Long time, no see [Selene]

Sted :: Et stort hus lidt væk fra større bebyggelse
Tid :: 23:30
Omgivelser :: Bybebyggelse
Vejr :: Regnvejr
Dato :: 17. marts 2013.

Der var endeligt kommet de første tegn på ordentligt forår, enkelte skud havde kæmpet sig igennem den golde jord og de ellers mørke dage var endeligt begyndt at blive længere. Af samme årsag havde Penelope været ekstra lang tid om at komme ud af døren fra hotelværelset hun havde lejet sig ind på. Den bløde rungen fra en bilmotor blev kombineret med en skarp knasen, som dækkene kørte ind på de små sten som lå i indkørslen til det store hus. Kort efter døde dem dybe rungen ud, og bilen blev slukket. Penelope steg i en unaturligt glidende bevægelse ud af den lave blærerøvsbil, inden hun tog huset i øjesyn med et kækt grin. Den voldsomme forårsregn haglede ned omkring hende og fremkaldte en helt fantastisk duft af forår. Den gamle vampyr satte i gang mod huset og bankede kort efter på den store trædør.
I den ene hånd holdt hun som det hør og bør sig, en stor buket hvide roser, pænt pakket ind i selofan, og et stort guldfarvet klistermærke afslørrede hvilken blomsterhandel de lange roser kom fra.
Kort efter vampyren havde banket blev døren åbnet af en ung kvinde som smilende spurgte om et ærinde, og kort efter lukkede kvinden ind, som hun spurgte efter Selene. I hallen tog kvinden imod Penelopes lange cremefarvede frakke, hvilket afslørrede en råhvid spadserdragt sat op imod et par sandfarvede stiletter og en højrød læbestift, desuden var det lange røde hår sat op foran, og lod krøllerne hænge ned bagpå ryggen. Kendte man Penelope havde hendes stil ikke ændret sig særligt henover de sidste hundrede år, nostalgi var vel egentligt forklaringen .
Den rødhårrede kvinde blev henvist til en stor stue, hvor hun gav sig til at vente med største interesse for indretningen, det var længe siden hun sidst havde snakket med Selene, af samme grund ville hun lyve, hvis hun ikke var en kende nervøs for mødet, der kunne trods alt ske meget på et århundrede, selvom hverken Penelope eller Selene havde synderligt travlt.

Stuen var indrettet stilrent. Men stilen var hverken fra dette årti eller for den sags skyld århundrede. Mange ville kalde den gammeldags.
En stenovnspejs var optændt ved den ene væg. Flammerne slikkede dovent om de knudrede kævler. En høj, blødt polstret lænestol i mørkt træ stod med fronten mod flammerne. Lidt væk derfra var en sofa af samme stilart med to lænestole magen til placeret rundt om et tungt sofabord i samme mørke træ med sirlige udskæringer i. I det ene hjørne var endnu en stol af lidt mindre magelig udseende med en gammel violin, slidt af mange års brug, ved siden af i sin holder. Violinen var velkendt, og fulgte ejeren overalt hvor hun boede. Det hele var oplyst i et behageligt glødende lys.

Forsigtigt åbnede døren til stuen og den unge kvinde trådte ind en gang til. Sky kiggede hun til den nyankomne.

"Miss Willyn will be here in just a minute. Can I offer you anything, miss? I am most sure that we have anything to your liking in stock."

Efternavnet var nyt, men det var også længe siden.
Kvinden tog i mod bestillingen med et kort nik og skyndte sig straks ud ad døren igen.

Ikke længe efter kvinden var gået, åbnedes døren endnu en gang.
En lille pige trådte langsomt ind ad døren. De mørke krøller faldt bølgende ned langs skuldrene til et endnu ikke udviklet bryst. Kroppen var dækket af en natblå fin kjole med et lysere blåt bånd bundet om livet, der sluttede i en sløjfe på ryggen.
De nøddebrune øjne vendtes roligt rundt i lokalet akkompagneret af et gæstvenligt smil, klar til at tage mod, selv uventede, gæster. Men da blikket rent faktisk opfangede, hvem der stod i lokalet, lyste smilet langt mere oprigtigt op.

"Ahh.. Dear Penelope, what a pleasant surprise! "

Benene bragte hende unaturligt hurtigt over til kvinden i den anden side af rummet og hænderne blev løftet imødekommende mod hende.

"It has surely been a long time. Why, did Africa become dull? How was your time down there?"

Blev der oprigtigt spurgt ind til den gamle ven.

De karakteristiske klik fra spidse hæle mod trægulv afslørrede, at den rødhårrede kvinde ikke havde sat sig, men bevægede sig rundt i rummet og nærstuderede indretningen. Selene måtte have opkøbt huset i god tid, eller fået det renoveret til hendes smag, for en dekoration som huset indholdt skulle man lede længe efter, hvis man da overhovedet kunne finde noget lignende på øerne. Det lille triumferende smil brød atter frem på de sminkede læber, Penelope var tilsyneladende ikke den eneste nostalgiker.
Violinen kom ikke bag på den lidt ældre vampyr, Selene havde altid været dygtig til alt hvad der mindede om musik, og havde flere gange underholdt med sine talenter.
Penelope vendte hurtigt rundt da dørene igen gled op, og hun lyttede interesseret efter, og gav så et lille afmålt nik, hun var faktisk ret sulten og sulten efter noget ordentligt, hvis folk ikke var pisse syge, så var de på alle former for stoffer eller medicin, det var efterhånden helt umuligt at opdrive et ordentligt måltid.

"Yes, please!"

Penelope valgte specifikt ikke at bestille en bestemt 'ret', da hun ikke havde nogen idé om hvor meget tjenestepigen vidste, hverken om Selene eller hendes gæster. Det nye efternavn havde Penelope faktisk aldrig hørt udtalt, kun set på skrift, af samme grund måtte vampyren kort vende det med sig selv, men det var ikke unaturligt, hun havde ligeledes selv skiftet navn et utal af gange, men Penelope havde faktisk hængt ved længe, Ethelgaard var efterhånden helt røget i glemmebogen.

"I know you love surprices Dear!"

Penelope brød ud i et bredt smil der afslørede begge spidse hjørnetænder, inden hun gik den unge krop i møde og gav hende et stort kram, takket være Penelopes egen lave højde behøvede hun ikke bukke sig meget for at hilse på den gamle veninde. Derefter rakte hun hende den store buket hvide roser, i en bydende bevægelse.

"Way to long! Africa's been dull the last fifty years! People are slim and sick, nothing special. I learned one lesson though, never ever any paintings again! I was stuck there for a century! I must give you, lot's happened here the last hundred years. Wow! I got lost in the airport! Hah."

Penelope slog en kort latter op over sig selv, hun måtte nok indrømme at hele udviklingen var kommet grimt bag på hende, det hele var gået hurtigt, meget hurtigere end hun var i stand til at følge med.

"So... what about you?"

Et lillepige-grin blev smidt op, der ligeledes vidste hendes egne spidse hjørnetænder, idet hun trådte helt hen til den ældre udseende kvinde.

"Not really, and you know that, but from you I can certainly manage."

Det venskabelige kram blev gengældt med dyb hengivenhed. Roserne blev taget i mod med et anerkendende smil - hun havde ikke glemt de gamle manerer. Den store buket så nærmest helt fjollet ud i den lille piges favn.

"White ones, you remembered."

Mindet om nogle hundrede år tidligere, hvor hun var blevet omkastet med hvide roser, åbenbart som et tegn på hendes uskyld, fra en bejler der ønskede at gifte sig ind i hendes familie. En fornuftig ægteskabsforbindelse! Et grin var blevet delt mellem Penelope og Selene over ironien i den stakkels mands tro på hendes uskyld i alle henseende. Hvorefter de havde forsøgt at gøre bejleriet så besværligt som muligt men stadig uden at have lukket muligheden for ham helt, i hvert fald ikke af hvad han vidste. Tidsfordriv for dem, der havde uanede mængder af tid.

Et skævt smil trådte frem på de smalle læber over hunvampyrens ord.

"I did wonder what could possibly be worth being at that continent for so long a time span. But why? You always seemed to like the attention when you got your picture painted?"

Forsigtigt blev døren til den brede gang udenfor åbnet igen, og tjenerinden trådte endnu engang ind ad døren, denne gang bærende på en bakke med en karaffel indeholdende en dybrød væske og to vinglas.
Selenes blik vendtes mod hende med et smil.

"Ohh, thank you Mirane, dear, if you would please put it on the table, then you can take the rest of the night off, I won't be needing your services anymore this night."

Kvinden gik med et smil hen til bordet, stillede bakken på bordet og skænkede op i de to glas. Da karafflens glaslåg blev taget af, bredte der sig den ganske svage metalliske duft af blod ud i rummet. Denne var sød, på en måde ren. Låget blev sat på igen og kvinden forlod rummet med et venskabeligt smil, der kun kunne betyde års kendskab, et venligt godnat til Penelope, og ud af døren var hun.

Selene henviste til de indbydende, gamle lænestole ved bordet.

"Sit, sit, dear. But yes, much has happened since you were in a more developed country last. I would have liked to see you lost in that big place, not really understanding what any of the signs meant."

Det sidste blev sagt med et drilsk toneleje. Selv gik hun hen til stolene, men afventede, som manererne bød det, at sætte sig, førend Penelope selv havde sat sig til rette. Herefter satte hun sig ned i en elegant flydende bevægelse, hvorefter hun skubbede det ene blodfyldte glas over til hende. Blodet var let varmet og tilnærmelsesvis et menneskes kropstemperatur.

"I have been busy, as usual. Stocks to acquire, deals to be made. You know, having fun."

Det var en form for sjov, hvis man kendte Selene, men det var ikke den form for, til tider dumdristige, sjov, som de havde haft sammen.

Det andet glas blev løftet af slanke, lyse fingre og ført op til hendes læber. En let tår blev taget af den, nydt. Blodet smagte nyt, rent, en kvalitet i Selenes øjne. Fingrene blev foldet om glasset og blikket blev rettet undersøgende tilbage på den ældre udseende vampyr, mens hun lænede sig mageligt tilbage i den dybe stole.

"So tell me, dear Ethelgard Amsel, why have you come to visit?"