoppet. Nu hvor hun var flygtet ud i skoven tilbragte hun meget mere tid udenfor og idag havde hun besluttet sig for at tage på stranden. En stand om natten var bare ikke det samme, men det var da bedre en ingenting, eller var det? Sollys ville have været dejligt, hvis det ikke havde været for den kedelige effekt det havde på hende. Lyden af skridt i sandet der pludseligt stoppede fik hende til at se op og snuse ind. Menneske.. glimrende, for en gangs skyld ikke noget overnaturligt, og efter den svage nynnen hun kunne høre, en mand.

Hendes tøj var for en gang skyld ikke de sædvanlige jeans og en hættetrøje, for tidligere på aftenen havde hun haft en aftale med et galleri der ville udstille nogle af hendes billeder. Desværre gik hendes normale tøj ikke der. Det var også derfor hun var klædt i en dyr skjorte fra en af de nye designere og et par sorte ikke alt for billige jakkesætsbukser. Hun brød sig ikke rigtigt om dette her tøj, men det var en klar forbedring siden starten af 1900 tallet.. Der kunne hun ingen steder gå uden at skulle forklæde sig som dreng, og det blev så trættende i længden.
Hun havde en kort læderjakke uden over og pistolen sad i hylsteret ved hendes arm. Det havde ikke været voldsomt svært at skaffe den, ligesom de trækugler hun havde med i en inderlomme. Bare et smut forbi det sorte marked, og hun havde hvad hun skulle bruge.
Forsigtigt gik hun lidt tættere på, med mistænksomheden skjult bag en maske af eftertænksomhed.

Der var ingen tvivl om at hun var blegere end normale mennesker selv på trods af den smule makeup hun havde på for ikke at virke alt for død. Der var ret meget lys i galleriet og hendes unormale ansigtsfarve ville have været mildest talt besynderlig selv for folk der boede på øerne og var vant til lidt af hver. Efter hendes skabers død var det på tide at hun begyndte at tjene sine egne penge. Kort sagt, det var ved at være på tide at hun blev voksen, hvor kedeligt det end var.
Et tyndt lag af makeup skjulte den alabaster agtige bleghed som hun normalt gik rundt med og hendes læber så næsten ikke ud som om hun havde tilbragt for lang tid i vandet eller i en kiste. Det var længe siden hun havde brugt makeup, rigtigt længe, men nu havde hun jo også mest færdes på natklubbet og der lagde folk ikke så meget mærke til blegheden.

Usikker på om hun skulle gå tættere på standsede hun et par meter væk og så manden an. Han virkede som typen der går lange tur på stranden og opholder sg flere dage i et kamufleret skur i skoven for at se på en fugl. Hendes tålmodighed holdt aldrig mere end en time, hvis hun var heldig. Hans tøj tydede på at hun havde ret, men på den anden side så kunne man aldrig vide på de her sindssyge øer. Stadig vagtsomt nikkede hun som hilsen og præsterede at trylle et bredt smil frem som om hun var glad for at se ham. Hendes menneske alder var ofte et plus i de her sammenhænge, 15-16 årige så jo trods alt en del mindre farlige ud end voksne mænd og kvinder.

Da stilheden blev brudt og han kunne høre bumpet drejede han rundt på stedet. Hans skuldre spændtes en anelse. Hvis hun var menneske burde han have opdaget hende, og det bump lød mistænksomt skønt han ikke så hende lande. Charles var glad for at han tænkte så hurtigt. Hun burde kunne se at han var anspændt, så han lod hurtigt som om han var blevet chokeret. " Du forskrækkede mig unge dame, " og lod som om han slappede af. " Jeg er ikke vant til at folk sådan sniger sig ind på mig, " sagde han og lod et lille smil glide over hans læber. indvendigt slappede han selvfølgelig ikke af, det var hans erfaring og gamle instinkter som var gemt under overfladen.

Normalt var det ikke Charles stil at vente, det var ikke hans stil at stå stille og lægge en facade på. Normalt var det ham som lå på skjul og ventede på at bæsterne skulle komme til ham. Han havde kun få gange før mødt væsner tilfældigt, han plejede selv at opspore dem. Men den eneste grund til at han ikke havde fulgt sine instinkter var at pigen foran ham kun lignede en på 15-16 år. Han ville ikke risikere at slå et menneske ihjel, det var i strid med hans principper og alt han stod for. Så ville se tiden an og analysere denne lille, eller rettere sagt unge dame.

Hendes beklædning var højst besynderlig syntes han. Hun var en smule for fin til stranden, men måske ville hun bare væk fra en eller anden kedelig fest? Hun havde make-up på lod han mærke til. Måske for at skjule hendes dødelige bleghed? Men på den anden så forstod han sig ikke på unge n til dags. Måske var det bare meningen at hun skulle se bleg ud. Måske var hun en af dem som kom på de der natklubber? Han kunne mærke at det var længe siden han havde omgås mennesker af den alder. Men en ting som nemt kunne spolere hende, var hendes måde at tale på. Hvis hun talte som om hun var meget ... meget ældre, så ville han ikke tøve længere. Charles ventede bare på at hun åbnede munden. Han lagde armene over kors så de ikke var så langt fra hans våben.

Charles tog ikke øjnene fra hende, men han lod et varmt udtryk fylde hans ansigt.

Et lille smil trejfede hendes læber, men hun så beklagende på manden foran hende. Hun så hans korte tøven, men lod tvivlen komme ham til gode. Efter mange år som skuespiller havde hun lært at se efter sådanne tegn, men på den anden side kunne det også bare være overraskelse at se en på hendes alder her.
"Det beklager jeg. Det var ikke min mening, jeg trængte bare til at komme lidt væk."
Rollen som festglad teenager var ikke lige hendes yngling, så outsider-rollen var nok bedre i denne her situation. På de få stridts afstand kunne hun høre mandens hjerte banke hurtigere og hårdere end før, og hun tvang sit ansigt til at ligne en tillukket teenagers som værn imod den urolighed der spredte sig i hende. Det var aldrig et godt tegn når folks hjerter gik amok, for enten løj de ellers var de igang med noget dumt, i hvert fald i denne situation. Der kunne selvfølgelig også være mange grunde men hendes mistænksomhed var kun vokset siden hun ankom til øen.

"Mit tøj er nok desværre ikke det rigtige til at lege i træer og sand. Min mor dræber mig hvis jeg ødelægger det!"
Med to fingre hev hun ud i skjorten der havde kostet ikke så lidt og vrængede ansigt som en ægte irriteret møgunge. Teenagere var blevet frækkere og mere durkdrevne siden hendes tid, men hun kunne ikke sige at hun ikke var begejstret for det. Det gav hende så mange forskellige roller at lege med overfor menneskerne. Derudover var det også en del sjovere at være teenager nu end dengang. Der var det mere kæft, trit og retning.
Han kunne bare være endnu et menneske, men så heller overvurdere ham for det modsatte ville være så meget værre. At undervurdere et menneske på disse øer ville være.. uklogt. Godt nok havde hun mødt dusørjægere før hun kom hertil, men her svømmede det jo nærmest med væsner og jægere. Det var til at få hovedpine af.

Hun burde nok alligevel være mere urolig, men at skyde hende ville være usmart. Godt nok var hun ikke så dygtig i kamp, men at skyde efter en vindmager ville ikke være aftenens smarteste trick. Dermed ikke sagt at han ikke kunne ramme, for hun fejlede endnu oftere end hun fik succes. Det var noget nyt hun var begyndt på efter sit første møde med en jæger. Det gjorde helvedes ondt! specielt da alle kuglerne skulle ud igen.. Hun kunne jo ikke lade dem sidde hvis hun nogensinde ville igennem en metaldetektor i en lufthavn igen.

Hmm hun talte godt nok som en uvidende teenager og ikke som om hun havde levet de sidste 300 hundrede år. Mange af de dæmoner og vampyrer han havde kæmpet imod, havde ofte gammeldags tøj på og en gammeldags accent. Dog havde der været undtagelser, og det havde han lært meget af, det var fx derfra de fleste af hans ar var kommet.
" Du kommer måske fra en ... fest? " spurgte han og fik en ubehagelig følelse i kroppen da han sagde fest. Charles havde aldrig været meget til fester, han havde aldrig gidet at være sammen med så mange mennesker på en gang. Han savnede at være ung, men ikke at være teenager. Han savnede ikke den rebelske ungdom, men den tid hvor gråt hår ikke var aktuelt.

Han tænkte på om han mon havde husket trækuglerne til sin pistol? Men han vidste at han havde vievand med og en dolk hvor bladet var lavet af træ. Da han var sikker funderede han lidt på om han skulle lave en hurtig test af hende. Men han besluttede sig for at vente på at hun trådte i spinaten og afslørede sig selv. Han vidste trods alt hvad han skulle kigge efter. Han smilede indvendigt ved tanken om at nedslagte en skabning.

" Mit navn er Charles, " sagde han. Han sagde sit navn for at være høflig. Han var blevet opdraget til at være høflig, overfor mennesker i hvert fald. På den anden side virkede han og knap så dusørjæger-agtig når var høflig. De andre jægere han kendte var grove og tænkte kun på penge, udrydde væsner og deres religion. Selv var Charles ikke religiøs, men han troede på den overbevisning om at mennesket var bedre tjent uden vampyrer, dæmoner og andre overnaturlige skabninger. Det eneste væsen han havde haft en fornuftig samtale med, var en ældre elver. Elvere var nok det væsen han bedste kunne tåle at snakke med.
Hvis hun nu var menneske, hvad skulle han så gøre? Følge hende hjem? Lade hende være alene? Han vidste ikke hvad han skulle stille op med pigen. Men indtil lod han snakken fortsætte, mens han stadig overvågede og analyserede hende.

"Nej det ville være synd at kalde min mors forretninger en fest, og nu skal jeg tilsyneladende til at blive lige så kedelig som hende."
Hun rullede irriteret med øjnene, men smilede indvendigt over at det faktisk nærmede sig sandheden. Efter Gwyn brændte på hendes tag var der ikke andet at gøre end at skrue op for forretningsgenet. Desværre var det svært at lede et firma når man lignede en i midten af sine teenageår, men det var der råd for.
Forklædninger var i det mindste noget hun efterhånden var blevet god til, ligesom flugt bemærkede en ironisk indre stemme. Med et blik på manden med den lidt for hurtige puls forsatte hun forbi ham og gik længere ned imod vandet. Egentligt havde hun mest lyst til at soppe, men det ville ligesom ødelægge illusionen om at hun bare var et menneske og det kunne hun ikke tillade sig lige nu. Hendes tillid til manden kunne lige nu ligge på et lille sted, og selvom hun ikke havde det godt med at vende ryggen til ham var havets tiltrækningskræft større end uroen i hendes mave.
"Hvad laver du så her? går en tur?"

Hun kastede med et smil et blik bagud og kørte en hånd igennem det rodede røde hår. kort overvejede hun om hun ville give sit navn, men besluttede sig for at hoste op med et af hendes alias: Dominique Spencer. Desuden ville Dominique Spencer snart flytte meget langt væk efter uroen i hendes lejlighed. Efter at hun var flyttet besluttede hun sig for at det nok var bedst at Dominique forsvandt. Officielt havde hun været i byen som datter af en forretningskvinde, men nu var det slut.
"Jeg hedder Dominique Spencer, en ære at møde dig."
Uden at tænke nærmere over det brugte hun en ret gammeldags hilsen. En gang imellem smuttede de bare over hendes læber uden at hun lagde mærke til det, men denne her gang kunne det være en alvorlig fejltagelse. Det indså hun et sekund for sent.
"Beklager det formelle. Min mor kræver at jeg hilser gammeldags på folk."

Et træk på skulderen og en skæv grimasse viste tydeligt hvad Dominique mente om det. Wil kunne dog ikke se noget forkert i at være høflig, men nu skulle hun jo ikke være sig selv. Nu var hun Dominique.
Som om hun frøs lagde hun armene over kors og så væk fra manden bag hende, ud over havet. Alle sanser arbejdede på højtryk, efter hver lille vejrtrækning, lyden af hans bankene hjerte og alle små lyde der brød rytmen. Det kunne være en fod der løftede sig fra sandet, eller en lyden af et våben der blev trukket, hvad som helst der ikke var sket før. På det sidste havde hun været mistænkelig til det paranoide, men da hun havde hans navn følte hun sig lidt mere rolig og turde vende ryggen til ham. Muligvis en dum beslutning..

Charles øjenbryn røg op i panden da han lyttede til hendes formelle tone. Han vidste det, han vidste at hun var et væsen. Det utrolige var at hans hjerte ikke bankede hurtigere, men tvært imod slappede han rigtigt af. Han syntes det var rart at få sin mistanke bekræftet. Men hvad var hun? Hun kunne godt være en vampyr, men så var hun ikke en tørstig vampyr, for Charles var jo det oplagte offer, altså helt alene på stranden med et stort dunkende hjerte. Måske var hun en af dem som legede med deres mad først? Hun kunne også godt gå for at være en dæmon. Men han tvivlede på det, en dæmon lignede næsten aldrig en der var så ung.

" Dominique, " mumlede han. " Rart at møde dig," sagde han og smilede stadig varmt. Der var måske stadig en chance for at han ikke havde røbet sig selv. Så han fortsatte med at tale " Du burde ikke være her alene, især ikke om aftenen, " brummede hans roligt, han ville ikke skræmme hende. Han havde stadig det varme udtryk i ansigt.

Det var meget fristende at angribe hende nu hun stod med ryggen til ham. Men han ville lave en test mere på hende. Han stak den højre hånd ind under jakken så den var tæt på våbnene, og så tog han nogle stille skridt hen mod hende for at ligge en hånd på hendes skulder. Hvis hun blev forskrækket eller reagerede på en anden menneskelig måde så var hun et menneske, men hvis hun reagerede lidt for hurtigt, eller hvis hun nu angreb, så ville han ikke tøve et øjeblik. Så der var på det tidspunkt to aktiviteter igang i hans hjerne. Det ene aktivitet var at holde øje med hendes mindste bevægelse, den anden var at beslutte hvad væsen hun var. Det eneste problem var at han ikke havde en kniv med et pentagram med. Det eneste han havde med var en almindelig dolk, vievand på sprayflaske og en pistol med sølvkugler.

Da hans hjerte satte farten ned var hun nået ned til vandet og hendes ansigt var vendt imod havet da hendes ene øjenbryn løftede sig spørgende. Han slappede af nu hvor han havde fået hendes navn? eller var det hendes brud på rollen? Hun kunne ikke være sikker men sikkert var det i hvert fald at det burde have været godt men en nagende fornemmelse mente noget andet. Når folks slappede af var det oftest fordi at de vidste hvad de skulle gøre, var på hjemmebane så at sige, og hun kaldte billedet af hans ansigt frem. Det var hårdt, og fyldt med livserfaringer der ville få hende til at tænke på en krigsveteran. Man kunne være heldig og det så bare var en af menneskernes krige, men med de her øer kunne man aldrig være sikker. Alligevel måtte hun holde sig i rollen indtil hun var sikker.
"Det er det gode ved at have mange penge.. Man får det bedste af alt.. Også kampsports trænere. Jeg er ikke bange.."
Alligevel vendte hun hovedet med et sæt da hans meget levende hånd rørte hendes skulder. Den var næsten lige så kold som luften omkring dem og hun kunne tydeligt mærke varmen igennem den tynde læderjakke.

De grønne øjne viste kun en svag overraskelse over hans hånd med så undrende fra den til ham. Hvad havde han gang i? For at få hånden væk rystede hun med skulderen og trådte et skridt væk for at få genoprettet sin sikkerhedszone. Endnu var hun ikke sikker på hvem han var og hvad hun skulle mene om ham så han skulle ikke for tæt på. Der var noget uldent ved ham, og indtil hun havde fundet ud af hvad det var så var hendes tolerance overfor mange ting meget lav.
Vinden der rasede længere ude over havet havde indtil det øjeblik undgået øerne men nu blev et vindstød trukket til af vampyrens ubehag. Lige så snart den hvirvlede ind over standen følte hun sig bedre tilpas og selvom hun måtte stramme sig an for ikke at smile koldt så hun ret tilfreds ud.

"Undskyld, men jeg kender dig ikke."
Det røde hår lå som en manke om hendes ansigt og fik hendes øjne til at virke endnu mere gennemtrængende. De skannede ham fra top til tå og lagde med endnu et løftet øjenbryn mærke til hånden under jakken.
"Er det nu jeg skal bede dig om at fjerne den hånd dit våben?"
Det var ikke noget hun havde lagt mærke til før hun rykkede dig, men nu hvor hun så det kunne hun ikke forhindre et koldt smil i at spille over hendes læber. Dette her kunne godt blive ret grimt, og selvom hun ikke var god til at slås skadede det jo ikke nogen at hun lod som om. Inden i var den mest dominante følelse den slags irritation der får dig til at kaste med ting og sparke til folk. For en gangs skyld, kunne det så ikke bare være et normalt uvidende menneske!

" Tror du ikke jeg har erfaring nok til at vide at hvis jeg fjerner min hånd så angriber du mig på stedet? " sagde han efterfulgt af en hård latter. Han mærkede spændingen og andrenelinen stige. Hjertet bankede hurtigere inde bag Charles bryst. Det var det her han elskede. Så han analyserede hende, var hun god til kamp? Hvad var hendes særlige evne? osv. Han mærkede nogle vindstød, kunne det være det? Eller havde hun noget psykiske evner? Det var ikke nemt at kæmpe når uhyret kunne kontrollere ens handlinger og sind. Han gik ud fra at hun var mere den lille og hurtige, end den erfarne kæmper, men det var selvfølgelig bare en tanke, det var aldrig helt nemt at vide. Dog var Charles efterhånden blevet god til at gætte med årene.


" Hvad laver sådan et bæst som dig her ude? Burde du ikke være inde og hærge byen? " spurgte han irriteret. Det bedste han vidste var at håne og irriterer de overnaturlige væsner så meget som muligt, for så blev de ofte lidt mere aggressive. Engang var der en dæmon der var gået så meget amok at han gjorde mere skade på sig selv end på Charles, og det var bare fordi han trykkede på de rigtige knapper. Mon hun var sådan en type, eller var hun mere behersket? Unge dæmoner og vampyrer var for det meste vilde, men hun virkede ikke helt sådan, ikke indtil videre i hvert fald.

Hvis hun var vampyr kunne hun godt ligne en der var tørstig, en der måske ikke var blevet mæt i denne uge, en som godt kunne finde på at suge hans blod. Hendes kolde smil bekræftede det en smule. Men hvis hun tvært imod var dæmon var det en anden sag. Mange dæmoner fik nemlig et vildt udtryk i øjnene når de var sultne. " Lad mig gætte en gang ... du er vampyr ikke? En dæmon ville ikke vælge en så ung skikkelse, " sagde han og bekræftede mest sin egen tanke. En snedig dæmon kunne godt finde på det, men de dæmoner han havde kæmpet mod og hørt om havde taget en mere ædel og ældre skikkelse i brug.

"tsk.. Jeg angriber kun hvis jeg har grund til det, og indtil videre har jeg ingen grund."
Igen kunne hun høre hans hjerte begynde at banke hurtigere og hendes smil blev mindre koldt og mere stolt. Hun var tydeligt stolt af hvad og hvem hun var, for hvorfor skamme sig? jo hendes spisevaner var direkte klamme, men det kunne menneskers også være. At nogle spiste insekter? så heller blod! Det var ikke halvt så klamt!
Nogle menneskers spisevaner kunne virkelig få hende til at skære ansigt af væmmelse, ligesom de vampyrer der levede af dyreblod. Dyrene var mere uskyldige end mennesker nogensinde havde været. Hver dage døde flere tusinde mennesker for deres artsfællers hånd, men alligevel var det tilsyneladende de overnaturlige der var den største trussel imod menneskeheden. De burde i stedet begynde at rydde ud iblandt deres egne..
"Det lyder ret primitivt det der med at hærge byen. Tro mig, hvis jeg endelig havde spist ude, så ville du ikke have fundet andre spor end en besvimet fordrukken mand."

Stoltheden i hendes holdning var stadigt et af de mest gennemgående træk, men nu hvor de endelig var kommet videre fra det irriterende uvidenheds-stadie så slappede hun af i kroppen og trak bare på skuldrene over hans provokation. Det var en af de mildere beskyldninger. Noget af det mest irriterende folk kunne sige var noget om at de intet hjerte havde eller noget i den retning.. desværre var det hele hørt før..
"Jeg valgte sgu ikke denne her alder! Et par hundrede år som teenager er ikke noget at råbe hurra for."
Blikket der strejfede manden var næsten overrasket, for hvorfor ville nogen vælge at være 16 år for evigt? det gik over hendes forstand. Når man var omkring 20 år eller derover kunne hun forstå det, men så ung som hun havde været.. det var bare dumt og grusomt.

"Du er ikke den første jæger jeg har stødt på i dette cirkus, men du er den første der var troet at jeg valgte dette her."
Hun så næsten træt på ham og virkede ikke specielt agressiv for øjeblikket, men hele tiden var hendes øjne vagtsomme og holdt øje med hver eneste lille bevægelse og hver eneste lille lyd blev registreret. Intet måtte gå hendes opmærksomhed hvis hun skulle komme nogenlunde uskadt herfra. Desværre var skudhuller nok ikke muligt at undgå med ham her. han virkede til at have kløe i aftrækkerfingeren.
Med et suk så hun på Charles.
"Fjern hånden fra våbnet, Charles."

" Hør her søde tøs. Jeg har aldrig sagt at du har valgt det. Der er jo ikke ret mange mennesker som gider at blive forvandlet til et monster ... et overnaturligt, hjerteløs bæst. Men til gengæld sagde jeg, at hvis du havde været en dæmon så havde du valgt en ældre og måske mere snedig forklædning end en 16-årig pige. " sagde han med et strejf af hån i sin tone. Dæmoner var en del besværlige at have med at gøre, og han priste sig lykkelig for at hun ikke var en dæmon.

" Men nu du siger cirkus ikke, hvorfor er du så ikke sammen med de andre freaks? De andre sjæleløse vandskabninger som ikke kan finde ud af at holde sig fra vores jord? " Han lød vred. Han hadede dem virkelig. Elvere havde han ikke noget imod, de gjorde normalt ikke et menneske fortred og de holdte sig langt væk fra menneskene. Sortelvere var dog dem han hadede allermest, så dæmoner, vampyrer og til sidst varulve. Han havde ikke noget til overs for blandingerne.

Hans hånd gled længere ind i jakken og han fik den kæde, som han havde sat på sprayflasken, viklet om håndledet så den ikke var nem at tage ud af hånden på ham, med mindre man selvfølgelig skar hånden af ham. " Jeg ser nu en god grund til at angribe, " mumlede han og smilede. Han var sikker på at hun hørte hans mumlen. Hans hjerte dunkede lidt hurtigere bag brystet. Bange var han ikke, men han vidste at han skulle holde sig klar hvis hun begyndte på noget. Men han ville ikke tage det første skridt, i hvert fald ikke før han havde set hende lidt an.

Charles følte ikke at han var træt, han kunne godt mærke at det ikke ville vare længe inden han blev det. Så i aften gik han mest efter at skade hende mest muligt og give hende en lærestreg og opsøge hende på et andet tidspunkt. På den måde han havde større chance for at han ikke faldt om af udmattelse, han var trods alt kun et menneske. Han kunne godt misunde at væsnerne ikke blev trætte og udmattede som han gjorde.

"Dem der frivilligt bliver dette her.."
Hun slog med hånden ud imod sig selv med afskyen malet i ansigtet. Der var ingen tålmodighed eller forståelse tilovers for dem der selv valgte dette her.
"Burde få styr på deres prioriteter. Og selvom min alder er utroligt frustrerende fra tid til anden så har den sine fordele."
Hun smilede skævt uden nogen umiddelbar trussel i sit kropssprog, men alligevel med et vagtsomt blik hen imod manden foran sig. Indtil videre virkede det til at han ville forsøge at gøre hende agressiv, men hans ord om det upraktiske ved at være teenager i en evighed gav hende sådan lyst til at sige ham imod og være glad for det. Det var måske lidt barnligt at ville være sådan på tværs, men ingen havde sagt at hun behøvede være voksen lige nu.

"Jeg er ikke vanvittig positivt indstillet over for min egen slags, og ser ingen, absolut ingen grund til at være mere sammen med dem end højest nødvendigt. Desuden.. jeres jord? siden hvornår er den blevet jeres? den er sin egen som den altid har været. Bare fordi at menneskerne i deres besidderiskhed har bildt sig ind at den er deres.. betyder ikke at det passer."
Tonen var skarp som en slagterkniv og de grønne øjne viste tydeligt hendes misfornøjethed. Som en af de væsner der arbejdede med naturens kræfter kunne hun med sikkerhed sige at jorden og elementerne var sin egen. Selvom hun prøvede ville hun aldrig have fuld kontrol over sit element.

Han gik ganske tydeligt igennem i vinteraftenens klare luft og en træt blik blev sendt tilbage med et meget smalt smil. Hans dømmende attitude var begyndt at blive lidt irriterende, men hun holdt med hård hånd sit temperament tilbage, nægtede at blive vred som han ville have.
"Hvad havde du forventet? Dyreblod er direkte klamt, og blod på pose er som gammel mad. Energien er væk.. Mennesket har det fint bagefter.. Jeg leger ikke med dem som andre af min slags gør, men ja, for jer er det vel en principsag. Jeg gør hvad jeg må for at overleve, selvom jeg ikke bryder mig om det."

" Ja vores jord, vi hører mere til her end jer, " sagde han med en træls irriterende tone. Han var ligeglad med hvad hun mente. Han snuste den klare vinterluft ind gennem lungerne og drak været dybt. Han kiggede på hende, hun var en del mindre end ham. Analysen af Wilith var færdig gjort, og han så sig selv som jægeren og ikke den jagede, altså han følte ikke at det ville blive en kamp om liv og død for ham. Måske havde hun en evne som gjorde at hun fik en kæmpemæssig fordel, det var dog det han var mest bange for.
Charles kiggede med et flygtigt blik ud over havet, bølgernes brusen var en smule beroligende. Det var rart at der var andre lyde end bare deres stemmer.

" Hvis du ikke bryder dig om at være et bæst og en vanskabning, så skal jeg hellere end gerne borer en træpæl igennem det sted hvor dit hjerte skulle have været, " sagde han og smilede ved tanken. Han vidste godt at hun ikke ville opgive det såkaldte liv hun havde nu, men det var mere ment som en joke, en hånlig en af slagsen. Charles havde kun mødt nogle få væsner som gerne ville have taget deres liv, men de var forholdsvis unge, Charles tog gladeligt deres liv inden de gjorde noget dumt. " Jeg skal også nok drukne dig i en spand dejligt vievand hvis du hellere vil have det freak? " En lille hård latter undslap hans læber. Normalt brugte han ikke ret tit fremmedord, men lige nu var det som en privat dårlig joke. Det var som om at han ville tale som en teenager, og derfor faldt det ham så morsomt.

Hans finger var parat til at trykke ned på sprayflasken. Var det nødvendigt at han tog det første skridt hen mod hende, eller skulle han drille hende lidt mere?

"Er vi nu tilbage ved hele den der i-er-unaturlige-og-skal-derfor-dø? Og skal jeg betragte det som en trussel, Charles?"
Tonen var kølig og hans irritation blev genspejlet hos vampyren. De evige fornærmelser fra dusørjægerere blev trættende efter et par århundreder og lige nu hvor hun prøvede at opføre sig ordenligt var det begyndt at gå fra trættende til direkte irriterende. Hendes mund blev krænget op i et skævt grin, der viste en meget spids hjørnetand der glimtede hvidt i lyset fra himlen. Normalt var hendes hugtænder ikke så spidse men ham her var en bitter gammel stivnakke.. ikke meget bedre end de ældste.. og så var han oven i købet menneske!

"Ved du hvad, det er meget gavmildt af dig, men jeg må beklage.. retten til at dræbe mig er allerede reserveret af en anden jæger som jeg har et udestående med."
Det var efterhånden enormt svært at holde styr på hende og Procellas regnskab over hvem der havde reddet den andens liv hvornår. At de havde et udestående vidste hun ikke om var sandt, men Wil nægtede i hvert fald at blive dræbt af en eller anden tilfældig sur mand der hadede hende af princip.. det ville være for kedeligt!
"Hun ville nok blive ærgerlig hvis jeg ikke var der til at dø igen."

Det sidste håbede hun var sandt, at Procella rent faktisk ville være ærgerlig, men et eller andet fik hende til at tvivle. Det var blevet tydeligt at hun vist havde været søsterens projekt, og ikke Procellas. Et dybt suk gennemrystede pigens krop, men så rystede hun på hovedet og trak håret væk fra hendes ansigt og så med bestemte øjne op på jægeren. De grønne øjne var blevet sorte.
"Vievand.. desværre.. jeg har allerede været i bad en gang i dag.. men ellers tak.."

Charles var freelancer, han havde ikke ret meget til overs for andre jægere. De andre jægere var alt for unge, havde ingen erfaring, og de klokkede altid i det for andre mere erfarne jægere. De eneste jægere som kunne imponere Charles, var jægere som var ældre end ham selv, skønt der ikke fandtes mange af dem. Han var stolt af det og han vidste at han var bedre end mange andre. Hvis man kom op at kæmpe med Charles vidste man med det samme at man ikke kunne forvente det samme som hvis man kæmpede med de yngre af slagsen. Fx var der ikke mange som var smarte nok til at hælde vievand på en smart sprayflaske som fx kunne skyde en middel hård stråle omkring ½ meter.

" Ja, og du har garanteret hørt det hele før og bla bla bla, så bare rolig, jeg skal nok fri dig for en lang og kedelig moralprædiken. Men du skal tage det som en trussel " sagde han med en overraskende blid stemme, som om han havde ondt af hende.
Han overvejede om denne jæger mon skulle være den Procella som han havde hørt om? Men det betød ingenting lige nu. Det var ikke omverdenen som det omhandlede lige nu, det var denne stund, hans nye projekt som han ville kalde hende. Det sagde lidt om hvad overnaturlige væsner betød for ham.

" Et bad er ikke nok til at vaske det overnaturlige af dig vampyra, " sagde han og brugte ordet vampyra som en anden dårlig joke. Han ved de var dårlige, men det morede ham et eller andet sted at bruge sådanne ord. Han havde en forfærdelig trang til at tænde den stump cigar han havde gemt i inderlommen, som var skånsom pakket ind i et metalrør. Charles fremkaldte duften via minder, han savnede at sidde hjemme og sammenligne de tænder og andre genstande som han havde fra dem han havde slået ihjel. Ville hun mon komme til at kategoriseers under bunken: Projekter som ikke er færdig gjort, eller kommer hun til at ligge under bunken: Død?

"Jeg har levet et par hundrede år.. Jeg har stødt på jægere, vrede hobe og diverse hadefulde individer. Folk er overraskende fantasiløse i længden, og du er ingen undtagelse."
Er bredt ulvegrin der afslørede et par spidse hugtænder virkede helt malplaceret på det unge ansigt, som om at det var et grin hun havde hugget fra en anden.
Glimrende, så kan det være at vi kan komme videre? jeg har ikke hele natten. Jeg skal snart til et møde, man skal jo holde forretningerne i gang."
Smilet blev bredere, men et glimt af irritation gjorde de sorte øjne lidt lysere et øjeblik da hun blev mindet om at hun snart skulle være til endnu et kedeligt møde. Men nu hvor Gwyn var væk måtte hun vel i gang med at tjene penge selv og gallerierne var den nemmeste måde hvis hun ikke ville udgive noget af sin musik.

For tiden var musikken bare ikke en mulighed for det ville betyde at hun ville gøre opmærksom på sig selv og lige nu ville hun bare være i fred og være anonym. Nogle vampyrer opbyggede forretningsimperier igennem deres lange liv, men hun havde altid selv fortrukket at holde sig for sig selv mest af sikkerhedsårsager. Det virkede bare ikke som en god ide at have sit ansigt plastret op på plakater når man ville være i fred.
Denne her ø var nok bare ikke lige stedet så, tænkte hun dystert for sig selv. det vrimlede med mere eller mindre syge overnaturlige og dusørjægere krøb lidt for ofte frem fra deres huller for at lege tagfat.

Charles løftede et øjenbryn af hendes højst mærkværdige latter, som ikke gav nogen mening. Han rystede bare på hovedet. Latteren mindede ham mest om en varulvs, kopiere hun fra andre arter? She is half crazy, but that is why you want to be there, tænkte han ved sig selv. Han kunne godt lide at citere gamle kunstnere som fx den sætning han lige tænkte var fra Leonard Cohen.

Charles tænkte ved sig selv at hun ikke var så gammel en vampyr, da hun ikke var særlig højrøvet, overfladisk og opførte sig ædelt eller højtideligt. Hun havde nok meget at lære endnu, eller så følte hun inderst inde at hun var et uhyrer og ikke en eventyrfortælling. Han regnede lidt hurtigt på gennemsnitsalderen på de vampyrer han havde kæmpet mod og de var mere end et par hundrede år gammel. Men så kom han pludselig til at tænke på sig selv. Man er jo kun så gammel som man føler sig, tænkte han og skiftede en anelse mening, men kun en anelse. Dog havde han ikke tænkt sig at spørge hvad hun følte, hun var jo trods alt fjenden.

" Jeg venter bare på dig min pige, " brummede han sulten efter kamp. De sidste to ord passede ikke så godt ind i sætningen, eftersom hun nu var ældst, men mentalt følte han bare at han var en smule ældre i hvert fald være måden. " Du må være en meget utålmodig teenager, " mumlede han og håbede at han havde ramt en af de rigtige knapper. Han to et enkelt skridt hen mod hende, men det var nu mere for at stå i en mere passende stilling, så han var klar til at flytte på højre foden hvis hun bevægede sig. Hans blik skiftede fra lige gyldigt til intenst, som om han havde med sin passion at gøre.

Han var klar.

"Min pige? Virkelig? jeg føler mig pludselig så gammel.."
Selvom det måske ikke var den reaktion han havde forventet så fik de to ord hende virkelig til at føle sig gammel i hvert fald inden i. Uden på virkede hun lige så rolig som altid, men et bredt smil brød igennem grimassen fra før. Smilet lyste hendes ansigt op og gjorde det blødere at se på, overraskende menneskeligt. Af en eller anden grund morede det hende at hun følte sig gammel mens hun stadigt lignede en pige hvis største bekymring burde være hendes tøj og hvem der datede hvem. Selv efter 300 år grinede hun lige så meget som hun rasede.
"Jeg har altid været utålmodig.. selv som menneske. Mine forældre forsøgte forgæves at få mig til at blive en rigtig dame. Behøver jeg sige at det aldrig lykkedes dem?"
Hun smilede stadigt skævt da han kom tættere på, men bevægede ikke en muskel. Han skulle ikke se at han gjorde hende urolig. Det var et tegn på svaghed og sådan noget var der ikke plads til nu.

At han virkelig gerne ville slås var meget tydeligt for hende, og hun rullede med øjnene da hun så hans intense blik hvile på hende. Den mand burde virkelig få sig en hobby eller en kone. Forhåbentlig ville det dæmpe hans lyst til at dræbe hendes slags. Sandt at sige måtte han gerne dræbe nogle af de nye vampyrer der gik rouge for så slap hun. hendes egen slags var ikke nogen hun sås med ofte, faktisk undgik hun dem så vidt muligt, men selvom det var lidt underligt kunne hun ikke lide dem. Det var selvfølgelig en generalisering, men indtil videre havde hun kun mødt en vampyr hun kunne lide på denne her skøre ø og det var ikke lige fordi at der var mangel på vampyrer her.
"Wow.. du elsker virkeligt at dræbe os? Det er jo bare trist."
Wil lagde hovedet på skrå og så på ham med trætte øjne, bevægede sig så pludseligt og stod efter et blink med øjnene bag hans højre skulder. Hun gjorde ikke noget for at angribe og virkede egentlig bare nysgerrig efter at se hvad han så ville gøre. Som hun havde sagt tidligere sloges hun ikke uden en grund, og den havde han endnu ikke givet hende, men gjorde han noget dumt nu.. så havde hun sin grund.