Coincidence? (Procella)

Sted: Udenfor Muse
Tidspunkt: 0038
Dato: 10-5-12
Vejr: Det har netop regnet, så den våde duft hænger tungt i luften.
Påklædning: Jakkesæt uden slips og med let op knappet skjorte.
Situation: Mike er midt i aften erhvervet - sælge sit blod.


Slentrende hen af de våde gader med læder skoene let camoufleret af mudder fra de seneste timers regn, kom Mike gående. Det havde været endnu en lang dag på studiet. En tung hovedpine havde lagt sig forrest i hovedet, men der var ikke tid til at slappe af. Han tog, næsten ligegyldigt, et sug af den dyre cigaret. Han havde den siddende i mundvigen, så han samtidig kunne gå med hænderne i lommen. Det enorme overskud han forgav, var ikke til at tage fejl af. Enhver der gik forbi ham, ville vende sig hoved og skue efter ham. Noget han for længe siden, ikke længere bed mærke i. Den tynde røg bevægede sig som bølger ud af næsen. Slut.
Han spyttede den rutinemæssigt mod en vandpytte som slukkede skodet brat. Resten af røgen dansede en tango ud af munden og forsvandt i den regntunge luft.
Skoene skrabende mod asfalten gjorde hovedpinen mindre tung. Det var en velkendt lyd, en lyd han næsten havde gjort til sin bedste ven. Den betød penge...

Muse viste sit velkendte ansigt, da Mike let kridtede skoene om hjørnet. Et dybt suk ramte den fugtige nat. Han bed sig hårdt i læben, så en lille smule blod let ville sive ud i munden på ham. Han kendte sine stærke sider, han kendte spillet. Han rettede på jakken, smed et forvirret men fattet udtryk på ansigtet, og bevægede sig tættere på Muse.

Var der mon bid i aften? Ville han kunne tjene nok til den næste uge, så han ikke skulle vandre omkring imorgen igen?
Der var endnu engang proppet af skabninger på Muse. Han nikkede pænt til en stamkunde, som blot tomt smilte igen. Hun havde åbenbart hemmeligheder.
Han trak let på skulderne, det betød ikke noget for ham. Der var altid nye kunder til ham, garanteret også denne aften.
Han kunne efterhånden kende forskel på de forskellige overnaturlige skabninger. Måden de agerede på, bevægede sig. Han havde gjort dette for længe, det var han klar over.

Han rettede på skjortekraven og gik målrettet mod indgangen til Muse. Han stoppede tæt ved, men alligevel langt nok væk til, at dørmanden ikke vil ænse hans tilstedeværelse. Han smed sig ubesværet bagud så ryggen let ramte den tunge murstensvæg. Nu var det bare at vente til, at nogen ville kunne lugte blodet i hans mund. De fyldige læber han var blevet født med, skiltes næsten usynligt fra hinanden, så lugten fra det dyre blod kunne kæmpe sig igennem den tunge luft.
Han spejdede, som kun han kunne.

Selvfølgelig gik der ikke længe før strømmen af nattens væsner piblede frem som en overdådig myreture nogen havde stukket en pind i. Pigebarnet med lange rødbrune slangekrøller og sygelig bleg hud skævede mod Mike. Havde Muse været et normalt gå-i-byen sted var hun blevet afvist, eller blot blevet leet af. Pigebarnet så ikke ud til at være en dag over 16. De store lidt for mørkeblå øjne var indrammet af metallisk grøn øjenskygge. Det så en smule mystisk ud, som en retrovideo fra 80erne. Hun nærmede sig Mike. Først tøvende, men derpå mere sikkert. Han var ikke et flygtende bytte. Han var fangbanger.

"Need a date mortal?"

Det var lugten af blod der havde gjort hende sikker. Hun rakte en hånd ud mod ham og bød ham ind.

____________

Procella sukkede for sig selv og bankede fraværende en fingerspids imod glassets kant. Hendes ravgyldne blik gled over gæsterne, og hun fandt dem næsten grædefærdigt kedsommelige. En dæmon, to dæmoner, blah. Regnen gjorde det ikke bedre. Hendes næse sved af stanken af våd pels. Hun lærte aldrig at vende sig til hørmen af våd schæffer. Tanken gjorde hende næsten nostalgisk.

I wonder what Sego is doing right now...

Det var sådan en strøtanke, som var mindre end en aktiv tanke, og for hurtig til at man var bevidst om den, før den var tænkt til ende. Jægeren trak en afstandstagende grimasse over tanken og halvknurrede for sig selv.

"Oh...great. I'm getting old and pathetic. That's nice..."

Hvislede hun sarkastisk og skulede ned til den frosne frugtdrink som om det også var dens skyld at hendes tanker tog på smuttur. Hvad lavede hun overhoved her? Man kunne ikke slå ting ihjel...og det hele var en smule til grin.

Maybe I'm a masochist? Self-torture. That would explain everything. Including the brainfart that dressed you up...

Procellas fraværende blik blev til en skulen, og havde hun set sig i et spejl i dette øjeblik var det meget muligt at hun ville have sendt sig selv et dødsblik. Hun skubbede enden ud på kanten af barstolen så de højhælede støvler fandt gulvet, før hun lod sig glide helt af sædet.

Kjolen var halvt kriminel. En moccafarvet siljekjole der smøg sig om hendes atletiske kurver og på en eller anden måde fik fremhævet og forskønnet hendes musklers spil under den olivengyldne hud, samtidig med at den elskede hendes kvindlige former. Stoffet hvislede dyrt og det gav en lille gysen i hende. Guderne forbyde det...hun kunne næsten li den...næsten...og kun hvis ingen nogensinde spurgte!

Den faldt så dybt ned i ryggen at man forventede at se kavalergang bagpå hvis hun vrikkede for meget med bagen, men det var kun en illusion. Foran faldt den faktisk lige så dybt og gav et spændende udsyn til en brysternes runding, før silken faldt forjættende over dem, og derpå gav et ganske fantasistartende indblik i hvordan hendes øvre mavemuskler arbejdede sammen, før kjolens udskæren stoppede lige en fingerbredte over hendes navle. De lange Bordeaux-farvede snørrestøvler gik hende til under knæet, og brød det gyldne look, men den varme farve gjorde det hele mere spændende at se til...hvis man på nogen måde var til mode.

Procella var ikke til mode. Det her antræk var aldrig gået uden Fletcher. Og en hær af stylister. De var hendes mareridt, men et mareridt hun på nogle punkter kunne vende sig til. Procellas eneste makeup var en let gloss der fremhævede de fyldige læber, samt en understregning af hendes øjne med kohl, samt mascara. Djævlen lå i detaljen, ikke i at være en afdanket pudder-dukke-luder.

Procella begyndte at bevæge sig mod udgangen, og stivnede. Den duft? Hun vendte hovedet søgende. Hun kendte den duft? Hendes pupiller udvidede sig med et lille ryk da hun så en mørklødet skikkelse med en lille alt for bleg, bane sig vej gennem lokalet. Hun stoppede den nærmeste servitrice og hviskede hende noget i øret. Hurtigt gik hun mod det aparte par og hviskede vampyren et eller andet. Vampyren smilte taknemmeligt og gik mod toiletterne. Toiletterne...sørgeligt egentlig. Det folk mest brugte dem til var tabu-sted at spise, knalde eller for at checke make-up. Hvor mange af dem der kom her, havde rent faktisk det menneskelig behov for at lette sig? Igen en af de der underlige strøtanker hun ikke kunne forhindre da hun hurtigt skridtede efter den krølhårede pige.

En hånd bankede den snerrende vampyr op af døren så den blev holdt lukket. Vampyren hvæste af Procella, og som tak genlød rummet af en tung dyb knurren, der fik vampyren til at studse et øjeblik.

"No, just no. You do not growl at me. And that human is taken! Now you leave. Do NOT make me hurt you! If I hurt you, my mate is going to be a bitch for months, and if he get's a bitch, I get pissed, and you really don't wanner be the reason I'm pissed! Not you take your curls, and your make-up, and you forget why you came here in the first place. Got it?!"

Vampyren så ud som om hun kunne sluge sin egen tunge af forskrækkelse. Der kom en lille lyd som et piv og hun nikkede kraftigt og gjorde en svag bevægelse, for at lade jægeren vide at hun gerne ville fri af hendes greb. Procellas mimik blev forvandlet og hun sendte vampyren et sukkersødt smil.

"Fantastic! Nice to meet you. Now fuck off!"

Hun lempede sit greb og vampyren var ude af døren før hun kunne nå at blinke. Procella rystede op i sit mørke hår og halvknurrede for sig selv. Satans også. Hun skridtede mod sofagruppen hvor Mike var blevet efterladt. Uden den store genkomstscene, lod hun sig glide ned på hans skød og lagde en arm om nakken på ham - kælent for andre - som havde de været et lidt for intimt par. Til gengæld var der intet kærligt eller kælent over de ravfarvede øjne der på de få øjeblikke siden badeværelset var blevet rovdyrgule.

"Miiiiike! Long time no see. You know what I don't like? Surprices. And I really don't like it when people touch my stuff. Why do people touch my stuff?"

Hun lod en finger glide ned over Mikes næse og læber i en forførende og legende bevægelse, men grebet om hans hage var alt andet end legende og forførende. Hendes mund nærmede sig hans som for at gøre anstand til at kys, men hendes lavmælte knurren burde kunne nå ham på trods af musikken.

"Are you really this stupid? You come here? Of all places? What part of don't get killed do you have a hard time understanding? Do you need me to write you a fucking email kid?"

Hun kyssede ham ikke, i stedet snappede hun let af ham. Det let intimiderende *klak* af tænder der smækkede sammen foran hans ansigt, og de lynende øjne burde give tydeligt besked om at hun ikke var i kælent humør...langt fra.

Han havde fulgt med den unge vampyr ind på Muse. Dette ville være aftens kunde, så absolut. Nok var hun ung, men så længe hun havde penge, have han ingen aldersbegrænsning. Hvilket, ved nærmere eftertanke, måske var en smule perverst set udefra. De var gået hen til en sofagruppe, havde sat sig ned, og han havde fortalt hende reglerne for denne handel. Han havde bestilt drinks, og da han vendte sig for at tage den fra servitricens bakke, var vampyren væk. Han træk på skulderen og satte glasset på de fyldige mørke læber.

Det var ikke første gang, at det var sket. Nogle vampyrer ville ikke kunne styre sig, det var han klar over. Men de kendte kriterierne, og han havde vist dem pistolen der var dyppet i vievand i hans jakkelomme. Det samme havde han gjort ved denne unge vampyr.
Nogle af dem blev, andre skyndte sig væk, så snart han kiggede den anden vej. Dette måtte være en af disse gange.
Han spejdede rummet, gjorde ansigt til endnu engang at bide sig det velkendte sted i læben, og lade blodet flyde ud i munden.

Han satte endnu engang glasset for munden. En dyr Whiskey som han havde fået gratis af servitricen - han havde ikke stillet nogen spørgsmål. Hvad der var gratis, var altid godt! Midt i indtagelsen, landede en kvinde på hans skød.
Procella.

De havde mødtes for tre år siden i staterne. Hun havde reddet ham ved hans første salg af blo. De havde indgået en aftale, vampyren og Procella. Mike var hende evigt taknemmelig, for han ville blot tjene penge. Ikke dø under en vampyrs spydige tænder. Derefter havde de taget ud for at spise og de fungerede egentlig godt sammen. Menneske og.... hvad hun nu end var.

Det havde faktisk endt i en forelskelse fra hans side, men studieturen sluttede og han skulle tilbage til Sheria og hans forældre. Forelskelsen var løbet af, efter et par måneder. Siden havde han ikke rigtig set skyggen af hende. Kjolen der smøg sig om hendes kvindelige kurver, kunne slå enhver mand ud af balance. Inklusiv ham.

Han hostede, da han fik Whiskeyen i den gale hals.

"Procella! Is that really you?"

Øjnene gled ned til den dybe kavalergang, mens hun let kærtegnede hans næse. Som ud af ingenting, selvom han selvfølgelig kendte Procellas sarkastiske træk og temperament, blev hun alvorlig. Hun smed den halve trussel i hans retning, men et varmt smil undslap alligevel hans læber. Hun var en sjov type. Men den blussende fornemmelse i hans krop, var ikke til at tage fejl af. Det var lang tid siden, han havde set hende.

Selvom han var en ærlig mand, vidste han også at Procella ikke altid skulle have sandheden at vide.

"Procella, my sweet! I have absolutely no idea, what ya' are talking about."

Han smilte og grinte i samme træk. Klappede hende let på måsen. Hendes trusler tog han ikke så nær, det burde hun også vide.

"Now! You look... different."

Endnu engang flød øjnene, næsten usynligt, ned til hendes kavalergang. Anderledes var det eneste ord, han kunne komme i tanke om. Nok var der gået tre år, men Procella blev kun smukkere år for år. Han løftede øjnene og kiggede direkte ind i hendes. Øjne han genkendte, når hun lod sit temperament løbe af med hende.

Deres ansigter sad tætte ved hinanden, og for at slutte den akavet velkomstscene, stak han hende et tantekys, og gjorde mine til at flytte hende ned på hans side.

Procella knurrede irriteret og pustede en lok hår ud af øjnene. Af alle de ting han kunne have spurgt om var det her nok noget af det tåbeligste!

"No, its not me, I'm just a fucking good lookalike."

Det efterfølgende blik hun sendte ham talte sit tydelige sprog om hendes vurdering af Mikes evne til at få to hjerneceller til at arbejde sammen. En faktisk hørbar knurren startede da hun fulgte hans blik og så ned på sin - en del mærkbart større barm - og tilbage på hans ansigt.

"Dude...you have about one second to get your eyes OFF my boobs..."

Snerrede hun advarende. Der var ved at blive lagt i gryden til en god sammenkogt ret af sprængfarlig jæger.

"I am not yours, I am not sweet, and you...DUDE! Stop looking at my boobs!"

Da Mike beseglede sin skæbne ved at klappe hende i røven, var det lige før man kunne høre den umiskendelige rumlen af kontinentplader der rykkede sig i undergrunden for det startende jordskælv af kataklysmiske porpotioner...og så stod tiden stille.

Det var lige før der blev skabt en bobel af stilhed og tomhed om dem. Jægerens ansigt blev uhyggeligt blankt da al udtryk forsvandt fra hendes ansigt. Procellas krop var pludselig helt stiv og umedgørlig. Jægeren åbnnede munden halvt. Lukkede den igen. Hun blinkede svagt, som skulle hun lige overveje et eller andet.

"Mike...."

Stemmen var overvejende. I sig selv et usædvaneligt præg.

"Did you just...kiss...me?"

Hendes stemme var stadig overvejende. Om hun ville overfalde ham om lidt og æde hans ansigt, lange ud og flække hans læbe eller måske en tredje mulighed...ja det var ikke til at vide. Alt i hendes kropssprog var anspændt og ventende. Stemmen meget langsom og eftertænksom. Men det var ret tydeligt at uanset hvad, så var det her ikke lige hvad hun havde forventet.

Han grinte højlydt. Han havde altid nydt at drille hende, for pludselig ville temperamentet brage gennem stratos- og atmosfæren, ud til rummet og tilbage til jordens kerne, for at udsende det største jordskælv, jorden nogensinde ville have oplevet.
Så han prikkede til hende, gik lige til grænsen...

"Oh how I missed you, Procella. You' one of a kind, you know!"

Han skubbede hende let ned på hans ene side. Hun var stadig stiv af skræk over det uforudsigelige tantekys. Noget han længe ville more sig over. Selvom de i sin tid, kun havde haft en kort visit, havde de alligevel snakket længe sammen. Han kendte ikke hendes inderste tanker, men de udadreagerende reaktioner, kendte han efterhånden ret godt.
Men hun kendte ham. Han havde ikke været sløset med at fortælle hans historie, og hvorfor han ville have penge for sit blod. Det var en nødvendighed, ikke noget han havde lyst til. I hvert fald ikke inderst inde...

"No, I just borrowed some air from your lips, cause they looked so tan, and I just thought: Let me shake that! Funny funny you!"

Endnu engang smed han en høj latter ud i natklubben og trykkede på hendes næse, som var hun et ti årigt barn. Han kunne aldrig styre hans sjovheder og impulser, når Procella var der. For tre år siden, havde han også lagt an til at de skulle være mere, end de blot var og blev.
De mange folk omkring dem, bed ikke længere mærke i dem, som de havde gjort først. Nogle få fulgte intenst med i samtalen, men dem bed Mike ikke mærke i. Hvis de ville, måtte de tage et billede.

Han hev endnu engang fat i Whiskeyen.

"Cheers my dear. Good to see ya' again. How I missed you, and that i mean!

Han tømte resten af indholdet og satte den med et klirrende bump på bordet foran dem.

Procella var stadig let fraværende i blikket da hun greb ud efter hans hånd. Hun fik fat omkring håndledet som han båttede hendes næse med. Hun rystede kort på hovedet og slog klik med tungen.

"Stop touching me. I just told you, I don't like it when people touch my stuff. Violence is not allowed in here...but...."

Hendes fingre blev som stålkabler omkring hans håndled. En let stramning for at understrege hvor uhyggeligt let det ville være for hende.

"Will anyone really notice if you break a few bones?"

Hun hævede et øjenbryn og holdt hans håndled et halvt sekund længere før hun gav slip på ham lige så brat som hun havde grebet fat i ham. Så rynkede hun let på næsen

"Borrowed air from my lips? Please don't quit your day job to be a poet. And still. I'm not your anything. When the hell did you ever see me dear?"

Hun sendte ham et lidt hvast blik og lagde så benene over kors, samtidig med hun slappede en smule af i ryggen så hun kunne læne sig tilbag i sofaen, uden at man stirrede hende op i skrævet. Hun så sig skjult rundt. Hun kendte stedet. Hun skjulte bevægelsen med et strøg af en lok hår om bag det ene øre.

"And Mike...Don't kiss me. It's not very wise."

Der var en sær advarsel i hendes stemme, der alligevel var svær at tolke, men den var tydelig nok. Så pludseligt som hun havde været rasende på ham og spillet med musklerne, virkede hun også sært bekymret for ham..eller hans helbred?

"Of course you missed me. How can anyone not miss me? Get me a drink, instead of just sitting there. Or are your cashflow that low?"

Det var egentlig lidt imponerende at hun fik været selvforherligende, irettesættende, og smække ham i hovedet med den brutale sandhed i én og samme sætning. Hun spidsede læberne let i afventende mild provokation med en magelighed som en kat der strakte sig i en solstribe på en doven eftermiddag.

Han vidste at grænsen var nået, da hun truende tog fat i hans håndled. Han havde alligevel fået sit sjov ud af det, og derfor var de lige gode venner for det. Eller hvad de blev defineret som.

"Very well, wont happen again."

Han blinkede til hende med det ene øje. Han tog det stadig ikke særlig nært, men han vidste hvornår han skulle stoppe. Hans helbred, og ikke mindst hans krop, ville han ikke gå på kompromi med.
Hun slap igen hans hånd og han rettede endnu engang på skjortekraven, mens han rykkede sig, blot et par centimeter, længere væk fra hende.

"I would be a great poet, and you know it! I wouldn't be famous for my poetry, my look that is..."

Han løftede det ene øjenbryn og lavede en anderumpe med læberne. Det var det, de unge ville have, havde han bidt mærke i ved studiet. De unge studerende på High School gik alle sammen rundt sådan, så derfor gjorde han nar med dem, når han fik muligheden. Ikke noget han normalt gjorde i præcis dette forum, da mange af de tilstedeværende var unge. Men Procella gjorde ham ærlig med det meste.

"For the record... I know ya' don't like anyone to touch ya' things. And that you kinda mad, don't try to deny it, that I'm still doing my blood-service thing. But I don't have a choice, Procella. Not only am I low...."

Stemmen var pludselig alvorlig. Blikket var kastet ned i glasset, der pludselig havde hans fulde opmærksomhed. Hans forældre gjorde ret i, at være bekymret på hans vegne. Herre jemini, han var bekymret på sine egne vegne. Men det var de eneste muligheder han kunne se, nu hvor der ingen job var at få. Og han kunne intet, udover det han gjorde. Han stoppede sætningen, hans stolthed var for stor til at færdiggøre den. Hvis Procella kendte ham ret, vidste hun godt, hvad sætningen ville afslutte med...

Han vinkede servitricen hen og bestilte en 'on the rocks'.

"Coming up,"

han tvang et smil i hendes retning. Stemningen var pludselig trykket og Procella var ikke typen der trøstede.

Procella ventede i tavshed til pigen kom tilbage. Hun lod mike marinere lidt i stilheden. Hun vinkede pigen over og hviskede hende et eller andet i øret. Pigens smil blev en smule nervøst, selvom det var professionelt hele vejen igennem. Hun nikkede næsten usynligst og satte de to drinks på bordet, hvorpå hun trak sig fra det aparte selskab i sofaen.

"Tell me Mike...Why would I deny that you, being a little whore for whomever wants to get off on you, is a problem? And no. I'm not mad. Mad wouldn't start to cover what my mood is right now."

Procella rakte ud efter det ene glas. Hun slyngede væsken rundt en enkelt gang. Duftede til den. Nippede derpå. Hendes øjne var næsten samme nuance som alkoholen. De betragtede Mike køligt over kanten, før kanten atter fandt hendes læber.

"If we start with abyssal-deep disappointment, and work our way down from there, then we might be in the right ballpark. and don't give me that crap. No choice. You always have a choice. You just choose the easy way out"

En iskold snert havde sneget sig ind i Procellas stemme. Hun kunne ikke udstå tabere.

"And you are nothing better than a 50 dollar crack-whore, doing tricks. Do you really think you or your services matter in a place like this?"

Procella drog lokalet ind med en håndbevægelse.

"You are cheap wine from a carton. In here, they drink and eat from abnormals. They eat and drink because they can, not because they NEED to. you are the stray dog, scratching the backdoor of the resturant, begging and doing tricks, hoping that the bust-boy will drop something on the ground"

Procella lænede sig langsomt tilbage i sofaen igen. Hævede et øjenbryn.

"Look around you Mike. Finding desperate faces in here? Besides your own? You are in way over your head. Drink out. Let's leave. On me. Come on"

Hendes stemme var pludselig mild og overtalende, og selvom hendes øjne var medlidende og bløde så var der alligevel en hårdhed over hendes stemme. Hun havde ment hvert eneste ord hjerteskærende brutalt.

"Procella, thats enough!"

Han stirrede ind i de klare øjne, mens hun elegant lod glasset hvile på de fyldige læber. Nok ville han ikke kæmpe mod hende fysisk, men han kendte sine egne grænser. Hans erhverv var ikke noget, at være stolt af. Det vidste han, det vidste hun. Men han rendte heller ikke rundt, og fortalte det til folk. Det var bare blevet en del af hans hverdag. En del han efterhånden nød.
De mandelbrune øjne var alvorlige, en nerve sitrerede let i øjenkrogen, munden var stram.

"I know you think, they only do it, because they can. But let me tell you something; not every vampire is happy to be one. Not every vampire enjoys the killing of a creature. To see the life get sucked out of their eyes. Some of them, actually, are desperate."

Han drejede hovedet, tog glasset, med en hvis voldelighed, og drak til bunden var at se. Hun havde ramt ham, men han kunne ikke lide at vise sin svage sider, i sær ikke overfor Procella.

Han fnyste;

"So, where do you wanna bring me? A place where you can strangle me, until I give up my little.... evening-arrangement?"

Han løftede øjenbrynene og scannede rummet. Afventende på Procellas vredesudbrud, som han vidste der fulgte som respondering af hans forsvar.

Procellas læber blev kruset i et oprigtigt muntert smil.

"Enough? Oh Mikey-boy. I'm just getting started. Again. Look around. They have bottles of...well...things better than you here. And don't get me started on happy hours. If you think for one second you are special, you are kidding yourself. You are a corndog. Not a T-bone. Get real."

Procella tømte sit glas og satte sig mere mageligt til rette. Det var en skiftning af samarbejdet mellem hendes muskler, men det så virkelig godt ud.

"Strangle you? Pfffh...don't patronise me. I don't need to sweep you away to strangle you. Besides, it's not my style"

Sagde hun dovent og drak ud...tenisk set havde hun drukket ud, men hun manglede de sidste sødmefyldte dråber på de malede læber. Hun brummede tilfredst. Så sukkede hun let og sendte Mike et lidt beklagende smil.

"Welcome yo Muse. Guess you have never been here before. But why should you. Brand new. You are cattle. And bad cattle. You fit the discribtion of a coinoffer at McD. Look...around...really. Use your eyes...and for gods sake, your head..."

Det sidste blev mumlet en smule opgivende. Hvis Mike rent faktisk valgte at følge hendes opfordring kunne det være den sank ind. Hvordan rummet var dekoreret. Hvordan folk var klædt. Noget så simpelt som at de glas der stod foran dem på bordet, tømte, var af håndforarbejdet krystal, og nok kostede mere end Mikes lejlighed havde gjort det.

"In here...you don't matter Mike. Stop fooling yourself. Your not special. You are just that stupid. That easy. Sorry to burst the bubble kid. The truth will set you free."

Procella fugtede sine læber og rejste sig fra sofaen. Hun lod hænderne glide ned af kjolestoffet. Til dels for at føle materialet mod hænderne, og en let bevægelse for at sikre sig alt sad som det skulle...hvilket det naturligvis gjorde.

"But I will bitchslap your sorry ass out of here and call it a kinky game unless you get your body in motion"

Hendes gyldne øjne spillede drilsk og flabet ned mod ham i sofaen. Hun lavede et let hovedkast mod lokalets anden ende og rakte sigende en hånd ned mod ham.

Den lange talestrøm af fornærmelser summede let i luften. Måde Procella talte på, måden hun agerede på, det var kun set på hende.

"Brand new, you say? I've been doing this.... buisness, for three years. I know my worth, they know my worth - gosh, you know my worth, you started the bargen in the states."

Han tog hånden, kyssede den som den gentlemand han var og rejste sig i en glidende bevægelse. Han lod blikket glide rundt i rummet for at slutte ved hendes øjne.

"How do ya' know, if the liquides in their glass, are better then me? You've never tasted me."

Han gav hende et stort smil og lod kærligt en finger strejfe hendes kind. Legende, tilbydende. Det kunne forståes som en invitation til et lille bid, sådan som han diskret flashede siden af halsen. Vampyrerne tæt på drejede diskret hovedet, de kendte ham. De kendte hans værd, men det gjorde Procella ikke. Det var heller ikke noget, du behøvede at vide.

Procella kunne være ubehagelig, når hun virkelig var vred. Men så snart hun faldte lidt ned, var hun næsten tragiskomisk, tæt på sød, og så kunne han ikke lade være at smide den drengede charme på der gemte sig bag det voksne ydre, det brune karakteristiske sting i huden.

"So where ya' taking me?"

Tonen var venlig, naturlig. De sarkastiske undertoner der bulerede frem når de to, en sjælden gang, så hinanden, var smidt til side.

Procellas øjne blev smalle. Hun tog hånden til sig efter kysset og der glimtede svagt af blottede tænder.

"I don't doubt you have been stupid for a very long time. Your...worth? I don't do bargains. How long after do you really think the fanger lived? You are a fangbanger Mike. And are not worth my time"

Hun satte en hånd i brystet på ham. En stoppende bevægelse. Hun bremsede ham. Hun var ikke dum. Hun havde været i faget alt for længe, så det var himmelråbende dumt at gå ud fra hun ikke lagde mærke til den opfordrende invitation. Men hun var ikke vampyr.

Et udtryk af foragt gled over hendes ansigt.

"Because I know quality without fauling my mouth. I don't need to drink five dollar wine, to know it's cheap Mike. And I don't need to rip my own arm off to know it hurts. See...there are things in life, one just knows."

Procella tog et par skridt tilbage. Der var et eller andet definitivt over hendes blik. Som om Mike blev rykket synligt rundt. Han havde været et sted i hendes verdensorden...nu blev han puttet i en anden kasse. Hun behøvede ikke at sige det. Justeringen var at læse i hendes blik. Det var som om en kulde sneg sig ind i hendes træk og hendes øjne. Man hørte ofte om religiøse sekter der slog hånden af familie der valgte at gå ud over hvad deres familie levede efter. Det måtte se omtrendt sådan her ud, hvis det kunne omsættes til fysik.

Øjenbrynene skød i vejret og de mandelbrune øjne lynede pludselig mod Procella der stod en meter eller to fra ham. Han trampede vredt, men lydløst, over mod hende. Noget der var sjældent set blandt mennesker. Få sekunder stod han kun cemtimeter, næsten milimeter, fra hendes kønne ansigt. Kroppen pustede sig automatisk op. Venen i panden pumpede hysterisk. Musklerne spændtes i hele kroppen. Skulle han græde eller le...

Det hele havde været en løgn. For tre år siden, havde Procella og vampyren indgået en aftale: Mike fik penge, vampyren fik blod.
Det havde været en smertefuld oplevelse, men noget han snart fandt interessant og fortsatte. Men at finde ud af, at Procella derefter havde dræbt vampyren, løjet overfor ham, bygget et falsk grundlag for hans forretning.... Var...

Komisk, intet andet end komisk.

Selvom han nød "samværet" med vampyrerne, var de blot buisness. De var bare et middel til penge, ikke væsener der betød noget for ham. Langt de fleste af dem, havde ikke, bogstaveligtalt, hjerte eller sjæl med i deres færden. De var levende døde der vandrede rundt, dræbte uskyldige mennesker og forventede at hele verden skulle ligge under for deres kolde fødder.
Så han tilbød sig selv, for egen vinding mest, men også for de andre mennesker. Der ville være færre menneske drab. Især fra newborns.
Om vampyrerne døde under Procellas hånd, var langt fra hans bekymring. Han havde fået sit sjov ud af det, hvem der legede med dem bagefter var ikke hans problem.

Den første indskydelse var at blive vred, det var altid den første indskydelse. Den eneste forsvarsmekanisme, han kunne vinde i. Men ikke overfor Procella. Det var hun for dygtig til.

Han kiggede ned på kvinden, der var lidt lavere end ham, og så brød han ud i grin. Kroppens truende statur lod sig falde til ro, venen holdte sin pumpende umenneskelige bevægelse.
Han vendte sig rundt, stadig i høj latter der tiltrak opmærksomheden fra de andre drikkende væsener. Han drejede let om hælen og dumpede ned i sofaen igen.

Da han havde fået kontrol over sit udbrud af følelser, kiggede han venligt på Procella. De mandelbrune øjne var ikke længere lynende, nærmere kærlige og menneskelige. Han vidste, hun ikke synes meget om ham lige nu. Hun kunne åbenbart ikke tage en spøg.

"This blood-vampire thing, in lack of better words, is just a buisness to me."

Han sænkede stemmen.

"I don't care if you killed the fanger, I got what I wanted... Well, and so did you, Procella."

Han l'ftede den ene øjenbryn og understregede henkastet med hånden, hvordan hun havde fået sit sjov ved at dræbe et væsen. Han flyttede sig til kanten sofaen, lænede sig fremad med albuerne på knæene. Foldet hænder som var han religiøs på et malplaceret forum. Håbet om at hun ville bevæge sig over mod ham, blussede op i ham.
En hemmelighed. Noget han aldrig havde fortalt nogen før, ville han fortælle Procella. Klogt eller ej. Men det var absolut ikke noget resten af klubben skulle høre.

"Before I went back to Deploratus with my class, the sister of the vampire you killed, came to see me. She asked me to do something... Something you have no idea about, and you would be surprised to know, what kind of arrangement I made... With myself, mostly. She wasn't really a part of it, I'd say."

Han lagde hovedet på skrå, løftede hurtigt sine bryn midt i sætningen, sarkastiske undertoner fyldte rummet mellem de to. Det havde næsten været synd, det var der sket i sin tid mellem ham og søsteren. Men kun næsten.
Mike var loyal overfor folk, han holdte af, mere end Procella var klar over.

Selvom hun var på vippen til at gå og aldrig snakke til ham igen, håbede han alligevel at have trigget hendes nysgerrighed. Alle kunne lide en god historie og ikke mindst en, der var sand.

Procella så koldt og roligt op på Mike som han pustede sig op. Til trods for at han tårnede sig op over hende og var langt bredere end hun var, så frygtede hun ham ikke. Det var lidt en evig problematik med hende at hun ikke frygtede noget. Hun var simpelthen bygget på en måde hvor de havde glemt en legoklods. Hun var en frygtløs rottweiler, der gik i kødet på hvad som helst. Det værende sig dæmoner, vampyre, ulve, eller andet. Om hun kendte det stempel der tilfældigvis var smækket i panden på det, eller ej, var ikke en faktor.

Så hun lagde nakken en smule tilbage og skød hagen nærmest udfordrende mod Mike. Hends lidet imponerende ca. 165 cm. på flad fod gav hende ikke meget pondus. Støvlerne gav hende så hun kom op i 70erne i stedet for. Men der var en kraft i hende, en kraft som selv ikke et menneske ville kunne ignorere. Det var den der usynlige aura der lå om nogle folk. At dem skulle man ikke bide skeer med.

"Business..."

Hvislede hun koldt, da Mike satte sig. Hun havde ikke så meget som blinket med øjnene da han havde udfodret hende. Et eller andet sted var hun ikke klar over hvad hun ville have gjort hvis han havde løftet hånd mod hende. Om hun var blevet stående, eller om hun havde angrebet ham. Procella var som oftest bygget af reaktioner, som hun på et senere tidspunkt kunne reflektere over.

"Well then. Seems like I'm ruining your business I should go then. Don't get yourself killed. It would complicate...stuff..."

Procella vendte sig foragteligt fra Mike, men fangede hans ord mellem to passager af musik, et blidt ophold, hvor musikken stadig strømmede, for så meget styr var der på tingene, men hvor den ikke var overdøvende.

"Don't pretend you know me. What I want or what trickers me. You don't."

Hendes stemme var faretruende lav og blid. Da hun atter vendte sig mod Mike, var der kommet et lille glimt i de atter rovdyrgule øjne.

"And wasn't kidding. Leave this club. you kissed me twice now, and-..."

En knurren undslap Procella og hun lod blikket glide rundt i det enorme lokale. Det ville for andre blot lade til at hun skævede ud over mængden af væsner. Men hendes blik fandt kameraer andre ikke havde den fjerneste anelse om...igen...

"I made myself a promise when we met. And you keep screwing it up. and you are giving me a bloody headache. Get up, and stop being so damn full of yourself."

Hun talte lavmælt næsten uden at bevæge sine læber, og samtidig smilede hun. Det var en smule anstrengt, men det var der.

"Get up...now...After your little performance...just get up."

If he doesn't kill you for being threatening, he is going to kill you for kissing me...unless I kill you first. Why are humans so bloody stupid? Deals with fangers? Fuck me sideways...seems there is no cure for stupidity....

Procella bed sig let i underlæben. En gestus der virkede sær hos hende. Var hun rent faktisk rastløs?

"Goddamnit, Mike I'll pay you. Come on! One night, and you are mine right? I'm not gonna bite you. Pathetic piece of human crap!"

Det sidste blev mumlet med synlig frustration, og hun knaldede den ene sylespidse hæl ned i gulvet.

"So? How much for one night in Mike-land?"

Hun vrikkede ham til sig med en insisterende pegefinger og lynende rovdyrgule øjne, og en tydelig rastløshed. Havde hun været en tiger, havde hun trampet frem og tilbage foran tremmerne og halv-growlet af publikum. Nu klikkede den ene hæl rytmisk mod gulvet

Han rejste sig modvilligt op, overrasket over at hun ikke fandt hans hemmelighed interessant. Det ville ellers have interesseret hende, sågar have givet hende et andet syn på ham. Hun kunne have brugt ham til noget, hvis han fortalte hende det.
Han trak ligegyldigt på skulderen. Nostalgisk øjeblik slut.
Hvis hun ville vide det, måtte hun kæmpe lidt for det.

Han rejste sig op, lidt modvilligt. De havde tiltrukket sig opmærksomhed. Flere havde slået sig sammen til grupperinger. Nogen vrede, nogen nysgerrige. Procella havde ret, de skulle ud derfra. De gule øjne var på banen, noget boblede inde i hende. De var unaturlige og skræmmende, ikke for de andre men for ham. Han havde set dem indimellem, men ikke særlig ofte.

"A night with you, Procella.... Its all for free!"

Han grinte let, blinkede med det ene øje, idet han gik mod hende, med en ufjendligt hånd for sig, for at skynde hende på ryggen, når hun ville gå ud foran ham. Et let puf der på ingen måde var andet end menneskelig og naturlig.

"So inlighten me please, where we going?"

Han smilte venligt til hende, tæt på overlegent på omverden, men ikke mellem de to. Han vidste ikke, hvad det var for hende, men for ham var det en leg.

Procella skar tænder over håndfladen mod den bare ryg.

I am going to rip that fucking thing of and feed it to you!

Men hun sendte ham et meget anstrengt smil i stedet for

"Free? You can't afford that. We'll talk price later..."

Hun lod sig synke en smule ind mod ham, bare for showets skyld, men faktisk dirigerede hun ham let med hoften

"Out. Anywhere but here. I have a place. Smile. Pretend you are having a good time at least...but stop grinning like a maniac"

A world of pain...I have suck much pain for you...bloody idiot!

__________________

Procella trykkede på en lille knap.

"Stop the limo. This is as far as you go"

Den lange sorte bil stoppede. Den havde ført dem fra La Sunisha og til...et andet sted? Turen i bunden af færgen havde været tydelig. Hun nikkede let til Mike og gik om til bagagerummet. En stor armygrøn dufflebag blev flået ud og kastet over den ene skulder. Derpå flåede hun døren i Mikes side op.

"Out. He might be driving me, but in the end of the day, the bastard is paying him. Get out!"

Procella drejede let rundt på de høje støvler med en knasen og begyndte at vade afsted. For en indfødt som Mike var det tydeligt at de nu befandt sig i Werclare et sted.

Pain...so much pain....i have to....SO MUCH FUCKING PAIN!
- Oh great...
What?
- Well...I don't know who is the biggest bitch, you or him....
Excuse me?
- No! Please Excuse me while I strap on for the whining-train. First Class! Go me!
Oh fuck yourself.
- Such a foul mouth on such a pretty lad-...oh wait...forget it...

Hidsigt trampede Procella, nærmest frådende videre.

Han trådte forsigtigt ud af bilen. En kort undren cirkulerede i hans hoved; hvem ville betale for hvad?
Han rystede på hovedet. Han var blevet mere forvirret, end han var blevet klog denne aften. Han tog en cigaret pakke op af lommen, strejfede let pistolen ved siden af med håndryggen. Den pludselig kontakt med det kolde stål gav ham lette gysninger op af ryggen, noget han normalt ikke oplevede, når han rørte ved den. Den lå altid godt placeret i den kraftige hånd, næsten venskabeligt og rart.

Han tog en enkelt cigaret i mundvigen og smed pakken tilbage i lommen, den anden lomme. Hvis han skulle få brug for pistolen, så ville han ikke hive fat i noget forkert. Ikke at han regnede med det, men man vidste aldrig med Procella og hvad der blev nødvendigt. Han havde godt nok være ung, da de mødte hinanden første gang. Men han var blevet ældre, om ikke andre klogere end hvad Procella tænkte om ham.

Han tændte cigaretten, sugede heftigt indad. Den indre ro ramte ham instant. Det var magien ved cigaretter. Han tog den mellem to fingre, pegefingeren og tommeltotten. Pustede røgen ud med en tilfreds mine og øjnene placeret på den. En næsten usynlig nikken strakte sig fra nakken. Den blev placeret hjemligt i mundvigen igen, mens røgen tangerede ud i natteluften.

Procella var begyndt at gå. Hastigt og næsten marcherende gik hun ind i Werclare.
Werclare, et sted han aldrig havde brudt sig synderligt om. Han rynkede let på næsen og tog den ene hånd i lommen, mens han roligt gik efter hende. Han var stedkendt i Werclare, han havde været der en del.

"Why such a rush?"

Han var ikke sikker på, hun kunne høre ham. Men hans rolige attitude som han altid fik, så snart han tog en cigaret i munden, tillod ham ikke at snakke højere. Den sorte lædersko der skrabede sig afsted henad jorden, det var som.... Som om han var hjemme i sin egen krop, når han gik sådan. Det var hans kendetegn, den rolige facade.

"I know you are mad, but couldn't you just... I dont know, slap me and get it over with."

Selvom han vidste, hvis Procella slog ham, også bare en lussing, ville det synge ind i det næste århundrede. Han stirrede roligt ind i hendes ryg, hvor hun havde svinget rygsækken over. De flotte kurve der skabte dette vrede kvindemenneske.

"You think I'm such a weak human, and maybe I am. In comparison to you, everybodys weak, Pro. But I need to know something now that we are alone. Why are you such a.... bitch to me? I don't think I've ever done you harm. Except kissing you, thats a mistake I'll never make again."

Han sugede desperat på cigaretten, mens han stoppede op, afventende på en reaktion. Cigaretten fløj gennem luften og ramte ganske lydløst et lille sted på jorden, hvor den stille men sandfærdigt mistede sine gnister. Begge hænderne var plantet i lommen, men han var parat på tredje verdenskrig. Uanset hvad han sagde til Procella, ville hun altid fare op med sine vrede og sarkastiske ubehageligheder. Selv efter blot en times tid i hendes selskab i aften, havde han vænnet sig til det.

Procellas ryg stivnede. Hun vendte rundt, men i stedet for arrigskab blev Mike faktisk mødt af en afklaret ro. Der nok egentlig burde have været mere foruroligende end en eksplotion. En bombe vidste man hvor man havde. Hvis ikke andet.

"It's nothing personal. Bitchyness is my nature. If I tried to explain you wouldn't believe me anyway."

Procella smilede skævt og hævede et øjenbryn. Hendes hofte blev skudt let ud til siden, så det gav hendes siluet et - for hende - ganske kurvet og attraktivt look.

"Like I told the fanger. I don't like it when people touch my stuff. And you are mine. For now. And I'm not mad. and thanks. Kissing me, was maybe the worst idea you lived out yet. Why did you do that?"

Procella strøg en hånd gennem det mørke hår. Der var en let frustration over bevægelsen. for det første forstod hun ikke hvorfor han havde gjort det, for det andet komplicerede det tingene ret meget. For det tredje....hvor sandsynligt var det at Wick ville lade den her gå? Hun snøftede let af tanken.

"I'm not gonna hit you. Yet. Now tell me about what shit you agreed to with the fanger, so I can save your ass. Again. Or did you just fill me with a truckload of shit?"

Procella kløede sig let i håret og lod den tunge taske ramme jorden da Mike ikke lod til at ville gå længere. Hvorfor skulle han være så pisse usamarbejdsvillig? Ting raslede, klirrede og skrabede mod hinanden i taskens indre. Dumpet mod jorden afslørede at der var betragtelig vægt i den.

Kroppen hoppede let, da hun overraskende nok vendte sig rundt mod ham. Rolig.

Mike, det er nu du skal være samarbejdsvillig og snakke med hende. Det er sådan her du kender hende.

Han kiggede omkring, der var en byrde der lå på ham. De udtryksfulde øjne var pludselig depressive og umedgørlige. Enhver med empati ville få ondt i hjertet. Der stod en bænk et par skridt fra dem.

"Sit down, Pro."

Han sukkede dybt og gik over mod bænken. Han satte sig ned, stadig med hænderne i lommen.
"You are now gonna like the story of either the kiss or the fanger, so you might aswell just sit down."

Han sendte hende et tvunget smil.

"Three years ago your were not only an important part of my future. You were my first love, my savior. I know it sounds stupid."

Den 19 årige knægt der havde stået i gyden i staterne, var tilbage på Deploratus. Mike viste aldrig sine følelser, han levede et liv i indelukkethed, med ét for sig, at overleve. Både økonomisk men også moralsk. Han havde skubbet dette dybt ned, det han havde følt for tre år siden.

"And when you suddenly just show up, out of the blue. Og black, whatever.... Darn, I get like a teenage boy again! Confused, surprised... And the impulses, the old feelings, it just flushes up my body, and I couldn't help myself."

Han stirrede stadig ned i jorden. Flov over de barnlige følelser han ikke bare kunne smide over hækken. Den nervøse nerve sitrede endnu engang i krogen af hans øje. Han havde lyst til at flå sit eget hoved af og begrave det i skoven, for ikke at være en voksen mand i denne situation. Han sukkede endnu engang og løftede hovedet for at fange hendes øjne.

"You don't have to save me. The sister came up to me after you killed the fanger. She was mad, frustrated, but she didn't want to kill me. Afraid, I guess. So she told me, that I needed to kill you. I was young, in love... well, with you. So of course I said yes to killing you. She turned her back away, and I killed her. My first kill, my only kill. I've never told this to anyone. I never thought anyone should ever know. So thats the big secret, Pro."

Han havde ikke mere at sige. Stemningen var drejet brat. Et håb om at hun ikke farede op og svinede ham til lå i hans øjne.

Procella havde fejet Mike af med en håndbevægelse, og nærmest demonstrativt blevet stående ved siden af bænken. Hun var fulgt efter ham og havde smækket tasken op på bænken, men selv havde hun stået og trippet utålmodigt ved siden af den.

Da han sagde at han havde hende...HENDE...som sin første kærlighed...Det var ret tydeligt hvor skæv hun blev i ansigtet. Hvis nogen havde taget en skovl og smækket den i ansigtet på hende, var det tvivlsomt hun havde set mere skæv ud, end hun gjorde det nu.

"You....I...what?!"

Procella gik i stå i sin protest. Virrede let på hovedet. Gøs som havde nogen hældt en spand kold vand over hende. Så åbnede og lukkede hendes mund et par gange, som en fisk på land. Hun tog tilløb et par gange. En del af hende havde lyst til at begynde at le højt og hysterisk. Det var for dumt.

"In...love...."

Gentog hun langsomt. En tung træt hånd blev kørt ned over hendes ansigt. Det blev mere og mere dumt.

"So you loved me, and agreed to kill me, and then you killed a fanger?"

Det var ikke direkte spørgsmål. Det var en træt opremsning. Hun rystede en finger af Mike.

"One thing is that you kiss me. Another is that crap you pulled at the club. But now...you treat me like...I'm an idiot...Geh. You will say anything to get your ass out of trouble huh? Or into. Stop...just...stop"

Procella rystede på hovedet. Hvorfor var hun sådan et godtroende latterligt fjols at hun blev ved med at prøve. Hun flåede tasken til sig og gik langsomt bort fra bænken. Så vendte hun rundt igen. Blikket var mørkt.

"You know what Mike? I can deal with cheating, hustling, stealing, lying, but try to keep it just a bit real okay? Don't insult my freaking intellect! It may be that i never went to college, and all that crap! But come on! I'm not THAT stupid!"

Det lod faktisk til at Procella var oprigtigt gal, skuffet, såret, et eller andet?

"You think its funny, do ya' now? Lets everybody laugh at the human."

Han rejste sig op. Chokeret over hvordan hun fandt det morsomt, at han havde fortalt hende sandheden. Samtidig kunne han måske ane en... svaghed i Procellas øjne.

"So let me tell you the details; I was a young, stupid boy... ah ah, no comment please. And yes, I fell in love with the woman, who not only saved my life, but actually took me under her wing, so to speak of course."

Han skar en let grimasse, stadig tydeligt såret. Hænderne viftede forklarende ud i luften.

"And when you showed up again, three years after, and as my only affection ever, sure i got a bit emotionel. You have feelings to, I know that, or you wouldn't be so damn angry all the time! Or maybe the problem is, that you wanted me to kiss you... Maybe you wanted to kiss back? I can't figure you out!"

Han forsøgte at fange hendes øjne. Hvorfor kunne hun ikke se sandheden i hans, trætheden. De brede skuldre sad opgivende på ham. Hovedet var tiltet let på skrå.

"No, my cover story was, that I would kill you, to get her to turn around. I know you're strong and everything,"

Han viftede fingeren i en glidende bevægelse ud i luften, for at understrege de atlestiske kurver.

"but a 19 year old student whose in love, will do anything to protect the WOMAN. The fanger threatened to get the whole community together and kill you. She turned around and I poled her. Something I read on the internet, not sure that it would work. But lucky for me, it did. Coincidence?"

Han stirrede på hende, uden at foretrække en mine.

"If you dont believe me, so be it. But I'm not standing here listening to your assults. I'm just not, Procella!"

Så småt trådte han et par skridt til siden, parat til at gå. Uvidende om, det virkelig var en god ide. Han stirrede, som et lam, ind i hendes øjne.

"All in all, I can't understand why you think, its so funny? I don't think you're stupid, I never did. But I'm just not sure, that you even want to get compliments from a dog, not better than McD.... Whatever."

Han hentydede kort til hendes kommentar om McD, en han ikke helt kunne huske, men det virkede også ligegyldigt i omstændighederne.

Procellas øjne snævrede en smule ind. Hun betragtede ham intenst. Han virkede oprigtig. Det måtte have været en uhyggelig ung vamoyr siden et menneske havde slået hende ihjel...ved et uheld.

"Stop using words like love. You have no idea what they mean anyway"

Lød det så pludselig en smule afdæmpet fra hende. Der var stadig noget ungt og naivt over Mike. Han var ung. Men det var ikke hans udseende. Der var noget der trods hans afhængighed og trods den vej han havde valgt, som endnu ikke var helt...ødelagt...

"Dude...you are complicating my life so hard right now. It's not funny. Nothing about this is funny. I just have to laugh to prevent my from crying. This is so...stupid...NOT you. Just the bloody situation"

Sukkede hun og så ud til siden. Det var kort, træt, en smule opgivende. Da hun så tilbage var noget af kulden borte fra hendes ansigt. Hun lukkede afstanden mellem dem og tog fat omkring Mikes håndled. Hun trak let i ham for at få ham i bevægelse igen, men det var mere bedende end krævende.

"Well...lucky you I'm not eating humans huh? Mike come on. We have to get you of the street right now. He is going to be a tiny bit angry, and we have to let him steam of before he finds you. Okay? Come on"

Hendes hånd løb let op af hans overarm. Det var en næsten trøstende aende bevægelse, og samtidig var den umiskendelig ærgelig.

"Maybe you're right, I don't know LOVE. But I do know the affection to another person, and that one I had. You caught me by surprise this evening."

Han forsøgte at sende hende et varmt smil gennem natten. Spændingerne mellem deres ansigter var ved at tynde ud. Han tvang sin hjerne, til at tage det som et kompliment, et tegn på at hun måske, trods alt, var glad for at se ham alligevel. På flere måder end blot et tilfældigt menneske, hun engang havde reddet...

"You're my girl, wether you like it or not,"

Den ene øje kneb sig sammen i en kærlig bevægelse, idet en tommelfingeren kærligt, hurtigt, strøg ned over hendes kind. Han stod sådan et sekund eller to. Månen der sitrede ned på dem. Hun virkede desperat for at få ham væk, og selvom stemningen var pludselig rar, kunne han ikke helt forstå det.

"Lets go,"

Han trak hende let med sig ind mod Werclare.

"I know this place, and then you can tell me all about, why you moved from the states. I bet thats a funny story!"

Det var næsten venskabeligt måden han tiltalte den smukke brunette på. Men han var et menneske der havde oplevet mange væsener, og det var kun Procella han nogensinde havde ladet komme så tæt på. Den frie hånd rettede på jakken, det var køligt selvom månen pragtigt stod frem på himlen.

Han ville tage hende med ned på en bar. En bar han efterhånden havde haft en del vampyrer nede, for at lade pengene skifte hånd. Stedet blev mest brugt før Muse, men de kendte ham dernede og lokaliserede ham altid bagerst i rummet, hvor ingen ville kunne forstyrre ham. Det perfekte sted for dem denne aften.

"If you dare,"

grinte han drillende.

Procella skar ansigt ved hans ordbrug. Hun skævede rundt som forventede hun noget grimt eller ulækkert ville hoppe frem ved brugen af hans slid på kærlighed.Var det lige før hun krympede sig? Nej det måtte da være synsbedrag.

"Your girl? Oh lord..."

Mumlede hun for sig selv, og kastede det mørke hår lidt trodsigt over skulderen imens hun fulgte ham. Tilpassede sine skridt så de havde et tempo der passede nogenlunde sammen. Havde Mike været alt andet end et menneske havde hun været fristet i aften. Frygteligt fristet. Hendes krop sang af vrede og adrenalin. Perfekt cocktail til ballade.

Procellas gyldne øjne fangede Mikes imens de gik og hun sendte ham et nærmest diabolsk grin. Derpå puffede hun let og næsten en anelse kådt til ham.

"If I dare? Are you daring me. Really? Dude I will kick your ass in any challenge you can come up with"

Procella knejsede med nakken, stolt som altid. Der kom en smule smæld i hendes skridt igen, da vagtsomheden veg for flabet attitude. alligevel gled hendes blik vagtsomt rundt fra tid til anden, men det var mere på et registrerende ubevidst plan, end noget hun tænkte over. Hendes bevægelser blev mere glidende da hendes krop slappede en smule mere af, og der kom en doven panter-agtig styrke og elegance over hendes krop.

Natten var stadig kold og hendes gyldne hud var let kontueret af gåsehuden der var drysset over hende. Det var ikke meget den lette kjole dækkede. Brisen imens de gik, truede med at give et dybere udsyn til en i forvejen ganske blottet barm, og alligevel var det hele tiden som om den ikke rigtigt ville indfri løftet.

Han puffede hende venskabeligt og kærligt igen. Hoften ramte hende i siden, men ikke noget der ville kaste hende hen ad jorden. Det var knap nok noget, hun ville kunne mærke.

"I'll buy shots..."

Smed han op i udfordring. Den spøgfyldte stemning sitrede i luften. Han smilede med øjnene fremadrettet. Det var rart at gå sådan her. For en gangs skyld skrabede de sorte lædersko ikke mod jorden. Cigaretterne havde han glemt for lange tider siden, da de nærmere sig Werclare. En by de fleste ville undgå. Det vrimlede med overnaturlige væsener og kun de færreste almindelig mennesker, havde lyst at begå sig her. Lige et sted for Mike, når det endelig skulle være.

Hvis Procella havde været enhver anden, i dette tilfælde et almindelige menneske, havde han taget hende i hånden. Men ikke Procella... Kys måtte være nok.
Han smilte lidt ved tanken om, hvordan hun befippet havde stirret desperat rundt i lokalet for at finde en udvej.
Hvis de var røget i kamp, vidste han godt hvem der ville vinde...

De drejede ned af en gyde i midten af Werclare. Månen strakte strålerne, kæmpende, ned i en af dem, så et lille knirrende skilt var at se. Men man skulle vide, at den var der, ellers ville man ikke ligge mærke til det.
En sort kat strøg fra en skraldespand til en anden. Kliche.
Musikken pumpede fra nogle lystne teenagere i en af boligkomplekserne. Normale omstændigheder.
Han kiggede forsigtigt omkring sig, idet han lagde hånden på Procellas ryg for at dirigere hende ned ad trappen og ind i baren.

"Hey, long time no see."

Udbrød bartenderen, da Mike skubbede døren op med hånden over Procellas hoved, og de kom tydeligt til syne. Baren var tydeligvis gammel, den havde lagt der i umenneskelige tider. Inventaret mindede mest om alt om noget fra en Texas film - cowboy og brun tyk læder. Det var hverken romantisk, snusket eller særlig tiltalende, tæt på udefinerbart.
Bartenderen glanede efter Procella, som hun vuggede med hofterne hen ad det fedtede bargulv. Noget kun hun kunne.

Der sad nogle få stamkunder som nikkede pænt til Mike og fortsatte deres kortspil, en rutine de havde gjort i mange år.
Mike smed et stort smil over de brune læber, de hvide tænderne blottede sig på en måde, som sjældent set i Werclare, menneskeligt.

"Hey Bob! Great to see ya,"

De gav hinanden hånden som mænd, og Bob kastede en armbevægelse ud, som Mike havde set før. For kun et år siden, havde dette været hans stamsted, ikke Muse. Håndbevægelsen pegede mod det private hjørne, der ikke var en bås. Nærmere et seperat rum, hvor to mennesker ville kunne sidde alene, uden at andre kunne se dem.

"You go right on,"

Smilte Bob og tog med det samme to glas op fra under bardesken. Whiskey, den fineste af slagsen.

"And twenty shots. I have a challenge to win,"

Han klappede på bardesken og fik øjenkontakt med Procella. Han smilte stadig, det var dejligt at være tilbage igen. Der var gået umindelige tider, siden han sidst havde sat sine ben her. Han pegede mod hjørnet, hvor Procella og ham skulle sidde.

"Coming up, fellow."

Mike bevægede sig hen mod hjørnet.