Kære Losties - Vi skal give plads til hinanden Der er forskel på Spillerfrihed og Karakterstyring
Jojo, den er god nok. Hør nu lige efter ikke
Det er sådan på en side hvor vi er mange folk, og hvor vi kommer fra forskellig baggrund, at vi også har forskellig spillestil. Det skal der være plads til. Problemet ligger i når vi glemmer at give hinanden plads og i vores ivrighed kommer til at fylde lidt mere end vi måske burde, uden egentlig at tænke over det.
Så sker der sådan nogle kedelige ting som fratagelse af Spillerfrihed og aktiv Karakterstyring!
Bliv ikke gråhåret! Lad mig straks forklare hvad vi mener med dét!
Eksempler på forskellen mellem Spillerfrihed og Karakterstyring:
Det vigtigste for vores roller er vores Frihed. Vores Spillerfrihed. Vi skal passe meget på at vi i vores Frihed ikke ender med at tage Kontrol med andres roller. Karakterkontrol/Karakterstyring er nemlig ikke tilladt –
med mindre – begge parter er enige om det.
I de kommende eksempler vil den rette måde at skrive sit forehavende på, være farvet grøn. Den ukorrekte måde at gøre det på vil være farvet rød.
Den Direkte Karakterstyring:
Hvis jeg, som har en karakter der er Jæger, spiller med Wilith som er en vampyr, så må jeg ikke skrive:
”Procella sprang frem og hamrede sin sølvstage i Wiliths hjerte” – Men hvad jeg derimod godt må skrive er -
”Procella sprang frem mod Wilith og jog sølvstagen mod vampyrens bryst, med det formål at gennembore hendes hjerte.”På den måde laver Procella præcis den handling jeg gerne vil have hende til, men jeg har IKKE taget kontrol med Wilith og bestemt at det lykkes for mig. Wilith kan stadig forsøge at undvige, eller lave et modangreb. Hun kan selvfølgelig også vælge at stå stille og lade Procella dræbe sig, men pointen er at det er op til Wilith hvor meget hun lader sig påvirke af hvad Procella gør.
På den anden side må Wilith heller ikke skrive:
”Wilith brugte sin dominans over vinden til at kaste Procella ud over havnekajen”.
- Hvad hun derimod gerne må skrive er -
”Wilith hidkaldte et voldsomt vindstød og forsøgte at blæse Procella ud over kanten på kajen og i vandet”.
Forskellen ligger i at hun har ladet resultatet af sine anstrengelser ligger på min banehalvdel.
Bitte små Karakterstyringer
kan være okay hvis spillerne kender hinanden. Det kan eksempelvis være:
”Procella satte en hånd i brystet på Tamora og gav hende et let puf. Fordi Tamora stod som hun gjorde, havde hun derfor ikke andet valg end enten at falde, eller sætte sig i sofaen bag hende”.
Det kan man sige er en forholdsvis uskyldig Karakterstyring, og hvis man kender hinanden, og sin medspillers måde at spille på, så plejer de fleste at være helt okay med de bittesmå styringer der ikke som sådan betyder de store ting. Det er dog alligevel en god tommelfingerregel at man spørger, hvis man er usikker på hvorvidt den falder i god jord eller ej.
Ekstern Karakterstyring:
Udefrakommende karakterstyringer af mild grad er også okay. Jeg kan godt skrive:
”Imens Stefan og Procella stod og skændtes åbnede himlen sig og de blev begge gennemblødte af den tunge styrtregn”.
Med mindre Stefan er klædt i regntøj er det ret plausibelt at han bliver lige så gennemblødt som Procella. Det er en let karakterstyring, men den ligger i en såkaldt gråzone. Igen er det meget godt at tænke over hvem man spiller med så man fornemmer om det er okay, men de fleste vil ikke have et problem med småting i den her skala. Jeg kunne også skrive:
”Da Procella trak af med Stefan kunne de begge mærke hvordan isen fik deres bevægelser til at blive usikre”.
Det betyder jeg har fået os begge til at spille på at her er super glat, men jeg har ikke bestemt at Stefan rent faktisk skal falde på halen. Hvis Stefan så faktisk falder, må han
IKKE trække Procella med, men kan skrive:
”Stefan fægtede vildt med armene da han faldt på isen, og rakte ud efter det første og bedste, som tilfældigvis var Procellas lange læderduster”.
Så har Stefan skrevet hvad han gør, og så kan jeg så reagere på det, og tage stilling til om vi begge ender med at rode rundt på isen.
Cinematisk Karakterstyring:
En anden slags Karakterstyring kunne være en af de cinematiske. Wicked er en dæmon her på boardet der gør sig en del i sådan noget. Han leger ofte med skygger og lyden af skrig, en slags aura af frygt og andet i den dur. Det er helt okay at han skriver sådan og han bruger sådan noget, for han lader det op til mig at handle på det. Han skriver ikke:
”Mørket blev tættere, der hørtes ekko af skrig i skyggerne og Procella måtte krybe sammen i rædsel”.
JEG bestemmer selv hvordan og hvor meget Procella rent faktisk reagere på skrig i skygger og den frygt Wicked sender i min retning. Cinematiske effekter er ikke en evne som sådan. I kender jo alle til det med at folk kan have indbydende kropssprog, flirtende, aggressivt eller hvad det nu kan være. Gnistrende øjne, betyder ikke at øjnene rent faktisk gnistre, men det er en beskrivelse af følelser og billedsprog.
Wicked kunne i stedet for skrive:
”Mørket blev tættere, der hørtes ekko af skrig og hviskende klagen i skyggerne der krøb længere og længere frem mod Procella. Han så koldt til, men bag stenansigtet var der en ivrig spænding, man skulle have et usædvaneligt stærkt sind eller modigt hjerte for ikke at måtte krybe sammen i rædsel første gang man oplevede dette”På den måde har Wicked givet mig et fortrinligt billede af hvad han gør, hvad der er "kutymen" når han har haft gjort dette i fortiden, og hvilken værdi Brugeren bag Wicked tildeler hvad Procella bliver udsat for.
Nu håber vi selvfølgelig meget at folk har læst at de skal søge om at blive forvandlet i spil og de generelle regler, så den næste her burde næsten sige sig selv. Det ultimative
Brud på Spillerfrihed, og den ultimative
Karakterstyring er naturligvis hvis man
Forvandler eller
Dræber en Karakter
UDEN at den anden part har sagt god for det.
Det er slet og ret en no go Det var en længere opridsning af Spillerfrihed og Karakterstyring
Men jeg håber at det står klart nu hvad det helt præcis er. Hvis man er i tvivl er det altid en god ide lige at spørge sin medspiller eller rette henvendelse til
Team Admin, eller
Team Mod.
Vi skal alle have plads og rum herinde, men vigtigst af alt: Vi alle skal have det sjovt!
Vi ses i spillet!
Mvh.
Procella
- En del af Team Admin