Sorry I'm late - Procella & Colt

Dato: 21. maj
Tid: 10:15
Årstid: Forår
Vejr: Solskin og forbløffende varmt
Sted: Tranquillity Mansion
Påklædning: Tætsiddende jeans, dog mindre stramme end normalt, og en let posende bluse, der skjuler mavsens lille bule, sorte stillethæle.

Det havde været en begivenhedsrig dag i går, og Colt havde været så optaget, hun rent havde glemt alt om at tænde sin mobil igen, da hun havde forladt sygehuset efter scanningen. Hun havde været i den syvende himmel og hun og Segovax havde svævet rundt på en lille sky hele dagen. Hun havde haft lidt travlt over facebook med at snakke med veninderne omkring den lille ny. Hun havde ikke lige haft mod på at fortælle om sin graviditet før, men efter den her scanning var det simpelthen for spændende at lade være. Desuden var hun ved at være nået et punkt nu, hvor hun snart ikke kunne skjule det mere, hvor mange løse trøjer hun så end gik i. Så nyheden var sluppet ud, og det havde været babyfryd til langt ud på natten, hvorfor hun havde sovet længe.

Det første gjort om morgenen var naturligvis et bad og så morgenmad, før det var gået op for hende, hun havde glemt alt om sin mobil, og da hun tændte den væltede det ind med beskeder og missede opkald, så hun glippede med øjnene en enkelt gang. Hun startede med at skrive en besked til Savoy, der var den første på listen. Bare en kort forklaring om, hun havde været på sygehuset til en scanning - ikke nævnende hvilken type - og havde glemt alt om sin telefon, efterfulgt af et undskyld til ham. Hun håbede, det var nok, men han havde tilsyneladende forsøgt at fange hende flere gange, så hun håbede bare ikke, det var vigtigt. Dernæst fandt hun et væld af beskeder fra Procella, og det var nok det bedste at tage derud selv frem for at forsøge at tage den over tekst, og hun gjorde sig hurtigt klar og smækkede håret op i en hestehale, før hun trippede ned ad trapperne og ud i bilen.

Hun kørte så langt, hun kunne og fik parkeret, før hun ventede utålmodigt på næste båd, og snart var hun ovre på øen, og der var bare en rask gåtur tilbage, som hun tog forbløffende hurtigt for en med så korte ben og så høje hæle.

Hun nåede op til indgangen og blev lukket ind, før hun skyndte sig op til hoveddøren og låsede sig ind. Hun var ikke kommet mange skridt indenfor, før hun så sig søgende omkring og kaldte:
"Procella? You home?" Hun gik længere ind ledende efter sin chef og håbende inderligt, hun ikke ville støde på Wicked lige nu; det kunne hun ikke lige magte.

Colt måtte lede lidt for at finde Procella. Hun var ude i..hm...ja man kunne vel med lidt god vilje kalde det en baghave? Normale mennesker ville nok mere kalde det en park eller sådan noget. Procella var klædt i kondisko, og grålammerede joggingbukser, samt en sort tætsiddende top med bryderryg. Det lange hår var samlet i en ganske enkel hestehale.

De fire småpiger var blevet udstyret med små solhatte for ikke at blive skoldede. Lee gumlede ivrigt på et stykke banan og hvem der havde overtaget var ikke helt til at vide for pigen var smurt ind i banan i det meste af ansigtet og smaskede ivrigt - hun var lidt klam at se på faktisk, men det lod ikke til at genere Procella der lå på et tæppe på græsset. Enie var igang med at splitte en pakke kiks ad - tydeligt mere interesseret i at se hvor meget en pakke kiks kunne fylde splittet til atomer, fremfor at putte dem i munden.

Tia havde fået rejst sig op, ved hjælp af at trække Daya omkuld i græsset. Hun stavrede usikkert over mod Colt der kom ud af døren og smilede over hele hovedet.

"Anny! Anny!"

Ivrede hun, og advarede derved Procella om at de ikke var alene. Procella skar en grimasse da Daya samlede hidsig energi omkring sig for at..ja guderne måtte vide hvad - men nok for at "straffe" sin søster. Procella satte sig hurtigt op og greb Daya, og gav pigen en flyvetur i luften. Øjeblikkelig deflektion af hysteri. Daya så helt forskrækket ud et splitsekund, og klukkede så.

Tia fik slingret sig et par meter indenfor rækkevide af Colt, trådte forkert, og landede på hænder og knæ. De store sorte øjne så spørgende op på Colt som om hun ledte efter svar på om hun skulle prøve at komme op, blive sur eller ked af det.

...anny?"

Prøvede Tia igen. Hun kunne ikke sige "nanny" ordenligt - men så igen...hvem fanden forventede pigerne skulle kunne gå eller kravle eller sige en bjælde efter et par måneder?

"Heeeeeeeey Guys! Look! It's Colt!"

Sang Procella begejstret og rejste sig med Daya i armene. Hun snurrede rundt om sig selv, og sagde propellyde. Daya hvinede henrykt.

"And she is very much alive! Yaaaaaaaaaaay! Now we just have to teach her to use, the bloody phooooone....Weeeeee!"

Procellas stemme var blød og legende, men blikket hun sendte Colt ville have skåret hende i småstykker. Blandingen var lidt komisk. Procella der drejede rundt om sig selv og prøvede at underholde pigerne og samtidig forsøge at give en grundig skideballe.

Den hurtige gennemgang af huset viste sig frugtesløs, men larm fra baghaven tiltrak sig hendes opmærksomhed, og hun drejede hastigt omkring og gik derud. Synet, der mødte hende, fik et bredt smil frem på hendes læber, og hun fortsatte ud mod dem sendende Procella et undskyldende blik.

”Hey Tia,” sagde hun smilende og kom til at le, da pigen faldt på knæ. ”Whoopsadaisy!” Hun samlede hende op og løftede hende højt op over sig, holdende hende i strakt arm et øjeblik, før hun blev sat på Colts hofte.

Colt gik hen imod Procella med et roligt smil og et undskyldende blik.
”Erhm, sorry I weren’t on the phone yesterday. Went to the hospital to get another scan and forgot to turn it on afterwards ... Didn’t even think twice when I didn’t hear a sound from it all day. Only found out about an hour ago and came as quickly as I could ... Erhm, I hope it wasn’t very important, were just kinda booked and confused and happy and thousand other things as well.” Hun gned sig let i nakken og så beklagende på Procella, før hun vippede lidt med Tia, så hun ikke skulle kede sig alt for meget ved bare at sidde der og sidde.

”Oh dear me, little one, you’re becoming heavy! Gotta go training again soon; ain’t got your mommies arms, you know,” smilede hun ned til Tia og strøg hende over håret, før hun kort gled blikket over de andre piger.
”And hey girls. Having a nice day in the sun, hmh?” Hun smilede til hver af pigerne, før hun igen så mod Procella.

Procella skævede til Colt og vaklede da hendes balancenerve sagde kraftigt fra. Det var lige en omgang for meget. Procella løftede Daya op om satte hende over nakken. Hendes udtryk blev en ganske lille smule anstrengt da piegbarnet begejstret smækkede begge hænder ned i hovedet på hende gentagende gange.

"Daya! Mommy's not a drum..."

Hun blinkede kraftigt da hun fik et ordenligt gok i hovedet som for at understrege at Daya faktisk var flintrende ligeglad med om Procella var stor og farlig og åd dæmoner til morgenmad, nu var hun en tromme! Basta!

"Mhm...really...nice...Ouch! Stop it! Not a drum! Will you listen to me?!"

Procella prøvede at ignorere den lykkeligt klaskende unge hun havde på nakken, men der var noget lidt tragi-komisk over det. Procella der forsøgte at have en voksen samtale og hele tiden lavede små muskelspasmer i ansigtet når Daya smækkede hende én på lampen. Den toppede ret meget da den ivrige klasken blev efterfuldt af en lang glitrende strime savl der sejlede ned midt i Procellas hårpragt. Først opfattede jægeren ikke hvad der skete - så gik hun i stå midt i sin sætningen og så helt forkert ud i ansigtet.

"Are you okay? Did everyting go okay? Are y-....."

Procellas fingre søgte op, stadig med det skæve forstenede udtryk i ansigtet. Et latterkrampende udtryk af lettelse gled over hendes ansigt da hun fandt ophavet.

"OH THANK GOD! I THOUGHT SHE PEED ON ME!"

Det kom lige fra hjertet. Jægeren flåede pigen ned af nakken med et udtryk af panik i ansigtet - som skulle formuleringen af mareridtet på en eller anden måde få sat griller i hovedet på det sortøjede afkom. Daya blev bestemt sat ned i græsset

"No drumming or drooling. Or peeing! Mommy sais no!"

Procella begyndte samtidig at tørre sig i håret med den ene hånd for at få fornemmelsen af fugt bort. Hun vinkede Colt med sig over til tæppet og ledte selv vejen.

"No...Nothing important. I think. Someone came looking for you. I would like some kind of explanation on that. I've been kinda pissed at you. Why the hell do you have a phone if you don't use it?"

Hun var faktisk ikke vred på Colt. Hendes blik var bekymret. Hun erobrede en kiks fra Enie før hun kunne molestrere den totalt og bød den til Colt.

"You know...you're taking everything really...cool. My girls and all."

Procella skyggede for solen med den ene hånd så hun bedre kunne se Colt. Hun lagde hovedet let på skrå og prøvede at ignorere den bananfedtede hånd der begyndte at krabbe op af hendes bare arm.

...Bloody....hell...drool and banana? Someone kill me...please...

Da Procella vaklede, rakte Colt automatisk frem og fangede hendes arm for at hjælpe hende, og hun smilede skævt, mens Daya blev løftet op. De trommende bevægelser blev mødt af et tvivlsomt blik fra Colt, der en gang eller to selv havde været udsat for at være trommeskind, om end hun endnu ikke havde fået hovedet udsat. Et øjeblik var Colt i tvivl om hun burde give Procella en hånd, men hun var for pokker da stor nok til at klare sig selv, og det var jo hendes børn; at rette eller hjælpe lige nu var nok ikke en god ting.

Et lidt mere skævt smil trak i Colts ene mundvig ved Dayas ansigtsudtryk kort før hun fik savlet på sin mor, men det var mere medlidende end humoristisk. Og så kom den lille spand mundvand, og Colt så til med store øjne, før hun kom til at le en smule, som Procella afbrød sig selv.

Hun forsøgte at lade være med at grine ved Procellas lettede kommentar, men det var umuligt.
”Sorry, didn’t mean to laugh … And I’m fine by the way, everything’s perfect!” sagde hun og så ned til Daya i et forsøg på at se bestemt ud.
”Daya, you’re getting yourself into trouble someday soon!” mumlede hun og rystede så på hovedet med et suk seende på Procella igen. ”You’re gonna have a lovely time with her when she becomes a teenager!” smilede hun bredt, men samtidigt medlidende. Hun trak et stoftørklæde frem fra lommen og hjalp Procella med savlet, før hun fulgte med over til tæppet.

”Someone came looking.. for me? Don’t tell me it was a black haired woman!? Tried to explain that wretched thing to stay off my back ... And sorry about it, I truly am. Just a really confusing day yesterday and forgot the phone. Usually I never turn it off, but the nurse scolded me to do so, and I just forgot about it. Didn’t intend to – of course not – and as I said, I came here as soon as possible.” Hun tog imod kiksen, men fik ikke rigtigt lov at beholde den, for Tia hvinede henrykt og snuppede den i sidste øjeblik, før hun kunne nå at tage en bid af den. Hun klukkede let og strøg hende over håret.

”Erhm, well I’ve been through a lot of weird stuff lately. Hardly anything surprises me these days! Hell I kinda fear that some day my dog will turn into some freaking huge monster and try to eat me as well ... Erh, yeah, just a lot of stuff going on. Half a year ago I’ve heard rumours of werewolves, now they’re kinda my smallest problem. Your girls are as most girls basically, just a liiiittle different. But basically they need the same and yeah, it’s strange and weird, but so everything else has turned out to be. I’ve had a few breakdowns, yeah sure, but I cope.” Hun smiled bredt og forsikrende til Procella og fik så øje på den lidt fedtede hånd.

”Oh dear, come here, we gotta clean that mess of you, love!” Hun rakte frem med stofkluden og fik fat i de små fingre og var hurtig til at få tørret dem, før hun hastigt fik lagt kluden over sin hånd og legede sokkedyr med den.

”Oh no, it’s coming to eat the food from your face! Oh nooo!” Hun snapped fingrene sammen som om det var en lille mund og rakte så op, hvor hun hastigt sørgede for at få det værste banan væk, før hun trak hånden tilbage igen og foldede tørklædet sammen. ”Oooh, look at you, all clean and beautiful again!” Hun smilede til barnet og så så over på Procella igen.

"Pffffh!"

Procella skulede af det med at blive leet af. Men der var en lille krusning af hendes læber der afslørede at hun nok ikke var virkelig sur over det. Daya så en smule fornærmet ud over at være blevet efterladt. Hun kravlede straks på hænder og knæ efter underholdningen - der måtte være noget andet man kunne gøre for at lave ballade!

"You are crazy. You are seeing my trouble, and still you want one? You wanner buy one of mine? Hell take two!"

Hun blinkede til Tia for at indikere at hun absolut ikke mente det. Den kiksestjælende pige så mistænksomt fra sin mor til barnepigen og tilbage igen. Hvordan det end var hende muligt, lykkedes det hende at stikke HELE kiksen ind i munden på én gang og derpå insisterende række ud efter sin mor - bare i tilfælde af at Colt skulle finde på at sige ja. Tia havde bestemt ikke tænkt sig at skulle have en ny mor. Procella lo dybt og varmt og tog imod den lille pige og krammede hende ind til sit bryst.

"Aaaaaw hon! I'm not gonna sell you. How could I live without you? Besides, I need you to look after mommy. Right? When mommy gets an owie she needs her girls"

Procella holdt Tia let ud fra sig. Pigen klappede sin mor på kinderne med de små tykke hænder og brægede så en byge af kiksekrummer ud i hovedet på hende

"Ooooowie...no owie mommy!"

Procellas ansigt krøllede sammen og hun rystede på hovedet og hostede halvkvalt.

"Thank you so much critter...I kinda asked for that one. No owie for mommy"

Hun satte blidt pigen fra sig på tæppet og prustede samtidig med at hun børstede krummer af ansigtet med en fnysen - havde hun rent faktisk fået kiks i næsen? Børn havde de særeste evner...som at få utænkelige ting de særeste steder...på hende. Hun vendte blikket tilbage mod Colt - der blev angrebet af Daya bagfra. Pigen begravede sine hænder i håret på sin barnepige og sendte det søøøøødeste englesmil imens.

"No Daya! Owie! You little monster! Let go! don't hurt the human! What did mommy tell you? Humans break! Let go of the nanny! Now!"

Procella rynkede let på næsen over den fedtede arm og så tilbage på Colt og Daya. Colt lod faktisk til at nyde børnene og deres...ækelhedsfaktor. Forstå det hvem der kunne.

"Woman? Who is that woman? Is it something you need...hrm...help with?"

Procellas øjne glitrede pludselig koldt. Hvis der var nogen der forsøgte at gøre Colt fortræd så skulle de gennem hende først. Daya gav pludselig slip på Colts hår som havde hun brændt sig og så overrasket på sin mor - hvor de tidligere protester ikke havde virket overhoved. Tia så tøvende fra den ene til den anden.

"O...Owie?"

Procella trak fraværende pigen op på skøddet. Hun virkede pludselig begravet i børn der prøvede at komme nær hende - og der var slet ikke nok Procella i forhold til alle de små hænder der greb fat i hende.

"Ey...what th-....guys! Critters stop! Colt! A little help here!"

Procella trimlede om på tæppet da hun måtte bukker under for 4 sæt børnehænder der pludselig skulle i nærkontakt med hende. Hun blev nødt til at le simpelthen fordi det var så komisk. Her sad hun og blev beskyttende og gal på Colts vegne og så blev hun angrebet af sit frustrerende afkom der ville sikre sig at hun ikke var kommet til skade.

"We need to talk about communication! This is not dignified!"

Jægeren stønnede under presset af de små børnekroppe. De havde hurtigt fastslået at der intet var galt med mor, så derfor kunne man jo lige så godt benytte sig af den nye leg - mor som klatrestativ!

Lyden fra Procella reducerede Colts latter til et bredt smil, mens hun så lettere undskyldende på hende. Om hun var sur eller ej, var det ikke et pænt træk bare at grine ad det.

”Erhm, well yeah, I guess so,” sagde hun lettere usikkert og med et grin. ”You know, it’s not like it’s planned or anything, and I didn’t know what to do ... Segovax kinda took the decision making up my mind for me. Erhm, and I don’t think the little critters wants to go with me anyways.” Hun smilede igen og så mod Tia, som smaskende fik den alt for store kiks vendt ind mellem tænderne. Da Tia forsøgte at komme over til sin mor, lo hun bare kort og hjalp hende over.

Colt smilede og så på den lille scene mellem mor og datter, følende sig helt blød indeni.
”See? They’re attached to you … Stamp on a letter, Procella, they need you to go anywhere in this life.” Hun klukkede let. “Though I be damned if they’re not the sticky ones here!” Colt smiled på skift fra mor til piger, før det gik op for hende, Daya var uden for synsvidde. Det gik dog hurtigt op for hende, hvor pigen var, da hendes hestehale blev angrebet, og hun grinede og rakte om for at holde igen på det, vidende af erfaring, der nemt kunne ryge en lille tot.

”Hey there, Daya, what did we talk of pulling hair? Only on the bad guys, right? Were I a bad guy? Nope, not today, so let go now,” sagde hun diplomatisk, men shun drejede overkroppen halvt og lagde armen om pigen trækkende hende om på sit skød. ”Oooh I’m so gonna eat you now, little one,” grinede hun og lavede smaskelyde ned mod Dayas mave. ”And this time, don’t eat me back, please.” Hun lo fortsat og kildede pigen i håbet om at få hende til at slippe håret.

Procellas ord fik hende til at skære en grimasse, før hun så op på hende, og hun skulle til at svare, da alle ungerne pludselig stormede mod hende på den måde. Hun kom hurtigt på benene og stillede sig ind over Procella samlende et par af pigerne op, da hun kunne se, det gik over i leg i stedet for – hun havde lært ikke at afbryde dem, når de havde den der intensitet over sig.

”Whoopsedaisy little ones, let mommy breathe!” Hun svingede de to piger rundt et par gange, til hun var sikker på, de var godt rundtossede, før hun med et lille grin fik sat dem ned og gik efter de to andre, som hun satte sig med på skødet. ”Glad I’m only having one!” lo hun og krammede de to småpiger. ”But they are adorable!” Hun vippede lidt med benene under dem og lavede lyde, som om hun var en hest, der galoperede af sted. Efter et halvt minuts tid så hun dog mod Procella igen med et stille smil.

”Regarding the woman of whom I spoke ... It wasn’t her asking for me then? That’s a surprise ... Erhm, well I don’t know exactly if I need help with her, I still need to find out exactly what’s going on. I’m still kinda new to all this, and it seems my relations doesn’t want her removed, even though I can’t stand her, so maybe I should just try to think it through ... She’s an angel – blow my mind that one – apparently attached to me in some way. Whenever anything is going on in my life, she’s sure to be there to bug me ... Last month I was attacked by a dog, and a vampire saved me – friend of mine. Ended up pretty stupid due to me not thinking, and pouf there that freaking thing was again. Shot her – even though she saved me – and took off with me against my will. Had my car and everything down there and had to get up very early in order to pick it up ... My shoulder still hurts from the bite I got, but it’s healing okay. Kinda learned my lesson this time – and not due to that thing ... But I guess she’s trying to do her best, though I don’t really see why as we can’t stand one another ... Erhm, sorry to let you in on all this, it’s not really anything you care about, I can imagine. I’m just a bit confused, that’s all.” Hun skar en undskyldende grimasse og sukkede let, før hun tiltede hovedet nysgerrigt på skrå. ”So erhm, who were looking for me, if I may ask? Can’t imagine who else it could be?”

Procella sukkede lettet da Lee og Daya blev fjernet og hun kunne kæmpe sig op. Hvad fanden skulle hun egentlig stille op når Colt blev for rund til at kunne være hendes barnepige? Næste gang hun ansatte nogen måtte der være en klausul der forbød folk at blive gravide. Hun rystede børnene af sig og holdt hænderne op foran sig i protest.

"Waaaait! Back up...let me get this straight..."

Procella kneb det ene øje i og prøvede at organisere sine tanker. Det var svært...meget svært....

"Yooou...got knocked up by a wolf. Got an angel on your ass. Getting attacked by dogs, saved by vampires, abducted by angels, stalked by demons - and yes it was a demon, Savoy. I'm-so-fancy-with-my-cane. Apparently my husband has something to do with all this too, and you're my nanny..."

Remsede Procella op. Hun rettede sig en smule og så næsten imponeret på Colt

"Holy crap...you're the most fucked up being I've ever encountered. Including me, and cupcake, I'm right up there with Ted Bundy and Homer Simpson. How the bloody hell did you actually manage to fuck up your life this bad? I mean...how di-...what th-...yo-..."

Procella hakkede og gik helt i stå. Til sidst begyndte hun slet og ret at klappe i hænderne. Samtidig så hun mest af alt ud til at vakle på grænsen mellem hysterisk latter og spontan krampegråd, simpelthen fordi det var så...bizart!

"Colt...a vampire as your friend? I..uhm...you do realize you are a walking snickers right? Bloody hell, and you are pregnant!"

Procella så helt rystet ud, som om det først nu gik op for hende hvad det egentlig betød

"You can't see that fanger anymore! And we have to get that bloody demon of your back! You can loose your child. fuck..and is sego goes moon-crazy..."

Procella så opgivende ud et kort øjeblik. Hun kunne altid forsøge sig med at låse Colt inde i jagthytten? Hun fnøs over tanken og rystede på hovedet. Den skide ulv ville bare komme og lede efter hende. I det mindste kunne han ikke huske hende og gå sidelæns over hende...ikke så længe Wick havde fat i den lange ende af den snor. Det kriblede svagt i hende af lyst til bare at skyde lænkehunden. Hovsa...ups. I natten er alle hunde grå ik? Kom nu...ik? Pokkers...

"I'm getting...old...really fast. You are killing me...And mommy is joking no one is dying okay..."

Det kom sukkende, halvhjertet og per automatik.

"What do you want me to do? I can't do nothing. I can't kill your boyfriend. You would be a bit angry right? Geeh Colt...you are...a really frustrating individual"

Procella pillede en halv kiks op fra tæppet og stoppede den demonstrativt i munden. En atombombe på Deploratus. Alle de forbandede fluer med ét smæk. Colt under armen - se en fisk. gok i nødden. Det var meningen hun skulle redde mennesker, ikke se til imens de gravede deres egen grav....og hoppede ivrigt ned i den.

Colt havde brug for pengene, så hun ville nok arbejde indtil det blev fysisk umuligt for hende at gøre det længere. Alt andet ville nok heller ikke ligefrem imponere Wicked, der holdt hende rimeligt hårdt.

Hun så afventende på Procella, der forsøgte at følge med, og ja, hendes liv var ét stort rod. Et lille grin gled over hendes læber, men hendes øjne fortalte en lidt anden historie. Hun var forvirret og ikke så tilpas, som hun gav udtryk for.

Et lidt melankolsk smil erstattede det andet, da hun klappede ad hende, og Colt bukkede så meget, som hun nu kunne med ungerne i favnen.

”Yeah, it’s fucked up, I know. Oh, and Savoy, it was ... Erhm, okay he’s not gonna be pleased with me only texting him then. And well, mostly those mentioned are those who tries to help and protect me. And I kinda need that from time to time. I’m in way over my head, I know. Savoy and I go back half a year when I first encountered a demon and she had some friend along with her. They almost killed me, and if not for Savoy, I would have been dead. I’ve been mad at him for a while, since he tricked me after that, but I came to realise, in my situation, the deal he made me is actually not that bad – considering my luck I would have ended up far worse at some point ... As to the cane, I’ve got absolutely no clue what’s with it, but he’s awfully attached to it, and I’ve heard he should be pretty bad ass using it ... I’ve had his help a few times by now, he never failed me – as promised. Just seems like it all went wrong about half a year ago ... Erhm, found out later though, those few people I’ve called friends were either demons or werewolfs and also one angel sneaked in. I’m down to only one friend being human at this point, so I’ve kinda given up on it by now ... Besides, nothing about this…” Hun slog ud med hånden mod haven omkring sig, ”screams human … Learned not to judge anyone by what they are, but on how they behave to me instead – else this would be a damned cold and lonely world I could not see my way out of.” Hun blev en smule mere alvorlig frem for bare lettere trist.
“And I know, I’m just a freaking lunchbox and a pet. Haven’t been considered anything more these last months. I’ve made many stupid mistakes, but the vampire has proved, she’s not gonna harm me intentionally, and I can live with that. As to my baby ... Well it’s not like I can protect it anyway ... Just the body who bears it, you know. I’m a ragdoll to everything out there, and if I can’t find a couple of them to stand by me, I’d be a snack in a minute. I’ve stopped counting on times it almost happened. Savoy, Segowax, once or twice that angel, now the vampire too has saved me and stood up for me, when I needed it. I’m a freaking magnet attracting everything not human within the universe I believe ... And I’m not gonna hide in a corner being scared of being out here all my life. I’ll try to live for as long as I can, and I won’t be scared. Sure, I’m pretty stupid, pretty ignorant, but if I weren’t I’d be scared to death ... Segovax keeps me up, Savoy helps me stay alive, guess that angel does too ... I haven’t got that many friends; I need to keep those close, I have ... And I’m done with my speech!” Hun skar en grimasse endende i endnu et melankolsk smil. Det var længe siden Colt havde tilladt sig selv at være desperat og virkelig få luft for sine frustrationer. Hun var altid bare munter og holdt det inde, indtil hun var alene og kunne få styr på tingene igen. Hun skar en lille grimasse igen.

”Erhm, almost done at least … I need Segovax. If not for him, I wouldn’t be here, I wouldn’t be alive. Sure it gets rough from time to time, but so far he’s been able to control it, and I trust him. Killing him would only make me desperate and remove the one thing that truely keeps me alive ... Sorry to frustrate you, Procella, I know I’m a mess, but it’s my life ... Nothing to bring a child to I know ... I know ...” Det sidste var sagt meget lavt, og hun havde slået blikket ned for at skjule hvordan hendes øjne blev fugtige af frustrationerne. Hun brugte et øjeblik på at få styr på sig selv, før hun blinkede tårerne væk og satte en facade op igen i form at et smil.

”I’ll cope with it, Procella, don’t worry about me. Just a little paper boat on the middle of the ocean, but I choose my stupidity as wise as I can. It may not be much, but I’ve lived this far, and I’ve got something to fight for!” Hun kæmpede for at virke munter og hoppede lidt med bennee, hvor pigerne sad, igen, men shun så på Procella. Det var et tungt emne at snakke om, og Colt havde ikke ligefrem været åben omkring det – ikke en gang over for Segovax. Men som hun sagde; det var hendes liv, og hun ville ikke sidde krøllet sammen i et hjørne og tude over det! Alt for mange år var gået af hendes liv på den måde!

Procella blinkede lidt hidsigt med øjnene. Hun så mere og mere paf ud. En lille strubelyd undslap hende.

"Fuuuuck me...sideways...."

Stønnede hun og hendes læber skælvede svagt. Hun lukkede hurtigt munden. Hun var stadig ikke helt klar over om hun ville begynde at græde eller grine, så det sikreste var at lukke munden lukket. Hun trak vejret dybt - og så igen...oooooog lige en gang til...

"You are...texting...a demon? And he saved you from another demon? Do you have a magnet on your ass? Or a kill-me-sign on your back?"

Procella bed sig let i læben og så tænksom ud. Der var få ting hun kunne gøre. Men hun kunne i det mindste komme på en enkelt.

"Saaaay Colt. Are you religious in any way? You sound like you kinda need a friend. Now I'm not claiming to be normal..."

Hun slog ud med armen for at fange børnene ind i sætningen. De talte ligesom lidt for sig selv i henhold til hvor normal hun rent faktisk var.

"Of course you can protect your baby. You can fight. You can protect yourself. One life is worth everything! You might not see it, but i KNOW so. Scared is okay. Scared means you're aware. It's stupid not to be scared. You need to bump the things that push you around! I'm not gonna just sit here and watch you..."

Procella Så meget bestemt på Colt. Hun var allerede begyndt at udforme sin plan. Det kunne muligvis få dæmonerne til at holde deres lange klamme fingre fra hende. Muligvis også vampyrerne. Så manglede hun bare en plan for fjerkoste og skadedyr

"And that demon of yours...I'll show him where to keep that cane. Might be a bit dirty, but oh well..."

Småmumlede hun surmulende. Daya klukkede begejstret og greb atter fat i Colts hår. Denne gang forsøgte hun dog ikke at skalpere hende, men suttede i stedet ivrigt på spidsen, og så opmærksomt fra barnepige til mor. Der var en dyb pulserende glød i de sorte øjne. Et kort øjeblik. Så var den væk igen.

Et svagt, skævt smil trak sig over Colts læber ved Procellas første udbrud. Ja, det var ikke noget nyt, det kom lidt bag på folk, hvad hun faktisk rodede sig ud i. Da der rent faktisk kom et par hele sætninger fra hende, ændrede Colts blik karakter igen og blev en smule mere alvorligt, da en del af masken gled til side igen. Udtrykket holdt gennem alt Procella sagde, og hun slog blikket ned undervejs og sank en klump.

”Texting a demon … And yeah, he’s saved me a couple of times. As to the sign... Kill-me og eat-me I think. Erhm, and I’ve even met some wanting my lungs for some reason. Craaazy world!” Hun sukkede let og smilede så. “I never say no to a new friend, and obviously I don’t care particularly whether those I have are normal or not. I take after intentions and behaviour towards me, not after whatever else is going on ... As to religious… Not really, no. Kinda gave up on that a long time ago when left to myself.” Hun blinkede et par gange for ikke at ende med at græde. Det var lang tid siden, hun sidst havde tænkt over det, og hun havde igen troet, hun var kommet videre.

Det tog et øjeblik, før hun kunne fortsætte og se op igen.
”Yeah I can fight, sure thing. Fought a demon in a bar after she drugged me, great going! Got a night in detention for that one – and got myself a nemesis who of course knows Segovax and tries to steal him. Oh yeah, and again Savoy helped me out. Don’t seem able to do anything to fend for myself these days, so how I should be able to protect a baby, I’ve got no clue of. Need Segovax to do that too, I guess. And I am aware, I just don’t want to be frightened out of my wits, so I’m not. Just seems like I’m a puppet without any control of the strings, and I’ve gotten used to it. So watch the show, Procella, it’s so pathetic it’s kinda hilarious!” Et trist smil strakte sig over hendes læber, og hun sukkede let og nussede pigerne over maverne.

”As to Savoy… Our arrangement has actually come in handy. My soul is mine until I die. Nothing before, and it’s on the condition, he keeps me safe and alive for as long as possible. I know that should make him unreliable, but really he isn’t, and I’ve grown to trust in him as much as I trust anyone. I need his protection as it is – same with Segovax. I’m just a human, I can’t compete with those creatures. I may not be smart, but I know that much. I just need to be smart regarding what company I keep, and I’m trying my best ... Procella, I depend on people being there to save my ass. I’m helpless and I know it!”

Det var lidt so mom Colt slet ikke havde lagt mærke til hvordan Daya gnaskede i hendes hår, og hun var faktisk kun halvvejs opmærksom på det. Tankerne vejede temmelig tungt lige nu og tog en del opmærksomhed, men hun registrerede det, da der kort blev trukket i det, og hun så mod Daya med et kærligt smil.

”Hey you. Might be better of with a cracker, Daya, my hair can’t be that good ... though at times you seem quite obsessed with it.” Hun betragtede den lille pige stille og roligt, selvom hendes blik stadig var lettere melankolsk. Der var tidspunkter, hvor det bare føltes meget lettere at give op, men heldigvis var der meget langt imellem dem for Colts vedkommende.

Procella stirrede skarpt på Daya et øjeblik. Så rystede hun det af sig. Hun slog en klo i nakken på pigens lille jakke og trak hende baglæns på rumpen over tæppet. Daya fægtede med armene i protest. Dumme mor!

"Friends then? Hm...I don't think I've had a human for a friend"

Mumlede hun tænksomt, mere til sig selv end egentlig til Colt. Elever og kollegaer gjaldt ikke som mennesker i hendes verden. Opgaver og håbløse tilfælde heller ikke.

"You know what? I think you should come with me to church someday. Just try it out for a size. If it's not you, I wont bring it up again. But religion can be a...haven for you. Sanctuary in a hour of need"

Med et snuptag greb Procella Daya, vendte hende i armene og så hårdt ned i det lille ansigt. Procellas egne øjne blev rovdyrgule da hun oprigtigt var ved at blive vred på den lille pige og hendes destruktive humør.

"Daya! Enough!"

So help me god, I'm so close to use the phrase "wait till' daddy comes home" you little rat!

Tænkte Procella arrigt og indgik kort i en tavs stirrekonkurrence med det sortøjede barn. Den røde glød i de dybe sorte øjne vendte tilbage. Rød mod gylden. Procella vandt...denne gang. Hvad der mest af alt lød som en utilfreds grynten fra Daya og derpå et langtrukkent gab, brød den spændte stemning. Som var intet sket skiftede Procella greb og vippede pigen ned og ligge i sine arme. Hun rokkede let frem og tilbage.

"You're not pathetic, but you don't have the full picture. Actually. I have to come clean with a few things. You know about my girls. Strange eyes. The growing. The walking and talking. The things they do...well...I'm"

Procella sukkede og så sig lidt om. Hvordan skulle hun forklare det her? Det var skide besværligt! Lee havde kæmpet sig på benene og stavrede usikkert efter en sommerfugl der dovent flaksede fra plænens ene kløverblomst til den næste.

"I'm a...person who tries to..erhm...even out the odds. You know? Helps? Getting rid of angels, demons, wolfs, fangers, gandalf, puss in boots, creepy freaky stuff. I'm...helping. At times. I don't feel very useful right now. And uhm. That demon. Savoy? I really doubt he's protecting Sego. He is really annoying. Your boyfriend."

Procella så kort ned på Daya og så alvorligt op på Colt igen. Det måtte blive lidt som et plaster det her. Flå det af - få det til at gøre ondt, og så puste bagefter.

"I have a past with your boyfriend. Not a pleasant one. I tried to kill him a few times. He bit me blah blah blah. Last time he came here actually. At night. That was after you came to work for me. He actually tried to kill me that time. Stupid mongrel..."

Jægeren brummede surt over tanken og sukkede. Hun så lidt træt på Colt og håbede inderligt på at hun ville lytte til ende og ikke bare blive hysterisk og gå sin vej.

"If my husband hadn't shown, I really don't know what the hell would have come of it. Maybe I would have killed him. Maybe the other way around. I couldn't let it go on. I had to protect my family. My girls. Colt, I begged Wick to erase me from Segos mind. Make him forget me. I think he would have killed him otherwise. I was grasping for...something to do, other than killing. Very hard when a wolf just tried to make your lungs freaking pancakes. Wick was...really...pissed..."

Procella så næsten brødebetynget ud. Hun havde aldrig bedt om at andre skulle fuckes op i deres hoveder. Det var ikke hendes stil. Tanken var bitter for hende. Grænserne mellem rigtigt og forkert var ikke længere skarpe. De var blevet udflydende og tonede. Var hun krydset over en grænse et sted uden selv at have bidt mærke i det?

"I don't know why, or how, but Wick have a key to him. Like Savoy does with you. As long as he keeps him from hurting me, or my children or you for that matter, I wont act on it. But please understand. Hearing you telling about him...loosing it. I'm growing desperate. I wish I could turn back time and take some of this away, and make your life easy, but the only thing i can give you is the truth. A least you deserve that much"

Eller i hvert fald noget af den. Det ville blot være ondsindet at fortælle hende at hun faktisk havde knaldet hendes kæreste. Det ville ikke gavne Colt overhoved. Det ville såre hende, og det var en detalje der egentlig ikke var et formål i at dele. Ikke andet end for at være modbydelig.

"And please...don't trust a demon. Never trust a demon who holds your soul. Savoy is not protecting your boyfriend. My husband is. Why do you think he works a Muse? Shit...Look Colt I smelled wolf on you the first time you walked in my door. I'm a...well...we call it hunters. Some call it slayers. Murderers. I thought of you as a tool to get to an abnormal, before I found out who the hell you where dating, then I wanted to protect you. To learn more. I'm supposed to protect you. To protect humans. Look around. I'm not doing a bloody good job these days..."

Procellas stemme var blevet mere og mere afdæmpet og opgivende. Hendes blik var halvt undskyldende og halvt træt. Hun var ikke helt klar over hvad hun undskyldte for. Om det var hendes plan om at slå Colts kæreste ihjel, at hun havde holdt hemmeligheder for barnepigen, eller om det var fordi hun rent ud sagt havde været elendig til at beskytte hende. Måske lidt det hele?

"So...now you know..."

Hun fugtede læberne og sank en imaginær klump. Hun fornemmede hvordan hendes muskler spændte op i forventning på en eller anden eksplosiv reaktion fra Colt, men kvindemennesket havde ind i mellem taget røven på hende ved at reagere komplet anerledes end hun havde regnet med. Hun var på bar bund her. Det kunne gå den ene eller den anden vej...

Et skævt smil spillede over Colts læber ved den første kommentar. Det var faktisk halvvejs lidt af en ære at være første menneske værdig til Procellas venskab. Om kommentaren om kirken, nikkede hun roligt.

”Yeah su…” Hun afbrød dog sig selv, da Procella trak Daya ind på den måde, og som de stirrede på hinanden på den måde, holdt hun sig bare helt udenfor. Colt havde for længst fundet ud af, der var et eller andet med Daya, og nogen gange var det bedste for et lille menneske ikke at lægge sig imellem. Derfor fik Procella tiden til at finde ud af det med datteren – hvad end der så var at finde ud af.

Da det så ud til, der var styr på forholdene mellem de to og den tyngende stemning lettede lidt igen, satte hun sig lidt bedre til rette, mens hun lyttede. Værende et nysgerrigt individ, blev hun hurtigt optaget af Procellas ord. Hun ventede spændt på fortsættelsen, kun registrerende ud af øjenkrogen hvordan Lee legede rovdyr på jagt. Hun var godt klar over, børnene var lidt til en side, og hun var klar over, Procella heller ikke selv var helt menneskelig, selvom hun ikke kunne finde ud af hvad, hun egentligt var

Som Procella fortsatte, rynkede hun brynene let sammen. Så Procella var en af den slags, der havde været efter Segovax, som han havde fortalt hende om den første dag? Hvad havde han kaldt dem; hunters? Det var ikke helt betryggende, men det forklarede i det mindste, hvorfor Segovax ikke havde været helt begejstret for hendes nye job – såfremt han vidste hvem, hun var? Tankerne begyndte at køre lidt rundt, men da Procella fortsatte efter et kort blik på Daya, tvang hun dem lidt tilbage.

*There went the answer to that question then!* tænkte hun temmelig foruroliget og lukkede kort øjnene i, mens hun tog en dyb indånding og forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Dog ved nævnelsen af Wicked, var hun hurtig til at se på hende igen. Det her blev da bare bedre og bedre, og hun rykkede let p sig og krammede ubevidst børnene lidt tættere ind til sig for at finde lidt opmuntring. Hun var meget forvirret. Hun kendte ikke halvdelen af Segovax og Procellas fortid, så hvem var hun at begynde at dømme? Og hun kunne ikke en gang være vred, sådan som Procella så ud ved tanken om det og ved måden, hun formulerede det på.

Hun hørte Procella u dog var mere forvirret end nogensinde et kort øjeblik, før tingene begyndte så småt at falde på plads, og hun sukkede tungt.

”Using your splendid phrase: Fuck me sideways!” mumlede hun som første reaktion, mens hun satte børnene fra sig og lod sig vælte bagover ned på græsset med hænderne over ansigtet. ”Erh … First of all: This explains SO much …! Okay, I’ll try to collect my thoughts ... I’ve heard of hunters from Segovax as it’s been bugging him quite a lot even leading him to try and kill himself several times. So.. knew they were around ... Now saying you’re one of them, and you know Segovax ... I get his frustrations with my job then, and yours with him. And I know Savoy ain’t helping Segovax, and that’s not really the point; He’s helping me when I need it. And I get it why you’re annoyed with him. To be honest, right now I am too!” Hun så op mod himlen med brynene vredt trukket sammen. ”Damn him, why couldn’t he just tell me? Yeah sure, tell me you screwed the demon I fought at a bar in order to protect you, then go get her to crack your head next time you see her cause you changed your mind of doing it again... You tell me that but nothing about this!? And then...” Hun drejede hovedet mod Procella tydeligvis kun halvvejs forstående hvad Segovax egentligt havde lavet. ”Then he went here to kill you ... Oh he’s done for when I get my hands on him, that’s for sure!” Hun trak hænderne op i håret og rev let i det i frustration, før hun fnøs.

”It also explains why Wicked.. erh insisted on me telling him on Segovax ... So... And the connection between them ... This is just fucked up!” Hun stønnede anstrengt og lukkede øjnene i. Der gik et langt øjeblik, hvor hun bare forsøgte at få sin vrede under kontrol, og til sidst lykkedes det, og hun satte sig op igen.

”Okay, better now … He’s lost it only twice, both times warning me to get the heck out, and I don’t question him at that point. I can see it coming now as it is though, so I can avoid it, and he’s sensible enough to keep in the apartment and take it out on furniture. As to you wanting to go back and change things, please don’t think like that. There’s a reason with everything, even when one can’t see it! My life may not be easy, but I wished for adventure, and I sure as hell got it! I just need to find out how to handle it, that’s all ... Oh and about Savoy; he’s arranged it so neatly that everything’s on paper and he’s been polite enough to be specific enough on it to enslave himself to protect me. If he doesn’t, there’s no deal. As far as that, I trust him.” hun gned sin tinding let og sukkede så let igen.

”Look, Procella, I don’t blame you for wanting to use me to get to him, if you’re a hunter. That’s what comes naturally, I guess. As I said earlier I don’t take people for what they are but for how they behave towards me, and at the moment, you’ve changed your mind, which I can imagine is not easy for you. Erhm, and sorry to say, but regarding Wicked and your profession ... I’d say there might be a reason for you not doing a bloody good job these days ... You’re full time mom now; life changes, people changes, minds changes. Hell I used to go get myself drunk every weekend, racing illegally against dickheads a couple of times each month and use up most time on my car when not writing stories, before that I were a sister and daughter, helping my parents, taking care of my siblings, doing awful in school, getting into a fight with everyone commenting on my hair ... I’m not exactly like that anymore, but I’m okay with it, ‘cause I like what came instead. Don’t you like being a mom? To do what you want instead of using your life protecting others against – sorry to say – creatures that are equally different in their minds as humans are? Sure it must be frustrating giving up what you once were, but look at what you’ve got instead. Ain’t that worth giving up on something for?” Hun endte i et lille smil; den positive side af hende overtagende igen. Segovax var stadig ikke af krogen, og der ville komme en god lang snak omkring det her når hun engang kom hjem! Han kunne bare lige vente sig, men for nu gemte hun det væk. Procella ville næppe blandes ind i det mellemværende, og Colt ønskede ikke at bekymre hende yderligere med det.

Procella blinkede en smule overrasket og lagde hovedet let på skrå. Af et menneske at være der muligvis lige havde fået rykket tæppet bort under fødderne, var Colt virkelig...overraskende...cool med det hele? På den mentale rangliste rykkede barnepigen et par respekttrin op.

"Really??!"

Procellas ansig kæmpede om lige dele overraskelse, iver og ærgelse

"He tried to kill himself? What a shame it didn't wor-...hrm...I mean...Really? Kill himself? How the fuck do a wolf kill himself? Drown in melted silver? He has that whole uh-look-at-me-i-can-heal-crap working against him. Emo-wolf. You just say the word, I'm really good at helping! Promise!"

Det skæve gavtyvegrin og glimtet i hendes gyldne øjne afslørede at hun ikke mente det. Well..en lille del af hende mente det faktisk. I det sekund Colt var færdig med at lege med ulven havde Procella intet problem med at pelse kræet. Men indtil videre måtte hun hellere være...sød...

"I'm not frustrated with Sego. I just wanner kill him. All in a days work. He is a disease. It spreads. He bites, he makes more wolfs. I kill things like him. He killed before. You can't put creatures to jail. Think about it. A wolf in moon-rage, in a cell, locked up with 400 very fucked humans. No can do. Hunters are..hm...bountyhunters. We are the police, the judge, the jury the...hm...cure. It is what it is. Some things are never forgiven and never forgotten..."

Jægerens gyldne øjne blev distancerede da hun kort tænkte på liv mistet. Liv ulven havde taget. Han skulle bøde for det...en dag. Ikke nu..ikke imorgen. En dag. Lige nu kunne hun vente. Hun havde tid. Hendes tanker stoppede brat da informationerne pludselig klumpede sammen i harmonikasammenstød.

"Wait...hold on...He fucked a demon? In a b-bar?"

Procella så helt skæv ud i ansigtet og begyndte at grine. Hun viftede undskyldende med den ene hånd. Det var slet ikke sødt at hun sad og lo af Colt i sin gravide tilstand når hun lige havde betroet at hendes kæreste var..hm...en hund.

"Erhm..Colt? Don't confront him with this okay. Sego forgot about me, so either he wont have a clue what the fuck you are talking about...ooooor...he remembers. One will make you look like an ass, and the other will force me to act...again. This is the strangest thing I have said yet during this conversation but uhm...Please don't make me kill your boyfriend unless you really want him dead. I'm good at my job. When I do it..."

Hun sukkede og så ned på den sovende Daya. Hun strøg den lille kind med et fraværende smil og sukkede let. Ren instinkt fik hende til at trække den lille solhat bedre på plads over det mørke hår, så pigen ikke blev rød på kinderne.

"Yeah...Wick is kinda...Protective. Territorial. Sego forced himself onto Wicks property...bad move..."

Mumlede hun, og rynkede på næsen. Hans ejendom. Hun havde jo godt nok sagt at Sego kom til huset om natten. Og hun tvivlede et eller andet sted på at Wick havde tænkt på hende som et stykke materiel. Måske engang. Måske helt i starten. Et stykke legetøj. Men hun havde set sig selv med hans øjne et par gange siden. Der var intet tanketomt over det indtryk hun havde fået af sig selv. Jooo hun var hans, men han var lige så meget hendes.

Oh geeh...belonging to a demon...deal or no deal...it's a bit tragic...

Procella skævede op til Colt igen

"Adventure? Stop rubbing the lamp Aladdin. And the wolf, and the fanger end the demon. I'm all out of miracles!"

Så rystede hun på hovedet med et lille skævt grin. Eventyr? Bloody hell...

"And yeah...reason. You know...It's. Hrm...It's okay. Motherhood. Stressful. I don't have a clue what I'm supposed to do most at the time. My husband is a demon, my girls are freaks, and I'm a hunter. I ought to kill them all. Husband and children. But I can't. Like I really can't. They are a part of me. It would be like trying to cut of my own arm with a butterknife."

Der lød en lille elektrisk summen. Procella vendte hurtigt hovedet efter lyden. Lee stirrede lidt betuttet på en afsveden sommerfugl der langsomt krøllede sammen - let glødende af den turkisgrønne magi der gnistrede omkring den. Jægeren rystede træt på hovedet og brummede dybt i halsen.

"Lee, Don't fry insects....Stop doing strange magic. Mommy don't like it..."

Det var ikke skældud, det var mindre end halvhjertet - det var bare autopilot. Noget der kunne tyde på at Lee havde lidt svært ved ikke at bruge sit nyopdagede legetøj. Den lille pige prikkede til sommerfuglen der ikke fløj sin vej længere. Hun så bestemt ned på den og derpå stolt op på Colt. Hun havde besejret sommerfuglen! Men nu var den jo så ikke sjov mere for den bevægede sig ikke. Lee prikkede insisterende til den igen - opfordrende denne gang.

"What kind of demon holds con-...oh...wait. Savoy. I forgot. The lawyer-thing. Bloody hell. Didn't think about...that...hah. Try to show that in court. Your Honour, please make the human give me her soul, I have a contract. Stupid bastard. But I have an idea. So tell me Colt - will you come with me? To church? Just for the..fun...of it?"

Procella gled let hen over det med at hun opgav sit gamle liv, og om hun ikke mente det var det hele værd. Hun havde ikke tænkt for meget over det, mest af alt fordi hun frygtede svaret. Tænk hvis hun faktisk ikke mente det var det værd? Hvis hun måtte bryde sit løfte til Wick og løbe simpelthen fordi hendes natur og fortid tvang hende? Det var et farligt spor at bevæge sig ned af. Det kunne hun ikke. Ikke nu...

Faktisk fandt Colt det temmeligt morsomt at se Procellas ansigtsudtryk. Men nå ja, hun havde oplevet for meget til at overreagere på det her. Sidst hun havde overreageret var hun blevet dopet med dæmonblod og endt i brummen, og det var lidt som om, lektien var lært for nu. Når først det første raseri over Segovax havde lagt sig, så gav alting faktisk meget bedre mening nu.

Hun nikkede, da hun blev spurgt til Segovaxs selvmordsforsøg og lyttede ellers bare indtil Lee sappede sommerfuglen, og begge kvinderne så mod hende. Colt hævede det ene øjenbryn og lagde hovedet let på skrå.

*What!? Erhm, okay then, gotta remember to watch out for that one!* tænkte hun mere forundret end skræmt. Da Lee så mod Colt, rystede hun let på hovedet.

"Same as ruining your toys, dear: Once dead, you won't be able to play anymore," sagde hun og smilede skævt, før hun så mod Procella igen og hørte det sidste. Hun var meget omhyggelig med at lade hende tale ud, før hun selv svarede, da det ud over ikke at afbryde Procellas tankerække samtidig gav hende selv muligheden for lige at træde et skridt tilbage, absorbere, tænke og så reagere, og det havde hun lært på det sidste, var vigtigt for en med hendes temperament.

"Yeah, he did - several times ... He's not exactly happy about what he is, and he really hates himself for being what he is ... It's like he doesn't even blame his father for biting him, more blaming himself for being born to be tempting him to bite ... Hadn't known him for a day before he tried first time. Bled all over my car as I struggled getting him to the hospital. He thought I were just toying with him and it hurt him and pushed him over the edge. He finally found someone he felt like, he could trust and didn't have to run from. I do understand him, but darn I were mad at him for doing that trick... He's wounding himself badly so he looses too much blood to quickly for him to heal up. Stupid man! He's comming around though, getting better, so I'm not so worried anymore ... Erhm, as to your help, I'm working pretty hard on toughening him up enough to not do it himself. So.. yeah." Hun smilede dog let drillende ved det sidste og blinkede fortroligt for at lade Procella vide, hun bare jokede.

"I know, he's killed before, and damn it so would I if I had been put through what he has! Any human would have having their head under for that long. He's getting more stabile all the time ..." Hun holdt en lille pause og forsøgte at finde ud af hvordan, hun lige skulle formulere det næste.

"Procella, I'm sorry to say, but to me it seems like hunters do whatever they feel right themselves. Killing creatures because of what they are regardless of what they've done... Oh well, I just don't see the justice in it. It's the same to me if I went on killing all cats just because a bunch of them claw at the furniture ... Or dogs because some of them are agressive ... And this might hurt, but a demon once told me of another demon, who wanted to kill all humans just because of some of them being stupid ... To make a group of individuals the reason for killing the entire race ... I know it's a disease ... Would you go kill all with AIDS as well? Just because they got infected and has the possibility of transfering it to others? Where would it stop then? I could go Hitler and jews too, but I wont - I think you've got my point." Hendes blik var alvorligt og beklagende, hvis hun ramte ømt, men det var nu engang sådan, hun så det, og hun håbede, Procella ville kunne se det fra hendes synspunkt. Ikke at hun søgte at overbevise hende om hvem, der havde ret, men bare der var en forståelse, så var hun tilfreds.

Men.. hun måtte hellere lige få reddet ud et par tråde om dæmonen.
"As to that demon... They didn't.. in a bar... The bar was where I met her afterwards throwing my shoes in her head and several other things, before I walked off ... As to where they.. erhm, yeah, I don't really wanna know about it, so I didn't ask." Det var ikke ligefrem fordi hun følte sig fandens godt tilpas med det, men hun fik aldrig bearbejdet det, hvis hun bare gemte det væk. Det var sket, og sådan var det!

Hun tænkte et øjeblik tilbage for at huske alt, Procella havde sagt, og sukkede så let.
"Well I might be stupid, but of course I'm not confronting him with this! It's just that I need to know he's honest with me. He's quick enough to tell me of curent, little problems that doesn't really matter, but when it gets to big things like this, that would have been extremely helpfull to know and he just shuts up about it... Damn I would have handled meeting Wicked just a liiiittle better, if I had known about this connection, and if he had just told me of your relation to each other instead of running out to try and kill you ... Seriously, I thought I were the stupid one here! I'm just gonna point out how important it is, that he's honest with me! This clam-thing he's got going is annoying me like hell! I will keep this in mind; he's been more in harmony with himself after Wicked erased his memmory ... Geez so much more makes sense now!" Hun skar en grimasse endende i et lille grin. "And by the way, meeting Wicked unexpected would have been a lot easier if you had told me juuust that little thing of him being protective!" Hendes stemme var munter og let drillende, mens et bredt smil strakte sig over hendes læber.

Den lille kommentar om Alladin og lampen var blevet glemt i forbifarten, og for nu var hun faktisk lidt glad for også at få drejet samtalen lidt over på Procella, så det hele ikke hang på hende - opmærksomhedsmæssigt.
"Of course you can't kill them, that would be odd! One does not choose these things - love and family. We just have to live by it ... You know what? I actually came by The Parent's Dictionary - a Parent’s Guide to Children. I was so close to buying it for you, but in the end I didn’t. But hey, look at them, they’re doing fine, just fine. Besides – I’m not sure there even is anywhere you can learn about being the mother of a demon’s children. You’ll have to wing it, and so far you’re doing just fine.” En lille kluklatter var undsluppet hende, da hun ahvde nævnt bogen. Hun havde kikket den lidt igennem, og det havde været mest for sjov, selvom der da havde været et par få tips og tricks. Hun havde bare frygtet lidt hvordan, Procella ville tage det, hvis hun kom anstigende med sådan en.

”As to that contract ... I’m pretty glad we have it actually. Kinda reminds him of his part of the deal if he doesn’t want to lose my soul again. It would be fun thought, taking it to court. Especially because that would mean, I were dead... So him standing there with a corpse, Your Honour, you HAVE to make her give it to me! It is miiine! And the judge just waving for someone to get over with a straitjacket. Erhm, she’s kinda dead, I can’t really make her do anything! And Savoy angry as a little girl, stomping the floor raging ... If one weren’t dead already I’m sure that sight would kill me instantly!” Hun kunne ikke lade være med at le ved tanken om det billed, hun fik mallet frem. ”Think I’m gonna write it down at some point. Making some satire out of it. Erhm, not using our names of course, but still. Just for the fun of it.”

Hun kluklo lidt mere, før hun fik taget sig nok sammen til at huske det sidste spørgsmål, og hun så en smule sigende på Procella.
”You have an idea, mention going to the church and fun right after talking of Savoy. Procella, what’s up? Stupid or not, that’s pretty suspicious, you’ll have to admit!” Hun behold et venligt smil. Hvis flere menne.. folk skulle blandes ind i hendes liv, ville hun meget gerne lige vide hvad fanden, de havde i tankerne, så hun ikke pludselig fik væltet det hele ned igen lige som lidt stabilitet omsider fandt hende igen.

((Og ja, jeg ved det! COLT TÆNKER!!! :O))

Procella fnøs foragteligt af fortællingen om varulven. Den imponerede hende ikke det mindste. Det var blot endnu et bevis på den selvoptagne tankegang han havde - selvføøøølgelig var Sego universets centrum og han var det mest fristende kød i køledisken. Buhu hvor var det da synd at han var blevet bidt af sin far, og selvfølgelig var det hans skyld. Kvindens væmmelse ved tanken om ulven blev - om muligt - endnu dybere. Mage til ynkelig loppebundt skulle man satme lede længe efter.

"And if you did that, I wouldn't hesitate to call the police. If you where a freak, I would shoot you myself"

Svarede hun indskudt med et lille skuldetræk. Hvad end undskyldning Colt kunne komme op med ændrede det ikke på det faktum at Sego var en morder. Han havde bare mere pels og en kedelig tendens til at pisse på træer samtidig med at han var en morder. Blikket hun sendte Colt var en lille smule nedladende og medfølende, og sagde mere end hendes efterfølgende ord.

"Oh please. Like I'm gonna discuss the whatever logic you just made through the last 5 minutes of being told about hunters? You know nothing about hunters. You can think of me what you want. You know shit. And really not enough to try to get all highroad and judgemental human"

Hun snøftede en smule foragteligt. Det så ikke ud til Colt havde ramt et ømt punkt, snarere at Procella overhoved ikke kunne tage kommentaren alvorligt. Hun viftede Colt af med en hånd og fejede derpå hele det emne af "bordet". Eller nærmere tæppet. Så rømmede hun sig let og virrede på hovedet som om hun ikke forstod Colts tankegang.

"Erhm...Colt? Demons are protective? About things they find amusing or momentarily possessive about. Look at your own demon. If he couldn't care less about your soul, why the hell would he "protect" you?"

Procella vrikkede langemand og pegefinger på begge hænder for at understrege den dybe ironi hun følte ved at bruge et så langt ude udtryk omkring den sære forbindelse de to åbenbart havde til hinanden. Hun undlod bevidst at svare på det med at kunne slå andre ihjel. Colt havde tydeligvis ikke forstået hvor lidt det egentlig rørte hende at skulle slå dæmoner ihjel. Dæmoner eller andre væsner.

"They're not a demons children. They are my children!"

Halvhvæste hun med eftertryk. Det strittede i hende ved tanken om at folk kunne se dem som dæmonisk avl. Hvis folk havde den tanke, så var der ikke langt til at nogen muligvis talte. Selv uskyldig samtale, eller brudstykker havde det med at gemme sig i hjørnerne. Det vidste hun. Det var den slags uvurderlig uskyldig småsnak der ofte var kilde til hendes arbejde i fortiden. Småsnak. Folk der kastede en bemærkning her eller der. Noget der på ingen måde kunne male et billede...men hvis man samlede nok brudstykker....så var der til sidst en kollage...og hvis der stod dæmon på den kollage...så ville der gå sekunder før knap så venligt sindede bankede på hendes fordør.

Procella var langsomt ved at have kvart arbejdet sig op til at blive vred, men et pludseligt billede i hendes hoved fik hende til at krølle sammen af latter på tæppet.

"Fuck...me...sideways! And if he wears one of those curly wigs! Oh lord! The horror!"

Hun bankede lidt hjælpeløst af latter i græsset med den ene hånd, Daya vågnede med et lille spjæt af forskrækkelse over at hendes verden var blevet tiltet i mellemtiden. Procella spruttede af grin, men prøvede hårdhændet at ligge en dæmper på sig selv. Hun lagde sin datter på tæppet, der - ikke ulig en hundehvalp - nærmest krøllede sig sammen om sig selv og tilfreds med at verdensorden var blevet restoreret, faldt i søvn igen. Procella smækkede for en god ordens skyld en hånd over sin mund for at dæmpe sine lyde. Efter nogle sekunder fik hun hold på sig selv igen.

"Hrm! Sorry! Bloody pathetic pictures in my head. So bad! Oh the Church! Right!"

Hun trak let på skuldrende og så på Colt med et næsten funderende udtryk

"Are you afraid of going to church with me? Yeah it could be fun to go, I'm going. Talking about evil, and living with it makes some very..hm...open-minded to other stuff. Give me some credit! I'm not the bloody demon who trapped your soul on paper. Whatever. You don't wanner go, then you don't wanner go. Not gonna try to make you see some light or whatever"

Hun tørrede et par lattertåre ud af øjenkrogen og viftede mod himlen som skulle der på kommando komme en lyskegle med tilhørende korsang - Hun ville nok egentlig have fået et hjertestop hvis det var sket. Eller have været underlagt kropsfunktioner der virkelig ville have fået hende til at ønske hun havde brugt en ble.

"Like I said, I'm not gonna force you to go, or mention it again then. It's up to you. I'm not a priest. If you believe in dancing mushrooms and that makes you happy, then more power to you"

Det virkede som om Procella var helt oprigtig. Okay hvis Colt rent faktisk tilbad dansende svampe var det muligt kvindemennesket ville stå foran en meget snarlig fyreseddel, og få en pakke kulørte piller med posten, men meningen var god nok.

At se Procella bevæge sig gennem følelsesregisteret på den måde var en lettere skræmmende oplevelse, og Colt forsøgte at regne ud hvordan, hun skulle forholde sig til det. Hun fik en voldsom trang til at finde en væg at slå hovedet ind i og følte sig simpelt og rent ud sagt dummere end nogensinde før. Selvfølgelig vidste hun ikke rigtigt noget om huntere! Hun havde hørt fra Segovax, de jagtede ham, havde hørt begrebet fra Procella. Hvordan fanden skulle det gøre hende til professor!? Hun udtalte sig ud fra det, hun vidste, og det havde hun faktisk troet, hun havde gjort klart ved at sige: it seems to me. Men åbenbart udtrykte hun sig ikke ret klart. Typisk at tro sig selv klogere end hun altid viste sig at være.

*Freaking ready for the mental hospice!* snapped hun ad sig selv i tankerne, mens hun sukkede let og hendes skuldrer sank.

Da snakken faldt på dæmoner der åbenbart generelt var sådan, blev fornemmelsen ikke ligefrem mindre, og hun var temmelig utilpas med det.

Og endnu værre gik det hele, da hun åbenbart igen igen igen fik sagt noget forkert - med henblik på børnene denne gang. Hvad gik ikke galt for hende i dag? Skulle hun bare stunte ned ad en trappe også med det samme, smadre et spejl i knolden på sig selv og komme til at ødelægge sofaen bare for at få det overstået med det samme og komme videre!? Geez!

Forvirringen var nærmest komplet, da Procella brød ud i latter og vendte hele skuden af tanker omkring, men hun var så oprørt lige nu, at tanken om parykken kun frembragte et lille smil … Og godt det samme, for åbenbart blev Procella fornærmet over snakken om kirken, og Colt tog sig til hovedet lettere opgivende.

Hun bemærkede en enkelt ting: på trods af, Procella virkede oprigtig, havde hun slået Colts spørgsmål hen uden at besvare dem. Procellas ord før havde selv lagt op til spørgsmålet, og lige nu virkede Procella undvigende omkring det. Hvorfor var det lige, hun altid endte i situationer, der gik over hendes forstand og med personer langt klogere end hun selv var?

”Slow down a sec, Procella, please!” sukkede hun opgivende. “First thing first: I base my pronunciations from what I know, and no, it is not much! No one will tell me anything about it, and it’s the clam-thing all over again whenever I try asking! How should I know? Just a stupid human, remember? Same goes for demons! It’s not like I can ask Savoy, the angel just looks like she wants to kill me and says I need to know nothing more than to stay away, Segovax is not really one to ask this, and apparently you find me a fool for not knowing ... Procella, how should I know any of this? It’s not like there’s some drink I can make to suddenly know everything about the subject – if there is, please let me know at least that much ... Really it is not such a weird thing that humans are stupid in these matters as apparently we don’t have any right to know. We’re just little pets and lunchboxes ... or things to be kept out of danger like kids ...”

Hun så frustreret på Procella og håbede inderligt, hun gjorde sig forståelig denne gang.

”As to my comment on the children, you misunderstood me! It would seem I can’t make myself understandable today ... Of course they are your kids, I didn’t mean it like that. But part of them are demon. Wicked is their father ... Like Segovax will be the father of my kid. Not that I compare but... arh, I just did it again ... One more time, Colt! You cannot take out a part of what they are, and I sure hope you do not want to. They are of course as much your children as they are his. I said demon because – frankly – I have really no idea what you are yourself ... I am just a bit messed up here, I did not mean anything mean or hurtful with my words – I never do ... though apparently they come out that way anyways ...”

Hun tog en dyb indånding og slog ud med den ene hånd, før hun rettede lidt på hestehalen, som var blevet trukket skæv tidligere, mens hun brugte et øjeblik på at finde ud af hvordan, hun skulle gribe det med kirken an.

”Please don’t take this the wrong way, Procella, I’m perhaps a bit paranoid. The way you said things before just rang a bell in my head. These last month’s finally – at least I hope so – got me a bit aware of troubles. It just seemed to me an odd way of expressing oneself if there were not a thought behind it ... As I said, I might just be paranoid, but I beg of you, don’t treat me as a child. I might not be smart, but I do comprehend most things if I just get them explained – so far people tend to find me to brainless for that. And no, you are not the demon who trapped my soul, but you are on the other hand not exactly harmless either. As things are now, I am just trying to understand what’s going on around me, and if things start changing again all of the sudden, I will never catch up to any of it! Given I am on my own, I must be allowed at least a little period of time to adjust and find my way through this dark room ... Oh dear, am I even making sense? Just.. arh, well, give me a little time, I shall come back to you regarding going to church. I’m just confused!”

Hun lukkede sine øjne i med endnu et tungt suk. Og gad så vide hvor meget hun ville blive misforstået denne gang.

((Sorry jeg genoptog den, men det ville ikke være Colt at lade den ligge uden at få nogle frustrationer ud her ….. GAAAH *skyder kvinden og får det hele overstået* Latterlige, stupide, idiotiske kvindemenneske!!!!))

Procella så et meget langt overvejende øjeblik på Colt. Hendes øjne var let sammenknebne. Vurderende. Hun lagde hovedet let på skrå. Med de gyldne øjne var det uhyggeligt let at komme til at føle sig som en mus, overfor en stor kat, der prøvede at beslutte sig for om den skulle lege lidt med musen før den åd den. Procella brød den anspændte stemning med et lille snøft og et suk.

"That just means we did what we should. Humans aren't supposed to know. So. What ya wanner know? And don't say everything, cause then I don't know where to bloody start. It took me a lifetime to gather what I know. I can't enlighten you during...lunch..."

Procella viftede lidt med hånden for at finde et eller andet at sammenligne med. Hun forestillede sig ikke engang at hun selv vidste alt hvad der var at vide. At være jæger betød at man var i livets evige skole. Hvor fesent det end lød i hendes eget hoved blot at tænke tanken. Procella havde altid været en uvillig elev. For meget krudt i røven til at sidde stille. Hvor meget bedre ville hun gøre det som den med underviserhatten på?

The world is doomed...

Tænkte hun en smule sardonisk og kunne ikke lade være med at smile skævt over tanken. Der var noget tragisk i det. Dæmonerne ville ikke sige noget til mennesket. Fint det kunne hun egentlig godt forstå. Sikke en masse lort de ville have kunne fylde hende med. Men hvorfor fanden ville englen ikke sige noget? Jo mindre Colt vidste, desto dårligere kunne hun passe på sig selv? Hvad fanden var det for en bagvendt logik at fyre af? Og det var vel næppe muligt for Colt at komme mere galt afsted end hun var nu, så at give hende absolut ingen hjælpemidler til at komme videre derfra...det var jo bare direkte tåbeligt. Engle! De var lige så tomme i hovederne som de var i knoglerne. Procella rullede mentalt øjne.

"If you start to cry, I'm gonna leave. Okay? I don't do tears. And you don't drink stuff you don't know what's made of. Just to be very clear. Kay?"

Indskød hun og trak Dayas hat lidt mere ned over hendes ansigt så solen ikke ramte de små buttede kinder. Hun vendte sig lidt rundt, pludselig alarmeret, og hævede så et øjenbryn af Lee, der havde fundet et insekt der var mere spændende end den døde sommerfugl. En græshoppe. Den lille gulgrønne dimmer sang af Lee og hoppede et langt spring. Pigen pludrede og kravlede efter den med tunge dumpe børnebevægelser og stoppede nærmest opfordrende lige over hopperen. Så sang kræet igen og gav et laaaaangt hop fra sig, og Lee pludrede igen og fræsede lystigt efter den.

"I have to get a leash on that one. I'm so getting grey hairs. Old..I'm getting old!"

Stønnede Procella, men der var et varmt glimt i hendes gyldne øjne. Enie var optaget af Colt taske. Specielt lynlåsen syntes at være kilde et evig underholdning. Legen gik ud på at prøve at lyne tasken op med magi. Lynlåsen glitrede svagt men bevægede sig ikke rigtigt. Der manglede præcision og øvelse. Enie blafrede med armene af utilfredshed over at legen ikke gik som hun ville have det, og udstødte nogle protestlyde da hendes bevægelser fik solhatten til at glide ned over hendes øjne.

"Look. It's not like that. You don't mix two things into a bowl and get half and half. Like your child. It's not part human, part wolf. It's entirely human. Being a wolf is a virus. You don't get born with the flu, you get infected. So whatever is in there. It's what Sego was before he became the wolf you know today. Luckily. I'm not up for killing infants..."

Det sidste blev sagt med en gysen, og et mørkt blik. Et kort øjeblik flimrede den evige maske der lå over Procella. Mindre end et hjerteslag kunne man skimte at livet som jæger, på en god dag var hårdt og brutalt. Procella ønskede ikke at livet skulle kompliceres yderligere ved at hun skulle tage stilling til om børn skulle leve eller dø. Ikke med mindre de var dæmoner eller vampyrer. Hvornår var hendes liv blevet en palet af grå? I hendes bevidsthed synes minderne om hendes ungdom meget lettere. Alt var sort og hvidt. Hvorfor kunne tingene ikke være lette længere? Hun rystede sig ud af de melankolske tanker.

"Colt, if you where a child, I woild give you a spanking and a serious timeout!"

Hun blinkede til kvinden og sendte hende et bredt flabet grin. Der var et gran af sandhed i det - og det var nok det der var det sjoveste ved det. Hun kunne ikke helt forestille sig selv smække Colt over skødet og tæve hendes blottede bagdel fordi hun var tåbelig. Eller....det kunne hun jo faktisk godt...og billedet fik hendes skuldre til at dirre svagt.

"About Church. Don't fret it. Kay? I had an idea. A thought. Just because I like going there doesn't mean its for you. I'm going every sunday of possible. Just let me know if wanner ride with me. The limo is large enough for two people. Or three"

Hun nikkede let til Colt mave, som havde de to kvinder en sød lille hemmelighed sammen.

"And if everything else fails, we take the kids with us, pack lunch, and after chruch, we do picnic in the green areas on the cemetery."

Hun trak let på skuldrende. Hun havde nogle tanker, nogle teorier, men det vigtige for hende var egentlig ikke hvad hun tænkte. Det handlede om Colt og hendes ufødte barn. Det bekymrede hende at Colt på den ene side virkede som om hun ville kæmpe, og på den anden side virkede som om hun komplet havde givet op på forhånd.

Det var ikke ligefrem første gang Procella havde set sådan på hende, så Colt tog det så roligt, som hun nu kunne. Hun var temmelig overrasket over kvindens velvilje til at informere hende, når nu der ikke rigtigt havde været andre, der var så interesserede i det. Og hun ville nok udgøre en bedre lærer end slet ingen.

Et lille smil gled over Colts læber ved afvisningen imod tårer. Det lå ikke til Colt at bryde flæbende sammen, selvom hormonræset på det seneste havde fået det til at ske nogle gange uden grund.

Hun fulgte Procellas blik mod børnene og kom til at le ved kommentaren.

”I’ll put four child harnesses on my shopping list next time I’m going to town,” kommenterede hun med et lille grin, mens hendes blik gled til Enie, som hun rakte frem efter for at hjælpe med hatten, mens hun tyssede let på hende.

Ordene omkring det lille liv, Colt bar rundt på, var ikke nye for hende. Hun havde regnet den del ud ud fra Segovaxs fortællinger fra sin barndom, men det var alligevel en lettelse at få det bekræftet. Derimod var den sidste kommentar temmelig foruroligende på trods af det afkræftende i den, og ubevidst lagde hun den ene hånd over maven et øjeblik. Dog blev det kort, da Procellas blik i brøkdelen af et sekund ændrede sig. Det var for kort et øjeblik til, hun rigtigt kunne finde ud af hvad, det havde været, men en følelse af uro havde grebet hende på Procellas vegne. Det var temmelig tydeligt, kvinden ikke havde det let, men Colt havde hele tiden bare troet, det var stress over at være mor til fire. Måske var der mere i det end det?

Kommentaren om en tur over knæet fik et svagt smil frem, men ikke mere end det. Det kom lidt for ubehageligt tæt på et par minder, selvom hun da godt kunne se det humoristiske i det.

Igen forsøgte Procella at undgå at fortælle hvad hendes tanke havde gået ud på, men Colt ville ikke hakke mere i det for nu. I stedet smilede hun ad kommentarerne om limoen og efterfølgende om picnic på kirkegården. Besynderligt sted, men okay, nu var Procella også besynderlig?

Det var faktisk en ting, der også bekymrede Colt; det ene øjeblik kæmpede hun med alt, hun havde i sig, og det næste øjeblik opgav hun fuldstændigt. Hormonræset var ved at have lagt sig nu, og hun havde troet, usikkerheden ville forsvinde sammen med det … Men det gjorde den ikke. Halvdelen af tiden var hun fuldstændigt panisk angst for hvad, det var for en verden, hun satte et nyt liv ind i ude af stand til selv at beskytte det.

”Sounds nice with a picnic. The church we’ll see about, I need to think about it ... And by the way, it’s not likely I should break down in tears. Happened very few times, not inclined to let it happen again ... If it does, I guess the spanking would be considered fair enough.” Et lille suk undslap hende efterfulgt af et blegt smil. “And.. okay the children are not half and half ... So what does... Never mind, I think I know the answer already, and it’s better to just let that one go! Erhm, okay what I want to know? Well I couldn’t handle knowing everything of it, but.. well perhaps I should ask what I need to know? What I could have use of ... I know for certain that red-headed demon won’t leave us alone. Didn’t help to throw a shoe in her face. What would help to keep her away? Erhm, and basics about the different creatures perhaps? You know, demons are protective, wolfs are made by a virus, and apparently vampires in the end cannot control themselves when it comes to blood ... damn that’s about what I know I guess ... But.. well What should I know to not get myself or my baby killed? That must be a place to start.”

Procella stak Colt et lille skævt grin. Hun havde altid selv syntes det var en smule ynkværdigt med forældre der rendte rundt med deres unger i en sele...men på det seneste havde hun pludselig fået en udpræget forståelse for hvorfor nogle kunne mene det var en ganske nødvendig og anvendelig tingest. Hun sukkede med et smil over hvor meget hun egentlig havde ændret sig og sin måde at tænke på over de seneste måneder. Ville hun havde kunne genkende sig selv hvis hun havde stået ved siden egen side, nu og så før hun blev gravid? Svaret var nej.

"Oh don't worry. You'll be a crybaby before this is over. I'm not a fan of tears, and let me tell you, I became freaking waterworld."

Snøftede Procella og rystede på hovedet. Åh jo der havde været sprinklere for alle pengene. I det mindste, og det var vel en ting at være taknemmelig over, havde hun haft en dæmon til at afbalancere det. Det havde generet hende, og skabt dybe kløfter mellem hende og Wick, fordi hun ikke havde følt sig hørt eller forstået. Til gengæld var det muligt at den kølighed havde dæmpet kataklysmen af emotionel...miskmask! Tænk hvis hun havde haft en partner der havde ynket hende? Oh skræk og ve. Hvis hun havde haft andet end en dæmon i sit liv, var det muligt hun havde ædt ham. Alligevel var Procella lidt ærgelig over at Wick havde været distanceret på det plan han havde været. Han havde været bekymret for hende jo...men altimens hun havde lidt under smerterne over at blive flået i stykker indefra, kunne det måske have været rart med et simpelt "Hvordan har du det?" eller sådan noget? Hun ville nok have gloet underligt på ham hvis han havde spurgt hende. Hun havde nok undret sig over hvor faen det kom fra...men et sted dybt inde...et hemmeligt sted hvor hun ikke lod ham ind...ville hun nok have sat pris på det. Sat pris på at han anerkendte hendes menneskelighed uden at være nedladende. Colt var...heldig....Sego ville altid se hende som menneske. En brise fik træernes blade til bruse og bragte varme forsommerdufte med sig i en bred palet af frodighed. Procella så mod skoven og lukkede de gyldne øjne kort, hengav sig til duftende og freden. Colt skulle forblive med at være menneske. Der var ikke så meget at rafle om dér.

"The question at this point ain't what you need to know..."

Sagde hun roligt med lukkede øjne. Hun trak vejret dybt og roligt ned i lungerne før hun åbnede øjnene og vendte hovedet mod mennsket. Hun kneb øjnene let sammen mod solen og pupillerne trak sig sammen i et lille hidsigt ryk. Et kort øjeblik så hun utrolig felin ud. Så hævede hun et sarkastisk øjenbryn og et lille skævt smil spillede over de fyldige læber.

"the question is, how little do I need to teach you, in a limited amount of time, to prevent you from getting completely fucked, and in trouble. If this was poker, I would fold. Lucky for you, this ain't poker, and I cheat"

Hun blinkede forsvorent til Colt og så derpå undrende ud.

"Erhm? Shoes? You beat a demon with your shoes? Damn girl, I need to know where the fuck you buy clothes and shoes then! Way to go!"

Procella så faktisk en smule imponeret ud. Måske var slaget ikke helt tabt om Colt og hendes baby. Altså hvis damen kunne tæve en dæmon, kun udstyret med et par sko, så var miraklernes tid sgu ikke overstået endnu! Jægeren satte sig lidt mere op og ned og så atter vurderende på Colt.

"I can't teach you how to fight. That´s a learning by doing process, and your baby ain't gonna like it if I smack you in the stomach. Do you know how to use a taser? A gun? Knife maybe? Give me something to work with. In the normal world, can you kick someones ass? We need for you to kick ass, and be a bloody quick learner."

Procella lænede sig frem og prikkede halvhårdt til Colt

"We need to find your inner lioness. Come on. Show me your teeth. Give me a little growl. Roar. First thing, intimidation is everything. Pretend, cheat, lie. The world doesn't play fucking fair, so why should you? Make them believe you are bloody ten feet tall and can shoot fireballs out your ass! Come on! Give me a growl!"

En hård finger dunkede ind i Colts skulder - provokerende og opfordrende.

Procellas grin blev besvaret med et smil. Colt var normalt heller ikke meget for seler, men i et tilfælde med firlinger af den.. hmm, livlige slags, var det måske – for alles sikkerhed – en meget god ide.

”Tsk tsk Procella, first you warn me not to cry, and now you threaten me with tears? Oh well, like always I’ll have to see what’s just around the corner. Can’t see it before I go around it, and I’m not afraid going there – though I might hesitate a bit.” Hun skar en grimasse og endte i et lille smil. Måske havde Colt ikke været sammen med en dæmon og gennemgået den her slags, men hun kendte godt til det med at være sammen med en, der ikke kunne sætte sig ind i ens situation og som ikke spurgte, selv hvis, han var bekymret. Hun havde ikke kunnet udholde det i længden, og derfor var hun gået … Men omvendt var Segovax heller ikke heeelt nem altid. Han havde en slem tendens til at bebrejde sig selv det, når hun var nedtrykt eller havde ondt og han intet kunne gøre, og det endte altid med, hun mere eller mindre måtte mande sig op og ikke vise det over for ham i for stor grad.
Colt havde selv ændret sig, det vidste hun også, men hun tog det lidt som en forunderlig oplevelse. Hvis hun skulle tænke på det, hun havde været for bare et år siden… ville hun skam heller ikke kunne genkende sig selv.

Hun mærkede prikket mod sin skulder, men ville ikke lige starte der af frygt for at glemme det andet. Desuden ville hun nok overraske Procella en hel del med det, hun havde at sige på det punkt, så den fik lige vente lidt endnu.

”Heh, that was kinda my point; what do I need to know to get rid of the eat-me-I-taste-nice-sign? Or at least enough to know how not to flash it in the head of some..thing? Someone? I hardly know what to call them ... I can’t keep on losing my best heels throwing them in the face of demons ... Besides, they are not really happy about the insult, so it’s not very effective” Hun lo lavmælt og blinkede sammensvorent.

“Erhm, it would be kinda fun though to see you in the shoes I wear for an evening out ... as high a heel as possible without tilting – almost ballet-shoes, walking on toes and nothing more ... Aaaand I have a tendency for something sparkly and extremely feminine. Don’t think you’d recognize me if I really dressed up for an evening out.” Smilet voksede sig noget bredere, mens hun så mod Procellas fødder med et halvt overvejende, halvt drillende glimt i de skovgrønne øjne.

”Regarding the fighting I’m not really built for that. Small, fragile, breaks easy ... at least I look that way. My favourite weapon must be a gear wrench or perhaps my speed polisher.. or it might even be a stud welder, though I never actually fired it at anyone, only wacked a few guys over the head with it ... Never had the money for a taser, never held a gun. As to a knife I’ve.. erh, only used one on myself, and I’m not exactly proud of that period of my life ...” Hun holdt kort en pause med nedslagent blik, før hun i største hast fortsatte:

“But put me in a car and I’m a lethal weapon! Used to race quite a lot, never been beaten – and it was not exactly fair-play. Went in a... well let’s just say the police came armed, when we gathered, and no one there dared to touch me. Damn, putting on my outfit for a race you’d not even hear me roar, you’d see me bite! Ten feet tall, shooting fireballs, you got it! Think I scared the hell out of Segovax when taking him there ... But.. well that’s a past story of my life. Risking ones neck driving like a maniac just for the thrill of it isn’t exactly what I should be doing in my condition ... So I quitted about a month ago when I found out. Miss being a bitch from time to time ... As you can hear, I have a few surprises left in me, and I have gotten out of a few fights as the victor in my time ... Just not – I think – against others than humans ... I’m not good at hurting other and prefer just to stay away instead ... though I’m not making a pretty good job recently.”

Et lettere trist smil trak i hendes mundvige. Nej, hun var faktisk kommet i langt færre slagsmål efter at have mødt Segovax end hvad hun plejede at gøre det. Nogen gange havde hun lidt på fornemmelsen, han slet ikke troede den mere aggressive, destruktive side af hende overhovedet eksisterede. Han havde ikke set hende vred, og det var nok der, hele humlen lå. Hun kunne sagtens være farlig, men det krævede som regel, hun var vred, og der skulle en hel del til, før hun blev det.

En tanke faldt hende ind, og en svag klukken undslap hende.
”Erhm, Procella, don’t tell me a taser would work on a demon anyway ... and I’ve seen that a bullet in a vampire is not very effective either ... The angel showed me on the vampire that saved my life ... Was almost at the brink of laughing when I thought a simple dog would end up killing me. Caught it, pulled it close as it bit my shoulder and tried to prevent it from letting go and biting me again eventually hurting my baby. Erhm, also kinda tried to break its jaws, but I didn’t succeed. The vampire saved me, and yeah, it was VERY weird!” Ubevidst havde hun løftet hånden op og strejfede skulderen, hvor såret endnu ikke helt var helet. Men det gik bedre. Arene ville hun aldrig slippe af med, det var hun klar over, men de mindede hende om en værdifuld lektie. Ikke at hun ville glemme det alligevel, men med arret på skulderen var der i alt fald ingen tvivl om det.

Med et lidt opgivende suk holdt Procella inde med sin lettere brutale prikken, da Colt ikke lod til at kunne mønstre den mindste form for kampgejst. Det lod til at hun faktisk ikke havde fanget hvor alvorligt det var. Hun bekymrede sig ikke om "hjørnerne". Det var muligt hun tøvede, men hun lod til at være direkte uvillig til at planlægge, eller bare at prøve så lidt som at forberede sig på hvad hun kunne møde på den anden side. Det kunne Procella ikke arbejde med. Viljen skulle komme fra mennesket selv.

"Wrong!"

Modsagde hun promte Colt, og en smule tørt.

"A wrench? Like you said, you are small and fragile. And if fighting ain't possible, then how the hell are you gonna brawl your way out with a bloody wrench? A car - yeah that's lethal. To you and your baby! What the bloody hell is wrong with you?! On a good day you might kill an angel with a car, or a wolf, or maybe even a fanger. I'm not surprised! I'm angry! You are an idiot! Seriously! Bloody good job your demon puts up huh? Taking care of you, and you drive around like a loony on the run from the fucking asylum. Geeeh! No need to wait for the supernatural world to kill ya fucking ass, you just can't wait to die huh?"

Procella skummede arrigt og rejste sig med et sæt fra tæppet. Hendes øjne gnistrede. Hvad fanden lavede den der forpulede dæmon og den åndsforsnottede engel?! Passe på deres menneske kunne de sguda ikke finde ud af!

"Of course a taser works on a demon! It's called intimidation you idiot! Haven't you heard a single word I've been telling you?! If a cat in an ally turns against you, hisses and growls, then screams and jumps you, you take a bloody step backwards! Logically you know the fucking cat can't kill you, but it's instinct! You protect yourself! Demons, wolfs, angels and fangers do to! Listen up damnit! You fight, and they hesitate! THAT gives you options! And options are something you need to play like a fucking fiddle. If I say a taser works, you go home and buy fucking ten of them! If I tell you to jump around one leg and cluck like a chicken, then you better flap those arms too! Are....we...clear?!"

Procella var ved at blive stresset, Colt var tydelivis ret ked af livet siden hun rendte rundt med hovedet under armen, og Procella havde uhyggeligt lidt tid at lære hende at passe på sig selv i - hvis det skulle inkludere at de skulle slås om hvert skridt på vejen så endte det her med at hun personligt ville hoppe i søen, muligvis tagende Colt med sig bare for at få lortet overstået!

Det var svært som mus at mønstre kampgejst mod en tiger; det klogeste – i Colts øjne – var at forsøge at holde sig væk fra tigeren i første omgang, og det klarede hun ikke særligt godt! Hvor skulle kampgejsten lige komme fra, når man blev kastet rundt fra side til side hver/hver anden dag? I situationerne, hvor det var nødvendigt, der havde hun den, men hun havde ikke lige tænkt sig, hele hendes liv pludselig skulle dreje sig om det og intet andet.

Ved Procellas modsigelse, så hun på hende en smule forvirret.
*Okaaay? Like I’m getting smarter from that? I don’t even know what you find me wrong in, Procella! I’m freaking confused here!*tænkte hun perplekst. Hun lyttede til fortsættelsen med en knude i maven og rynkede brynene let, så efter hende, da hun rejste sig og kom selv på benene.

Den sidste del af det, det med taseren, gav mening trods alt, præsenteret på den måde. Var det derfor, Cherlyn ikke var fulgt efter hende den dag i baren … og i stedet var begyndt at gå efter Segovax? Nej, det ville hun ikke tænke på lige nu, så mistede hun bare besindelsen. Hun tog en dyb indånding.

”Relax, will you? Procella, I know you’re trying to help me here, and I’m trying to keep up with you. I know I’m stupid, never claimed to be anything else! And it’s not exactly like I’ve had much to live for these last years anyway! I’m a mechanic, I’m not build for fighting demons, fangers and whatever, and yeah, I’ve whacked a few guys over the head before ... Humans, people I know. Not in a fight like these you are talking of. I’ve been taking care of family, fixing cars, hiding in a corner for most of my life, only to peep out and almost have my head torn off! I’ve quit driving like that, I don’t drink anymore, don’t really party, quit most of my friends – again ... My life is a mess, and I’m sorry if I don’t have what it takes to survive all this ... I’m trying real hard to get everything to work, and apparently it took me to work for you and Wicked. Not what I expected at all! I’m trying to cope, I’m trying to learn, but having a brain the size of a pea it’s really hard! I am not as smart as you, and I need a bit of time for things to sink in, and everything is running out of hand! I’ll get a taser, I’ll get ten, whatever, and I’ll do that chicken thing if that would help ... I’m just trying to find out WHY ... Why it would work ... Geez, I get it Procella, fighting gives options. I’m just not sure what options they are and how to use them. It’s new to me all of this; I don’t find it logical, though it might seem so too you! Like with you and the kids, and I know I’m not exactly doing a great job here ... I’m used to keeping up a facade; smiling, laughing and getting through whatever I need to get through by pretending to be okay. When I am needed to, I step up and do what is needed of me, but most of the time, I tend to be confused and perplexed. I’ve always been alone, been nothing and been pushed around. To change all that in a heartbeat is not simple! You might be able to pull it off, but Procella, I’m not you, and I will never be!” Hun kunne godt mærke på sig selv, frustrationerne kæmpede mod hende for at gå over i vrede, men hun forsøgte at fastholde kontrollen. Hun fik snappet lidt undervejs, nogle af sætningerne værende temmelig hårde, selvom hun forsøgte at fastholde en rolig tone.

Det var som om Procella ikke rigtigt kunne sætte sig ind i hendes situation eller forvirring over det. At hun så hende mere som en lille maskine, der burde kunne programmeres til at følge et bestemt program og bare følge den ordre og forstå det. Det var lidt som om de talte to forskellige sprog, og Colt anstrengte sig for at forstå hvad, Procella sagde… mens det der kom ud af Colts mund virkede som ren volapyk.

”This is as difficult for me to get the hang of as it would be for you to have a few months to learn.. erhm, world history of fashion ...! Wouldn’t be very logical to you either, would it!? I’m not giving up on it, Procella, I am trying my best – and yes I know it’s not good enough and bla bla, but it’s all I’m capable of doing at the moment!” Hun tog sig til hovedet og fnøs svagt, vreden faktisk tagende en smule overhånd. “I’m not some kind of machine you can just programme and expect to just work, okay, I’m just a human, and it would seem they aren’t really counting that much anyways ... So why even bother, Procella? I’m just a fucking human; there are tons of them out there, and no one seems to see the difference between us anyway, so why bother for one little very fucked up and pathetic human? I’m a bloody nutcase, Procella, and I know it! There are tons of toys out there to be chewed on and thrown away when there’s no more fun in it, so why even bother for something that’s already beyond repair; there are new toys, better toys ... It’s not like I’m worth anything to anyone anyway ... I’m just another damned toy, Procella, and I’m well aware of it! Damn it!” Vreden var eskaleret mens hun talte, og halvvejs igennem var bitterheden trådt frem. Alt det, hun havde forsøgt at skjule og holde nede gennem de sidste mange år. Hun var uønsket, og hun var udmærket klar over det. De sidste to ord var blevet spyttet ud, mens hun slog armene om sig selv og vendte ryggen mod Procella. Hun græd ikke, men hun følte sig fandens tom indeni. Alt det, hun gemte bag et smil og et grin var pludselig blottet, og hun var ikke vant til det. En enkelt gang over for Segovax, og ellers havde hun kunnet holde det inde og tage den selv. Især de sidste par måneder, hvis ikke det sidste halve år, havde følelsen af bare at være et stykke brugt legetøj været overvældende. Og hun hang knapt sammen længere. Det var sandheden. Hvor bitter den end var.

Hun kæmpede for at få facaden trukket for igen, men det var ikke så ligetil. Alting syntes at ramle ned, nu masken ikke længere holdt det på plads, og hun genoplevede brudstykker af sit liv, der et øjeblik dansede for hendes øjne og bare forstærkede følelsen af at være komplet uønsket. Segovax var den eneste, der lod til at bekymre sig om hende nogen gange… Men hun var ikke nok for ham alligevel, var hun!? Så ville han ikke ende ved Cherlyn og have brækket benet og alt det pis. Han havde undskyldt, han havde været ked af det, og hun havde tilgivet ham det … Det var straks værre at tilgive sig selv, og hun bebrejdede sig selv det. Hvad var det, hun gjorde forkert, siden folk altid endte med at give hende fingeren og gå med et grin?

Procella havde svært ved ikke at begynde at le. Det dirrede svagt omkring hendes læber, og der var et glimt dybt i de rovdyrgule øjne. Fint. Colt skulle være besværlig at danse med. Hvis man fik blommer så lavede man limo-...nej vent det var ikke sådan den gik. Hvis man fik æbler så lavede man tærte? Nå...ligemeget!

"Trust me, if you had a brain the size of a pea, this would have been easy. Then I would just kill you. Or lock you up. Or both. So...This angel of yours? What's her name? What does she look like?"

En ny ide var begyndt at bundfælde sig i hende. Hun havde prøvet noget lignende. Det var en typisk Procella-finte, hovedløst dumdristigt, ville få hendes omgivelser til at stønne af opgivelse, men den handlekraftige jægerske var ikke så meget til alt det der med at overveje og genoverveje konsekvenserne. Det kunne man altid tage bagefter når man havde losset til myreturen og de arrige insekter var på vej op i buksebenet, og man løb skrigende rundt i små cirkler. Det gjorde også livet så meget desto mere spændende.

Procella kastede i en blød bue, en juiceboks over mod Colt så hun kunne gribe den. Hun nikkede lidt bestemt.

"Its sunny. Remember to drink. You need fluids. Your baby does too. You take vitamins and all that shit?"

Jægeren havde lidt opgivet det der med at få Colt til at se på mennesker som andet end ting der var lovlige at benytte som kæledyr, stange tænder med, bruge som selvtransporterende pizzahut, eller bare dagens nye billig-legetøj. Hvis Colt var så opsat på at tænke fornedrende om sig selv, var det ikke Procellas arbejde at få hende til at tænke anerledes. Guderne skulle vide jægeren var alt andet end psykolog og diplomatisk. Folks respektive emotrip orkede hun ikke. Det var hendes arbejde at forsøge at holde menneskene i live - Colt gjorde allerede det til noget af en udfordring. Ven eller ej...det her blev lige lovligt spændende efterhånden. Procella overvejede kort om hun kunne trække sit tilbud om venskab tilbage, men før tanken havde bundfællet sig rystede hun den af sig. Venskab. Det måtte vel være på begges præmisser.

((Tråddød. 

Colt er på nuværende tidspunkt forsvundet med hendes og Sego's barn og der arbejdes med handlingen som plotdetaljer mellem specifikke roller ))