Shiiit - Malou

Dag: Søndag
Dato: 24.Juni
Tid: 13:00
Sted: Den fredfyldte skov
Omgivelser: Ingen, kun andre dyr
Vejr: Det regner lidt, men ellers ikke så galt
Påklædning: Ikke noget lige nu, andet end pels

Vinden susede gennem den tykke store sorte pels, da Joe kom løbende. Han elskede at løbe, især i ulve form. Han følte sig så fri og uden bindinger, han følte ikke at noget som helst kunne holde ham tilbage. Nogle gange kunne han rive sig selv helt med, så han troede at han fløj. Man skulle ikke tro at denne varulv var 25 år gammel, nogle gange kunne man sagtens tro at han var yngre, på grund af hans barnlige side, som til tider kunne komme frem i ham, men som regel kun i ulve form. Den lyserøde tunge hang ud af munden på ham, og hans klare grønne øjne var på vidt gab, de skulle ikke misse noget som helst, han ville have det hele med. Der var så meget at se på i den fredfyldte skov, man kunne altid finde noget nyt, selvom man syntes at have set det hele. Det var derfor Joe elskede at løbe i skovende, det var noget andet, end den triste skov, der var for dystert og gråt for hans smag, og man kunne aldrig vide hvad han løb ind i, han kunne jo risikere at løbe ind i en vampyr, eller det der var værre. Han havde et reb bundet omkring livet, med en lille pakke på, det var tøj, hvis han nu fik brug for at forvandle sig tilbage til sin menneskeform, han kunne jo ikke rigtig rende nøgen rundt. Vandet sprang op, omkring hans fødder, hver gang han ramte en vandpyt og lige nu, følte han bare ikke at han kunne stoppe med at løbe. Indtil, han fik et chok.. Hans poter fik ud af det blå, ramt et eller andet, som fik ham til at snuble, hvilket resulterede i, at han rullede hen af den våde jord med et ordentligt brag, på grund af sin varulve størrelse.
Han kunne ikke stoppe sig selv i at rulle og kunne slet ikke fokusere, han kunne heller ikke nå at forvandle sig tilbage til et menneske, fordi så kunne han risikere at komme yderligere til skade, fordi hans varulve krop var lidt mere modtagelig overfor stød end hans menneskekrop, plus at han kunne risikere at hans tøj fløj af helvedes til. Så, inden han viste af det, blev han lige pludselig hejst op i luften i et stort net. Han var stadig i ulve form, han lå og kæmpede sig rundt i nettet, mest fordi at han ikke kunne komme ned. Nettet, var blevet dødt i en form for gift, så han ikke kunne bide i det, det sydede og sved inde i munden på ham, da han prøvede at bide det over. Først stregfede tanken ham at det kunne være et væsen der stod bag, men så var fælden nok lidt mere ekstrem, så han slog sin tanke over på menneskerne. Men det var sikkert ikke deres mening at fange ham, fordi nettet var alligevel ret lille. Så lige nu besluttede Joe at ligge stille og nettet og tænke det igennem, et enkelt piv, slap ud af hans mund og et stort suk kom fra den store skikkelse, imens han bare lå og kiggede ud i luften.

Gennem skoven kom en brun ulv gående med langsomme rolige bevægelser og med et blik der ikke helt vidste, hvor det skulle fæstnes. Dette var første gang Malou trådte ind i den fredfyldte skov. Hun lyttede opmærksom på de kvidrende fugle, betragtede de friske grønne træer og følte den frodige skovbund under sine poter. Malou kunne konkludere at skoven var meget anderledes end den triste skov, som ellers normalt var der hun færdes. Hun kunne godt lide den mørke stemning i den triste skov, og spændingen der løb gennem kroppen ved uvisheden over, hvad der ventede mellem træerne. Den fredfyldte skov var langt mere.. fredfyldt. Og Malou var ikke sikker på, om hun kunne lide det. Det hele var så harmonisk, på trods af regnen der burde gøre det mere trist. Træerne var så utrolig grønne.

Malou der efterhånden fandt skoven en smule kedsommelig og som ikke kunne finde færden af noget bytte, var på nippet til at vende om til sin bunke af tøj og vende hjemad. Præcis som denne overvejelse havde passeret Malous tanker, fik hun færden af noget, som ikke bare var den kvalmende søde duft af blomster, men mere en lugt af en fremmed våd hund. Hun stak sin næse i vejret, snuste denne fremmede lugt ind og gik mod lugtens kilde.

Det var med varsomme skridt, at Malou bevægede sig gennem skovbunden, frem mod lugten der nu var blevet meget kraftig. Bag træerne anede hun noget, men kunne ikke finde ud af, hvad det var. Mest af alt, lignede det noget der.. svævede. Forsigtigt gik hun videre, og blev lettere overrasket over at se ulven i nettet. Det undrede hende, at ulven lå helt stille i nettet, som var det blot et sted den tog sig et hvil. Malou overvejede, om den havde opgivet at komme ud af denne fælde, som Malou gik ud fra var blevet lavet af mennesker. Hvis Malou ikke hjalp denne ulv ned, ville det nok være et par overraskede og skræmte mennesker der fandt den, og som i sidste ende nok ville tage livet af denne hjælpeløse ulv. Så var den fredfyldte skov alligevel ikke så fredfyldt. Nysgerrigt bevægede hun sig tættere på, så hun nu stod få meter fra nettet. Hun betragtede den store sorte ulv med et par studerende øjne, var mere optaget af den, end hun var på ulvens problem. Hun havde ikke besluttet sig for, om hun ville hjælpe denne stakkels ulv. Først ville hun lige danne sig et billede af, hvem hun havde med at gøre. Med et par rolige skridt, gik hun rundt om dette net, med blikket fast på ulven. Hun vurderede den fremmede ulv til at være større end sig selv og grundet sine sanser, var hun også overbevist om, at denne ulv var mere end blot en ulv. Muligvis af hankøn. Hun lagde mærke til pakken, der var bundet omkring livet og følte sig for en kort stund en smule dum, fordi hun ikke havde tænkt på at gøre som ham og transportere sit tøj med sig. Hun havde altså muligvis også med en person at gøre, der i hvert fald havde en smule intelligens. Til sidst stoppede hun udfra ulvens ansigt og kiggede med sine nøddebrune øjne dybt ind i hans. Prøvede at se hvad der gemte sig bag denne ulveskikkelse.

Imens Joe lå i dette net, kunne han ikke gøre op med sig selv, om han skulle begynde at hyle efter hjælp, eller bare prøve at bide i nettet igen, selvom giften så ville skade hans mund igen. Men så måtte han vel bare bide smerten i sig, godt nok var man stærkere som varulv, men alligevel kunne ting godt gøre ondt på en. Joe hadede at komme i de situationer hvor han måtte sidde stille og give op, uden at kunne gøre noget, han hadede at føle sig så hjælpeløs, når han ulven, jo var den stærke og den som burde kunne klare sig selv. Lige nu, gik det bare ikke særlig godt for ham og det kunne han ikke lide. Han overvejede også at forvandle sig til et menneske, men selv i den form, ville han ikke rigtig kunne gøre noget, giften ville gøre større skade på hans menneskekrop end på hans ulve form. Et dybt suk, undslap hans kæbe igen og tungen hang lidt ud af munden igen, fordi hans mund jo var kommet lidt til skade, så han måtte vente på at den kom sig igen, forhåbentlig snart. Dog, var der noget som fik ham til at løfte sit ene øre lidt. En svag lyd i det fjerne, var begyndt at komme hen imod ham. Først frygtede han at det var menneskerne som kom efter deres bytte, men da han lige fik løftet sin store snude op i luften, lagde han mærke til en ret velkendt duft. En duft næsten ligesom sin egen, dog lidt mere sød i det. Han fik det dog først rigtig bekræftet, da skikkelsen kom frem fra buskende. En mindre skikkelse, end ham, men dog stor alligevel. Hans klare grønne øjne stirrede ned på denne fremmede varulv, som var kommet hen for at se hvad der var i gære her. Han snuste lidt ind igen og lagde hovedet lidt på skrå, da han fandt ud af at det ikke var en han ulv. "Altid noget at det ikke var en han ulv, han ville sikkert have grinet af mig.. Håber bare at der ikke er en fælde til* tænkte han og rettede sit hoved op igen. De kunne jo desværre ikke rigtig tale sammen, som hvis de havde været mennesker. Han bevægede sig lidt i nettet, da denne hun ulv, begyndte at gå rundt om nettet, som om hun også tænkte på ham som et bytte. Men han opgav at bevæge sig igen, på grund af nettets lille størrelse og pev lidt igen, det gjorde faktisk lidt ondt på ham. Dog, fik hun påkrævet hans opmærksomhed, da hun stoppede op foran ham, hvor hans ansigt lå og stirrede ind i hans klare grønne øjne, med sine nøddebrune. Han kunne ikke lade være med at falde lidt i staver, fordi de bare stirrede på hinanden, for at tjekke modparten ud, for at se om de var noget værd. Han lagde hovedet på skrå, da han ikke kunne lade være med at bide mærke i, at hun måske var den ret nysgerrige type, sikkert en af grundende til at hun havde fundet ham i første omgang.

Malou overvejede situationen en ekstra gang. Det ville selvfølgelig tage noget af hendes tid, hvis hun skulle til at hjælpe denne fremmede ulv og mest af alt havde Malou mest lyst til at jage, hvilket var det, som hun var kommet for. På den anden side var hun også nysgerrig efter at finde ud af hvad han var for en. Det var ikke ofte, at Malou mødte nogen af samme race som hende selv. Desuden ville ulven skylde hende en tjeneste, da det langtfra var sikkert, at han ville komme levende ned, hvis hun ikke hjalp ham.
Hun havde truffet sit valg. Hun ville give en hjælpende hånd, som hun ellers aldrig normalt gjorde. Det var heller ikke af sympati, at hun tog denne beslutning, men derimod fordi at ulven ville stå i gæld til hende. Udover det, var Malou også utrolig nysgerrig, men dette indrømmede hun dog ikke for sig selv.

Hun slap blikket fra ulven og fokuserede på problemet. Prøvende tog hun snuden frem mod nettet, åbnede munden og bed fast om rebet. Med et forskrækket hyl trådte hun tilbage, da smerten eksploderede i munden på hende. Hun sendte et lille bebrejdende blik op på ulven, på trods af, at han ikke havde noget med det at gøre. Hun burde også have fattet mistanke, eftersom at ulven nok selv var kommet fri, hvis man kunne bide det over. Da smerterne havde lagt sig en smule, kiggede Malou undersøgende rundt, for at finde en anden løsning. Det stod klart for hende, at hun nok ikke kunne få ham fri i ulveskikkelse. Problemet for hende var, at hendes tøj lå i udkanten af skovet, hvilket var forholdsvist langt væk, især hvis hun skulle gå hele vejen tilbage i menneskeskikkelse. På den anden side kunne hun bare transporterer tøjet i munden, men det ville betyde huller i tøjet og ulvesavl.

Endnu engang måtte hun ligge den blufærdige side væk. Hun vidste, hvad der skulle gøres nu, men det skulle gøres i menneskeskikkelse. Med et par beslutsomme skridt, gik hun en smule væk fra nettet og lod sig forvandle tilbage i menneskeform. Hun sendte ulven et sigende blik, der fortalte ham, at han absolut ikke skulle belure hendes nøgne krop. Hun slog derefter blikket ned i jorden og kiggede sig søgende omkring. Eftertænksomt samlede hun en forholdsvis tyk gren op fra jordbunden og bedømte den til at gå an. Hvis den var for tynd og lodden, vil den bare knække i forsøget. Med en dyb vejrtrækning samlede hun alt sit fokus på grenen, lukkede sin øjne og ved hjælp af sin evne, formede hun grenen flad, på nær skaftet hvor hendes hånd knugede omkring den. Efterfølgende formede hun træet således, at der kom tagger, så grenen i hendes hånd efterhånden lignede en ganske normal brødkniv… af træ.

Hun åbnede øjnene igen og mærkede en svag hovedpine dundre under panden, efter den stærke koncentration. Det var en pris hun måtte tage, når hun gjorde brug af sin evne. Med et tilfreds smil og med den nylavede kniv i hånden, gik hun hen til nettet igen og begyndte at skære den hjælpelæse ulv fri. Hun smilte let, da ulven landede på jorden med bump, men kiggede så ned af sin nøgne krop med et overvejende blik. Hun var ikke meget for det grundet smerten ved forvandlingen, men hun var nok nød til at skifte tilbage i ulveskikkelse igen, medmindre hun ville rende nøgen rundt i skoven.

Joe så roligt til, imens at han godt kunne se at den fremmed ulv overvejede om hun skulle hjælpe eller ej. Han ville nok komme til at stå i gæld til hende, hvis hun ikke ville tage imod det, så ville han nok insistere, det var jo ikke hver dag at enhver ville give en hånd for at hjælpe, sådan en person skulle man nogengange lede længe efter. Dog, bed han mærke i at hun havde brudt øjenkontakten til ham og var begyndt at give rebet sin opmærksomhed, han blev ret taknemmelig, da det så ud til at hun gerne ville hjælpe ham, men han nåede ikke at reagere, før hun selv havde sat tænderne i rebet og var brudt ud i et skingrene hyl. Joe fik et chok og roede lidt rundt i nettet igen, han kunne have gøet eller pevet, for at advare hende omkring rebet, fordi hun så da godt nok ikke tilfreds ud, hun ville sikkert få et sår, ligesom ham selv, han mund, var stadig ikke rigtig kommet sig over at havde bidt i rebet, desperat for at komme fri fra denne onde menneske fælde, dog var det jo menneskernes måde at leve på, når de gerne ville have kød fra naturen, Joe og den fremmed varulv, jagtede jo på en helt anden måde. Han lagde dog hovedet lidt på skrå, da denne fremmed varulv, efter lidt tid gik et par skridt væk fra rebet, i et øjeblik var han bange for at hun ville opgive og lade ham.. dø? Men så begyndte han at se lidt mistroisk ud, da den fremmed varulv, begyndte at lave en lidt mærkelig stilling/bevægelse.

Han store ulve øjne, blev lidt ekstra store, da han kom i tanke om, at hun nok forvandlede sig tilbage til et menneske. Men så ville hun jo være nøgen? Han vendte blikket væk, for det ville hun nok blive meget glad for. Lyden af at hun forvandlede sig tilbage til et menneske, var næsten ligeså ubehageligt at høre på, som når de forvandlede sig til varulve, når deres muskler sprængte og blev større og når pelsen voksede ud mellem huden på dem. Han gøs lidt, imens han tænkte på det. Men tog sig selv i at kigge på denne ulv, som nu var blevet til et menneske, han sørgede for at fokusere på hendes ansigt, når han kiggede på hende. Hun havde et meget fast ansigtsudtryk, men det gjorde hende faktisk.. smuk at se på. Han faldt kort i staver, da han opdagede hvad hun havde gang i. Hvad ville hun dog bruge en sølle pind til, men han skulle nok ikke have dømt det for hurtigt, fordi før han viste af det, havde hun forvandlet den sølle gren, til en skarp kniv, men hun så ikke ud til at have det for godt bagefter. Han fokuserede dog på, at koncentrere sig om at lande ordentligt, når hun skar ham fri.

Han begyndte at røre lidt på sig igen, da hun skar ham fri fra nettet, men alligevel landede han på ryggen, med et stort brag, dog så det ikke ud som om, det havde gjort ondt på ham overhovedet. Han rullede om på maven og kom op at stå på sine ben, han var ret stor i forhold til hende, når man tænkte på at ulve jo plejede at være mindre end mennesker, men de var jo varulve, så det var en helt anden sag. Han nikkede kort til hende, som et tak for hjælpen, men lagde mærke til hendes udtryk, hun så ikke ud til at have det for godt med at være nøgen, men han kunne godt forstå at det heller ikke var så sjovt at hun måske var nød til at forvandle sig tilbage igen, så hurtigt. Han fnøs kort og hev pakken med tøj, ned fra sin krop og åbnede den forsigtigt med sine tænder. Han fandt en jakke frem, som nok var ret stor i forhold til hende og puffede den hen til hende med spidsen af sin snude, så den ikke blev våd af hans savl eller hullet på grund af hans tænder. Derefter gøet han kort og så ud til at smile et kort øjeblik. Dog trak han resten af pakken med sig om bag et par buske, ikke så langt væk fra hende og begyndte at forvandle sig tilbage til et menneske. Lyden af muskler og sener som satte sig på plads og blev mindre, lød forfærdelig klamt, men det måtte gøres. Buskene rørte lidt på sig, efter at der blev stille. Så lidt efter, kom Joe rolig gående ud af busken, med jeans på og sin T-Shirt i sine hænder. Han kørte den ene hånd gennem sit hår og smilede venligt til kvinden. "Tusind tak for hjælpen, jeg skylder dig en tjeneste" sagde han og gik hen til hende igen.