Stjernekigger.

Dato: Fredag d. 17 Januar 2012
Årstid: Vinter
Vejr: Sneen ligger på jorden, stjerneklart.
Sted: Den lykkelige eng.
Omgivelser: Dyr kigger frem indimellem.
Påklædning: En lang hvid kjole, et par handsker, en hat, støvler og en lang frakke.

Gracy havde lyst til at se et nyt sted. Så hun fandt vej til Den Lykkelige Eng. Den var meget smuk, og et godt sted at slappe af. Hun lagde sig ned, på sneen der dækkede engen, over hende var stjernene som smidt på himlen, spredt over det hele, smukke. Hun elskede stjerner, de så ud til at være tæt på, men var i virkeligheden så langt væk. Gracy prøvede at danne sine egne stjernebilleder, en ting hun havde gjort før i sit liv. Hun førte fingeren op, så den kunne tegne stjernebillederne hun fik lavet. Hun blev hurtigt træt, og faldt hen, men hun kunne ikke sove helt, ikke sådan et sted. I hendes seng ville hun måske godt kunne sove, uden at være bekymret, uden at tænke på hvad der gemte sig bare træerne, de ting der uden tvivl kunne dræbe hende på et split sekund, hun ville ikke have en chance for at beskytte sig. Hun følte sig utrolig sårbar, som hun lå der, og gemte sig i sneen. Men det skulle nok gå, hun skulle ikke rende rundt og være så bekymret. Det kom der aldrig noget godt ud af. Hun lod hendes hår falde ned over hendes ansigt, så det kunn beskytte hende mod kulden der kom fra de vinde der indimellem fløj forbi hende, og tog fat i hendes kjole.

”I hope you do know, that it’s both unhealthy and unsafe to lay out here”

Stemmen kom henne fra et af de få enlige træer der stod rundt med store mellemrum mellem hinanden. Der stod en nedenunder skyggen af træet. Det var svært at se ham bare med et hurtigt blik, men hvis man kiggede ordentligt efter kunne man se hvordan han stod og var dækket af en lidt ældre duster. Det var en lidt underlig beklædning der godt kunne minde om de gamle western.
Des smilte svagt. Det var ikke normalt at han fik noget ud af at stå og tåge i stilhed for sig selv. Det var en dejlig ting bare når de går ind foran ham. Men… Dette var ikke en vampyr, varulv eller Dæmon… Så hun måtte være en af de mindre farlige væsner. Engel, Elver eller… Kunne også være et mix. Selvom han kun havde mødt nogle blandinger, så havde de vist sig at være skræmmende, nogle få stykker af dem.

Han sagde ikke mere, men ventede bare på at hun enten så ham, eller i hvert fald kom med en form for reaktion på at der var en anden person.

Gracy så hurtigt op da hun kunne høre en stemme. Det var derfor hun ikke havde lagt sig til at sove fuldstændigt, men stemmen lød nu ikke til at skabe fare for hende. Hun så på ham med trætte, men vagtsomme øjne. "Det ved jeg godt.. Jeg døs åbenbart hen." Sagde Gracy uskyldigt. Manden, der havde afsløret sit køn med sin stemme, stod henne ved et træ, han så ud til at skjule sig, med en mærkelig beklædning, der fra Gracys synvinkel, så ud til at høre fortiden til. Gracy rejste sig, og rettede på hendes tøj, der var blevet krøllet af at hun lå på jorden. Gracy stod lidt uden at sige noget, hun kunne ikke helt finde ud af om han var farlig, eller ganske harmløs. Men at forneme den slags, var heller ikke ligefrem hendes stærke side. Hendes mavefornemmelse kunne hun ikke stole på, da den egentlig bare skreg efter mad. Hun prøvede at lægge en dæmper på den, men det lykkedes ikke rigtig. Hun jog hånden ind under hendes jakke, og fandt en chokolade bar frem, hun havde altid en chokolade bar på sig, mest af den grund hun var afhængig af den. Hun tog en stor bid, og lagde den væk igen. Mens hun stod og gumlede, prøvede hun atter at finde ud af hvilken fare, eller ikke fare, han var.

lugten af menneske, og noget sødere havde fanget en andens opmærksomhed. Et par mørke øjne rettede sig med et ryk imod stedet i nattemørket som duftene kom fra. Sulten rørte uroligt på sig da hun gik i knæ og satte af i et tigerspring hen imod duften. smidigt landede hun i den frosne skovbund et par meter længere henne, og satte i løb imod duftene. Som hun kom fremad blev de kraftigere og det var lige før hendes tænder løb i vand. hun var som et vindpust igennem skoven som hun løb imod de to levende skabninger. før hun kom for tæt på stoppede hun glidende og listede det sidste stykke hen imod de sidste træer.
med overvågne mørke øjne så hun ud over engen og fandt hurtigt den ene der vist lå i sneen. Det var den der lugtede sødt.. lyset fra sneen irriterede hendes øjne og hun kunne ikke kigge ned i skeen i lang tid selvom hun prøvede, det skinnede kraftigt ind i hendes øjne efter skovens mørke og sammenbidt kneb hun øjnene sammen for at kiggede væk.

Hun vidste at der burde være en anden her i nærheden, men hun kunne ikke få øje på den. Der lugtede af menneske, men noget mørkere i den samme lugt forvirrede hendes sanser. det var som om den var menneske, men alligevel ikke. Den kunne være halvblod, men hvad så med mørket? hun vidste det ikke, og det var endnu en grund til at være her. Nysgerrighed dræbte katten, men hvad hvis katten allerede var død.. Hun snerpede læberne sammen for at forhindre et grin i at bryde frem. samtidig sørgede hun for at der ikke var nogen indikator på at hun var der. Mennesket burde ikke vide det, for han kunne jo ikke høre hende og takker være hendes mørke tøj ville hun gå næsten i et med mørket.
Hun var klædt i et par mørke spættede militærbukser og en mørkeblå sweater, intet sort for det ville kun gøre hende nemmere at se.
Indtil videre var hendes plan bare at blive stående og se hvad der skete. Når hun ikke kunne pejle sig rigtigt ind på mennesket ville hun ikke afsløre sig selv. hun kunne ikke høre de præcise ord som blev udvekslet imellem de to, men mennesket som åbenbart var en mand stod under et træ ligesom hende.. men nej, hun ville ikke gøre noget endnu.. der var for mange på denne her ø der ikke var hvad de gav sig ud for at være, så hvorfor ikke et menneske, der ikke lugtede helt som et menneske.

//Skal vi sige rækkefølgen er Wilith, Des, Gracy?//

Des skubbede sig væk fra træet med en småtræt bevægelse og begyndte at gå imod hende. Det var afslappet og ikke truende, selvom han vidste at hvis hun kunne se alle de våben der var gemt i hans duster, så ville hun nok løbe skrigende bort. Eller flyve, hvis hun var en engel.
Han smilte lidt over det. Det sekund hun var trådt ind i hans blik kunne han mærke hvordan hun var overnaturlig. Der var en svag forskel på hver enkelt væsen han kunne møde, men blandinger gjorde det meget svært at bestemme sig hvad det var.
Så derfor kunne han bestemme sig for at hun ikke var en Vampyr, mest af alt fordi hun ikke havde den samme lig farve, heller ikke Dæmon da der manglede den samme form for sorte omrids der var om dem, men det kunne også bare være noget han havde forestillet sig.

Mellem hende og træet stoppede han op midt i et skridt. Der var noget galt, der var nogle andre! *Jeg kunne selvfølgelig også bare forestille mig det… Men* tænkte han og lod øjnene køre rundt i hele hovedet for at scanne området. Han behøvede ikke engang at kigge hele vejen rundt, for den kendte følelse lagde sig over ham igen og han vidste at der var noget andet her i nærheden.
Han tog nogle hurtige skridt hen til hende damen der havde ligget på jorden. Hans hånd fløj ned i lommen og greb fat om grebet på kniven så han var klar til at trække blankt. Han kunne ikke tillade sig at svinge med en pistol lige foran en komplet fremmede.
”Are you out here by yourself? Spurgte han hende indtrængende og kiggede hende lige i øjne. *Hvis jeg bare kunne se bedre i mørket!* brokkede han sig inde i tankerne mens han kiggede hende i øjne.


//Meget ked af det, men fik lige et lille krea drop -.-*//

Gracy blev mere tryg da han afslappet gik hen imod hende, hvis han ville noget, var det nok gået hurtigere og mere anspændt. Hun sank alligevel en klump af nervøsitet, efter hun var vokset op, og havde lært hvad der fandtes derude, var hun aldrig rigtig tryg. Gracy nikkede da han stillede hende et spørgsmål. "Jeg kender ikke rigtig nogen." Forklarede hun. Hun var flyttet dertil for et kort stykke tid siden, dagene var fløjet af sted, så var lang tid hun præcis havde boet der, var ikke til at vide. Gracy havde ikke rigtig noget imod han kiggede hende i øjnene, selvom øjenkontakt ikke var det hun gjorde allermest, hun havde svært ved at have den slags kontakt med nogle hun ikke havde knyttet sig til. Endnu en klump blev sunket, der var noget der gjorde hende utryg, om det så var ham, eller noget andet vidste hun ikke.

Gracy havde det bedst hvis hun kunne holde sine hænder i spil, så hun lod hendes lange hår, falde mellem hendes finger på den ene hånd, hun så ned, for igen at lade hendes blik falde ind i hans. På sin vis var der en tryghed over ham, selvom han bar en masse våben, han kunne bruge mod hendes hvornår det skulle være. Da noget pandehår faldt ned i øjnene på Gracy, tog hun det hurtigt væk og fik det om bag øret, det kunne lige nå derom.

Hun bed igen tændere sammen for at holde et grin tilbage da mennesket gik fra afslappet og venlig til anspænd og tillukket. Det var lige før hun overvejede at træde ud i lyset bare for at se hvad der skete, men så ville noget af det sjove jo forsvinde. hun ville næsten hellere se hvad der skete hvis hun blev og han selv skulle finde ud af hvor hun var. Det virkede dog til at han havde bedre sanser end de andre siden han havde fornemmet hendes tilstedeværelse meget hurtigere end de andre. Måske var det der det underlige i hans duft kom fra?
et eller andet sanseforstærkende måske..

hun lænede sig imod stammen, med armene over kors og det vilde røde hår som en glorie om hendes ansigt. Hun havde for længst droppet at få det til at sidde som hun ville. hun stod som en statue uden at bekymre sig om håret der fra tid til anden blæste ind foran hendes ansigt. Bevægelser ville afsløre hende for det trænede øjne så håret måtte passe sig selv for en tid. Der var ingen tvivl om at mennesket var på vagt, og havde særdeles trænede øjne. En lille stemme kunne ikke lade være med at mene at han var en jæger, for hvilket menneske var ikke det her? Hun havde stødt på en jæger der kunne have været hendes bedstefar og en der kun havde været et par år ældre end hende, hvis man tager efter udseende. Og hans hånd der rakte ned i lommen gjorde det kun mere sandsynligt. Altså måtte hun reagere ud fra at det var en trænet dusørjæger hun havde med at gøre.

Hun satte af fra stammen som en pløre af farve i det sort/hvide landskab. Hendes løb standsede pludseligt, men hun havde holdt sin afstand til de to på engen. Hun var ikke kommet tættere på, havde bare gjort opmærksom på sig selv. At gå tættere på en formodet jæger ville ikke være smart hvor køn og venlig han end var.
"Yearh.. she was."
for hun var jo ikke længere her ude alene, nu havde hun jo fået selvskab og denne her ellers så fredelige scene kunne hurtigt forvandle sig til en slagmark. det kom an på jægeren, for det var hans tur til at lave sit træk.

Des var lettere anspændt. Det kunne ses på den lille rynke imellem hans øjne der var kommet af anspæntheden. Hvorfor skulle han dog også komme i sådan nogle situationer? *Måske fordi det er mit job?* svarede en irriterende bedrevidende stemme bagerst i hans hoved og han vidste at den havde ret.
Øjnene hoppede fra hver busk, træ og højt græs. Der kunne være en gemt hvilket som helst af de steder og det var sgu ikke til at sige om personen ville komme flyvende og angribe ham. Det kunne godt være at han reagerede hurtigere end et normalt menneske, men han var ikke hurtigere end en Dæmon eller en Vampyr. Og styrken kunne han slet ikke komme op på.

*Ville jeg kunne klare det hvis den her overnaturlige egentlig også gik imod mig?* tænkte han. En tommelfinger regel fra hans far var at man helst skulle være flere end de overnaturlige medmindre de ikke vidste det… Men denne gang var han lidt på herrens mark.

”Are you an Angel or an Elf?” spurgte han hende hurtigt og lod venstre hånd stryge ind og greb om pistolskæftet, men han nåede ikke at trække pistolen op af hylsteret før den anden stemme ramte ham.
Hams øjne hoppede hen i området hvorfra hans øre fortalte ham at der var en.
*Vampyr eller Dæmon!* sagde en stemme højt og tydeligt inde i hans hoved da hans blik lagde sig på pigen. Den pludselige kuldegysning fortalte ham det indlysende og han vidste så med sikkerhed at dette var et overnaturligt væsen.

”Isn’t it over your bedtime?” spurgte han hende flabet, selvom hjertet var begyndt at pumpe hårdt i brystkassen på ham. Blodet susede rundt i kroppen da adrenalinen bandt sig og han kunne ikke lade være med at føle en form for spænding.

Gracy følte det hele gik så hurtigt, hun nåede ikke at reagere før hans stemme spurgte om noget hurtigt. "Engel." Sagde hun lige så hurtigt som han havde spurgt. Da hans næste ord kom ud, hang de i luften, og fik hjertet om i halsen på ham. Gracy var ikke overbevidst om hvad han egentlig var, han virkede ikke til at være overnaturlig, så behøvede han ikke alle de våben, men han kendte til dem, så han måtte have en indflydelse på deres 'verden.' Gracy fik hendes vinger til at gro ud, selvom det medførte den mindre smerte, og selvom hun var på et sted hvor mennsker nemt kunne komme hen til dem. Hun var klar på at ligge et skjold om dem, hvis det blev nødvendigt, selvom hvad der nu ned var derude, måske kunne trænge igennem det, men det var bedre end ingenting. Den sidste bemærkning fra ham, fik Gracy til at smile, det var flabet, og ret sjovt, hvis man så det fra hendes side af. Selvom Gracy normalt ville være meget nervøs og en smule bange, for sådan øjeblikke, så var der et eller andet spændende over hende. Hun havde altid været pigen der holdte sig ude fra problemer, men måske var det godt for hende at prøve

"Nah, my 'day' is only just getting started.. but what do we have here.. An angel and a human that dosen't smell.. right.. sweet.."
et bredt smil spredte sig over den udødes unge ansigt. Hendes ansigt var kun et par toner mørkere end sneen på jorden under hende og et par store grønne øjne glimtede af morskab. Hvad der var morsomt ved denne her situation holdt hun for sig selv. Imens studerede hun nysgerrigt de to personer foran hende både den tavse engel og det gæve menneske. hun kunne af en eller anden grund godt lide hans muntre facon på trods af at han afgjort var en trussel imod hende. Trusler fra mennesker have altid moret hende, de var lidt som søskende, det var svært at tage dem rigtigt seriøst for det meste. nogle gange var der undtagelser, men det var så hvad det var.

Hun stod med hælene solidt plantet i jorden og hænderne ned langs siden så hun ikke behøvede spilde tid på at hive dem op fra lommerne hvis der pludselig blev behov for at rykke.
Menneskets hjerte bankede hårdt og hurtigt, et tegn på at adrenalinen havde sat ind. Så var det vist kun et spørgsmål om tid inden hun havde en jæger kommende imod sig. Hun svang armene engang for at løsne musklerne en gang og strakte sig som et kattedyr inden hun rettede ryggen for at vente på angrebet som hun forventede kom. Sneen skinnede i hendes øjne og gjorde hendes syn mindre bevendt, men hun så højest sandsynligt stadigt bedre end nogen af de andre.
"The flying innocence and the big bad hunter.. i've seen this before.."

Gracy vidste ikke hvordan hun skulle reagere, hvem hun skulle holde med. Han virkede.. Ikke som de andre mennesker han havde mødt, og hun var tydeligvis vampyr eller dæmon. Gracy lagde armene over kors, og fik et koldt udtryk trukket op i ansigtet. Uskyldig? Det vidste hun ikke helt om hun var, det kunne hun ikke vide om hun var. Men det var ikke det der plagede Gracy, hun nægtede at være en der bare flød ind i mængden, en der var som alle andre. "Hvordan kan du overhovedet vide noget om os. Du kender os ingen gang." Sagde Gracy med en kold stemme, hun var vred, selvom tingen hun var vred over måske var en mindre ting for mange. Betød det meget for hende, hun havde altid været den der var som de andre, på nær hendes engle evner, men hun var flyttet, for at slippe fra det, og hvis det blev det samme hele engang til, nej det skete ikke. Det måtte det ikke. Gracy så hårdt på hende, hun lagde ikke rigtig mærke til ham, det var ikke ham der provokerede hende.

”You know… I don’t think I have to explain why I’m going against the…”

Des stoppede midt i sætningen og lavede et undersøgende blik på kvinden der var kommet imod dem. Hun havde den samme hvide farve som et lig, øjnene var… Anderledes, når hun havde åbnet munden for at tale havde han kunne fange et hurtigt glimt af en lidt for unaturlig tand. Hun kunne være en underlig dæmon, men sandsynligheden talte for en Vampyr.

”Vampire, instead of going against you… Let’s just say that I’m on your side right now”

Da det var sagt trak han pistolen op af hylsteret og pegede den direkte imod panden på Vampyren. Der var vel ingen grund til at pege den imod Englen, men hvis Vampyren så meget som tog et skridt for meget ud til siden og Des ville blæse et nyt hul i panden på den.
Men… Den Engel, hun havde godt nok ikke stillede ham spørgsmålet, men det var vel nødvendigt for hende at vide at hun ikke skulle forvente at han gik imod hende. Når man stod mellem en Vampyr og en engel, så rettede man sig imod Vampyren og bekymrede sig om englen til en anden gang.

”So… Coffinhumper… What ya doin’ here?”

Han smilte lidt. Det var normalt mellem Jægere at finde på navne at kalde de forskellige væsner… Vampyrer var jo nogle af de mere forhadte og derfor var der også flest ord til dem. Det var altid noget der var blandt dem… De var jo dem med mindst styrke i kampen, så de var nødt til at være dem med den største mund.

hendes ansigt krympede sig sammen i en skulen over imod englen. Hun klarede hvad jægeren havde fejlet i. Englen sagde at man ikke bare kunne dømme alle på en gang, men var det ikke hvad alle andre gjorde med vampyrer? i Wils bog var det helt klart en fornærmelse at mene at alle vampyrer var onde når hun ikke måtte mene at alle engle var uskylden nu med vinger.
"How i can say that? you say all vampires are evil, i say all angels are innocent. Whats the difference?"
Hun blottede sine tænder i en vred grimasse, men den forsvandt som ved et trylleslag til fordel for et lettere distanceret udtryk da hun så en pistol blive rettet imod hende.

Hun havde ingen tvivl om at hun ville komme levende ud af dette her hvis hun spillede sine kort rigtigt, men pistolen var nu alligevel lidt irriterende at have rettet imod sig som en konstant trussel. pludselig smilede hun underligt skævt. det var svært at blive fornærmet over det, måske en smule fornærmet men det var mere sjovt end egentligt.. ondt. Havde han håbet på en drastisk reapons blev han skuffet. Vampyren grinede.
"Coffinhumper? really? wow thats a new one."
for at komme af med noget af den rastløse energi hun altid følte tog hun et par dansetrin til siden ikke i tvivl om at pistolen ville følge med, men siden hun ikke kom tættere på regnede hun ikke med at der ville ske mere.
"i live here.. or no.. well not right here.. but in the area. I wasen't planning on running into ya, but i could smell ya so i decided to stop by."
Som hun snakkede blev hendes accent tydelig europæisk, nærmere bestemt irsk.

Gracy så på hende med et forvirret blik, Gracy mente ikke udelukket varmpyrer var onde, det var bare det man hører. "Nu kan jeg jo ikke gøre for folk taler om jer, men jeg tror ikke alle er onde." Sagde hun bestemt, så det lød meget overbevisende, hvilket også var meningen, da hun ville have sin pointe frem. Da hun dansede lidt frem og tilbage, blev Gracy mere eller mindre nervøs, for hun kom hen imod dem, hun var nervøs for så mange ting, især fordi hun havde oplevet hvad der fandtes der ude, og væsner som det hun stod overfor, kunne gøre nogle ting, der ikke ligefrem føltes som et mindre prik i huden. De kunne ødelægge hende så let som ingenting, så det eneste Gracy kunne gøre, var at bruge sine ord, som forhåbentligt kunne hjælpe hende lidt på vej. Men hun var ikke sikker på hvor meget det egentlig ville hjælpe. Gracy så over på ham, der stod med en pistol i hænderne, hun var meget usikker på om det var til selvforsvar, eller om han havde tænkt sig at dræbe hende. Den utryghed Gracy havde følt ved ham, blev begrundet, da hun fornemmede der ikke var nogle sjæle i nærheden. Men.. Vampyren havde kaldt ham et menneske, man kan da ikke være et menneske uden en sjæl, kan man? Gracy blev pludselig utrolig forvirret, man skulle tro, vampyren vidste hvad hun talte om, hendes lugtesans, var ikke lige frem helt ringe.

”Well… You know, you can’t stick with the classic fangbanger or bloodsucker, so you know.”

Han smilte svagt over måden hun tog fornærmelsen I stiv arm. Det var jo som sådan ikke en fornærmelse, mere en sjov bemærkning, men det var ikke desto mindre en god ting at sige for at tjekke op på vampyren. Mange af de ældre vampyrer Des havde været med ude for at slå ihjel var tit frygtlig stolte og de kunne aldrig klare et par små ord, men det var måske bare de få udvalgte han havde mødt. Alle mennesker var jo forskellige, så hvorfor ikke også Vampyrer?

Han kastede et enkelt blik hen på Englen for at måle hende med øjnene. Hun kunne måske godt nå at flyve væk, men om det så ville hjælpe Des eller ej, var jo så ikke rigtig til at sige. Hun kunne sikkert godt hjælpe ham, hvis hun nu havde en eller anden utrolig magi som… At sætte ild til Vampyrer, eller noget andet gøgl. Selvom det med vampyrerne ville være rigtig rigtig lækkert.
Des havde faktisk kun slået en engel ihjel før… Altså alene… Han havde set andre jægere gøre det, men det var jo ikke det samme. Vel? Men den engel han havde slået ihjel havde været et… Vel en form for offer af at Des havde fået ramt den. Han havde lige lært hvad den sjove kuldegysning blandt overnaturlige personer var, og så var han bare begyndt at jage dem. Og en af dem han havde fået en kuldegysning nær havde været en Engel. Det havde ikke været meningen, men sket var sket…

*Jeg syntes sgu at jeg møder så mange Europæere her* sagde en tanke om ordinære ting og han smilte næsten over hvor kedsommelige tanker kunne springe i hovedet på ham. Blodets brusede stadig hårdt igennem årene og han vidste at Vampyren ville vide det. Så var spørgsmålet jo bare.. Havde den her Vampyr drukket?

”I must say… You live pretty well for a dead Bitch… So tell me who you had to suck dry to get a house here?”
Det var sagt lidt småalvorligt og ikke alligevel. Det kunne forstås både penge- og blodmæssigt og han smilte lidt over det, men fik så smørret grinet væk og koncentrerede sig om hvor han egentlig var.

"But you are still afraid of me. I can hear your heart pounding.."
Straks ændrede hendes ansigt sig igen, og fra morskaben gik det over i træthed. Englene var altid så bange.. Efter 300 år som vampyr kunne hun slet ikke forstille sig at være byttedyret igen. Hun havde vænnet sig til at være højt oppe i fødekæden, og at blive degraderet til mad igen..
En uventet bevægelse hos englen fangede hendes opmærksomhed og hendes øjne udvidede sig en smule i et forsøg på at få det hele med, som om de kunne fange det hele hvis de bare blev lidt større. Det så ud som om hun var utryg.. trak hun sig væk? Men hvorfor? kunne det være det underlige hun havde fanget ved hans lugt.. der var altså noget underligt.. noget der ikke passede.

"Now im a bitch.. i find that a bit insulting. I only suck artlovers wallets dry, and they pay gladly. After a couple of houndret years you learn a thing or two."
Hun var ikke voldsomt bekymret over at afsløre lidt om sig selv, for der var en hel del spirende kunstnere her omkring. Hvis han endelig fandt hende så måtte det være det. Hun skulle nok komme ud af det i live. det var den slags optimisme der havde holdt hende i live indtil videre, og hun vandrede jo stadigt rundt.
"Bloodsucker was old when i was born and that's a long time ago.. and fangbanger.. well.. i thought that was what you said about other humans who enjoyed our company?"
hun forsøgte stadigt ikke at nærme sig, ville ikke teste hvor langt hun kunne gå endnu. det skulle hun nok få mulighed for senere, men nu måtte hun bare se hvor dette her førte hen. indtil videre virkede han helt klart som en der var værd at beholde, selvom hun blev nød til at finde ud af hvad det var der var galt med hans duft.

Gracy blev irriteret på varmpyren, hun var ikke bange for hende, hun var bange for det der ville ske. Hun vidste ikke hvem hun kunne stole på i den situation. "Jeg er ikke bange for dig." Sagde hun koldt og trådte et skridt frem, for at vise hun ikke var bange. Hun havde altid været den 'svage' der ikke kunne noget, men hun var ikke svag, det var bare det folk gik og troede, fordi de altid havde ment hun var så uskyldig og sød, men de vidste ikke hvad hun gik rundt og lavede, når de ikke var der. Gracy begyndte at føle sig som et tredje jul, da størstedelen af samtalen foregik mellem ham, som hun ikke vidste hvad var endnu, og vampyren. Hun overvejede lidt at flyve væk, men af en eller anden grund følte hun, hun blev nød til at blive. Måske i frygt for, han ville skyde hende hvis hun fløj, eller at hun gjorde et eller andet der kunne skade hende. Det var aldrig til at vide hvad de kunne finde på, især når man ikke vidste hvem man kunne stole på. Hun så skiftevis mellem ham og hende, for at finde ud af ved hvis side hun egentlig burde stå, eller om hun burde være alene, selvom det var meget risikabelt, så det var en dårlig ídé.

Des’ øjne hoppede fra Englen til Vampyren. Det var svært bare at følgemed i hvad det var de egentlig skændtes om. Var Englen sur over at blive kaldt uskyldig, eller kendte hun Vampyren og var det en form intern samtale om et tidligere møde? Det kunne også bare have noget at gøre med at Englen ikke var i et godt humør. Det var jo aldrig til at vide med de Engle. Eller Vampyrerne for den sags skyld.
Og denne var ingen undtagelse.

*Selvfølgelig er hun en kunstner!* Tænkte han med en let rullen med øjnene. Kunstnere havde nemmest ved at kunne forklares ved mange penge, hurtig opdukken forskellige steder og den lette livestil de havde sig. Og de kunne også forklares hvis de var excentriske.
Hvilket mange Vampyrer var.

Kan slikkede sin læber og tog en dyb, hurtigt, indånding. Hvis de begge ville ryge i totterne, skulle Des sikkert springe væk. Det var ikke til at sige hvad deres evner var, og hvis de vendte sig begge imod ham, så ville han være nødt til at løbe.

”Well you know… I can only work with the tools I have, and right now, I have an Angel and a Vampire, so…”

Han sagde ikke noget andet, men lod bare sætningen hænge ufærdig i luften. I stedet kiggede han skifte vis på de to kvinder foran ham. Nu måtte han se hvordan det udviklede sig og så skulle han nok reagere efter hvad hans instinkt fortalte ham.

"Of cause not.. and why should you.. im no threat as long as you behave."
Siden hendes møde med englenes efterretningstjeneste have hun ikke rigtigt lyst til at komme i kamp med en af deres egne for de havde gjort det mere end klart at de holdt øje med hende for fremtiden.. men hvis hun ikke kunne holde sit temperament tilbage så var vampyren ikke den der sagde nej til et ekstra kosttilskud. Måske var hun en engel, men siden hun åbenlyst nok havde speciel stor yst til at vise sig så Wil hende ikke som en stor trussel. hendes erfaring var at dem der ikke havde kraft til at bakke dem op ofte prøvede at virke større og farligere end de var. Dem der havde styrken til at opføre sig sådan, så derimod ofte ingen grund til det.
"Are you challenging me?"
Hun hævede et lyst øjenbryn imod englen foran hende. havde hun ønsket en slåskamp havde hun ikke opført sig sådan som hun gjorde, men hun ville ikke tolerere en udfordring fra en tydeligvis uerfaren engel. Nu hvor hendes skaber var væk var det på tide at hun begyndte at tage ansvar for sig selv, og at være svag overfor engle var ikke den bedste måde at gøre det på.

"And which tools do you have? I dont wanna fight but if she dosen't back down, I might need to."
Hendes opmærksomhed gik fra englen over til dusørjægeren. Det var tydeligt at hun var uvillig til at slås, men ville gøre det hvis englen ikke slappede af. Det pludselige skift i humør kunne virke underligt, men det var som om hendes skabers død først var gået op for hende nu. Der var ikke nogen at falde tilbage på nu hvis hun fejlede. en ry var nødvendigt hvis hun skulle have sine artsfællers accept. En vampyr der var venlig overfor alt og alle havde det måske godt med andre racer, men andre vampyrer ville aldrig acceptere den.
Hvis hun var heldig kunne Gwyns ry holde lidt endnu. Hun havde været en kynisk og nådesløs vampyr, absolut sådan en som de gamle havde ønsket sig i julegave hvis de havde fået muligheden.

Gracy kunne mærke kun virkelig måtte passe på hvad hun sagde, det kunne vende dem begge to imod hende, eller få vampyren til at angribe. Og så var Gracy så godt som magtesløs. "J.." Sagde hun, men den næste sætning der kom fra vampyren ændrede det hele. Gracy trådte et skridt tilbage igen, så hun ikke virkede så frembrusende og provokerende, hun havde ikke noget imod at komme ud i lidt ballade, men ligefrem at kæmpe mod en vampyr, var nok mere end Gracy kunne klare. Hun var stadig meget usikker på det punkt at være engel, hun havde altid nægtet hvad hun var, det var først da hun flyttede, hun turde vise hvem hun virkelig var. Selvfølgelig rendte hun ikke rundt og viste hvem hun var til alle og enhver. Men hun så det selv i øjnene. Den kolde krig der var igang mellem de tre personer, gjorde at Gracy fik lysten til at flyve væk, og på den måde slippe fra dem, men jægeren kunne nemt skyde hende ned, og hvem vidste hvad vampyren kunne. Hun turde bare simpelt ikke tage chancen. Jægerens ord forvirrede hende, havde han tænkt sig at bruge dem som værktøjer, eller var det en eller anden form for metafor. Måske ville han vælge side. Gracy pumpende hjerte sad oppe i halsen på hende, og hendes blik flakkede mellem dem. Vampyren og Jægeren.

Des’ opmærksomhed hoppede fra den ene kvinde til den anden. Englen til vampyren, englen, vampyren, englen, vampyren. Det var ikke til at vide hvem af dem han skulle holde sammen med. Eller om han bare skulle skyde dem begge.

*Jeg kunne også bare snige mig væk, selvom jeg tror at Vampyren nok ville kunne fange mig mens jeg løb…*

Tanken løb faktisk igennem Des, men så fik hans træning og fars disciplin det bedre af ham og hans finger klemte om aftrækkeren. Præcis som han var trænet, så klemte han ikke hurtigt og hårdt for at få pistolens sigte til at bevæge sig ud af stedet. Rekylen kunne næsten ikke mærkes og hans hånd holdte bestemt fast om 45.
Skuddet sønderrev stilheden der havde fulgt efter at Vampyren havde spurgt om Englen udfordrede ham.

”Now that I have your attention” sagde Des med en afslappet tone, selvom grebet på pistolen viste at han ikke var så afslappet som han ville have dem til at tro.

Han havde med vilje flyttet sigtet sådan så det var en 5 centimeter over englen og vampyrens hoveder. Det havde selvfølgelig ikke været hans mening at ramme dem, da han ikke ville slå dem ihjel… Medmindre de gav ham en grund til det. Han havde brug for informationer, men selvfølgelig kunne han godt ombestemme sig.

”And that all eyes are on me… I would like to get your names and find out who it is I’m going to kill…”
Des stopped med at snakke og lod så som om en tilføjelse kom på.
”If I have to of course…”

Han smilte og viftede lidt med 45. bare for at minde dem om den, selvom han havde på fornemmelsen af det ikke var spor nødvendigt.

Hendes blik hærdedes og det var som om noget mørkt rørte på sig bag dem. Vampyren brød sig virkelig ikke om at blive skudt på, selvom det ikke var meningen at de skulle ramme. det hvide om hendes grønne øjne var blevet gråt, og nærmede sig hurtigt sort. Hun ville ikke slås hvis hun ikke blev nød til det, men en hvis anden jæger havde givet hende en modvilje imod at blive skudt på. Med langsomme, smidige bevægelser som en stor kat nærmede hun sig de to, selvom hun godt vidste at det nok ikke var specielt smart men nu havde hun fået nok af at skulle liste rundt.
"So you would like my name.. I have a lot of those, but if you only want one.. Call me Cailleach. And now its your turn.. What can i call you? and not something like reaper or what do i know, skullbreaker."

Det navn hun gav ham var egentligt et irsk ord med rødder i tiden fra før hun døde, men siden hun ikke regnede med at han ville forstå noget irsk tænkte hun ikke at der kunne ske noget ved at give ham det.
Jægerens hjerte og hans hånd viste at han ikke var helt så rolig som han ville have dem til at tro, så hun valgte hurtigt at stoppe sin gang fremad. Når folk med pistoler var urolige var det bedst ikke at gøre dem endnu mere urolige.
Måske helede såret fra kuglen, i kamp var sådan noget en god ting, men problemet var jo netop at det desværre ikke fik kuglen til at forsvinde. Det måtte hun selv sørge for bagefter, og det var den primære grund hun fortrak at holde sig væk fra skydevåben. det var ikke sjovt at hive en kugle ud med de bare hænder selvom smerten var kortvarig lod den ikke menneskers noget tilbage.
"Stop being a douchebag. I don't want to pull bullets out of myself later on."

Wil blev nød til at indrømme at hun var en smule skuffet over mennesket. At føle at man blive nød til at affyre en pistol for at få folks opmærksomhed vidnede enten om at han havde set for mange westerns eller at han bare var en drengerøv med kløe i skydefingeren.
Ingen af delene lovede godt for den nære fremtid. Hun tog en dyb indånding og kunne mærke vreden og det sorte i hendes øjne forsvinde. Det var lige som at blive smidt ned i en balje med koldt vand og hendes nu kløvergrønne spærredes op et øjeblik inden hun kneb dem sammen igen imod sneens genskær.

Gracy tog et skridt baglæns da der blev skudt. "Hvorfor skulle jeg fortælle mit navn." Hvis de to mennesker hun stod overfor, ville de nemt kunne opspore hende, hvis hun raplede ud med sit navn. Hun tog endnu et skridt bagud da vampyren nærmede sig dem, hendes øjne så ud til at forsvinde i mørket der omrisede dem. Men efter et stykke tid, blev de igen grønne som de kløvere der muligvis ventede på at springe ud, under den kolde sne. Et skridt mere blev taget, måske kunne hun slippe væk på den måde, men helt lydløs var hun ikke. Et større lag af sne afslørede hendes flugtforsøg. Hun stod helt stille, i håb om ingen af dem havde hørt det, men en jæger burde være trænet til at høre den slags ting, og hvad den vampyr kunnne, turde Gracy slet ikke at tænke på.