Støvregn - Privat Alias -

Dato: 3. April 2012
Tid: 00:33 ca.
Vejr: Støvregn, fugtigt.
Årstid: Forår


Stefan havde været der, hver dag efter arbejde. Kun for at tjekke om Alias havde været der .. eller var der. Sommetider havde han grædt, andre gange havde han bare hørt musik og ventet lidt. Han havde ofte taget en tur langs stranden samtidigt og tjekket igen når han kom tilbage fra stranden. Han havde været utroligt meget alene og ikke nær så meget i byen som han plejede. Han kunne simpelhent ikke overskue det. Han følte sig fortabt og tom. Der manglede noget, mere end der nogensinde havde gjort. Følelsen af at der manglede noget, var blevet større end hvad den havde været, mest fordi han var så meget alene. Han følte sig ussel og ubrugelig.

Men den her nat, var det noget andet han var løbet herhen for. Han havde tænkt over det længe, hvad kunne han gøre for at gøre Alias kom tilbage og hvad kunne han gøre for at Alias ikke følte sig som en dårlig kæreste. Blodet rendte stadig ud af såret og hans trøje var blevet helt blodig ved skulderen og ned ad halsen. Stefan havde aldrig løbet så meget i sit liv. Han rystede og hans ben syrede fordi han havde løbet mindst to kilometer. Støvregnen gjorde hans hår fugtigt og blandede sig med de varme tåre ned ad hans kinder. Hvad tænkte han på? Hvad havde han tænkt på? Han smed den blodige træpæl fra sig og tog sig til halsen. Han kunne mærke det klistrede blod på sine fingre. Han nåede til hoveddøren og tog fat i håndtaget. Låst. Han hev og ruskede i håndtaget "Nej Nej! Alias .. Please kom .. kom tilbage!" råbte han så og sparkede til døren, hamrede på den så der kom blodige håndaftryk på den hvide hoveddør. Han vendte sig hurtigt om og så rundt i den mørke og våde nat. Han hørte så en lyd og hans hjerte galoperede endnu hurtigere af sted, adrenalinen susede rundt i ham. Han løb så væk fra hoveddøren og ud på gaden igen. Løb ned imod byen igen. Ingen var ude nu og slet ikke når det støvregnede og var så fugtigt, kun vampyrer. Han vidste ikke om han havde slået vampyren ihjel, men han havde slippet ham, så træpælen måtte havde ramt så det gjorde ondt. Han tørrede sit ansigt med ærmet og hans hals gjorde ondt, han havde sidestik. Hvem skulle han løbe hen til?! Hvor skulle han løbe hen?! Han gav op, der var ingen han kunne løbe hjem til. Han tog lidt af farten af og stoppede til sidst ved et busstoppested og satte sig på en bænk inde under det lille halvtag. Han trak benene indtil sig. Det kunne være lige meget .. det hele, alting var ødelagt.

Øjnene der langsomt gled ned af gaden, triste øjne, hvis de havde kunnet havde de været træt, alt han ville lige nu var at falde sammen i en blød seng og sov.. bare for en gangs skyld i de 300 år.. bare sove, og aldrig vågne igen.. i hvert fald ikke før om hundred år.. kunne man ikke bare skippe den del af sit liv? Det var jo bare hundred år.. han ville ikke leve i den her tid mere, han ville.. åh, lige meget. Han passerede endnu en lygte pæl, hans tøj var gennemblødt. Han havde et par mørkeblå cowboy jeans på, sorte støvler, en mørke blå/Lilla skjorte på, en lang jakke der gik ham til knæerne, og hvor hætten var trukket op over hovedet. Men lige meget hjalp det, han havde bedt chafføren stoppe.. han havde brug for at gå lidt.. men det kunne han jo heller ikke.. lige nu skulle han bare hen til huset, hente sine ting og så hjem i sin lejlighed og falde død om resten af natten. Han slukkede smøgen og så tilbage på bilen der holdte langt ned af vejen, hendes chaffør havde godt nok meget tålmodighed, Alias havde stået her ude på gaden, gået op og ned i mindst 20 minutter nu. Han vinkede den sorte bil derhen, og satte sig så endelig ind igen. Da bilen holdte i indkørelsen steg han ud, fandt sin kuffert og sin skuldertaske bag i, takkede chafføren og gik op mod hovededøren, imens han fandt nøglen. Først da han kiggede op løb det ham koldt ned af ryggen, selv om han burde havde vidst det mange skeunder før han så det.. Han stivnede total, nøglerne gled ud af hånden på ham og lanede i en vandpyt. Han slap sin kuffert og gik helt op til døren og lagde en hånd mod de blodige aftryk. Han behøvede ikke overveje det mange sekunder, for han kunne lugte det var Stefans.. og han ville også kunne smage det hvis han havde.. smagt på det.. men nej. Han vendte sig om og satte sig ned foran døren, og lod sit blik falde på kufferten. Hvad var der sket? Hvor var han.. og hvorfor havde han været her.. helt blodig? Og hvorfor havde Alias ikke været der da det her var sket. Han faldte sammen foran døren og lukkede øjnene i.. han havde tænkt sig at blive sidene, til solopgang.

Stefan sad der, på den tomme gade. Efterhånden som han faldt lidt ned og han begyndte at fryse. Besluttede han sig for at gå tilbage og overnatte i huset. Han snøftede lidt og græd stadig lidt, det var mere sådan lidt fortabt og opgivende. Han stoppede dog lidt op da han så bilen i indkørselen. Han sank og stod kort bare og stirrede, Alias, Var han? Han vidste kort ikke hvad han skulle gøre. Han mærkede hvordan den der træng til at græde igen kom op i ham, ligesom et barn der har slået knæet, men først græder når de ser deres forældre. Han gik hurtigt hen til huset og fik øje på Alias ved trappetrinet. Han så så på døren, blodet. Han blev stående nede ved vejen og kiggede på ham. Han lignede nok en fortabt hundehvalp som han stod der. Blodig og våd. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde aller mest lyst til at løbe op og knuge sig indtil ham. Men han turde ikke. Stefan havde fejlet igen, i et forsøg på at gøre sig selv mindre skrøbelig, endte det med det omvendte resultat. Hvor havde Alias været henne? I så lang tid? Han havde været ved døren, inde i huset, hverdag. I håb om at Alias en dag var der. Han vidste godt det var tåbeligt når de jo var gået fra hinanden, men det her .. det var bare .. det var ikke det samme som de kæreste forhold han havde haft før. Det skar ham dybt inde i hjertet og han havde følt sig så fortabt uden ham.

Alias faldt bare mere og mere sammen foran døren, lugten af blod skar ham i næsen, men han havde næsten lige spist så det var ikke fordi det generede ham specielt meget, det var mere det at det var Stefans. Hvorfor havde han været her.. det her var ikke deres hjem mere, havde han ikke regnet det ud? Ingen af dem boede der.. Alias var kun kommet her for at hente nogen af sine ting.. og det skulle sælges.. så snart han havde fået en advokat til at.. og en ejendomsmælger.. han havde bare haft travlt.. men han skulle nok få det gjordt. Han sukkede stille, det var jo ikke meningen han nogen sinde skulle se Stefan igen, aldrig.. han havde regnet med at kunne undgå det.. men han havde ikke kunnet blive i frankrig, han boede her, det var hans hjem.. og her boede Stefan også på disse ø'ere.. selvfølelige kunne han ikke undgå at løbe ind i ham før eller siden, men han havde bare håbet det så inderligt.. for Stefans skyld. Han så op på himlen.. men klokken var mange, men der var lang tid til solopgang.. han vidste ikke om han kunne side der så længe. Til sidst rejste han sig, og fandt den vandpyt han havde tabgt nøglen ned i, fik låst døren op og gik inden for, lyttede.. men der var helt stille, intet hjerteslag, Stefna var der i hvert fald ikke. Han gik så ud igen for at hente sin kuffert, han havde overvejet at overnatte der i nat og så ordne tingen næste aften.. men lige nu ville han helst bare have det overstået. Det var der han fik øje på skikkelsen. Havde han haft en puls.. et hjerteslag, ville hans hjerte have sprunget et slag over. Han gned sig lidt i øjnene, så han syner? Nej.. for så havde blodet på døren også bare været syner. Han gik et skridt frem og kiggede på skikkelsen. Der gik et sekundt inden han stod højst 10 meter fra Stefan. Et sekundt mere og han stod mindre en en hals meter på ham. Han betragtede hans ansigt, hans våde tøj, blodet.. hvad havde han lavet? Han stirrede på ham, prøvede at få nogen ord over sine læber, han ville så gerne.. gøre noget for ham, gøre noget godt, men de forkerte ord fløj bare ud over hans læber. "Hvad laver du her?" lød det.. en smmule koldt i det.

Stefan stod bare, kiggede på ham, som var det næsten uvirkeligt. Han svarede ham dog ikke da han spurgte ham hvad han lavede der, men lagde istedet armene om ham og begyndte at græde. Han kunne ikke sige noget, han havde ikke troet Alias kom igen også selvom han havde sidet foran den satans dør så mange gange. Han knugede sig indtil ham, hans duft, hans krop. Han var virkelig "Jeg ville forvandles .." fik han så fremstammet ud af gråden i hans stemme. Han havde fortrudt, inden det var for sent. Hvad hvis han ikke havde noget at fortryde .. og og han så .. havde mistet sit menneske liv og aldrig skulle se solen og .. skulle drikke blod. Argh! Nej det kunne han slet ikke tænke sig. Han vidste godt at Alias drak blod og slog ihjel for det. Men det var ham, han kunne ikke forestille sig selv gøre det. Men så havde han ikke været så skrøbelig og han havde lettere kunne finde Alias. Han åbnede sine sammenknebne øjne. Han kunne se at der var kommet blod på Alias. Han tørte sine øjne, men de blev alligevel hurtigt udskiftet med et par nye. Han rystede. Han følte sig stadig bange, Han havde været så bange og panisk. Tanken om at han måske ikke havde noget at fortryde. Han kunne ikke holde tanken om.

Alias skælvede let, han havde allerede fortrudt så snart orderne havde forladt hans læber, han ville stoppe dem, han ville ikke være sur på ham.. men det var han.. ellr det var han ikke.. han var skuffet, han ville ikke lyde sur, han var bare.. åh det kunne også være lige meget, han ville bare vide hvad Stefan lavede her.. nej det var han egentlig også ligeglad med.. alting var lige meget, nu var han her.. og Alias ville aldrig.. aldrig nogen sinde lade ham gå igen! Han blev dog overrasket da Stefan kastede sig i armene op ham, og begyndte at hyle som et lille barn.. hvad var der galt med ham, ja han blødte.. men han blødte sku altid, altid når han var sammen med Alias.. det var jo ikke noget nyt. "Stefan.." prøvede han, stille og roligt.. prøvede at få ham til at falde lidt ned, så han kunne snakke med ham.. Han lagde så bare til sidst forsigtigt armene om ham, og tryggede ham ind til sig.. han vidste godt det var det Stefan havde aller mest brug for lige nu, lidt tryghed. Dog bleg han helt bleg og kold da han hørte havde han sagde.. for-for-forvandles.. At han bare tænkte på det..! Så det var det han havde lavet! Det var der for han blødte. Han skubbede Stefan fra sig, så hårdt han kunne og trådte flere skridt tilbage, og kiggede på ham med vrede øjne og et skuffet udtryk i ansigtet. "Stefan.." sagde han så helt stille og bed tænderne hårdt sammen, hans Hugtænder var fremme, klar til at dræbe.. hans øjne var ildrøde, aldrig havde han været så vred før. "Hvor vover du!" Hviskede han, man kunne høre vreden i hans stemme, hans skælvede let. "Hvis du nogen sinde.. så meget som tænker på det igen! Så slår jeg dig personligt ihjel først!" Næsten råbte han.

Stefan vaklede baglæns og landede faldt ned og side på asfalten. Han så forskrækket på ham og krummede sig lidt sammen, i en postion for at beskytte sig selv eller klar på smerte. Han havde ikke set ham være så vred før. Han rystede svagt og kravlede lidt væk fra ham "Je .. jeg .. jeg .. " sagde han skræmt, han havde jo gjort det for hans skyld "Jeg .. jeg ville jo bare .. være mindre skrøbelig" sagde han så grådigt, i en næsten hvisken "troe ..troede bare .." stammede han, men han vidste ikke hvad han skulle sige. Han turde ikke sige noget. Han rejste sig forsigtigt op. Han gik et par skridt tilbage "Jeg ved jo ikke hvad jeg skal gøre" sagde han så og han havde hævet stemmen, han følte sig magtesløs, han havde gjort alt, han følte at lige meget hvad .. så var han bare forkert "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at du vil have mig igen" sagde han så havde sænket stemmen igen. Han ville jo bare være sammen med Alias igen .. mærke ham, se ham, høre ham og føle ham. Han vidste godt det var ligeså svært for Alias som for ham selv. Han vidste bare ikke hvad han skulle give igen, han gav jo ikke noget, han var bare en belastning der kom ud i ballade.

Alias skælvede let, men det holdte op da han så Stefan faldt.. for fanden da også. Han betragtede ham med skeptiske øjne da han prøvede at forsvare sig selv.. han var så dum at høre på.. Kunne han ikke bare forstå det.. "Stefan, ssh" sagde han så og rystede lidt på hovedet, prøvede at få rystet vreden lidt af sig. "Lad mig gøre det helt klart for dig.. hvis du nogen sinde bliver.. forvandlet.. så.. ja jeg ved ikke hvad jeg gør så.. men du skal ikke komme her hvis du gør det" sagde han så og gik hen til ham, og tørte hans tåre væk med bag siden af hans hånd. "Du skal ikke gøre noget" sagde han så bare og kiggede lidt på hans hals. "Du er simpelhen.." sagde han så bare og tog så fat om hans underarm og lod sin finger glide ned over hans arm og tog så fat om hans hånd og trak ham ind til sig. "Undskyld.. bliv hos mig" hviskede han så stille, "Vær mit menneske.. " sagde han stille og lagde armene om ham, han var lige så gennemblødt som Alias var.. Åh Stefan altså. "Kom.." hviskede han stille og bukkede sig ned og samlede Stefan op i sine arme og begyndte at gå tilbage mod huset.. okay rolig slap af.. det hele skulle nok ordne sig, nu havde han fået Stefan tilbage, sin Stefan.. han fik aldrig, aldrig lov til at gå igen! Aldrig.. han låste ham inde i et bur i huset om dagen og en madskål og så.. aj.. men noget i den stil.

Stefan følte sig endnu mere våd da han kom indenfor i det tørre hus, hans tøj var helt sjask vådt og hans hård klistrede sig til hans ansigt "Jeg har savnet dig .." hviskede han så og så på ham. Han lagde kort armene om ham og gik i tavshed ud på det tætteste badeværelse, han lod døren stå åben og trak sit tøj af sig. Han vidste at han endte med at blive syg hvis han ikke fik skiftet det kolde og våde tøj. Han tog et håndklæde og tørrede sin krop og hår, i en lidt trist og træt mine. Før han svang håndklædet om sin underkrop og pustede en enkel gang ud for at falde lidt ned. Alias var her igen og han ville gerne have ham igen. Alting skulle nok gå, forhåbeligt. Det håbede han i hvert fald, det ønskede han inderligt. Han kunne jo ikke uden ham, han havde alt for mange ar på livet og han holdte alt for meget af ham til bare at glemme ham og leve videre uden ham. Han betød en alt for stor del i hans liv. Han tørrede sine øjne og så på sig selv i spejlet. Så ynkelig og svag. De rødelige øjne, blanke og trætte. Hans blege hud, fyldt med de mange flotte kunstværker. Det brune og fugtige pjuskede hår. Han kørte hånden igennem sit hår og sukkede mildt. Rolig.

Alias kiggede sørgmodigt efter Stefan, betragtede hver eneste lille bevægelse han lavede, han kendte dem så godt.. og alligevel føltes det som var der hundrede kilometer mellem dem, og lige meget hvad han gjorde så kunne han ikke nå Stefan, som var der en usynlig væg mellem dem. Han gik roligt hen til døren og lukkede den på klem, han kunne alligevel ikke nå ham nu, og vreden kunne han ikke styre, han havde lyst til at.. smadre noget, og det noget skulle helst ikke være Stefan krop, han måtte.. tage sig sammen. Han forsvandt lydløst oven på, skiftede sit våde tøj ud med tørt tøj, bare en t-shirt og et par jogging bukser i blødt stof, han gad ikke have sit fine tøj på mere, han var træt af slips, skjorte.. ja jakkesæt, det kunne altså godt blive for meget. han så sig kort om i værelset smed tøjet i vaske kurven og bevægede sig så igen lydløst neden under til Stefan. Han kiggede kort på døren, ventede på Stefan, ville han komme ud igen? Ville han nogen sinde være i stand til at nå ham igen, røre ved ham som før? Kunne han ikke bare.. nej, intet kunne han gøre, men hvor ville han ønske at han aldrig havde.. åh. Han lænte sig forsigtigt op af væggen og holdte sine mørke øjne på døren, han ville kalde på ham.. men han var stum, ordene sad fast i halsen, længere kom de ikke. Han sænkede sit bedrøvede blik, hvad skulle der dog blive af ham.. af Stefan.. hans elskede, han ville gøre alt for ham, bare for at se ham smile igen, hvis bare han kunne starte forfra.. hvis bare han aldrig havde mødt Stefan, for fanden da også.. så havde Stefan været glad, måske lykkelig med en anden mand.. eller pige.. tanken var kvalmende hans Stefan i andens arme, men for hans skyld kunne han godt tænke den.. gik han kunne slette hans hukommelse.. hvis bare han havde haft sådan en evne, eller kendte en der havde.. åh, hvis bare han ikke havde haft sådan nogen beskidte tanker.. men han ville jo bare gerne se Stefan lykkelig.. noget han vidste han aldrig ville være i stand til at give ham igen.. lykke. Hans øjne gik langsomt i som hans ansigt blev mørker og mørker, han faldt mere sammen.. kunne en vampyr få et sammenbrud? Han havde aldrig hørt det før.. men det var der han var på vej hen nu. Han ville ligge sig i kisten, ligge der i hundred år, til Stefan var død og havde haft et langt dejligt liv.. og så ville han komme frem i natten igen, og leve alene resten af sit udødelige liv.

Stefan åbnede døren og det første han fik øje på var Alias der stod der, oppe ad væggen. Han så .. forfærdelig ud. Smuk, som altid, men forfærdelig for en vampyr. Han sukkede mildt og gik forsigtigt hen til ham. Stadig med håndklædet om underlivet selvfølgeligt "Alias .. " fik han så tvunget frem hen over sine læber. Han rakte forsigtigt hånden frem mod hans kind og lod sine varme fingre glide blidt ned over hans kind og fjerne noget af hans hår fra ansigtet, han var tavs og betragtede Alias, hans ravnsorte hår og flotte marmor hud, hans øjne, så .. ulykkelige. Han vidste ikke hvad han skulle sige, han følte sig dårligt tilpas, men alligevel lettet. Lettet over at Alias var tilbage og han stadig var menneske. Han sank og gik derefter helt tæt på Alias så de nod stod så tæt at der ikke længere var mellemrum i mellem dem. Han lagde blid kinden mod hans bryst. Han havde mange ting han gerne ville sige, men han havde svært ved at formulere sig. Han lukkede forsigtigt øjnene "Jeg elsker dig" flød så forsigtigt ud i rummet, lavt og det var tydeligt at orderne var ægte, følelsen var ægte. Havde der været mindre skrøblighed i hans stemme, havde det næsten kunne give gåsehud. Han åbnede forsigtigt øjnene, han havde fået gåsehud. Men det var nok mere den bare krop end orderne. Han turde ikke se op på Alias. Han vidste ikke hvad Alias tænkte, det var så lang tid siden .. lang tid siden de havde ses.

Alias reagerede først da hans navn blev nævnt, han havde ikke lagt mærke til døren der var gleden op og det smukke menneske der var trådt ud til ham. Hans tomme øjen stirrede frem for sig, og hans krop havde rystet let vd lyden af stemme der kaldte hans navn. Han så ham kort ind i øjnene, men så meget skyldfølelse flød ind over ham, og han måtte sænke blikket fukusere på hans næse, hans læber, hans hals.. alt andet end hans fangende øjne. Han gav et lydløst suk fra sig og sænkede blikket yderliger da Stefan kom tæt på ham, han måtte bide tænderne sammen da han mærkede hans kind mod sit bryst, alt han ville var at ligge sine arme om ham og trække ham tæt ind til sig og aldrig give slip igen, det skyldte han ham, om så det blot var nogen sekunder.. men han stod fastfrossen, kunne ikke røre sig, og hans stemme virkede stadigvæk ikke. Hans ord ramte ham og slog helt pusten ud af ham, han åbnede munden for at svare ham, med de ord som han vidste han skulle sige, de ville bare ikke ud. "Je-je-jeg... eeeh" fik han ud, og begyndte at ryste igen. Han lukkede kort øjnene i, okay det kom ikke til at ske, men han blev altså nød til at gøre noget nu. Han kunne slet ikke have Stefan så tæt på, med så meget kærlighed.. han han var så langt væk, og alligevel.. nej. "Stefan.. " hviskede han stille og løftede hænderne op og lagde dem mod hans nøgne overkrop, og skubbede ham forsigtigt fra sig. Han lagde så to fingre under hans hage og løftede roligt hans ansigt op og så ham så ind i øjnene, et kort sekundt og gav ham kort et ulykkeligt smil. "Du ser træt ud.. kom.." hviskede han stille og slap forsigtigt Stefan og lod sine finger glide ned over hans arm og tog fat omkring hans hånd og trak ham efter sig oven på.

Stefan blev ikke skuffet over at han ikke sagde i lige måde, han vidste godt at Alias elskede ham .. sådan da, ellers var han nok ikke levende nu, det regnede han i hvert fald ikke med. Han nikkede lidt, da han sagde at han så træt ud, det var han også. Han holdte håndklædet oppe med den anden hånd og fulgte med ham. Han håbede at Alias.. kunne blive glad igen. Han kunne ikke lide at se ham være så ulykkelig .. så trist. Han ville have sin drilske, glade og luskede Alias igen. Han ville have han skulle være glad. Da de kom op på værelset, gled han sit håndled ud af hans greb og gik hen til sit skab. Han fandt et par sorte underbukser. Han lod håndklædet falde til jorden og trak derefter underbukserne på. Han var ikke helt så pinlig over det længere, men det var måske alligevel fordi han stod med ryggen til. Han vendte sig om og så hen på ham ".. vil du ikke ligge ved siden af mig til jeg sover?" spurgte han så forsigtigt, det føltes næsten som første gang han spurgte om det. Han satte sig på sengen og snøftede en enkel gang fra før. Han var mere rolig nu og han havde fået varmen tilbage i kroppen. Nu skulle han bare have noget søvn og kunne vågne op også .. også ville Alias stadig være der. Det skulle han. Det håbede han.

Alias lod et let smil glide over sine læber, men det falmede hurtigt da Stefan slap hans hånd, og han stod alene igen, så fortabt som han havde følte sig lige siden han så ham igen fra måske kun en halv time siden. Det var så nemmer at tage afstand til ham da han var i Frankrig, ligge fortid bag sig som han havde gjordt tuisende gange før, ja han havde før været forelsket, og en klog mand ville kalde Stefan "En af mange".. men det kunne han ikke bare, det var ligesom at sige Stefan ikke var noget specielt, for det var han jo.. han var Stefan og ingen andre var ligesom ham, han var den eneste.. der kunne få Alias til at føle som han gjorde.. det var bare ikke.. han vidste ikke.. åh. Han vendte ryggen til da Stefans håndklædte faldte til jorden, minede sig om den gentelman han engang havde været.. Han havde været det med fuld overlæg den sidste måned, gemt sin dårliger sider væk, det var der ikke plads til i så fornemt et slevskab han havde været i. Men det var ikke noget han havde lyst til at tænke på, han havde overvejet at flytte til Frankrig og bo der de næste hundred år.. til Stefan var død, men han var simpelthen bleven nød til at tage hjem, han havde nok haft hjemve, noget han aldrig ville erkende, men det havd ehan haft. Han vendte sig mod Stefan ved lyden af hans stemme, og tod sig selv i at lade sine øjne glide ned over hans næsten nødnge krop.. kunne han ikke have taget en trøje på eller noget? I stedet for at stå der og se så indbydene ud.. helt ærligt. Han nikkede stift, "Jeg kan blive hos dig hele natten hvis du vil have det" sagde han stille og gik hen til ham og strøj ham kort over håret, sendte ham sit ulykkelige smil og trak ham så blidt over i sengen og "puttede" ham.. bogstavligt talt. Han lagde sig ned ved siden af Stefan efter at have rullet ham ind i tæpper og dyner så han ikke ville fryse. Han lå bare stift med spændte muskler og kiggede på et punkt i Stefan pande.. han anede ikke hvor længe han kunne holde til det her, men hvis Stefan bad ham blive hele natten så skulle han nok blive.

Stefan sov jo altid i underbukser, så ja .. han tænkte ikke rigtig over det. Han lod sig blive puttet og kunne mærke hvordan det gav et lille stik i hans hjerte da han så hans ulykkelige smil. Men han prøvede at ignorerer det lidt. Han vendte sig mod ham og puttede sig lidt indtil ham. Han lukkede øjnene, men åbnede dem kort tid efter igen. Alias var så anspændt, hvad tænkte han på, hvorfor .. nej han vidste godt hvorfor han var .. trist .. noget. Han sukkede mildt og lagde forsigtigt hånden mod hans kind og lod den glide ned på hans hals og ned på hans brystkasse og ligge "Alias .. rolig .. al..alting skal nok blive .. godt" hviskede han så forsigtigt. Selvom han ikke var sikker på hvad der skete i fremtiden. Men de havde hinanden og .. Stefan .. havde som sådan ikke nogen problemer, ikke nogen store og det var noget han selv kunne klare. Han kyssede ham ømt og kort i mundvigen. Han så ham derefter ind i hans mørke øjne, prøvede at fange hans øjne "Se mig i øjnene .. hvad tænker du?" spurgte han så stille og ville gerne have at han snakkede med ham .. snakkede med ham om hvad der skete og sådan, hvilket han egentlig også selv burde blive bedre til, Men .. det var svært, det burde ikke være svært.

Alias kiggede forvirret op i loftet da Stefan puttede sig ind til ham, han lagde forsigtigt en arm omkring ham, men han kunne ligesom ikke holde ordenligt om ham, han var for anspændt og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, han kunne ikke tænke, han kunne ikke snakke, han lå bare der, stiv som et brædt og stirrede frem for sig, tom for tanker, det eneste der farede rundt i kroppen på ham var følelser, men det var ikke noget han som sådan kunne sætte ord på, han vidste ikke hvordan han skulle få det sagt. Han blev revet lidt ud af sin forstenede tilstand da Stefan talte til ham, så blidt og kærlig, dere roller var total bleven byttet om. Han stirrede kort på ham og smilte så lidt halv forvirret, inden han satte sig op i sengen som havde han fået stød gennem sig. "Stefan" hviskede han stille og rystede lidt på hovedet over sig selv. "Undskyld, men jeg kan bare ikke.." hviskede han stille og kravlede ud af sengen og stod lidt og kiggede på den uskyldige dreng der lå der, han var så sød, så smuk, og han.. han skulle beskyttes og elskes, og Alias kunne bare ikke.. han var bare ikke den rette for ham. "Jeg skal nok fortælle dig hvad jeg tænker, jeg tænker at det var rigtig af mig at forlade dig, og at det var dumt af mig at komme tilbage, og det her dumt, vi forlod hinanden, vi skal ikke være sammen, vi er ikke gode for hinanden. Du fortjenr beder Stefan, en der kan passe på dig, ordenligt, og elske dig på den rigtige måde, en der kan være der for dig hele tiden.. jeg er ikke god for dig.. " han holdte en kort pause og rystede så på hovedet, "Jeg kan bare ikke, undskyld.." hviskede han stille og begyndte langsomt at bakke væk fra sengen.. på vej til at forlade ham igen, han prøvede at få sig selv til at indse det, lige meget hvad Stefan sagde kunne det ikke få ham til at skifte mening.. han blev nød til at holde fast i det, i sine ord og tanker, han kunne ikke bare overgive sig fordi det ville gøre Stefan glad, han måtte.. Stefan måtte indse det, at Alias ikke var godt for ham, han blev nød til at indse det.

Stefan blev liggende og stirrede på Alias, hans ord ødelagde den glæde og lettelse, ro der var kommet i Stefan efter at han var kommet tilbage til ham. Men istedet for at græde, selvom han var lige ved det. Ulmede en vrede op i ham. Han rejste sig fra sengen og gik hen foran ham "Når?! Så det mener du ikke!? Ved du overhovedet hvad jeg har givet væk for dig?! Hvordan havde du tænkt dig at jeg skulle leve videre?! Med en så stor hemmelighed? Tror du jeg kan omgås med uvidne mennesker?! Jeg kan ikke en gang tale diskret om det! .. Desuden .. hvordan skulle jeg nogensinde kunne finde en som dig? .. Jeg er omsider på vej tilbage på sporet .. jeg prøver .. jeg prøver virkeligt .. jeg prøver virkeligt at blive god nok .. " råbte han, men hans stemme blev lavere til sidst og en anelse grådigt "Jeg vil .. jeg føl .. Lige meget .. Fuck det hele! fuck dig! .. skrid ud og hyg dig med dine små vampyr venner og lev dit evige lorte liv!" råbte han så og skubbede til Alias hvorefter han arrigt åbnede skabet og rev noget tøj ud. Han tog det på, halvt imens han gik ud af rummet "Farvel!!" råbte han så, denne gang med gråd i stemmen og smækkede døren i. Han løb ned af trapperne og så sig kort omkring i deres .. eller det der i hvert fald havde været deres hus. Tårene var begyndt at løbe ned af hans kinder, men det var stadig vrede han følte, måske mere frustration og svigt. Han væltede så alle tingende ned fra reolen, hvorefter han væltede den og sparkede til en stol "Argh!" råbte han frustrerret og tog sig kort til hovedet. Han satte sig så på gulvet i knæ og begyndte at tude. Han vidste jo ikke hvor fanden han skulle løbe hen jo, han havde jo ikke en skid der var noget værd tilbage!

Alias blev først helt chokeret da Stefans udbrud startede, han belv helt stum, alle de ord så ligegyldigt nu, han havde kun gjordt det hele meget værre, og lige meget hvad han sagde så hjalp det ikke nogen af dem.. og hvordan havde han nogen sinde troet på han kunne overbevise Stefan? Det ville han aldrig kunne, og nu var han bare mere såret og ked af det end han havde været nogen sinde før, og hvad skulle han stille op med en grædene dreng, der ikke kunne se andet for sig end dem to sammen? Kunne han ikke bare indse det.. for helved. Han blev helt forskrækket af den råbende Stefan der forsøgte at få tøj på og væltede rundt i rummet og råbte op, inden han smækkede døren bag Alias.. åh.. typisk mennesker altså. Men de sidste ord havde sat sig fast. Han lænte panden mod døren, mente han det? at han skulle skride af helved til? Han kom til at tænke på den ene gang Stefan havde været parat til at dræbe Alias.. elskede han ham? Eller var han bare sammen md ham fordi alt andet var for uoverksuligt? Han vidste snart ikke hvad han skulle tro mere. Han sank en enkel gang, men åbnede så døren, han kunne sagtens følge larmen fra hvad end Stefan havde gang i, men det var vel ikke helt forkert at sige han var ved at smadre hele huset.. men egentlig gjorde det ikke noget, Alias var også pænt træt af det idylliske hus der brude runge så meget glæde, men kun dårlige oplevelser var fundet sted her.. skråt op med det skide hus, han gad alligevel ikke have det mere. Han gik ned af trappen og fulgte lyden af den klynkende Stefan. Fandt ham på gulvet, overvjede kort hvad han skulle gøre, han var bange for at Stefan ville slå ham hvis han prøvede at trøste ham, men på den anden side det ville jo heller ikke gøre så meget, han var furstret og skulle ud med sin vrede, og nogen skulle det jo gå ud over, og Alias havde det fint med det var ham, og ikke nogen andre. "Stefan, hør så efter nu." sagde han med en hvis selvbeherskelse i stemmen. "Jeg ved godt du er vred og ked af det, men du.. du skal ikke sige sådan noget" sagde han så med lidt mere tvivl i stemmen. "Jeg ved godt det lyder ubehaligt, men jeg kan godt få slettet din hukommelse, få dig til at glemme alt om mig og alt det du har set, og så ville du kunne leve et normalt liv igen.. og jeg ville bare være et ansigt som mange andre du har fortrængt i din hukommelse" sagde han så roligt, men efter at have sagt det fortrød han med det samme og gik han til ham og knælede foran ham, "Undskyld" hviskede han så stille, muren var da endelig faldet.. måske var det bare det der skulle til. Han tog fat om Stefan skuldre og trak ham så ind til sig holdt ham fast ind mod sit bryst, han var ligeglad med hvor meget han vred sig og skreg han havde tænkt sig at holde ham ind til sig til han var færdig lige meget hvor mange grimme ord han så kunne fyrre af. Han strøg ham blidt over håret, "Jeg ville gøre alt jeg kunne for dig Stefan.. men du bliver nød til at indse, at det ikke er alt jeg kan gøre.. jeg kan ikke gøre dig lykkelig" hviskede han stille, "Selv om det er det eneste i hele verden jeg ville ønkse jeg kunne gøre" hviskede han stille og trak ham blot tætter ind til sig, trak ham op på skødet og holdte ham så bare ind til sig, så længe der nu skulle til.

Stefan lyttede til hans ord, men det gjorde ham næsten mere vred, hvad mente han med det?! Slette hans hukommelse!?. Han mærkede så hans arme og vred sig, nej han skulle holde sig væk! "Ngh!! slip mig! slip mig!!" råbte han imens han græd, men han blev langsomt mere rolig og faldte lidt til ro "... jeg er lykkeligt når jeg er sammen med dig .. også selvom alt andet er lort .. " sagde han så og rystede svagt i kroppen over sit anfald, han havde bare haft brug for at komme ud med en masse aggrasioner der havde gemt sig i ham.. i lang tid. Han lukkede kort øjnene og lagde kinden mod hans bryst ".. du vil ikke slette min hukommelse vel? .. " spurgte han så stille. Han havde ikke lyst til at glemme det hele, selv de dårlige minder. Han var stille og hans hjerte bankede hurtigt afsted efter at han havde haft pulsen helt oppe. Han lod blikket kort glide rundt på det rod han havde fået lavet sig. Han følte sig tom indenvendigt og den der følelse af at der manglede noget var der stadig, selv efter at Alias var kommet tilbage. Den blev ved med at være der. Noget sagde ham at det havde noget med den der kvinde at gøre .. men han var ikke sikker. Han sukkede kort og skubbede det ud af hovedet " .. Jeg mente ikke det jeg sagde .. "hviskede han så stille og så først nu op på ham. Han havde ikke ment noget af det, i hvert fald ikke alle de grimme ord om ham og hans race. Han .. var jo bare blevet sur og tvær..

Alias holdte Stefan endnu hårde ind til sig da han begyndte at jamre sig og råbe, han lukkede blot øjnene og ventede, han vidste godt han havde fået sagt en masse forkerte ting, men der var bare ligesom ingen ting der gav mening, lige meget hvad han sagde så.. det fungerede bare ikke. Han strøg ham blidt over håret igen da Stefan var falden lidt ned, han kunne ikke lide han rystede sådan, endnu en gang skulle han lide på grund af Alias.. det havde jo ingen ende. "Det ved jeg godt.. så sssh.." mumlede han stille og trak ham ind mod sig så Stefan kunne gemme sig ansigt mod det øverste af hans bryst, hvilket han jo så godt kunne lide. Han lagde sine arme lidt mere forsigtigt om ham og holdte ham roligt ind til sig, hans lille menneske. Han sukkede stille da Stefan gav ham det der.. blik og den der søde stemme, han kunne jo ikke gøre noget, følte sig bundet på hænder og fødder. "Nej.. nej det gør jeg ikke, men jeg ved bare ikke hvad jeg ellers skal gøre" mumlede han stille, hvad havde de tilbage af muligheder.. ikke rigtig noget, han skulle nok lade være med det lige nu, men hvis det her blev ved, så havde de altså ikke andre valg tilbage.. eller retter Alias havde ikke andre valg, for det var jo egentlig ikke op til Stefan. "Det ved jeg godt.." sgade han trøstende og fik så samlet Stefan op i sine arem og bar ham hen til sofaen hvor han satte sig ned med ham i skødet, lagde et tæppe over ham og holdte ham ind til sig. Han kunne ikke finde på andet lige nu, så måtte han bare trøste og ae, og kysse.. og så ja.. måtte han tage sig sammen på et andet tidspunkt, Stefan gjorde ham sgu altis så blød.