Morsomheder - Micia

Tid: 15:00
Dato: 27/5-12
Omgivelser: MEGEt få mennesker.
Vejr: Overskyet og meget blæsende.

Stranden, som så ofte var fyldt om med et hav af turistglade mennesker, var nu næsten helt øde. Dette skyldtes vejret som var alt andet end godt badevejr. Himlen var overskyet og lignede mest af alt noget der kunne gå hen og blive et hæftigt regnvejr. Den hårde blæst, forudsagde en masse bølger høje bølger, der nåede langt inde på stranden.
Malou gik langs stranden, iført brune bukser, lysebrun trøje og en lang mørkebrun jakke, som flagrede ukontrolleret i vinden. Ligeledes gjorde hendes lange brune hår. I hånden bar hun sin trofaste vandrestav af lyst træ, som hun altid havde med sig, hvor end hun gik.
Under normale omstændigheder, ville Malou fortrække at befinde sig i en skov. Dog efter at have befundet sig i skoven i mange timer, uden der var dukket noget interessant op, besluttede hun sig for at udforske stranden. Det var lang tid siden hun sidst havde været her, og det havde ikke ligefrem været nogen fornøjelse, grundet alt for mange irriterende glade mennesker. Nu nød Malou dog at lade blæsten rive og flå i hende, mens de truende bølger slog hende om benene og gjorde hendes tøj gennemblødt. En bølge større end de andre, slog hende om benene, og i det bølgen trak sig tilbage, blev Malou trukket med, hvilket resulterede i, at hun væltede i det kolde vand. En latter sprudlede frem fra Malous læber, idet hun grinende rejste sig op igen, dansede et par skridt væk fra bølgerne, før hun igen vovede sig længere ud i vandet.
Det morede hende at udforske skæbnen og normale mennesker ville nok mene, at dette var en meget dumdristig leg hun havde gang i. Bølgerne var farlige og voldsomme og det blev sværre og sværre for Malou, at rive sig væk fra en bølge. Malou var dog ikke så bekymret for dette, men nød adrenelinkicket, når hun var lige ved at blive revet helt med. Dette ville kunne underholde Malou i et stykke tid, før hun igen ville blive nød til at vende sig om, efter noget andet at lave. Man kan sige, at Malou var en pige, der jagtede lykke. At mærke den glade følelse i kroppen, når man fandt noget, som morede en. På det seneste, havde hun dog haft svært ved at finde det sjove ved noget som helst. At jagte mennesker gennem skoven, var næsten blevet for kedeligt og efter at have leget med byttet et stykke tid, blev det utrolig kedeligt, hvorefter hun blot dræbte dem, med et bid i halsen.

Micia kom stille og roligt gående hen af kante mellem vandet og sandet hun havde ikke sådan travlt med at komme frem af så hun gik roligt uden at gå hurtigt eller noget det var små rolige skidt hun tog for at komme frem af, men det var jo også dejligt at mærke vandet mod sine tær når det endeligt ramte dem og alt sådan noget det.
Hun kiggede ud på vandet og så en der var der ude og stoppede op *hvad pokker laver hende det*tænkte hun for sig selv og stod der og kiggede roligt på hende og nogen gang kiggede hun rundt for at se om der var andre med det så ikke sådan ud lige nu og her og sådan noget det. Hun kiggede rundt og gik så lidt vider og stoppede igen "hvad laver man"spurgte hun roligt og håbede på at personen hørte hende nu hvor hun var ude i vandet og micia stod på strand kanten til vandet og sådan noget det.
Hun var ikke sikker på om det var en god ide og snakke til en der var fremmede men det kunne vel ikke skade helt vildt eller kunne det det måtte man jo finde ud af på en måde og det var at snakke og sådan der.

Malou som var travlt optaget af at springe ud af bølgerne, havde ikke lagt mærke til, at hun ikke var alene. Derfor gav det et gib i hende, da en stemme pludselig lød, ikke så langt fra hende. Hun standsede med sin leg, kiggede op, og fik øje på en blondt kvinde. Alt opmærksomheden var nu på denne fremme, og de voldsomme bølger, som væltede ind over Malou, tog hun sig ikke af, på trods af, at hun havde svært ved at blive stående. Hun fornemmede at kvinden ikke var et menneske, men var ikke sikker på, hvad hun så var. Derfor var det med varsomme skridt, at Malou trådte nærmere kvinden. Et lille lumsk smil dukkede op på Malous læber, idet hun glædede sig over, at stå overfor noget ukendt og interessant.
"Hvad ligner det?" svarede hun en anelse flabet, men denne kommentar fyrede hun egentlig kun af, fordi hun ikke helt selv kunne svare på, hvad det egentlig var hun lavede. Hun trådte nærmere kvinden, så de nu stod omkring en meter fra hinanden. Hendes brune øjne stirrede ind i kvindens, idet hun holdte øje med hver en bevægelse den fremmede lavede. Nok var hun mistænksom, men mest af alt, var hun nysgerrig.

Hun kiggede på kvinde som nu havde gået tættere på hende og kiggede på hende og sådan noget der "altså de liner at du more dig med vandet"sagde hun bare sådan lige ud til hende for det var sådan hun så det. Hun kiggede på hende "hva er der noget i vejen for du kigger lidt på mig som om jeg er farlig eller bare spænde eller noget"sagde hun roligt og kiggede på hende.
Det var jo ikke til at sige hvad denne her kvinde tænkte men der var en ting der var helt sikker og det var denne her kvinde var noget der var micia's smag for hun så da godt ud i hendes øjne, og der var jo en grund til at micia syns det og det var fordi hun var bi og sådan noget det.
Hun kiggede på hende "mit navn er Micia"sagde hun roligt bare for at holde samtalen i gang og alt det for ellers blev det da kedeligt gjorde det ikke, det ville hun da mene den blev og sådan noget det.
Hun var ikke sikker på om denne her kvinde var god eller ond eller bare der imellem, men det kunne man jo sikkert finde ud af og sådan noget, men for det meste var micia ligeglad med om de var gode eller onde for hun var dæmon som plejer at blive set som onde væsner og den slags.

Malou kom med en lille latter, ved kvindens første kommentar. "Ja, jeg morer mig med vandet," sagde hun i en mere afslappet tone, da det var tydeligt, at denne kvinde ikke ville noget ondt. Hun virkede langt fra fjendtlig, og havde formentlig allerede prøvet på noget, hvis hun ville gøre Malou fortræd. Altså konkluderede Malou, at hun ikke behøvede at være synderligt bekymret.
"Hvem ved. Måske er du farlig?" mumlede hun og forsatte sit stirrende blik. Langsomt og med en glidende bevægelse gik hun rundt om kvinden, mens hun studerede hende nøje, som hun ofte gjorde det, når hun vurderede sit bytte. Hvad var denne kvinde?
"Micia," gentog hun og tyggede lidt på navnet. Hun stod nu igen foran Micia, med et lille skjult smil på læberne, og med begge hænder hvilende på sin vandrestav. "Micia, du har vel ikke noget imod, at fortælle mig, hvad du er?" hun kørte hånden gennem håret, der på grund af blæsten, heletiden havnede foran hendes øjne. Med nogle hurtige bevægelser fik hun sat en elastik i håret, så hun nu havde en høj hestehale. Malou kunne ikke regne ud hvad Micia var. Dog var hun helt sikker på, at hun hverken var et menneske, eller en varulv. i sine 23 leveår, havde Malou ikke meget erfaring, med andre væsner og havde sjældent haft kontakt med dem.

Hun kiggede på hende med et stille og roligt smil og havde skam ikke nogen grundt til at gøre hende noget ondt og det havde hun vist også fundet ud af for ellers havde micia jo gjort noget hvis det var sådan, men hun kiggede lidt underligt på kvinden da hun gik rundt om hende og sådan noget "hvad jeg er tja menneskelig er ingen af os sådan da du er men med et form som varulv som du kan blive men jeg er dæmon"sagde hun roligt som om det var helt normalt, men det var det jo for hende og sådan.
Hun så på hende med et stille og roligt smil på sine læber og slappede bare af mens det var sådan at hun ventede på at kvinde skulle sige noget mere, men der var et spørgsmål micia havde til hende lige nu "hvad hedder du så"spurgte hun roligt og kiggede på hende og anede ikke om hun måtte få det at vide for nu viste hun jo havde micia hed og sådan noget.
Det kunne jo ikke være mere end rimeligt at hun fik at vide hvad kvinden hed og sådan noget for ellers gik det ikke godt hvis de ville forsætte med at snakke sammen og sådan der.

"En dæmon." Hun trak let på skuldrene, og var egentlig ikke synderlig imponeret. Hun havde altid troet, at dæmoner ville være langt mere ondskabsfulde og knap så kontaktsøgende.
"Nu ved jeg ikke synderligt meget om dæmoner," begyndte hun, med et kropssprog der ændrede sig fra at være afslappet til at være mere utålmodigt. Hun trommede let med fingrene på staven og kiggede en smule nedværdigende på Micia, idet hun forsatte: "men er dæmoner ikke ondskabsfulde og farlige? Voldlige og aggressive?!" hendes stemme hævede sig og en hvis energi sprudlede frem i hendes klang, som beskrev hun noget, som hun så meget op til. Hun kastede et studerende blik på Micia fra top til tå.
"Du passer ikke til denne beskrivelse. Nej, det virker mere som om, at du er kommet for at hyggesnakke!" sagde hun en anelse hånligt og efterfulgt af en kort latter. I lang tid, har hun gerne ville møde en dæmon, da hun efterhånden var blevet træt af mennesker, som der overhovedet ikke gav nogen modstand. Menneske var bare blevet så flade og kedelige, og hun ønskede inderligt at et farligere væsen, som ville sætte spændingen igang i hendes hverdag. Det var da også derfor, at Malou provokerede Micia en smule, for at teste en denne dæmons tolerance.
Der blev spurgt om hendes navn, men Malou ignoererede dette. Hun opgav aldrig sit navn til fremmede, da hun på en eller anden måde følte, at hun gav for meget af sig selv. For at se Malous sande jeg, skulle man først have vundet hendes tillid. Dette var der kun få mennesker der havde gjort. Derfor trak hun blot let på skuldrene ved hendes spørgsmål, istedet for at svare hende.

Hun kiggede på hende "jo dæmoner er ondskabsfulde men jeg har bare lært og styre mig så jeg ikke går amok hele tiden bare over det mindste der forgår og sådan noget det"sagde hun stille og roligt og slappede bare af og alt det.
Det var som om kvinden var ved at prøve at få micia til at bliver sur eller sådan noget men det gik vist ikke så godt for hende lige nu da micia var en meget tålmodig person af sin race selvom det da godt nok var svært nogen gange og sådan noget der.
Hun så på hende "hvad vil du endeligt siden du opføre dig som en der bare er sådan uh kom og slås type lige nu og her"spurgte hun roligt og havde ingen ide om hvorfor hun sagde det sådan som hun gjorde, men ordene var sagt så de kunne komme tilbage i hendes mund igen eller noget.
Hun var sådan en der tog det som det kom med oprejst pande og alt sådan noget der i stedet for at bakke ud og være en kujon og alt det gav bare ens race et dårligt ry eller noget i den still af.

"Husk lige på, hvem der henvendte sig," svarede Malou spydigt igen, ved hendes anden kommentar. Hun var særdeles ikke ude på at slås... så'n da. Faktisk var hun ikke helt selv klar over, hvad hun var ude på. Hun fjernede sin spydige mine for en stund, trak let på smilebåndet, vendte ryggen til Micia og gik længere ud mod de voldsomme bølger, der så ud til at være blevet større, siden hun ankom til stranden. Bølgerne nåede op til hendes knæ og hun vaklede lidt, idet at bølgen trak sig tilbage igen. Hun elskede de smukke voldsomme bølger og deres larmende brølen, når de ramte vandet, var som sød musik i ørene.
"Jeg er ikke ude på at slås, men derimod ude på at se en dæmons sande natur. men at du så vælger, at lægge en dæmper på hvad du er, er bare ærgeligt." Hun kastede et blik tilbage på Micia med et lille kækt smil, hvorefter hun vendte fronten mod Micia igen.
"Hvad laver en fin lille dæmon som dig, på denne strand, når det er så dårligt vejr?" hun lagde hovedet let på skrå. "Jeg troede, at du ville fortrække solrig badevejr," tilføjede hun med en drillende klang og kiggede på Micias pæne skikkelse. Hendes opfattelse af denne fremmede, havde ændret sig siden første øjekast. Malou havde en opfattelse af, at Micia var en pæn pige, med styr på tingene. Hun var sikkert, som de fornemme mennesker, som gik på caféer og shoppede sko. Ikke at Malou havde noget imod denne type mennesker, deres natur var bare en smule fremmed for hende.

Hun kiggede på hende stille og roligt og viste ikke lige hvad hun sådan skulle sige lige nu så hun var bare sådan lidt stille i det og alt det "okay så det var det du ville"sagde hun så roligt til hende, og det var som om denne her kvinde var ændret på ingen tid og sådan noget og det forvirrede hende lidt og alt det.
Hun kiggede på hende "hvad jeg laver her ude i dette vejr ja aner jeg ikke fik bare lyst til at gå en tur men det havde nok været bedre at det havde været med noget andet vejr jeg skulle ha gjort det i"sagde hun roligt og smilte afslappet og sådan og nu hvor hun kom til at tænke over det fik hun aldrig kvindes navn "altså hvis det i orden med dig så vil jeg gerne vide hvad du hedder"sagde hun roligt og kiggede på kvinden det var træls og ikke at vide hvad den man snakker med hedder og sådan.
Hun så på kvinde også lidt rundt omkring sig da der ikke så ud til at være så mange her udover dem og sådan noget det.

Malou kiggede overvejende på Micia med et par langsomme nik. Det var lige før, at hun hellere ville begive sig ud at lege med bølgerne.
"Du minder meget om et menneske," sagde hun med et snert af foragt i stemmen. Hun rakte den hånd frem, som ikke var knuget fast om vandrestaven og prikkede hende, med et lille hånligt smil, på næsen. "Er du et lille menneske?" sagde hun i et højt tonelege, som snakkede hun kærligt til en lille baby. En latter sprudlede frem fra hendes læber og hun snurrede kort rundt om sig selv. En trang til at opleve noget, væltede ind over hende. Havde Micia været et menneske, havde hun nok fortrukket at 'lege lidt med byttet', men eftersom Micia nu var en dæmon, vovede Malou det dog ikke. Hun vidste ikke meget om dæmoner, men var dog klar over, at de var rimelig stærke.
"Jeg hørte dig første gang," mumlede hun med et lille utilfreds rynk på næsen, da hun endnu engang blev spurgt om sit navn. "Er navne vigtige?" hun hævede spørgende et øjenbryn. "Hvis du får mit navn afvide, finder du så ud af, hvem jeg er? Hvordan jeg er? Nej.. Navne er ikke vigtige. Jeg fortrækker, at have mit navn for mig selv. Du er velkommen til at kalde mig, hvad du vil." Hun kiggede undersøgende på Micia, og afventede hvilken reaktion hun ville have til dette. Hun kunne forstille sig, at Micia blot ville tage det med en rolig, nærmest ligegyldig mine.

Hun kiggede på hende og anede ikke hvad hun skulle sige menneske var hun da i hvert fald ikke det var helt sikkert og da hun prikkede til hende med den dims af en stav to hun roligt fat i den "gider du godt lade være med at tale sådan der til mig jeg vil ikke finde mig i at nogen taler på en måde ned til mig som jeg er en anden rangs person"sagde han surt og kiggede direkte på hende men et par øjne der sagde at det snart kunne være nok.
Hun kiggede på hende godt nok var hun venlig sød og rar og alt muligt andet men at blive talt ned til det ville hun ikke finde sig i det var så træls når det skete og mange folk fattede mange gange at de skulle lade være med sådan noget og andre ikke.
Hun så på hende og håbede på at hun ikke blev ved og sådan noget der for det kunne ende helt galt når det kom der til og det havde micia endeligt ikke lyst til at det skete eller noget.
Micia plejede at være meget tålmodig med folk men det eneste der kunne gøre at hun gik fra søde og rare micia til sur micia var hvis folk snakkede ned til hende.

Malou kastede et kort blik ned på Micias hånd, som nu var knuget om hendes vandrestav. Et triumferende smil spredte sig på Malous læber. Omsider var hun brudt gennem Micias tålmodige facade og kommet nærmere den dæmon hun i virkeligheden var.
"Det må du undskylde kære," svarede hun med et sødt falsk smil og en stemme gennemsyret af sarkasme. Malou var dog klar over, at hun snart bevægede sig ud på dybt vand. Nok kunne hun lide at udfordre skæbnen, men ikke i sådan en grad, at det ville koste hende livet. Men den useriøse maske, havde Malou altid svært ved at fjerne, og dette kunne godt provokerer folk, der ikke var nær så tålmodige som Micia.
Hun rømmede sig let, anstrengte sig for ikke at fyre en nedladende kommentar af. "Jeg må dog indrømme, Micia, at jeg er til en hvis grad er glad for, at du ikke er en sur farlig dæmon, der for længst har slået mig til jorden," mumlede hun oprigtigt og kommentaren var da også grundet rædslen for, at Micia ville forvandler sig til en sur muggen dæmon foran hende, hvis hun forsatte med at være flabet. Måske ville denne ærlighed sørge for, at der blev lagt en dæmper på Micias vrede igen.

Hun kiggede på hende og slap for hendes mærkelige stav eller hvad det var "det går nok men du skal bare lære og passe på hvad du gør en dag ender det helt galt også tror jeg ikke du kan redde den kommer an på hvor rar og venlig den person er som du står overfor"sagde hun roligt og var ved at falde ned igen "Men hvorfor vil du ikke sige dit navn endeligt altså det jo meget normalt når folk spørger for så ved man da hvad den person man snakker med hedder og sådan"sagde hun roligt og anede ikke hvorfor hun så godt ville vide hvad hende kvinden hed, men sådan var hun nu bare og sådan ville hun altid være ville hun selv mene.
Hun kiggede ud over vandet og havde ikke mere at sige da hun havde sagt det hun ville sige for nu og alt det, men der skulle jo nok komme mere fra micia's side af når der engang blev sagt noget mere.

"Jamen tak for det gode råd, men lad venligt være med at bekymre dig om mig." Hun sendte hende et lille stift blik og gjorde mine til at vandre videre. Hun brød sig ikke om, når folk prøvede at belære hende ting, som hun udemærket godt var klar over. Slet ikke hvis det var for hendes eget bedste. Hun skævede blikket ned af stranden og kiggede derefter på Micia igen.
"Kunne du tænke dig at vandre?" spurgte hun høfligt, men var allerede gået så snart spørgsmålet var blevet spurgt, og før Micia nåede at svare. Hun gik med rolige afslappede skridt og satte vandrestaven dybt ned i sandet, ved hvert skridt hun tog.
"Som jeg sagde før, synes jeg ikke at et navn har en særlig betydning." Hun trak let på skuldrene. Egentlig følte hun bare, at hvis hun fortalte Micia sit navn, ville hun ikke kunne oprette denne egoistiske facade. "Du må kalde mig, hvad du vil," tilføjede hun og kastede blikket ud på vandet.

Hun kiggede på hende med et par rolige øjne og skulle lige ha fundet ud af hvad hun kunne kalde hende da hun åbenbart kunne kalde hende det hun selv ville og alt sådan noget der, og der var jo mange muligheder når det var sådan.
Hun kiggede på hende og nikkede roligt til at vandre eller hvad pokker det var hun kalde det og gik så med hende og alt sådan noget der for noget skulle hun lave og hun gad ikke stå der alene eller noget som helst.
Hun så rundt og slappede bare af og havde det da godt nok med at være sammen med hende selvom hun ikke kende hendes navn eller noget som helst i den forstand.

Da hun ikke vidste, hvad hun skulle snakke med denne kvinde om, øjnede hun muligheden for at lære racen, dæmon, lidt bedre at kende.
"Sig mig, Micia. Er det svært for dig, at skjule din indre dæmon?" Som altid, var hendes stemme en anelse spydig, med det var nu bare mere end vane. Hun følte sig langt fra truet af Micia, nu hvor hun var faldet lidt ned, og følte sig endda helt afslappet i Micias selskab. På trods af at Micia ikke var en af de frygtindgydende dæmoner, fandt hun det stadig meget interessant, at befinde sig med et væsen, som ikke var et menneske eller varulv. Hun havde altid været meget opsat på, at få mere viden om de fremmede væsner og Micia virkede meget åben og ja, endda helt venlig.

Hun kiggede på hende med et stille og roligt smil "nej er det ikke altså hvis man kan lære og styre sine lyster til forskellige ting så er det ikke svært det mere hvis man ikke kan det så går man tit amok og sådan noget over det mindste"sagde hun roligt og kiggede på hende "hvad med dig kan du godt styre og være ulv når du er det"spurgte hun roligt og det var jo bare samme spørgsmål bare om hende i stedet for micia og alt det.
Hun gik stille og roligt vider sammen hende det var endeligt ikke så slemt og gå sammen med hende for hun var nu meget venlig når man først fik langt en dæmper på kvinden uden navn som micia nok ville komme til at kalde hende hvis hun aldrig fik hendes navn at vide.

Hun nikkede lyttende og kiggede undersøgende på Micia.
"Har du altid godt kunne styre dig selv, så?" Et lille skævt smil dukkede op på Malous læber. Det var nu rart, at Micia var sådan en åben person. Dog betød det ikke, at hun selv ville åbne sig op.
Ved det andet spørgsmål, fik Malou et mørkt blik, idet hun mindedes de yngre dage. De dage, hvor hun intet kontrol havde over sig selv, og gjorde folk fortræd, som hun holdte af. Det var første gang i mange år, at hun tænkte tilbage på den tid, og den velkendte smerte i brystet, dukkede langsomt frem igen. Med et par glippen med øjnene, rystede hun alle tankerne bort, og kiggede op på Micia.
"Ja, jeg kan godt styre det," svarede hun kort, og undlod at sige, at det langfra altid havde været sådan.

Hun kiggede på hende med et smil på sine læber "nej ikke altid i starten var jeg vild og ondskabsfuld og sådan noget og ja det kan være svært at forstille sig at sådan en køn person som mig kan være det men det var jeg men som tiden gik indså jeg at hvis jeg blev ved sådan fik jeg da ikke nogen venner eller noget som helst"sagde hun stille og roligt og smilte til hende.
Hun gik stille og roligt ved siden af hende og hørte på hvad hun sådan ellers sagde og smilte roligt "når det var da godt at du kan det men kræver det endeligt noget for at styre det eller kan man bare det"Sagde hun roligt og anede jo ikke hvordan det var og være varulv og alt det.

Billeder af en vild og ondskabsfuld Micia, dukkede op for Malous nethinder og der brød et lille smil frem ved tanken. "Nej, det kan man ikke forstille sig," gav hun hende ret, mens hun stadig havde billeder af ondskabsfulde Micia. Malou havde altså ikke specielt svært ved at forstille sig det, men dette valgte hun dog ikke at nævne.Dog ramte hende det lidt, da hun sagde, at det var gået op for hende, at hun ikke ville få nogen venner, hvis hun forsatte på den måde. Det Malou til at tænke, at det måske snart var på tide, at ligge den altid provokerende væremåde væk, hvis hun altså skulle have noget håb om, at skabe sig nogle bekendtskaber, som ikke var nogen, der havde lyst til at myrde hende.
"Man har svært ved at styre sine instinkter, når man først er forvandlet," svarede Malou, med et lille skuldertræk. Hun overraskede sig selv, ved at være så åben. "Men det er nu heller ikke fordi, at jeg gør noget særlig forsøg, på at skjule dem," tilføjede hun, og kastede et blik ud på de stadig voldsomme bølger.