No trace. [Pro+Jay-lukket]

Procella gabte så det knagede i hendes kæbe. Hun havde opgivet søvn i løbet af natten og havde listet sig ud så snart Jay slukkede. Af en jæger at være sov han forbløffende tungt. Hun havde presset sin krop til det yderste før hun endelig vendte næsen "hjem" mod deres motel. Selvom hun havde strukket ud havde hendes ben stadig dirret under hende af ren og skær protest da hun var vadet ind.

Det var ikke fordi Jay og hende var dumme sammen. De vidste udemærket hvad der stod på spil, og den konstante indtagelse af junk og alkohol var måske ikke den mest kloge indfaldsvinkel, men når de var på vejen var det alt det talte. At være i live. Hun havde smækket hans seng et solidt spark og dumpet hans McD morgenmad på bordet, hvorefter hun havde tyvstjålet et bad imens Jay blev levende.

Procella langede ud efter ham og smækkede en hånd i brystet på ham. Smøgen var kilet fast mellem hendes læber og den anden lå løseligt på rattet, imens hendes albue stak let ud af vinduet i doven kørestil. Procella lo højt da der kom et tilfredsstilende bevis på hendes hurtighed. Den tunge punktering af menneskelunger da hun fik dunket rent ind, uden han nåede at reagere på det. Det var ikke en mavepuster - det var bare et hårdt dunk.

"You are such a bitch. Grow some balls and cut the ponytails huh?"

Procella tog ikke sine øjne fra vejen, og hendes stemme blev lidt mumlet da hun havde smøgen fastklemt, men det meeeeget veltilfredse grin var ikke at tage fejl af.

"You are so retarded kid. You don't kick down the door of a demon who can look at you and use you as a tissue. How the hell are you surviving without me...like...ever? Stupid redneck..."

Hun smålo for sig selv, og kvalte en gaben, med en let dirren i kæben. Hun havde ikke sovet. Det kunne godt mærkes.

"We need shades. A nightclub ain't open in the morning. It would help a lot if we had anything to wear at the club. Did you even think anything through? what's going on inside that big head of yours? Please tell me you're drunk still, so i don't have to smack you..."

Småbrummede hun brokkende. Hun skulle lige til at tage tilløb til at skælde ham ud for alvor over hans mangel på fokus, men tøvede så.

"Hm...the beach? I could do that. Sand. Water. Men in way to little clothes. Smoothies. Corndogs. Targetshooting at seagulls. Beach..."

Procella hævede et øjenbryn og kørte forbi natklubben. Hun nikkede let mod den for at indikere at hun var klar over den ellers lå dér.

"didn't think you would go for beaches? We're in a car and you're complaining, and now you wanner go to the beach? You do realize there is...oh gasp...sun...right?"

Informerede hun ham en smule flabet. Asken fra hendes smøg blev flikket ud af det åbne vindue

"Hmffff"

Da Procellas hånd ramte Jays brystkasse var det ikke voldsomt hårdt. Men der var nok styrke og forskrækkelse over det til at Jay åbnede læberne. I dét øjeblik fald smøgen i en lille bue ud over hans underlæbe, trillede ned over hans bukseben og landede på gulvet i bilen.

"Fuuuuuck!"

Jay greb ud efter smøgen, men trak i næsten samme nu hånden til sig da han brændte fingrene på gløden. Kort overvejede han hvor hidsid Procella ville blive hvis hann blov tværede smøgen ud i mod måtten i bunden af bilen. Med et let suk stak han atter hånden ned og fik til sidst fumlet sig frem til smøgen.

"Not funny Loo... not at all."

Et barnesurt fjæs mødte Procella og han stak smøgen tilbage i flaben, samtidig med at han forsøgte at puste på sin fingerspids. Hvorfor endte han altid med de mest latterlige små skader i nærheden af hende? Det var som om alt hans uheld bare ventede på at blive brændt af, så snart hun var i nærheden.

Ud af øjenkrogen så han natklubben flyve forbi.

"Please don't tell me to wear a suit... I'm gonna sweat to death. I've got a nice shirt in my bag, and some jeans."

Mudrede grågrønne bedende øjne søgte ihærdigt efter Procellas blik. Der lød en hæs raspen da han tog et stort sug af smøgen og smed skoddet ud af vinduet.

Et par sekunder senere flækkede hans ansigt i et stort blændende smil.

"I'm not a fanger, ya know. Not dying from some sun... just this dammed heat. Besides there's water, nice cool water. Uuuh, we're going! Decided here and now, tomorrow... beach!"

Det var total åndssvagt at sidde dér og snakke om strandtur den efterfølgende dag, taget i betragtning af at de om tolv timer skulle stå ansigt til ansigt med en dæmon, og sikkert andre farlige personager. De burde være dødnervøse, burde fokusere blankt på opgaven. Men for Jay var trygheden i at vide at de havde en strand-date dagen efter, ligeså vigtig som at pudse hans guns eller tjekke blueprints endnu engang. Det at vide, at overbevise sig selv om, at alting ville være i den skønneste orden dagen efter lagde en voldsom dæmper på hans nervøsitet. Og Procella ville mærke det - hun kendte ham efterhånden ret godt.

Jay skubbede papiret fra burgerne ned på gulvet -han kunne altid rydde op senere- og smækkede fødderne op under forruden. Med et skævt smil lænede vred han sig og lænede sig halvt ind imod sædet og halvt imod døren og så på Procella med et gavtyvagtigt glimt i øjet.

"By the way... how's love? That guy? What was his name? Ja... Jake... John, James? Still your little boy-toy?"

Han vidste udemærket hvad fyren hed, og han vidste udemærket at han ramte et ømt punkt hos hende, men for Jay var der intet direkte ondskabsfuldt over dette. Blot lidt internt drilleri.

Procella hævede et øjenbryn og så køligt på Jay

"Dude? My lovelife? About as great as your sexlife."

Hun fnøs foragteligt. Det var det mest tåbelige han havde sagt indtil videre, og dagen var kun lige begyndt.

"I'll do the love-thing when I'm ten feet under. Love is a bloody loaded gun, and I'll the trigger before I let bullet hit. Love the smell of gunpowder in the morning."

Et uhyggeligt koldt smil bredte sig over Procellas ansigt, og et glimt af noget der ikke havde været der før. Et meget koldt udtryk. Et glimt af iskolde løfter dybt i de unaturligt rovdyrgule øjne. Procella vendte hovedet mod Jay, og holdt blikket der imens hun kørte. Og blev ved med at se på ham. De fleste ville skrige højt og klamre sig til alt omkring dem, da hun komplet ignorerede trafikken og vejen, men blot så uudgrundeligt og iskoldt på Jay.

"I'm sure we can get you a little funtime while I di the grownup stuff. Find you a nice girl so you wont be in my way. We can save some money on a good blow, instead of a suit"

Procellas stemme var blød og venlig. Lidt for venlig. Det passede slet ikke sammen med det iskolde blik. Jægeren blev urolig. Det gik ikke. Hun var alt for rasende. Hendes fingre fik det pressede læder på rattet til at knirke lavmælt under presset. En svag skygge af gyldent bevægede sig dybt i de iskolde rovdyrøjne.

Gooooooooooodmorning Texas...oh what a lovely night. Missed me moonchild?
- Oh yeah
Liar, liar pants of fire!
- Didn't take you for a fashion-slave?
Careful now little hunter. Remember who's the slave here. Don't make me hurt you...
- Pleasure and pain right? I might enjoy it!

Latteren i hendes sind var oprigtig hjertelig. Procella havde svært ved ikke at skære tænder over den nedladenhed der var gemt i morskaben. Hun kunne ikke fordrage at blive leet af. Procella havde stadig ikke taget sine øjne bort fra Jay, og stirrede uden at blinke direkte på ham. Det var direkte vanvidskørsel. Havde det været enhver anden havde vedkommende muligvis på nuværende tidspunkt brugt sin tid på at samle tænder op fra bilens gulv.

See? You can't trust him. You can't trust anyone. They always betray your trust. Poor little hunter. So sad and alone. Better pull that gun out...right?

Jay fulgte Procellas forandring. Det var ikke fordi den var voldsomt tydelig, hun groede ikke horn, vinger eller andre uhyrligheder. Men for Jay, som havde oplevet den mange gange før, var den så tydelig som var den skrevet i sand.

"I know no one as grumpy as you."

De grågrønne øjne studerede hende omhyggeligt, og han forsøgte ihærdigt ikke at blive skrup irriteret over hendes bitterhed. Jays krop forblev i den position han hele tiden havde siddet i, men næsten usynlige muskelspændinger, som kun et yderst trænet øje ville se, vidnede om hans ændrede attitude - klar til at flytte sig, skulle det blive nødvendigt. Lige nu vidste han godt nok ikke hvor i den glohede bil han skulle kunne flygte hen...

Han mødte Procellas blik, og veg ikke for det. Jay registrerede den syge kørsel og kæmpede en hård kamp for ikke at give efter for dén panik han mærkede i maven.

"Stop it."

Stemmen var hård, men alligevel dyb og fyldt med omsorg for den mørkhårede kvinde. En underlig blanding af en ordre og en bøn, der på ingen måde virkede hverken nedladende eller tiggende.

"Don't let her get to you Loo. You're way too strong for this. And by the way... I know you won't kill innocents."

I samme øjeblik fangede Jay omridset af en varevogn på vejen. Først troede han at varevognen kom kørende direkte imod dem, men i næste sekund forstod han at detvar fordi de sev kørte så stærkt og den var ved at bremse ned, at det virkede sådan.

Han knyttede sine næver imod sit bryst og stirrede hårdt på Procella.

"Loo, snab out of it!"

Det iskolde smil fik markeret de dybe smilehuller i hendes kinder

"Grumpy? You think This is grumpy? Do you want me to get grumpy? I can do grumpy. Just give me a minute. This is amusing. I have to thank you. No one can get her from zero to a gazillion like you. Way to push her her buttons. Tell me Mr. Daniels. Does your head hurt specifically today, or are you just that dumb?. Not that I care. I'm just..Mildly interested. It must be some kind of birthdefect in your family. Oh look who I am talking to. Your mother was probably drunk carrying you too. It would explain a lot."

Langsomt blinkede Procella med øjnene. Overdrevent langsomt. Hendes stemme var omhyggeligt moduleret.

"Poor little Jay. You pushed the big red button of no-no. Stop pretending. You know what you did. Who need enemies with friends like you? Oh, sorry. your only friend is on the bottom of the nearest bottle. Do you really think she cares about you? You aren't even a good hunter. You are nothing but a drunk inbred crybaby. Innocent. Please."

Procella fnøs svagt, og havde stadig ikke taget blikket fra jægeren ved sin side.

"There is no innocence in this moving piece of junk. Wanner play chicken, chicken? Snab out of this!"

Procella rykkede hårdt på rattet så bilen blev kastet over i modsatte vejbane. Samtidig gav hun slip på rattet, lagde nakken bagover og klukkede af latter som et lille barn der blev kildet. Latteren blev næsten overdøvet af skrigende dæk og masser af horn der blev trykket i bund.

Jay lyttede, men det var ikke fordi hans opmærksomhed rigtig var rettet imod at tyde og fortolke hendes ord. Langt mere interessant var den verden der gled - alt for hurtigt - forbi dem. Varevognen kom tættere og tættere på og Jay var sikker på at i næste sekund ville det gå galt.

Det gjorde det... dog ikke sådan som han havde regnet med.

"NOO!"

Hele hans krops blev slynget imod døren da bilen i hastig fart blev smækket over i den anden vejbane. Så stod tiden stille. I løbet af halvandet sekund fik Jay indprintet sig alt:

Imod dem kom en lille blå bil kørende, i den sad en ung kvinde. Hun var lyshåret og smuk... eller det ville hun havde været, hvis ikke det var fordi hendes ansigt blev forvredet i en grimasse af ren dødsfrygt. På sædet ved siden af hende stod noget... var det en babystol?

Det var som om alt lyd slukkede, tilbage var kun den lyse latter fra jægeren i føresædet. Som i slowmotion satte hele Jays krop i bevægelse. Musklerne der havde været spændt allerede ved Procellas forandring, sprang nu i en kraftladning af bevægelse. Hans venstre arm blev strukket ud imod rettet, imens hele hans krop kastede sig fremefter. Fingrene lukkede sig om læderet og med et ryk flåede han armen til sig igen.

Ud af øjenkrogen så Jay bilen med kvinden passere dem et hårs brede fra sammenstød, samtidig så han hvordan verden begyndte at vende.

I næste nu var himmel jord og jord himmel. Glimt af grå betonflise, vej, varevogns bagende, lygtepæle, skinende sol, papirsposer og sandkorn fra den måtte på gulvet der havde revet sig løs. En lok af brunt krøllet og velduftende hår ramte hans ansigt, imens han mørkede hvordan hans arm nu var det eneste der rørte ved noget - bilens tag - resten af ham svævede i en uendelig venten midt i luften i den alt for varme bil.

I næste sekund var alt sønderrivende larm, metal imod metal, beton der flænsedes, skrig, hvinenede dæk, glas der splintredes og for Jay en voldosm dump smerte imod hans pande... og så, stilhed.

Volvoen vuggede til ro, og der blev en kort pause i verden. Det var som om alt og alle holdt vejret. 5 sekunders stilhed imens verden prøvede at sunde sig og folk fatte hvad der var sket. Der lød en lille sukken da et par støvler blev stemmet mod loftet og Procella klikkede sin sele op. Døren blev skubbet op til volvoen. Den lå med bugen i luften og mindede lidt om en strandet fisk. Procella rystede sig som en forpjusket hund og gryntede ligeglad. Procella var i overraskende god form efter ulykken. Hun havde en let hudafskrabning på den arm der havde hvilet ud af vinduet, slet og ret fordi vinduet var knust en smule og havde kørt hen over hendes hud. Derudover havde hun en blomstrende blålilla bule i panden fordi hun var blevet slynget sidelæns i selen og havde banket hovedet ind siden - men intet alvorligt.

Volvoen var en mindre tank. Ikke noget nymoderne pjat ved at krølle sammen ved sammenstød for at skåne de kørende. Til gengæld virkede bilen som en rambuk og fik alt andet på sin vej til enten at flytte sig eller krølle. Skriget af metal viste sig at være kommet fra en sagesløs postkasse der var blevet flået op af den beton den var støbt ned i. Heldigvis var der ikke mange på vejen og i gadebilledet. Det var ophold mellem morgenmylder og middagsmylder, men hvor der stadig var liv. Lidt...lige nu var alt stille. Folk havde stadig ikke fået sig i omdrejninger oven på den voldsomme hændelse.

Procella strakte sig så det knagede i hendes krop. Hun virkede lidt som en doven kat efter en middagslur. Hun så ned på bilen og den bevidstløse Jay der lå i en meget mærkelig krøllet bunke derinde.

"I knew you where a chicken..."

Hviskede hun hen for sig selv. Et sted begyndte en kvinde at skrige.

"Here goes..."

Et bredt lusket smil strakte sig over Procellas læber et kort sekund. Hendes blik blev slørret et øjeblik og hun vaklede. Hun støttede sig mod den åbne bildør. De skarpe tænder sank ned i det bløde kød i kinden og blod vældede frem mellem hendes tænder og ud over hendes læber. En klam blanding af spyt og blod sejlede ned over hendes hage imens øjnene siksakkede i kraniet i på hende.

"Dave? DAVE?! OH GOD DAVE?!"

Procella vaklede rundt om bilen - som var hun sejlende fuld. Hun så tilfredst ned på Jay og rykkede lidt i døren.

"..oh oh no... I hope he is dead...oh god help me...help me to kill him...blah blah blah blah blah..."

Hviskede hun syngende og lavmælt og rykkede lidt hårdere i døren, så kroppen væltede ud på fliserne. Procella skreg tyndt og fnes halvkvalt da hun kom til at trampe Jay over hånden

"DAVE?! WAKE UP!!! SOMEONE CALL 911!!!"

Procellas fingre gravede sig ind i hendes kinder da hun "forfærdet" holdt om sit ansigt

"...before I laugh to death...puny human..."

Hviskede hun og var lige ved at tage et par dansetrin i stedet for at vakle teatralsk

"HE'S HURT! HELP HIM!"

Procella prikkede til Jay med en støvlesnude, rullede med øjnene og begyndte at vakle bort fra ham

"And I'm bored...I wanner find a new game now...humans are no fun...fun fun fun..."

Mumlede hun

Det første Jay registrerede var en underlig jernsmag i munden. Det var først da hele hans krop langsomt, men summende begynde at ulme af smerte, han kunne regne ud hvor smagen kom fra.

Et eller andet puffede til ham, og et jag af smerte for igennem hans brystkasse. Han hostede og skar ansigt da det også sendte hvidglødende smerter igennem hele hans torso.

Oh lord, just kill me now...

Jay vidste at han var kommet til skade, rimelig slemt, men han kunne simpelthen ikke lige genkalde sig hvordan eller hvorfor. Under sin ryg kunne han mærke en skarp kant, og det var helt sikkert ikke blødt græs han lå i. Langsomt forsøgte han at åbne sine øjne. Blændende lys og mudrede farver dansede foran hans blik og det tog lange sekunder før han forstod at han lå og så op i den blå himmel.

Lidt væk kunne han høre én der skreg, og han kunne høre én der råbte af ham.

"Dave?"

Jays stemme var så lav at den kun burde være hørbar for ham selv. Hed han Dave? Nej... der var noget helt forkert over dét navn.

"I'm not Dave..."

Den rustne stemme var spinkel og talen fik fremprovokreret endnu et smerteligt host. Jay kunne mærke hvordan savl og blod langsomt bevægede sig ned over hans kind og blandede sig med sveden i hans hår.

A car... a carcrash? Yeah! I'm Jay! ... Loo? Oh god.

Hans hoved gjorde ondt, han kunne mærke en kvalme snige sig ind på sig og han var ikke helt sikker på hvorvidt de nederste riben var brækkede eller blot trykkede. Desuden føltes det som om de to yderste fingre på venstre hånd ikke sad som de skulle, det var som om de summede så underligt i dem. Ben og fødder kunne Jay ikke mærke - måske et godt tegn... måske knapt så godt. Men alt det var der ikke tid til at tag sig af nu.

"Loo? Loo... LOO? LO---"

Der lød en raslen af glas imod beton da han satte i bevægelse. Jays råb blev højere og højere, men blev afbrudt af af smertestøn da han vred sig for at komme om på maven. Gennem sit slørrede blik så han er par støvler lidt fra sig... Var det Procellas? Øjeblikket efter var der flere fødder på vej hen imod ham og han hørte flere stemmer spørge om han var okay.

"Yeah... fine, where is she? Oh god, I'M JAY! I'M HERE! LOOOOO? She's alive? Fucking car! What did you do?"

Den unge mand var ikke bevidst om hvor rablende han i dette øjeblik lød eller så ud til at være. Fra bilen, der vendte på hovedet, krøb han fremefter, slæbende sin krop. Hans pande havde fået en god flænge og blødte så voldsomt som hovedsår altid gør. Hans ene arme var revet af glasskår og fingrene sag ganske rigtigt helt skævt og ude af led.

Men det mest bizarre var faktisk at han i dét øjeblik slet ikke så ud til at registrere smerte. Alt handlede for ham om at finde denne Loo - på trods af at kroppen tydeligvis nægtede at samarbejde.

"Miss, miss, are you allright?"

En dyb mandestemme lød lidt fra bilen, og Jay kunne i sit forvirrede sind langsomt gætte sig til at det måtte være Procella folk snakkede til. Men hvor fanden var hun henne i alle de mudrede silhuetter?