Chill Factor

(( Fortsat fra http://deploratus.heavenforum.org/t7158-i-need-helpeve-procella-kaya ))

Tid: 17:56
Sted: Diner nær færgehavnen. En af de få billigere steder på La Sunisha.
Omgivelser: Aftensmadstravlhed. Baggrundsstøj fra en radio der bliver sendt over højtalerne. Musik afbrudt af speaker og reklamer.
Procellas tøj: En duegrå striktrøje med blød rullekrave. Dertil sorte bukser i blød velour. Toppet af med vandrestøvle med tykt for.

Procella viklede hænderne om den brændende kop. Hendes fingre nærmest søgte at suge varmen direkte ud af porcelænet. Turen gennem skoven havde nær ved taget livet af hende. Heldigvis havde hun vidst hvad der var i vente, så hun havde forberedt sig. Der havde ligget skiftetøj til hende og Kaya i hendes bil, og kabinen havde været behageligt varmet op.

Hun havde gnedet varme tilbage i Kaya før hun havde tilladt pigen at tage tøj på. Begge kvinder havde siddet rødblussende i bilen, med sæder der var varme nok til at branke en koflanke på spid. Alligevel havde Procella haft svært ved at køre - musklerne stive som de var, og fingrene følelsesløse af kulde. Procellas hår var begyndt at krølle op i spidserne hvor hendes fugtige hår var begyndt at tørre, og få det levende brus hun ellers kæmpede for at holde ude af det. Det lugtede af søvand. Ikke noget hun fandt frastødende. Faktisk kunne hun meget bedre lide de naturlige dufte hun fandt, fremfor parfumerede. De stak hende i næsen. Søvandet duftede mørkt og og...og...dybt? Det var svært at sætte ord på duft.

Som en naturkraft blev Procellas hoved rykket ud til siden da den tunge søde duft af centimeter-tykke nybagte pandekager blev båret gennem dineren, smukt akkompagneret ad ACDC "Highway to hell". Et bredt glædesstrålende smil lyste jægerens ansigt op indefra. Hvor havde hun længte efter tung junkfood. Hun var så færdig med at amme. Hun var så færdig med fesen kost.

"Oh lord have mercy. Come to momma!"

Stønnede hun henført, og med et nærmest tilbedende blik på stakken der blev sat mellem hende og Kaya.

"If we are going to hell...we are doing it with goddamn style. Dig in!"

Procellas grin blev djævelsk da hun uden at ligge fingre mellem, hældte tykflydende ahornsirup ud over stakken, og gjorde den til en hjerteanfald der tiggede om at klokke deres pulsårer til. Hvilket ikke lod til at være det mindste afskrækkende på den gyldenøjede kvinde...nærmest tværtimod.

Kaya tog selv lykkeligt i mod sit eget store krus varm chokolade. Den føltes brændende mod huden, men hun kunne alligevel ikke holde sine iskolde hænder fra det. Om huden så skulle hæve op med vabler, så skulle hendes hænder varmes.
Hun havde stadig svært ved at bevæge sine lemmer korrekt, men hun havde været lykkelig over, at Procella rent faktisk havde forberedt turen. At hun havde haft tørt og varmt tøj med i den for-opvarmede bil havde været som at komme i himlen. Hun havde været overrasket over, at hendes mentor havde taget sig sådan af hende og fået hende varm igen. Men så igen, Kaya havde ikke været sikker på, at hun havde kunnet bevæge sin krop, hvis hun ikke havde fået den behandling.
Hun trak den tykke strikkede trøje længere op om nakken for at få den sidste kulde ud af kroppen.

Næsen røg op i luften og hendes ansigt fulgte Procellas. Varmt mad.. Og sådan endda pandekager, det her var nærmest som at være i himlen!

Hun grinede ad Procella, men det var på en god måde.

"To hell it is!"

Kaya så tilbedende på din mentor, da hun hældte litervis af sirup udover - det var lige, hvad hun havde brug for! Og kroppen kunne godt tage det efter dén tur de havde haft.

"You just know exactly what my hearts wants right know, I could almost say, I love you."

Hun skovlede fire pandekager over på sin egen tallerken, tog en tår af sin chokolade og begyndte derefter at skære en stor bid ud af alle fire.

"But indeed I like you better right now, Procella."

Hun så med et stort smil til kvinden overfor hende, som en forbedring på, hvilke ord hun havde kaldt hende for på vej tilbage til bilen.
Hun proppede den store bid i munden og fik et saligt udtryk i ansigtet.

"This is awesome.."

Mumlede hun med maden stadig i munden.

Procella havde travlt med at sætte verdensrekord i at kunne have mest pandekagedej i munden på én gang. Det var ikke direkte klamt at se på, for hun gjorde det øvet. Pangekagen blev foldet, og foldet og foldet igen, og derpå gjorde hun noget nærmest umuligt. Hun proppede hele konvolutpandekagen i munden...på én gang. Man forventede nærmest at hendes underkæbe ville løsne sig og hun som en slange ville inhalere alt i sin nærhed. Der var noget nærmest grotesk fascinerende over det.

Til en start svarede hun ikke Kaya. Det ville have sendt en byge af halvtygget pandekage og en støvregn af sirup ud over kvinden. Noget Kaya nok var taknemmelig for ikke var aktuelt i farezonen. Procella tyggede i stedet langsomt og henført.

"Oh god...if this is hell...I am dying a sinner. Sins...good...."

Med vilje blev hendes udtale gurutural som gik der primitiv hulemand i den. Hun betragtede skjult Kaya og hendes kropssprog imens hun selv stoppede i hovedet. Hun havde med vilje taget den lige til grænsen. Hun havde provokeret Kaya. Hvor hurtigt ville hun knække? En alkoholiker havde svagheder. Svagheder var der ikke råd til. Der var så mange måder at knække på derude, og Kaya havde allerede bevist at hun ikke var af en støbning der kunne håndtere pres. Hun havde brugt alkohol som flugt. Det ville blive Procellas opgave at presse og støbe Kaya, og se hvor langt hun kunne gå før hun brød sammen. Kayas opgave var at holde sammen på sig selv. Bevise sit værd...ikke over for Procella, men over for sig selv.

Når Kaya engang troede på sig selv, og hvilede i sig selv, så ville Procella overveje om hun kunne give hende stemplet. Men deres vej sammen var kun lige begyndt. Procellas lille smil blev skjult da hun tog en tår af koppen og skævede mod køkkenet. Havde Kaya overhoved lagt mærke til gæsterne og resten af personalet, eller var hun så travlt optaget af det skuespil Procella lagde for dagen, hendes smertende krop, og maden, til at være årvågen?

God...she is so green...

"Awesome is the word. Pancakes, coffee. Doesn't get much better than this. So? What ya think so far of training?"

Deflektion. Hun gjorde sin stemme doven og ligegyldig, men interesseret. Der var intet alarmerende over hendes kropssprog, som var endnu en gæst der spiste og drak. Evnen til ikke at lade omgivelserne vide man var opmærksom kunne redde ens liv. Procella sukkede lydløst og skottede ud af vinduet før hun vendte blikket tilbage mod Kaya.

Kaya hævede et øjenbryn og så nærmest imponeret ud over, hvor meget kvinden kunne proppe i munden.

I guess all that breastfeeding makes a woman hungry. Or how old are those little devils now? God.. I'am actually a little surprised she didn't kill 'em herself.

Hun grinede over Procella 'cave-man' forestilling, men grinet nåede ikke øjnene.
Dén tanke havde hun selv tænkt alt for mange gange, når hun havde været høj på stoffer og alkohol. Hun vidste, at hun i hvert fald ville få sin 'fair share' i skærsilden. Druk, prostitution og stoffer havde været hendes liv, men hun forsøgte at rette op på det, og hun havde da også mere eller mindre holdt sig til den rette sti. Stoffer havde hun ikke taget i snart seks år nu, var det i næste måned hun havde årsdag? Det var det vidst..
Seks år.. Hun fik et eftertænksomt men næsten stolt udtryk i ansigtet. Men det havde også været en kamp hver dag. Bare fordi det var længe siden, var det ikke ensbetydende med at tankerne ikke lå der længere.
Alkohol havde hun også næsten holdt sig fra. Men desværre også kun næsten. Hun skulle passe på ikke at blive fuld, for så vidste hun af erfaring at stofferne også ville komme - hun kunne ikke lade være..
Hun blev nærværende, da Procella talte igen. Hun så op, næsten forskrækket over sin egen tankegang, som hun blev hver gang - det var så let at drømme sig væk. Omgivelserne havde hun på ingen måde styr på, det lå slet ikke i hendes bevidsthed lige nu. Jo, hun vidste da, at der var tjenere, og der sad da også et kærestepar derovre, men det var ikke noget hun bed sig mærke i som sådan.

"Ohh.. Training? Well.. I thought I was a good athlet, but apparently I haven't taken all things into my equation."

Hun strøg sig fraværende over sine allerede ømme lårmuskler - det ville blive endnu værre i morgen. Men dén tid, dén sorg. Hun tog en mindre bid pandekage og tyggede hurtigt af munden.

"I must say I was a little disappointed with my self for not thinking of that kind of training. But I'm here to learn right?"

Hendes milde toneleje genspejledes ikke i hendes ansigt. Hun var oprigtigt skuffet over sig selv, for ikke at kunne vise sin mentor, at der var noget, hun var særlig god til. Selvom hun forsøgte at skjule fornemmelsen, var forsøget kun halvhjertet.
Bare de snart kom til teorien eller researchen, så kunne hun vise, hvad hun kunne - og forhåbenlig bare få en smule anerkendelse fra Procella.

"But I'm not surprised that you make me work hard, it was like that the last time as well. I wouldn't have come to you if I weren't ready for some hard work."

Man kunne se at hun mente det helt alvorligt, men hvor meget kunne hun i virkeligheden holde til? Hun havde endnu ikke fået prøvet sine egne grænser af endnu, og endnu mindre fået dem skubbet.

Procella så på Kaya og blev pludselig tavs og alvorlig. Hendes udtryk var ulæseligt og hun lagde hovedet let på skrå. En lille let vinkel af hagen og et studerende udtryk i de ravfarvede øjne.

"You thought yourself a good athlete?"

Gentog hun, tilpas neutralt til at det var svært at tolke hendes egentlig mening bag ordende, selvom det var tydeligt der lå en tanke bag, som hun med sikkerhed havde tænkt sig at dele...snarligst...

Procella fugtede læberne let. Der var en spænding omkring hendes øjne. En let sammentrækning af de små muskler.

"You don't have clue Kay...You don't realize what you have done to yourself. Training is hard at best times, and you..."

Procella rakte ud efter kaffekoppen, men uden at tage blikket fra den yngre kvinde så meget som et øjeblik.

"You...abused the most important tool you have. Do you have any idea what you did to your body? How much you are going to work to catch up? Let's pretend you are not old as shit to start out with. Lets pretend you know everything there is to know, and don't have to fight ignorance on top of everything else. Your body, is going to protest and work against you all the way. Once an addict, always an addict. You will always have cravings, needs, and you will always fight the damage you did to yourself. And that...you can't train back."

Procellas stemme var næsten blid. Hun var ikke vred. Hun var ikke belærende. Der var en næsten håndgribelig medfølelse i de gyldne øjne.

"If you make a descent hunter someday before you get killed, then I deserve a medal. Athlete...Kay...you don't know what training is...when you vomit, bleed, cry because you can do nothing else, and still smile diabolic to whatever beats the crap out of you, and ask for more...then maybe...just maybe...you can call yourself a hunter...until then. Don't think you can compare to any one of us..."

Procella sendte hende et lille skævt smil. Et smil der kortvarigt lod alderen skinne igennem. Hun var 29 år. Hun var ung. Men for en jæger...var hun et mirakel. Intet mindre. At hun havde overlevet alle de mange år...det var uhørt. Procella kendte statistikken. Alderen ville snart begynde at arbejde imod hende hvis hun ikke tog sig sammen. Hun vidste også at hun aldrig ville dø i sin seng og i fredsommelige omgivelser. Hvis hun var heldig, ville det blive brutalt og nådigt i sin hurtighed. Hvis ikke....

Og så var masken på plads igen. Det lette glimt af en sjæl, tynget af mange års drab og grusomhed forsvandt, som havde det aldrig fået lov til at være der. Smeltede bort som rimfrost i regnvejr.

Kayas ansigt blev mere og mere tomt, hvidt og såret at se på, mens gaflen faldt ud af hånden og ned på bordet med en klirrende lyd, trods den korte afstand. Hendes ansigt krakeleredes langsomt, og det var tydeligt at se, at noget faldt sammen inde i hendes hoved, jo længere Procella kom i hendes ordstrøm.

"I.. Uhm.. Uh.. Guess I was wrong then.."

Var det sådan hendes mentor så hende? Stod det virkelig så slemt til? Hun gjorde jo, hvad hun kunne - alt hvad der stod i hendes magt. Hun ønskede virkelig at blive en god jæger, at redde menneskeliv, at fjerne alt ondt fra denne verden. Hun ønskede at kunne gøre en forskel, bare at udrydde en lille del af den ondskab, der fandtes.
Hun lagde hoved let på skrå, da hun så den lidt ældre kvindes udtryk. Hvad var det? Var det fortrydelse? Smerte? Eller hvad var det? Hun rystede let på hoved, hun turde ikke kommentere på det, så ville hun først komme ned og ligge. Derfor valgte hun at holde sig til emnet.

"But I do wish to make a decent hunter. Or at least something near those lines. That's why I came to you, Procella. That's why I asked for help."

Hun var stille få sekunder, som for at tage sig sammen til at sige de næste ord.

"And you must've seen some kind of potential in me since you said yes. You must've seen some way for me to get there, for even bothering to try to mentor me."

Hendes blik så bedende ud, som tvivlede hun selv på, at hendes idol havde set noget, som hun selv så inderligt ønskede var der.
Hun havde igen taget gaflen i hånden, og knugede den nu så hårdt, at hendes knoer blev helt hvide, mens hendes øjne ikke flyttede sig fra kvinden overfor hende.

Tavsheden strakte sig længere og længere mellem dem, til den var som en dirrende elastik

"are you going to strangle the fork to death?"

Spurgte hun derpå med en mild irettesættende tone i en stemme der pludselig var dæmpet.

"what do you want from me Kaya? To tell you, I saw something else than a soul in need of saving? I don't save your soul, you do. I just saved your life. I'm not the one judging you. I just have...faith..."

Procella nikkede opfordrende mod pandekagerne igen.

"If you want me to see you in a different light, then do it. Don't ask me to save you. Don't ask me to make you into a hunter. Use the tools I give you. Stop seeking approval."

Procella holdt inde et øjeblik. Hun vendte tanken i hovedet kort.

"Strike that. Seek approval. but before I can give it, you need to give it. Get it? If you think you loose, you have. If you think as a quitter, you have mentally checked out at some level."

Jægeren knurrede lavmælt

"Oh fuck me sideways!"

Halvbandede hun for sig selv...

"Why do you insist on this bloody toucky-feely-stuff? I swear, im gonna bust a cap in doctors Phills redneck ass! Eat your goddamn pancackes and shut the fuck up! Your spoiling my appetite with your bitching. And by the way, have you even noticed the short-order chef is an angel?"

Igen...varm hane...kold hane. Og nu lod det til at Procella var en pirlig rottweiler. Hele den nærmest filosofiske og pædagogisk-psykologi-orienterede jæger var væk på et sekund, og jog nærmest hidsigt sin gaffel ned og myrdede brutalt en pandekage, med et ætsende blik på Kayas puppy-dog ansigt.

Der var noget over det der faldt Procella for brystet som værende higende og ynkeligt og det sendte hende direkte i det røde felt.

Kaya gav hurtigt slip på gaflen og lod den pænt ligge ved siden af tallerkenen.
Hun så nærmest helt overrasket ud over Procellas milde toneleje og hendes nærmest opmuntrende ord - eller i hvert fald Procellas udgave af opfordrende ord.

"I.. You're right. It makes sense - most of it is up to myself."

Hun så på Procella med et lille irriteret blik.

I'm not a quitter. If I were, I wouldn't have come to you and asked for guidance. I came to you because I want to be better. Because I want to make a difference. I guess I just have to change my mental state and get over myself.."

Et meget lille hop kom fra Kaya, da hendes mentor udbrød de bandende ord. Hun var blevet lullet ind i den venlige og opmuntrende samtale og måtte nu igen justere til kvindens skiftende humør.

Yeah, yeah.. I'll shut up and eat"

Hun tog igen gaflen op og foldede en sirups-overhældt pandekage sammen for at skære en stor bid af den og proppede den i munden.
Hendes blik blik blev overrasket og hun var lige ved at vende hoved og stirre på englen, men tog sig selv i det og kastede i stedet et diskret blik i hans retning. Hendes blik blev en smule skuffet og hun tyggede hurtigt af munden.

"How do you even notice things like that? How can you see it? Tell me, 'cause I don't see it.."

Hendes stemme var tvær og irriteret, men tydeligvis over sig selv.

((Det er besluttet at grundet den lange pause der er i tråden at vi afslutter den. en ny vil startes op i mere passende tidsperspektiv :) ))